Hvem vinder når bomberne falder?

Israels premierminister Benjamin Netanyahu sagde, at regimeskifte ikke var “et formelt mål” i Israels krig mod Iran, men ifølge forsvarsministeren gik de efter at dræbe ayatollahen. Israel angreb også Irans statsmedie, som formentlig ikke bidrager til uranberigelse.

Efter USA havde bombet de tre nukleare faciliteter og modstået et iransk gengældelsesangreb på en amerikansk base i Qatar – som Iran ifølge USA gav en forvarsling for, og hvor ingen missiler kom gennem missilforsvaret og ramte basen – erklærede Donald Trump en våbenhvile på vegne af parterne.

Derefter, altså efter de nukleare faciliteter ifølge USA var destrueret, og Donald Trump havde erklæret våbenhvile med start tirsdag, var der stadig angreb i gang fra begge sider, fra Israels side med bombninger i Iran mod “sikkerhedsstyrker”.

Det fremprovokerede nogle farverige og skarpe offentlige vendinger fra Donald Trump og ifølge Det Hvide Hus en “exceptionelt bestemt og direkte” telefonsamtale med Netanyahu. Så indvilgede Israel tilsyneladende i at støtte våbenhvilen, som i skrivende stund stadig holder.

Ifølge AP Nyheder, som citerer en anonym kilde fra Netanyahus regering, så modsatte Benjamin Netanyahu sig dermed de ministre, der pressede på for et regimeskifte i Iran.

Støvet har ikke lagt sig i krigen, Israel indledte mod Iran den 13. juni, men tager vi bare de officielle kilder i henholdsvis Iran og Israel, så blev 606 mennesker dræbt og 5.332 sårede i Iran. I Israel er tallene 28 dræbte og over 1.000 sårede. Alle sider hævder succes.

Hvad blev egentlig destrueret?

Der foregår nu en debat om effektiviteten af USA’s angreb mod de nukleare faciliteter, som mødte bred opbakning i Nato, herunder fra statsminister Mette Frederiksen. Ifølge en analyse fra Pentagon, som blev lækket til CNN, var der ikke tale om en destruktion af atomprogrammet, men en forsinkelse på “nogle få måneder”.

I modsætning er vurderingen fra CIA, at Irans atomprogram blev destrueret og sat tilbage med et antal år. Og i en pressekonference torsdag var meldingen fra Pentagon og forsvarsminister Pete Hegseth, at alt var gået som planlagt. Som Hegseth udtrykte det: “Du kan kalde det destrueret, besejret, tilintetgjort.” “Historiens mest hemmelige og komplekse militære operation” havde været “historisk succesfuld.”

Iran har som bekendt benægtet, at de var ved at udvikle atomvåben, men at målet var at få atomenergi til landet. Onsdag fremskød Iran’s parlament så behandlingen af et forslag om at trække sig fra samarbejdet med Det Internationale Atomenergiagentur – og man må forvente, at vigtigheden af at have atomvåben nok kun er blevet opildnet i iranske hjerter så vel som i tilskueres verden over.

Hvis man læner sig op ad USA’s regering, kan man altså nu hævde både fred og en ende på Irans atomvåbenprogram. Og man må bemærke, at medieoptagetheden af det iranske folks hungren efter regimeskifte er gået noget stille væk, lige så pludseligt som det kom i de ophedede dage, hvor hospitaler blev mål for missiler. Her kunne man nå at læse overskrifter som denne:

“DR har talt med flere iranere, der er kritiske over for det religiøse styre: ‘Jeg blev glad, da Israel angreb Iran.'” Sådan en overskrift rejser mange spørgsmål. Så mange, at man nærmest savner en uddannelse i, hvordan og hvorfor vores tilsyneladende objektive medier påvirker meningsdannelsen om krig og fred.

Lad os bare sige, at det er kontraintuitivt, at befolkningen i Iran ligefrem ønsker israelske bombninger – som sårede og dræbte næsten 7.000 i Iran – efter påstanden om Israels formål med krigen ændrede sig fra at handle om atomvåben til også at handle om regimeskifte.

I Deadline blev den iranskfødte filminstruktør Ali Abassi stillet over for et argument: Intervieweren Adam Holm sagde, at han læste nogle iranske stemmer udtrykke følgende “på engelsk, tysk og fransk, hvor man kan begribe det”: “[Israel] er måske ikke vores yndlings-nation- eller -premierminister, men på den anden side, hvis vi skal slippe af med (…) Revolutionsgarden og diktatoren Ali Khamenei, så er det måske meget godt, at det sker en gang for alle med bomber.”

Ali Abassi svarede, at det lød som nogen, der har færdiggjort første semester på medicinstudiet og nu kommer til en hjerneoperation med en machete og siger: “Det skal nok gå godt.”

Regimeskifte – for hvis skyld?

Men hvad tror Israel egentlig, macheten gør godt for? Præmissen bliver gemt godt væk. Men er den virkelig, at USA’s og Israels formål med “at vælte” præstestyret ville være at gøre livet bedre for Irans befolkning?

Alle argumenter imod præstestyret fra Israel og deres allierede handler om, hvad der er godt for befolkningen i Iran. Men formålet med et regimeskifte i Iran ville være at få en regering, som var til fordel for Israel og USA. Ville en sådan regering være bedre for befolkningen? En generøs læsning kunne være, at det ville ske helt og aldeles uafhængigt af, om det var godt for Israel og USA. At Israel ville tillade en blomstrende iransk stat.

Hvis du ifm. et regimeskifte i Iran vil argumentere for, at USA og Israel et sted på deres strategiske planlægning har et punkt, der hedder “Irans befolknings ve og vel”, så skal du kunne gøre det plausibelt ved at pege på ét fortilfælde af USA’s såkaldte regimeskifter, der var et gode for befolkningen i det pågældende land.

Hvis du ikke kan nævne ét tilfælde, hvor USA med deres metoder har indført et såkaldt regimeskifte, hvor det tydeligvis var til befolkningens fordel, så kan du ikke hævde, at denne gang vil være undtagelsen. Så kan du kun sige, at magt har ret.

Så kan du tale ærligt, ligesom den nye tyske kansler, Friedrich Merz, der sagde om Israels krig mod Iran: “Israel gør det beskidte arbejde for os alle.” Og fordi “det beskidte arbejde” selvklart ikke er til alles fordel, så forstår vi, at når Merz tænker på “os alle”, tænker han på Vesten.

Jeg har ingen forbindelser til Irans befolkning, men jeg fristes til at sige en stor, varm tak på vegne af Irans folk: Tak, fordi I har glemt de civiles forhold til regimet i Iran. Nu kan de slippe for lyden af eksplosioner og truslen om at blive befriet af Israel. I hvert fald for nu.