Hvem betaler prisen, hvis velfærdsstaten afmonteres? Anmeldelse af “Overskudskvinder”

Hvordan kan kvinder skabe økonomisk frihed for dem selv? Hvordan indretter vi et samfund, der sikrer større lighed mellem kønnene? Og hvordan ser situationen ud i dag? Det forsøger Anne-Mette Barfod og Nina Smith at besvare i bogen ”Overskudskvinder”.

”Overskudskvinder” er en blanding mellem en populærvidenskabelig bog, en debatbog om velfærdsstatens udfordringer og fremtid, samt en række råd til kvinder om, hvordan de på et individuelt plan kan opnå større (økonomisk) frihed. Barfod og Smith tager udgangspunkt i en gammel journalistisk spidsvinkling af en Nina Smith-udtalelse om, at ”kvinder er en underskudsforretning for staten” og bruger det som afsæt for bogen.

Jeg vil starte med en lille disclaimer: Både i bogen ”Overskudskvinder” og i denne anmeldelse bruges der en ret binær og heteronormativ måde at tale om køn, familiedannelse og familiedynamikker på. Jeg har vurderet, at det giver det mindst mudrede billede at holde sig til bogens måde at gå til emnet på.

“Overskudskvinder” som forskningsformidling

Bogen giver et ret udmærket overblik over en masse økonomisk forskning på køns- og familie-området. Fra uligeløn over kønsbias i ansættelser til det såkaldte glasloft.

De går ikke grundigt i dybden, men bogen tjener godt til at få afdækket de problematikker, der er på området og som inspiration til, hvor man selv kan læse videre, hvis man interesserer sig for området. Jeg synes, de forskningsformidlende afsnit er godt formidlet og klart værd at læse.

“Overskudskvinder” som debatbog

Smith og Barfods grundlæggende pointe er, at velfærdssamfundet er forudsætningen for kvinders frihed. En bevarelse eller udbygning af velfærdssamfundet, som understøtter denne frihed, kræver en meget høj arbejdsmarkedsdeltagelse. Når velfærdsstaten ikke virker, er det kvinderne, der dækker ind på omsorgsområdet.

Derfor er forfatterne meget bekymrede for tendensen, de ser, til at befolkningen ønsker at arbejde mindre og gå tidligere på pension. Forfatterne argumenterer i stedet for en forbedring af velfærdsydelserne – men samtidig en højere arbejdsmarkedsdeltagelse og flere arbejdstimer.

Når mange familier ikke oplever, at deres familiehverdag hænger sammen, skal det primært løses ved at fordele det ufleksible, reproduktive arbejde mere ligeligt mellem manden og kvinden.

Smith og Barfod peger især på de nye regler for barselsorlov, hvor man fra 2022 øremærkede 11 ugers barsel til med-forælderen som afgørende for at skabe mere ligestilling i hjemmene og for kvindernes stilling på arbejdsmarkedet. De har nogle gode pointer om, hvordan de tidligere barselsregler i praksis gjorde barselsorlov til kvindernes ansvar.

Bogen indeholder et par visionskapitler, som desværre fremstår lidt overfladiske sammenlignet med de mere grundige analyser tidligere i bogen. Forfatterne peger på, at vejen til at bevare velfærdsstaten kommer gennem mere familievenlige arbejdspladser, mere fleksibilitet, mere hjemmearbejde.

Men dette fylder få sider, og Smith og Barfod kommer ikke så meget ind på, hvordan det skal opnås. Er det gennem krav fra fagforeningerne? Mange fagforbund oplever i disse år medlemsnedgang, så det ville kræve et holdningsskifte i befolkningen.

I et kapitel nævner forfatterne, at flere kvindelige topledere kan være en del af løsningen, da de har mere fokus på familievenlige ordninger, og i ren solidaritet med kvinder længere nede i organisationen vil indføre sådanne ordninger på arbejdspladsen. Generelt er bogens påstande godt underbygget med henvisninger til relevant forskning, men netop denne påstand er kun underbygget anekdotisk. Jeg ville gerne vide, om det faktisk er tilfældet bredt set.

Det er selvfølgelig også lidt meget at forvente, at en enkelt bog kommer med alle svarene på en meget gammel og fastgroet ulighed – men det ville være fedt med flere bud på, hvordan man får blødt mere op i de fastlåste kønsroller og det utroligt kønsopdelte arbejdsmarked, vi lever med i Danmark, hvis nu den nye barselslov ikke løser det hele.

“Overskudskvinder” som guide til unge kvinder

Bogen har en række råd til, hvordan man som kvinde opnår større økonomisk frihed. Rådene går i forenklet form ud på at vælge sin partner med omhu, vælge sin uddannelse med omhu, få børn under studierne, forhandle sin løn, fylde og stille sig frem, slippe den dårlige mor-samvittighed og spørge om hjælp hos andre kvinder. Samtidig må man aldrig gå på kompromis med børnenes ve og vel.

Rådene er selvfølgelig udmærkede at tænke over, men på trods af at de flere gange understreger (også med personlige eksempler), at de i praksis er svære at følge, synes jeg også, at de befinder sig i en lidt abstrakt verden.

Jeg ved ikke med jer, men da jeg bød mig til på det såkaldte datingmarked som ung økonomistuderende, var der ikke ligefrem en kø af unge mænd, som var klar til at stifte familie og slå sig ned med nøje gennemdiskuterede aftaler om lige fordeling af arbejdet i hjemmet – men jeg har måske bare været uheldig.

Derudover ser jeg det som en svaghed, at bogen med sine råd primært henvender sig til højtuddannede. Det er også i særlig grad de akademiske jobtyper og arbejdsliv, der beskrives. Det er altså svært at nå at få børn og partner under uddannelsen, hvis du starter på frisøruddannelsen som 17-årig. Det kræver også en vis indtægt at købe sig til alle de nemme løsninger og genveje: rengøringshjælp, måltidskasser osv.

Min fagfælle Agnethe Vienberg Hansen har nogle rigtig gode og mere uddybende pointer om dette i sin anmeldelse i Information, der også har gode pointer om en klimavinkel på problematikken. Den synes jeg, at man også skal læse, hvis man kan slippe igennem betalingsmuren. Ellers må man jo nøjes med mine skriblerier.

Forfatterne lægger også stor vægt på, at man ikke skal lader sig presse af samfundets forventninger – men droppe den dårlige samvittighed og købe sine børns fastelavnskostumer i BR og medbringe købepizza til sammenskudsgilder, så du kan passe din karriere i stedet for at bage pizzasnegle.

Det er heller ikke altid så ligetil. Vi kan ikke skærme os fra at blive påvirket af hinanden, og jeg kunne forestille mig, at det kræver sin forælder at være den sidste, der henter i børnehaven hver eneste dag, hvis de andre sender skæve blikke.

Jeg vil ikke fremstille forfatterne som mere kolde og urealistiske, end de er. De nævner mange gange, at de bakker op om, at både mødre og fædre kan arbejde lidt mindre, mens børn er helt små, og at børns trivsel vægter højere end karriere, hvis der er særlige forhold, der gør sig gældende: sygdom, skolevægring osv.

Men jeg synes på mange måder, at nogle af deres råd er lidt letkøbte og har en tendens til at lægge håndteringen af problemerne ud til individet.

Alting er ikke altid så ligetil, og jeg synes, der mangler nogle visionære bud på, hvordan man ellers kunne organisere familielivet bedre, hvis ens arbejdsliv f.eks. ikke er et typisk DJØF-arbejdsliv?  Kan man organisere sig bedre? Hjælpe hinanden? Bo på andre måder? Mere kollektivt måske? Det ville stille nye krav til, hvordan der bygges boliger, og hvor nemt det er at købe ejendom i en sammenslutning af flere familier.

En læseværdig forsknings- og debatbog

Alt i alt synes jeg, at bogen er værd at læse. Man kan være enig eller uenig i forfatternes holdninger, men jeg synes, bogen formidler både forskningsmæssig baggrund og de samfundsmæssige problemstillinger på en letlæselig og overskuelig måde.

Derudover er mange af de grundlæggende overvejelser meget relevante. Hvem betaler prisen, hvis man må rulle velfærdsordningerne tilbage, og omsorgsarbejdet sendes tilbage i hjemmene?

Det vil i høj grad stadig være kvinderne – og så vil det være dem, der ikke lige har en kvinde at sende tilbage i hjemmet, men som stadig har brug for omsorg. Færre velfærdsydelser kræver flere private forsikringer, brugerbetaling osv. Bogen er god som afsæt til videre debat.

Nina Smith & Anne-Mette Barfod: Overskudskvinder
Lindhardt og Ringhof. 2025
224 sider
Vejledende pris: 200 kr.