Hvem har retten til at kalde andre tyranner?

Vestlige ledere bruger ofte betegnelsen tyran om fjendtlige statsledere som Irans Khamenei – især når det handler om menneskerettighedskrænkelser og støtte til terror. Men når egne eller allierede ledere står bag civile tab, udebliver samme fordømmelse.

Da Putin invaderede Ukraine, blev han hurtigt kaldt krigsforbryder og sanktioneret, mens George Bush og Tony Blair aldrig fik samme mærkat efter invasionen af Irak. Som en irakisk kommentator bemærker, er det et frastødende hykleri, når Vesten måler med to forskellige alen – afhængigt af, om det er deres egne eller en rival, der begår uhyrligheder.

Den amerikanske filosof Noam Chomsky har påpeget denne systematiske uvilje til selvransagelse i vestlig politik. Chomsky bemærkede allerede omkring 1990, at hvis Nürnberg-domstolens principper efter Anden Verdenskrig blev anvendt konsekvent, ville enhver amerikansk præsident siden krigen være blevet hængt.

Det er en ekstrem påstand, men pointerer skarpt, at vestlige ledere ligeledes har begået handlinger – fra ulovlige invasioner til bombardementer af civile – der ifølge folkeretten klassificeres som krigsforbrydelser. Alligevel er det stort set kun ”de andres” ledere, der får prædikatet tyran eller krigsforbryder i den dominerende fortælling.

Dobbeltmoralen undergraver Vestens troværdighed

Vestens moralske dobbeltstandard kommer særligt til udtryk, når man ser på krigene i Gaza, Irak, Afghanistan og USA’s droneprogram.

I Gaza har Israels militære offensiv siden oktober 2023 resulteret i enorme civile tab, hvor hele kvarterer, hospitaler og skoler er blevet bombet; og eksperter klassificerer nu ødelæggelserne som et folkemord. En FN-kommission har dokumenteret, at israelske myndigheder har begået de fleste af de handlinger, der ifølge FN’s konvention definerer folkemord, og kommissionen konkluderede, at Israel har haft en bevidst hensigt om at udslette palæstinenserne i Gaza.

Alligevel undlader vestlige politikere at kalde Israels ledere for tyranner eller krigsforbrydere, i stedet har USA gentagne gange blokeret for stærk international kritik og fortsat støttet Israels militære fremfærd, mens civile dødstal stiger.

Man kunne se samme mønster i Irak-krigen, hvor USA og Storbritannien i 2003 stod bag en invasion uden FN’s opbakning og med katastrofale konsekvenser for befolkningen. Hundredtusinder af irakere mistede livet, men initiativtagerne – George W. Bush og Tony Blair – blev aldrig stillet til ansvar og lever i dag frit, uden at deres handlinger betegnes som tyranniske i vestlig offentlighed.

Afghanistan-krigen, der varede to årtier, fulgte samme skabelon, hvor tusindvis af civile døde – og selv når NATO’s styrker ramte hospitaler eller bryllupsfester, blev det affejet som fejl og ikke som udtryk for tyranni. Ingen vestlig leder blev retsforfulgt, og da Vesten trak sig ud, stod de ansvarlige stadig uden konsekvens.

USA’s dronekrig har yderligere normaliseret drab på civile i lande som Pakistan, Yemen og Somalia, hvor hundredvis af uskyldige – også børn – er blevet dræbt af droner uden rettergang eller gennemsigtighed. Mens USA kalder det terrorbekæmpelse, ville lignende angreb fra Iran eller Nordkorea straks blive stemplet som statsterrorisme.

Denne systematiske asymmetri underminerer Vestens troværdighed – for hvordan kan man tale om retfærdighed og menneskerettigheder, hvis man accepterer massedrab på civile, bare fordi det er ens allierede eller egne ledere, der står bag? Ofrene i Gaza, Irak, Afghanistan og dronekrigen får sjældent retfærdighed, og Vestens moralske lederskab fremstår mere som politisk selektivitet end principfast etik.

Krigen mod Iran og drabet på Khamenei

Nu står verden over for en ny brandfarlig konflikt – denne gang mod Iran. I februar 2026 indledte Israel og USA et fælles militært angreb på Iran, angiveligt for at ramme det iranske regime og stoppe landets udvikling af atomvåben.

Allerede i krigens første timer blev Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, likvideret i et massivt bombardement af hans residens i Teheran. Israel døbte offensiven “Operation Brølende Løve” og pralede af at have fjernet tyrannen i Teheran. Mange i Vesten åndede lettet op over nyheden om Khameneis død. Han blev set som hjernen bag Irans undertrykkelse af eget folk og sponsor af terrorgrupper som Hizbollah. Men prisen for denne henrettelse fra luften har været frygtindgydende høj for civilbefolkningen.

Allerede i løbet af krigens første tre døgn meldte Irans Røde Halvmåne om over 200 dræbte civile og næsten 750 sårede iranere på grund af de intensive israelske og amerikanske bombeangreb. Forestil dig: hundredvis af iranske mænd, kvinder og børn sprængt ihjel på få dage, i et land med over 80 millioner indbyggere, der nu er kastet ud i kaos.

Et angreb ramte en pigeskole i byen Minab, hvor hele 165 skolepiger blev dræbt, da en bombe ramte deres klasseværelse. Disse tal er ubærlige. Vestlige militærtalsmænd vil måske sige, at de selvfølgelig ikke ramte en skole med vilje, men hvad hjælper det de døde børn og deres familier? Ifølge folkeretten er det en krigsforbrydelse at gennemføre angreb, der forårsager så massiv civil død og ødelæggelse uanset intention, især når man benytter upræcise bombardementer i tætbefolkede områder.

Forestil dig scenariet vendt om: Hvis Iran havde myrdet en vestlig topleder ved at bombe et beboelseskvarter og i processen slået hundredvis af børn ihjel, ville vi så ikke kalde det statsterrorisme og ondskab? Ville vi ikke kalde de ansvarlige for tyranner af værste skuffe?

Forskellen er, at Vesten råder over langt større militær slagkraft og derfor sjældnere behøver at ty til den slags vilkårlige angreb mod store magter. Men når det sker – som nu i Iran – opdager vi, at moralsk set har mønsteret været det samme. Målet helliger midlet, også selvom midlet indebærer massedrab på civile.

Khamenei var uden tvivl en undertrykkende leder, men drabet på ham kom ikke uden enorme menneskelige omkostninger. Kan vi se de ansvarlige beslutningstagere i Washington og Jerusalem i øjnene og kalde dem andet end brutale, når de er villige til at ofre så mange liv for at nå deres mål?

Hvis ordet tyranni overhovedet giver mening, må det vel dække den hensynsløshed, hvormed man udøver magt uden skelen til uskyldiges liv.

Moralsk konsekvens og lighed for loven

På tværs af disse eksempler – Gaza, Irak, Afghanistan, dronekrigen, Iran – tegner der sig et klart billede: Det er ikke selve handlingens karakter, men aktørens identitet, der afgør Vestens moralske reaktion.

Dræber ”de onde” civile, er de tyranner, dræber ”vi selv” eller ”vores allierede” civile, er det beklagelige, utilsigtede hændelser i en højere sags tjeneste. Denne dobbeltmoral er både hyklerisk og farlig, og signalerer til verden, at magt i praksis går forud for moral.

Som et af de førende principper i international lov hedder det ellers, at ingen står over loven. Men gang på gang har stormagter fritaget sig selv fra den regel. USA trak sig strategisk fra Den Internationale Straffedomstol forud for Irak-krigen, netop for at undgå at egne ledere skulle kunne retsforfølges. Da ICC alligevel forsøgte at undersøge mulige amerikanske krigsforbrydelser i Afghanistan, reagerede Washington med at sanktionere domstolens anklager – en chokerende parallel til Putins nylige reaktion mod ICC.

Vi må insistere på én moralsk standard. Enten er alle folk lige meget værd, eller også er idealerne om menneskerettigheder tomme ord. Vestens troværdighed afhænger af, om vi formår at se i spejlet og kalde vores egne handlinger ved deres rette navn. Det handler ikke om at relativere ondskab hos andre, men om at leve op til de samme principper selv.

Først når en krigsforbrydelse fordømmes konsekvent – uanset hvem der begår den – kan vi med rimelighed kræve, at verden lytter, når vi taler om retfærdighed og frihed. Ellers runger vores fordømmelser af tyranner hult.