Professor Alexander Buzgalin giver her sin analyse af situationen i Hviderusland. Han forklarer hvordan det slet ikke er nok "bare" at fjerne Lukasjenko.
17 min. læsetid

Krisen i Hviderusland bliver ved med at vokse. Selv hvis det lykkes for Lukasjenko at beholde sin magt, har  han vist sig at være svag. Forandring  er nødvendig, og folket er i gang med at forstå, at man må kæmpe for den. Et stabilt, trygt samfund hviler imidlertid ikke på neoliberale ideer, og det er afgørende, at folket begynder at indse det. Under alle omstændigheder bliver Hviderusland ikke igen, som det har været det seneste kvarte århundrede. Spørgsmålet er, hvad borgere og venstrefløj i de postsovjetiske områder kan og skal lære af det? Det giver Alexander V. Buzgalin sit bud på her.

Oversat og bearbejdet af Mikael Hertoft


Af Alexander V. Buzgalin

Et fuldstændig stillestående system. Et system hvor den økonomisk-politiske magt ligger hos bureaukratiet, et system hvor borgerne er blevet opfattet som passive forbrugere af såkaldte ”goder” fra den faderlige stat.

Stilstand varer ikke evigt

Sådan et system kan maksimalt eksistere nogle få årtier. Det kan kun overleve som et overgangsfænomen under udvikling til noget andet. Dette andet kan være de arbejdendes økonomisk-politiske magt (socialisme) eller den store kapitals magt  dvs. som det er nu.

Den første variant er lige nu kørt ud på et sidespor. I 2021 er det 30 år siden, at Sovjetunionen drog ind i fremtiden og endnu længere væk fra diskussionen om socialisme i det 21. århundrede.

Lukasjenkos system – to fundamentale kræfter der skaber forandring

Systemet, som jeg for nemheds skyld vil omtale som ”Lukasjenkos”, har en kerne, som er bureaukratisk kapitalisme med en faderlig leder. I systemet er der fra starten vokset nye kræfter frem – kræfter som er interesseret i dets forandring.

Den første kraft er den private kapital. Den vokser og får mere indflydelse – og er begyndt aktivt at støde sammen med det gamle bureaukratiske system. Det er nødvendigt at sige noget særligt om bærerne af ”menneskelig kapital”.  De fleste er mere eller mindre unge mennesker – 16-30 år – som har fået eller er ved at få en ”uddannelse” i neoliberalismen, både i ideologien  og i livet. De afspejler  en ”markeds-fundamentalisme” i den totalt kommercialiserede – såkaldt vestlige – kulturinformations miljø. De tror på muligheden for at tjene penge og være med på trenden. Lukasjenkos system generer virkeligt disse mennesker.  Nogle tjener mere – andre mindre, og nogle lever kun i de drømme, som de får gennem reklamer. Men muligheden for at virkeliggøre den drøm støder virkelig sammen med Lukasjenkos system.

Den anden kraft er den nye generation af Lukasjenkos nomenklatura, som i grunden også lever i det samme neoliberale miljø. Det er familier med koner, elskerinder og børn, der stræber efter ”vestlige standarder”.

”…jeg må understrege, at den bureaukratisk-paternalistiske kapitalisme er dømt til stagnation og krise, hvis den ikke bevæger sig i retning af socialisme. Lukasjenko har valgt side ved at styrke markedet og kapitalen, og det har ført til stagnation i den reelle indkomst, samt en arbejdsmarkedspolitik og pensionsreformer, som gik mod interesserne hos det arbejdende folk. Alt det har undergravet grundlaget for Lukasjenkos system. Og de ”simple” mennesker i Hviderusland er begyndt at ændre deres holdning til den tidligere ”landsfader”.”

For dem er Hviderusland, dets folk og selv poster i stats-hierarkiet ikke andet end et grundlag for at opsamle privat magt og kapital. Indtil nu har det været gavnligt for dem at være inden for det bureaukratiske system. Men hvis og når der viser sig en mulighed for at vokse ud af pladsen i hierarkiet og få ”frihed” som privat forretningsmand, vil de med entusiasme begynde at nedbryde den selvsamme magt, som de kort tid før personificerede. Det sker allerede i dag() for en betydelig del af de personer, som findes omkring Lukasjenko.

De arbejdende – den nye kraft

Den bureaukratiske kapitalismes natur betyder, at den overgår fra ekstensiv vækst til stagnation – og så går folket fra en nødtvungen støtte til en vrede med dyb modvilje mod systemet. Og det er netop, hvad der sker lige nu i Hviderusland.

I Hviderusland har der i de seneste to årtier været et virkeligt forsøg på at kombinere ”udkants-kapitalismen” med et bureaukratisk patriark-styre. Udviklingen af industrien, landbruget og infrastrukturen har slet ikke været så ringe, i forhold til at det er i yderkanten af kapitalismen. Der har tillige været almindelig adgang til sundhedssystemet og uddannelse. Men uddannelse er blevet domineret af en globaliseret, liberal karakter, som på mange måder har dannet en neoliberal stemning i ungdommen på universiteterne. Det har indgivet studerende en ide om markedsfundamentalisme – oven i myten om det liberale demokrati.  Men niveauet for social ulighed var i Hviderusland indtil for nylig kun det halve af i Rusland og væsentligt mindre end i USA.

”De troede ikke på deres egen styrke og heller ikke på venstreoppositionens styrke. Og den var virkelig også magtesløs, eller endda føjelig over for magten. Men når det gamle system stagnerer og kommer i krise, vågner folk op. Så er ”simple folk” – arbejdere, bønder, studerende, medicinske arbejdere – i det afgørende øjeblik klar til at sige: Vi er ikke får

Men jeg må understrege, at den bureaukratisk-paternalistiske kapitalisme er dømt til stagnation og krise, hvis den ikke bevæger sig i retning af socialisme. Lukasjenko har valgt side ved at styrke markedet og kapitalen, og det har ført til stagnation i den reelle indkomst, samt en arbejdsmarkedspolitik og pensionsreformer, som gik mod interesserne hos det arbejdende folk. Alt det har undergravet grundlaget for Lukasjenkos system. Og de ”simple” mennesker i Hviderusland er begyndt at ændre deres holdning til den tidligere ”landsfader”.

Da de arbejdende mennesker stadig havde en vis forbedring af levestandarden, en garanti for sikkerhed, og et værdigt liv, så afskyede de måske nok alligevel systemet i stilhed. Men de fandt sig i det, underordnede sig, dæmpede sig og valgte at mindske deres vrede. De troede ikke på deres egen styrke og heller ikke på venstreoppositionens styrke. Og den var virkelig også magtesløs, eller endda føjelig over for magten.

Men når det gamle system stagnerer og kommer i krise, vågner folk op. Så er ”simple folk” – arbejdere, bønder, studerende, medicinske arbejdere – i det afgørende øjeblik klar til at sige: Vi er ikke får.

Netop derfor vil jeg understrege: Kernen i problemet er den økonomiske stilstand og sociale ulighed – og ikke bare fraværet af politiske friheder og ytringsfrihed.

Det er ikke nok med ét integreret økonomisk system – Ruslands helstøbte grundlag vil også brase sammen

I Hviderusland er der i den grad behov for dybtgående moderne, socialt orienterede reformer – progressiv skatteopkrævning, uddannelse og sundhedsvæsen for alle, styrkelse af fagforeninger, vækst i nationaløkonomien osv. Hvis den statskapitalistiske nomenklatura ikke sikrer disse reformer – dvs. kommer størstedelen af de arbejdende i møde – så bliver den en fjende ikke bare af de pro-liberale styrker, men også af størstedelen af borgerne. Den vil ovenikøbet, før eller siden, blive forrådt af den nye generation af kynikere i sine egne rækker. Det er faktisk det, der nu er begyndt at ske i Hviderusland.

I Rusland er situationen noget anderledes. I den russiske føderation er bureaukratiet ikke så meget underordnet den store oligark-kapital, der er koncentreret på få hænder. Bureaukratiet er snarere sammenvokset med kapitalen – og i hovedsagen realiserer bureaukratiet oligark-kapitalens økonomiske og politiske interesser. I Rusland er der derfor et mere helstøbt økonomisk grundlag end i Lukasjenkos system. Grundlæggende bygger den russiske statsmagt på trillioner af dollars fra russiske rigmænd. Men heller ikke dette forbund er evigt. Også i den russiske føderation er der stagnation, og den asociale kurs har været der i flere årtier og presser flertallets tålmodighed næsten til kanten. Udviklingen i Rusland vil måske ikke kun blive en forstyrrelse, som i Hviderusland, men vil gå længere og dybere til en social-økonomisk revolution.

Forestillingen om folket som får er udfordringen

Dybe sociale og demokratiske reformer, der kommer nedefra, er betingelsen for – som minimum – socialisering af kapitalismen i det 21. århundrede. Her taler vi endnu ikke om fremtidens samfund, som bør bygge på socialisme.

For at bevare magten, som den er nu, er systemet tvunget til at operere med magtstrukturer, politiske teknologier og ideologisk manipulation – eller for at sige det åbent og som det er: at basere sig på bedrageri og løgn. Et sådant system kan ikke eksistere længe og har svært ved at udvikle sig.

Det forekommer magthaverne, at folket blot er passive mennesker, tålmodige, lydige og formede folk, som affinder sig med det bestående. Men denne forestilling er en base for sammenbrud og råddenskab – for magten og også for forretningerne.

Civilbefolkningens massive protester i Hviderusland er blevet mødt med undertrykkelse og daglige masseanholdelser. Foto: Human Rights Watch

Forretningerne taber strategisk, fordi hovedfaktoren for udvikling af økonomien er menneskets skabende, kreative potentiale. Arbejderen må være kreativ, talentfuld, og det betyder, at han/hun må have mulighed for social og politisk selvorganisering. Men kapitalen i den neoliberale epoke er ligeglad med den strategisk-orienterede udvikling.  Ejerne  tænker kortsigtet på finanskapitalens umiddelbare behov. Forretninger er orienteret mod spekulation og udbytning og oven i det simpelt feudalt røveri.

Vi har brug for et reelt demokrati

Det neoliberale økonomisk-politiske system er kun en imitation af frihed og underordning af demokratiet for dem, der har kapital – hvad marxister præcist kalder ”magten for de få” (Michael Parenti). I Hviderusland og Rusland føler størstedelen af de almindelige borgere, at deres demokrati er en løgn. Som det blev sagt allerede for hundrede år siden af Aleksander Blok (den store poet fra russisk litteraturs guldalder): ”Vi har brug for demokrati, men ikke amerikansk”. Vi har brug for reelle politiske rettigheder og friheder, reelle muligheder for at danne fagforeninger og organisationer, kontrollere magten, for at gennemføre initiativer, som vokser op fra neden.

Der, hvor mennesker ikke reelt får mulighed for at deltage konstruktivt i samfundets politik, kommer der gadeprotester med alle sine modsætninger. Sådan er det i USA, sådan er det også med De Gule Veste i Frankrig. Og sådan er det også i Hviderusland – og de hemmelige tjenester, OMON  (oprørsbekæmpende politistyrker) osv. kan ikke stoppe det.

Illusionen om Tsaren

Hvorfor var hviderusserne tavse så længe? I det postsovjetiske rum har der i flere hundrede år eksisteret troen på den ”gode tsar”, som også fungerede i Sovjetunionen (og indtil for nylig i Hviderusland). Det er ideen om en statslig beskyttelse af ”almindelige folk”. Vi troede (og tror delvist stadigvæk på), at den ”gode tsar” straffer de ”onde adelsmænd” (ministre osv.), alt for skadelige kapitalister og tyvagtige embedsmænd. Han beskytter landet mod ydre fjender (som er meget virkelige), ved hjælp af en stærk hær. Desværre er det ikke en overdrivelse – det er det, man har forsøgt at lære ”almindelige folk” i Hviderusland. Det er ikke for ingenting, man indtil for nylig kaldte Lukasjenko ”fader”.

Men de ”almindelige” borgere i de postsovjetiske lande er langt fra simple. Når den bureaukratiske kapitalisme stivner – og ovenikøbet øger den økonomiske stagnation og den sociale ulighed samt øger den politiske magtesløshed hos flertallet – så kan det arbejdende menneske, som det forekom for evigt ville sove, rejse sig til protest.

Når strejker hjælpes på vej af arbejdsgiverne, er der noget galt

Den reelle aktivitet hos størstedelen af de arbejdende, bønderne, sundhedspersonale, lærere i Hviderusland m.v. er ganske vist langt fra så stor, som den er blevet forsøgt fremstillet af den liberale opposition. I de fleste tilfælde er de såkaldte ”strejker” faktisk blot offentlige protestmøder, som er organiseret af politiske aktivister. En del af de reelle strejker bliver indirekte støttet af ejerne af virksomheder, som ikke er tilfredse med Lukasjenkos regime. Der er topledere, som ligesom i Sovjetunionen op til kollapsen håber på  med denne bølge at få  mulighed for at privatisere det, der på nuværende tidspunkt er statsvirksomheder – som det skete i Sovjetunionen i forbindelse med sammenbruddet.

I nogle tilfælde er der på virksomhederne allerede reelle muligheder for strejker, men det er næsten umuligt at organisere dem, pga. en meget streng lovgivning og repressalier mod ledere af strejkekomiteer. Der hvor der på disse betingelser lykkes at organisere ”italienske” strejker, hvor man arbejder efter reglerne, kan vi tale om reelle protester fra de arbejdende. Men det er heller ikke her endnu en selvstændig opposition, der er orienteret mod  lønarbejdernes interesser – og ikke mod en overgang fra bureaukratiske til neolibeale modeller for kapitalisme.

Fraværet af venstrealternativ presser de arbejdende ind i de neoliberales lejr

Folket rejser sig til protest. Men her rejser spørgsmålet sig straks: Hvad er alternativet?

I Hviderusland findes der (endnu) ikke en venstreopposition – som er stærkt organiseret, kompetent til konstruktiv positiv handling – som ikke er provestlig og fremmer den økonomiske, politiske informationsmæssige og militære magt fra den globale kapital. Hvis en sådan venstre-opposition mangler, vil det arbejdende folk tabe. Årsagen er simpel: Den neoliberale kapitalisme i de postsovjetiske lande vil lede til endnu mere økonomisk nedbrydning, mere social ulighed og politisk magtesløshed for masserne, større end det som det nuværende system skaber.

”Hvis vi lader os føre som får, så får vi i bedste fald en ny hyrde og i værste fald bliver vi slagtet. Hvis vi ikke selv danner vores socialpolitiske selvorganisering, når konflikten spidser til; hvis vi ikke véd hvem vi er, og for hvad og hvem vi er det, eller hvis vi ikke ved hvad vores strategiske interesser er, så er der ingen vej.”

Hvad skal magthaverne i de postsovjetiske lande lære?

Når I forvandler borgerne i jeres lande til statister i jeres teater, kommer I til at stå alene, når ”sandhedens øjeblik” kommer – dvs. når den private kapital og det aktive pro-liberale mindretal vender sig væk fra jer.  Stadigt flere i jeres egen lejr vil gå ind for forræderi og overgivelse. Jeg ved godt, at magten og dens repræsentanter ikke vil drage den konklusion, fordi den ikke er gunstig for dem på kort sigt.

Oveni kommer det enorme informationsmæssige, økonomiske og politiske pres fra den globale kapital. Vi taler ikke bare om polske eller litauiske politikere, som blander sig i Hviderusland – men den globale kapital. Hvis folket ikke er med jer, men mod jer – selv hvis det ikke sker aktivt – så står I alene. Og støtten fra magtapparatet vil vise sig meningsløs. Magten kan ikke løse problemerne, og den vil forsvinde fra jer. Det var, hvad der skete i Sovjetunionen i 1991 og i Ukraine i 2014.

Hvad skal folket lære?

Hvis vi lader os føre som får, så får vi i bedste fald en ny hyrde og i værste fald bliver vi slagtet. Hvis vi ikke selv danner vores socialpolitiske selvorganisering, når konflikten spidser til; hvis vi ikke véd hvem vi er, og for hvad og hvem vi er det, eller hvis vi ikke ved hvad vores strategiske interesser er, så er der ingen vej. Vores aktivitet bliver udnyttet af andre. Enten vil det gamle sejre, som det mindste af to onder. Eller det ”nye” vil sejre, mens det giver neoliberale friheder og gennemtvinger, at mennesket underlægges marked og kapital.

Hvad skal venstreoppositionen lære?

Hvis venstreoppositionen i ”sandhedens øjeblik” ikke står op – stærkt og konstruktivt – så bliver den ikke engang statist – men observatør – observatør af en tragedie.

Hvad skal de russiske patrioter lære?

Den overvældende majoritet af politikere, eksperter og journalister, som i dag tænker over Hviderusland og Rusland, stiller i første række spørgsmålet om geopolitik. Det lyder igen og igen: Vi (Rusland) skal tænke på vores interesser, og hvad der gavner og ikke gavner os, hvad der er nyttigt, hvad der er skadeligt i den hviderussiske konflikt. I geopolitikken er der ikke venner – der er konkurrenter i kamp for indflydelsessfærer, rum som kan udnyttes af hver sin kapital. Rusland og Hviderusland er konkurrenter: Vi producerer næsten det samme, vi kæmper om hver en dollar i brændstof-sektoren, vi byder os til for ”nyttige investeringer” fra øst og vest.

Hvideruslands magtfulde præsident, Alexander Lukashenko. Selvom han skulle smide våbnene, så er det langt fra nogen selvfølge at Hviderusland bliver et bedre sted. Foto fra intellinews.com

Men oven i det kommer den ikke mindre højlydt fremførte tese om, at vi er ”to broderlige folk” – to lande inden for en forbundsstat.

Her er en dyb modsætning. Hvis vi er brødre – så må det russiske folk som en virkelig bror og kammerat først tænke over interesserne hos det hviderussiske folk og ikke over de geopolitiske fordele for den russiske stat, bag ved hvilken de kommercielle interesser for den store russiske kapital er tydeligt synlige.

Folket i Rusland har virkelig en dyb enhed med folk i Hviderusland.  Det er ikke bare historien med den heroiske sejr i den store fædrelandskrig (2. verdenskrig). Det er også enheden i vores kultur, og den uvurderlige erfaring med at opbygge socialisme, som vores folk har samlet sammen. Men det vigtigste er, at for os ville det virkelig være lettere og mere produktivt at stå sammen for at udvikle sig i denne polariserede og dybt modsætningsfyldte og problemfyldte verden.

Men ”patrioter” (og det er ikke tilfældigt, at jeg sætter det i citationstegn her) i vores lande gentager: ”For Rusland er der ingen venner ud over hæren og flåden…”

Til de oprigtige patrioter – og den del af det etablerede samfund i politik, massemedier og kultur, som tænker på fremtiden for folkene i både Rusland og Hviderusland og ikke på profit – vil jeg sige følgende: For folket i vores lande er der kun et strategisk perspektiv, kun én vej. Det er den, som fører til en forvandling af det arbejdende menneske fra at være passive skruer i den bureaukratiske maskine og slaver af penge, mode og brands – til ejere af økonomien og politikken, som kan føre til fremskridt for mennesket. Fremskridt som er højere end profit og politisk plattenslageri.

Hvis Rusland tilbyder Hviderusland (og andre lande i det tidligere Sovjetunionen) denne vej – starten på en social reform og siden socialisme – så bliver vi venner med størstedelen af borgerne i Hviderusland. Ja, og ikke kun i Hviderusland.

Hvis vi i stedet søger nytte for vores kapital og geopolitiske fordele, så taber vi alle fordele, som vi allerede har tabt næsten alle venner i det postsovjetiske samfund.

Alexander V. Buzgalin

Alexander V. Buzgalin er Professor ved Moskvas Universitet, og aktiv i den russiske venstreopposition. Han er koordinator for den sociale bevægelse ”Alternativer” og chefredaktør på tidsskriftet af samme navn.

Læs mere af Alexander V. Buzgalin