Hvem bærer ansvaret for mistrivslen i folkeskolen?

Debatten om ”det nye børnesyn” raser. Jeg vil egentlig ikke kalde det for et nyt børnesyn, da min egen mormor opdragede mig på selv samme måde: Forstå mennesket du står over for. 

Eller i hvert fald prøve på at forstå. Det gælder både eleven, som kaster med stolene og læreren på lærerværelset, som igen udbryder “Emil fra 4. C har da virkelig ikke mange brikker at rykke rundt med!” 

De to eksempler er ens. Fuldstændig ens. Den store forskel er dog, at barnet ikke har lært bedre – endnu. Men har læreren lært bedre? Lært nok om sig selv, og hvorfor Emils adfærd trigger læreren?

Lærerne skal have bedre vilkår til at passe deres opgave

Vi mangler lærere i Folkeskolen, som ved noget. For den massive mangel på lærere har direkte indflydelse på lærerværelset, når lærernes magtesløshed kommer til orde. For der er få uddannede kolleger at sparre med. Og efteruddannelse som lærer er ikke eksisterende. Vi ved jo godt, at lærerne ikke kaster med stole. Men de kaster med ord. Mange ord. Til tider mange grimme ord om børnene. 

Jeg møder lærere, som stolt fortæller, hvordan de vristede tegninger ud af elevernes hænder, fordi eleven, ifølge læreren, ikke ville lytte efter. Eller lærere som aflyste ture ud af huset, fordi børnene igen var i konflikt i frikvarteret. 

Jeg ser magtesløse lærere, der fortæller om at må ty til magt frem for dialog og ledelse. 

Afmagten skyldes, at rammerne ikke er sat til, at vi kan lykkes med kerneopgaven. For med 28 elever i hver klasse, 28 lektioner fordelt på 13 klasser, faglokaleopsyn, gårdvagt mv., så er der ikke tid til hverken differentiering, didaktik eller at opbygge relationer. 

Den nemme løsning er selvfølgelig at skyde endnu mere skyld og skam på de børn, som i forvejen er så pressede, at de kaster med stolene. Men jeg tør godt love, at ingen børn vågner med tanken om, at i dag skal de gøre deres bedste for at ødelægge fællesskabet. 

Vold mod børn?

Det er essentielt for alle mennesker at føle sig som en del af fællesskabet. 

Derfor går det mig på, når vi giver børnene ansvaret for regeringens fejlslåede folkeskole. Det er ikke “det nye børnesyn”, som har ansvaret for lærernes magtesløshed, men de rammer regeringen har sat for Folkeskolen. 

Når Mattias Tesfaye siger, at dårlig opførsel skyldes dårlig opdragelse fra forældrene, ser han bort fra, at ingen kan fjernopdrages. Forældrene har kun ansvaret for 1,5 barn, ikke 28 elever i et fællesskab. Det handler om de arbejdsrammer lærerne er blevet givet, og det handler om magtesløse børn og voksne. 

Nu skal lærerne have flere muligheder for at udøve fysisk magt over for eleverne. Men hvad sker der, når lærerne i deres frustration skal anvende mere fysisk magt over for børn? 

En eskalation af vold imod børn. 

Lærerne modtager nemlig ikke noget kursus i, hvordan de nænsomt kan anvende føregreb, eller hvordan de i det hele taget udfylder et skema for anvendt magtanvendelse. Det er nemlig ikke et krav, at lærerne skal have denne efteruddannelse. 

Hvad vil Tesfaye?

Børnesynet skal ikke være den lærernes største bekymring i folkeskolen. Det skal i stedet være de rammer, regeringen byder os.

Jeg vil så gerne prøve at forstå, hvorfor Mattias Tesfaye fralægger sig sit ansvar som minister over på børnene. Forstå, hvorfor han ikke kæmper for lærerne og børnene. 

For det har min mormor lært mig: ”Prøv at forstå mennesket bag handlingen.”