Hvem er bange for den store stygge ulv?

Skal man tro Bo Heimann, lederskribent hos Jyllands-Posten, inspireres en ny generations ”kamp imod Israel” af ingen ringere end Blekingegadebanden. Det lyder næsten for godt til at være sandt, så lad os kigge nærmere på det.

Det er ikke noget nyt, at højrefløjens medier bringer Blekingegadebanden på banen. Lad os bare sige, at Danmarks borgerlige publikationer er Jyllands-Posten, Berlingske, BT og Weekendavisen. Lidt hurtig Infomedia-søgning og hovedregning viser, at aviserne siden 2015 i gennemsnit har nævnt denne 35 år gamle kriminalsag i 46 artikler om året.

Det ændrer ikke på, at Bo Heimann er bekymret. For Frihedsbrevet har kunnet afsløre, at Blekingegadebanden-medlemmet Torkil Lauesen turnerer rundt i Europa med et oplæg, hvor han ikke tager afstand fra bandens forbrydelser, ligesom han opfordrer tilhørerne til at overveje, om de kunne tage en lignende vej i tilværelsen.

Det samme gengiver Weekendavisen i en artikel med den ildevarslende titel ”Gudfaderen” (det er Torkil Lauesen). Her mener journalist Leny Malacinski at vide, at Torkil Lauesen siden 1989 har været ”en central faderfigur på den yderste venstrefløj”. Hun skriver ikke, hvad hun bygger det udsagn på, men hvis venstrefløjen har Lauesen som faderskikkelse, er det klart, at venstrefløjsaktivister må være nogle skumle typer.

Stadig ikke noget nyt

I virkeligheden afslører hverken Jyllands-Posten eller Weekendavisen noget, der ikke har været fremme mange gange før. Det gør Frihedsbrevet heller ikke for alvor. De har deltaget i et møde i Amsterdam, hvor Torkil Lauesen talte for en forsamling mennesker. I mine ører lyder publikum noget for begejstret for Lauesens fortællinger – men det gør dem ikke til repræsentanter for en hel generation, der lader sig inspirere af politisk motiveret kriminalitet og røverier i Palæstinas navn.

Det går da også galt, når Frihedsbrevet forsøger at koble Torkil Lauesens oplæg til noget bredere. Her går det som så ofte før ud over Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted. Han var i en årrække for årtier siden i redaktionen for Internationalt Forums udmærkede magasin Gaia sammen med blandt andre Lauesen, som på det tidspunkt havde udstået sin straf. Den historie har vi hørt mange gange før, og den beviser stadig ikke andet end guilt by association.

Frihedsbrevet kæder Lauesens oplæg sammen med den seneste vurdering af terrortruslen mod Danmark. Her skruer PET trusselsniveauet for venstreekstrem terror op. Fra det laveste trin ”minimal” til det næstlaveste trin ”begrænset”. Bo Heimann hæfter sig i Jyllands-Posten også ved denne terrortrussel, selvom trusselsniveauet fra højreekstreme stadig er et trin højere – ”generel”. Men lad nu det ligge, for Heimann skriver helt uden at bekymre sig om bevisførelse, at ”kampen mod Israel bruges i dag – som dengang – som påskud for at angribe demokratiet selv.”

Rationalet lader til at være: Torkil Lauesen var medlem af Blekingegadebanden. Da han kom på fri fod, blev han aktiv i Internationalt Forum. Nogle andre folk fra Internationalt Forum er blandt arrangørerne af Palæstina-demonstrationerne. Ergo er nutidens venstrefløj og især Palæstina-demonstranterne inspireret af Blekingegadebanden. Ergo er morlille en sten.

Og skulle den såkaldte kamp mod Israel nu være et angreb mod selve demokratiet? Det er at stille tingene på hovedet. Det er Israel, der angriber demokratiet ved at myrde løs i Gaza og etablere et apartheid-regime i de besatte områder og over for Israels arabiske befolkning.

Det sker, mens de borgerlige medier ukritisk formidler Israels propaganda, og undlader at forholde sig til de israelske væbnede styrker og bosætternes systematiske morderiske fremfærd i hele Palæstina. Hvis de da ikke direkte støtter den.

Associations-banko om venstrefløjen

Hvis man skal bruge Occams ragekniv (det filosofiske princip der siger, at den enkleste forklaring på et fænomen er den mest sandsynlinge) og komme frem til den mest logiske forklaring på, hvad nutidens venstrefløj og Palæstina-aktivisterne lader sig inspirere af, er der en mere ligetil løsning:

De lader sig inspirere af normal menneskelighed og solidaritet med et folk, som efter mange års besættelse og belejring nu udsættes for en etnisk udrensning.

Den slags kan godt være for meget at snuppe for højrefløjens heppekor. Og Bo Heimanns leder om venstrefløjen udarter da også til bankospil i ting, man kan forfærdes over på Jyllands-Posten. Venstrefløjen er nemlig ikke bare solidarisk med Palæstina og inspireret af Blekingegadebanden, flykapringer og hemmelige skjulesteder. Den er også både ”ateistisk og woke”. Og i ledtog med ”religiøse, ultrakonservative islamister”.

Det er komisk og desuden løgn. Når Alle På Gaden For Et Frit Palæstina (arrangørerne af Palæstina-demonstrationerne) fx forbyder alle andre flag end det palæstinensiske, er det ikke så meget for at forhindre Enhedslisten i at tage flag med – det er for at undgå, at Hizb ut-Tahrir dukker op med deres flag.

Derfor er der også stor solidaritet mellem mennesker af vidt forskellig overbevisning – ateister, jøder, kristne, muslimer – som samles for at bekæmpe folkemordet i Gaza. Det er ikke ekstremisme, men forsvar af menneskelighed og demokrati.

Lad mig derfor spørge: Hvad gør højrefløjen – sådan helt konkret og i praksis – for at fremme menneskelighed og demokrati?

Højrefløjens lederskribenter er tilsyneladende løbet tør for argumenter. Så er det godt, at de og højrefløjen kan vende tilbage til det velkendte og være bange for den store, stygge ulv: ”I på venstrefløjen er også bare i ledtog med Blekingegadebanden.”