Hvilket samfund har skolen brug for? Interview med Lucas Cone

”Det er på mit bord som forsker: at pege på demokrati, frihed og retfærdighed som noget, vi kan arbejde med nu og her i dette øjeblik. Men for at genskabe skolen som et sådan demokratisk, frit sted, må der komme en kollektiv bevægelse fra skolens folk. Lige nu udsættes skolen for en hyper-politisering, som har været undervejs i 20-30 år. Lige meget hvad vi taler om – børnesyn, karakterdannelse, åndelig oprustning – er det i stigende grad gennem skolen, at man ønsker at styrke samfundet eller realisere en særlig forståelse af individet.

Det er fordi, skolen er et fantastisk instrument til at vise, at det faktisk er muligt at skabe en mere sammenhængende nation, et mere robust barn, eller en mere produktiv ungdom. Men skolen har også et indre liv, og det liv er frihedens liv. Ikke frihed til at blive noget bestemt, men frihed til at øve sig i at være menneske i en usikker verden. Det er en svær øvelse, som kræver et sted, tid og kundskab. Frihedens sted og tid er skolen, dens kundskab er læreren. Vi må kæmpe for begge dele.”

Det konkluderer Lucas Cone, der er ph.d., cand.pæd.soc. og ansat på Københavns Universitet. Han forsker i sammenhænge mellem pædagogik og politik.

Hvilke konsekvenser har privatisering og fondsstyring på skolens arbejde?

I regeringens politiske grundlag kan man i afsnit 3.2 med overskriften Frisættelse blandt andet læse, ”Vi vil […] afskaffe al unødig statslig og kommunal regulering, ligesom der gennemføres en sanering og begrænsning i antallet af statslige og lokale tilsyn og kontrolopgaver […]. styrke samarbejdet mellem den offentlige og private sektor, hvor der sikres en større ligestilling og konkurrence mellem leverandører, bedre mulighed for privat medfinansiering. […]”.

Når Lucas Cone som forsker skal forklare de konsekvenser, han ser i forhold til den politiske indskrænkning af statsligt og kommunalt tilsyn af, og kontrol med, skolen, styrkelse af privatisering og fondenes accelererende medfinansiering af skolen, siger han:

”Der er sket en instrumentalisering af skolen og det, der driver mig som forsker, er en bekymring for, at lærerne ikke længere har mulighed for at styre og dirigere de forhandlinger, der foregår inde i klasselokalet”.

Lærerne har ifølge Cone ikkeværet tilstrækkeligt opmærksomme på at artikulere denne hyper-politisering, og i dag er der ikke mulighed for at udøve demokratisk undervisning og pædagogik, som netop kan give børn og unge erfaring med og indsigt i den type demokrati, som vi gerne i Danmark vil bygge på som samfund.

”Traditionen med respekt for lærernes pædagogiske autoritet er forsvundet, i takt med at andre former for autoritet – i særlig grad den psykologiske og naturvidenskabelige – har vundet frem. Hvad er der sket?”, spørger Lucas Cone.

”I min forskning hænger udviklingen sammen med de seneste årtiers stigende interesse for, hvordan samfundet såvel som individet kan få udbytte og gevinst af skolen. I denne proceshar en række private og politiske aktører haft held til at fratage lærerne deres selvtillid og pædagogiske sprog: værdien i at have et sted og en profession, hvis formål ikke bare er at overføre viden, men at opmuntre, pege og vise i frihedens og øvelsens navn.

Det har ændret på tidligere tiders historie om, at nok kunne disse forskellige politiske aktører have et spillerum, men de stoppede uden for klasseværelset. Dér stopper de ikke mere. I dag vil man helt ind i klasserummet med velmenende, men ofte ikke-pædagogiske metoder og koncepter”, svarer forskeren selv.

Han uddyber: ”Skolen er i dag blevet instrumentaliseret i en grad, som har ødelagt muligheden for at tale om pædagogik på dens egne, faghistoriske betingelser – det pædagogiske sprog er mistet. Men uden et pædagogisk sprog mister vi også grundlaget for en pædagogisk autoritet. Skolen opløses indefra, og mange lærere vil et andet sted hen, hvor de kan arbejde pædagogisk. De ved, at deres opgave ikke blot er at overføre kundskaber, kompetencer og karakteregenskaber så hurtigt og effektivt som muligt.”

Søg pædagogikken

Hvis man vil finde ind til pædagogikkens DNA, kan man ifølge Lucas Cone sammenligne det med at gå på en vej i forhold til at flyve hen over et landskab. Går man helt konkret på en vej, en landevej, fornemmes både den verden, man er midt i, og ens eget indre.

”Walter Benjamin skriver et sted om at gå som en særlig måde at se sig selv i verden. Vi lever i en tid, der er opsat på at skabe overblik og kontrol. Men pædagogik handler ikke om overblik, om at se mere på samme tid. Det handler om at se verden på måder, der gør noget ved os. Det er det, som udgør det pædagogiske øjeblik: at udpege, at føre hen, at navigere et landskab, at tage en vej og se hvor den fører os hen”, fortæller Lucas Cone.

Han fortæller videre, at det at gå på en (lande)vej sammen er et konstruktivt billede på, hvad der sker i mødet mellem lærer, verden og eleven. Det er dette møde, som enhver lærer forsøger at få til at opstå – som det åbne og følsomme sted, hvor barnet/den unge vil give sig til kende og dermed åbne mulighed for at modtage lærerens pædagogiske autoritet som den, der peger, viser og opmuntrer. ”Man skal kunne sige, se her, jeg vil gerne have, at vi går herhen – og samtidig er intet givet på forhånd i dette pædagogiske øjeblik” siger Lucas Cone. 

Lucas Cones tænkning om pædagogik og politik har blandt andet teoretisk fællesskab med to andre nulevende tænkere, nemlig Jan Marschelein (født 1956) og Gert Biesta (født 1957). Sidstnævnte pointerer i sin pædagogiske teori om Forstyrrelsens Pædagogik, at barnet og den unge ikke har brug for psykologiske eller sociologiske metoder til at få karakteren tilpasset en bestemt politisk og religiøs agenda. Tværtimod skal barnet og den unge anerkendes og respekteres med deres egen ´voksenhed´ til at kunne sige ja eller nej – til at gå på en vej, som bliver fremvist i skolen.

Skolens, pædagogikkens og undervisningens opgave er at adressere børn og unge til som selvstændige, unikke mennesker at komme ind i en verden, det vil sige ind i skolens fri, demokratiske rum. ”Uden det rum og uden den forhandlingsplads, mister vi det offentlige liv, hvor mennesker og samfundet ikke på forhånd er defineret”, siger Lucas Cone. 

Når mange lærere i dag forlader skolen, og når tilsvarende mange børn og unge reagerer med angst, aggressivitet eller slet og ret afvisning af skolen, ”er det misforstået at tro, at det er pædagogikken, der er noget galt med – det er den hyper-politiske instrumentalisering af det pædagogiske arbejde, det er galt med”, siger Lucas Cone.

En ny kollektiv bevægelse

I modsætning til den nuværende regerings ønske om øget privatisering og begrænsning af statsligt tilsyn og kontrol, mener Danmarks Lærerforening ved formand Katrine Fylking at: ”Folkeskolen er et nationalt og politisk anliggende, der skal være offentligt finansieret og under demokratisk kontrol. Der skal være sammenhæng mellem de politiske ønsker og beslutninger og den økonomi, som der er til rådighed. Det skal ikke være sådan, at forskere og konsulenter kan købe sig ind i skolen med diverse fondsmidler eller koncepter”.

Selvom Lucas Cone er pessimistisk i forhold til, om der er politisk vilje på Christiansborg til at vende regeringsgrundlaget i retning af Katrine Fylkings ønsker om demokratisk kontrol med folkeskolen – så mener han, at der altid er veje til forandring.

”Jeg tror ikke, at vi kan få pædagogikken tilbage gennem politiske reformer. Men man kan bane nye veje for en kollektiv modbevægelse, som respekterer det pædagogiske arbejde for, hvad det kan og ikke kan. I sidste ende må den bevægelse forankres ude på skolerne selv”.

Lucas Cone mener, det godt nok er meget trist, at så mange lærere, med god grund, mister motivet for at blive i folkeskolen, men ”det hyper-politiske sprog om hurtig gevinst i forhold til at være, at lære og at kunne noget, har aldrig været lærerens eller pædagogikkens sprog. Det må genfindes andre steder”, siger han.

I stedet for ønsketænkning om at nutidens skole igen skal blive en fælles samlet folkeskole, vil Lucas Cone som forsker indtage et standpunkt, som han mener er mere realistisk.

Han siger, at folkeskolen altid har været sammensat og præget af mindre, lokale fællesskaber. Så man må – i stedet for ønsketænkning om at folkeskolen som fristed for pædagogik og undervisning stadig fremover findes – insistere på en kollektiv modbevægelse. Og den skal startes af lærerne.

”Vi kan ikke vente på et sprog, ikke vente på frihed, lighed og retfærdig. Det findes nu og her, og skal ikke afventes ude i fremtiden”, siger Lucas Cone.