Hvor mange farver er der i fagbevægelsens regnbueflag?

Regnbuens farver fylder vores byrum midt i august med en vigtig dagsorden om respekt for forskellighed og ligestilling. – Medierne har behandlet problemerne med diskrimination og overfald på seksuelle minoriteter, og de større byer – ikke mindst København – har været pyntet med regnbueflaget med farverige, store optog. De faglige organisationer har mange steder deltaget i optogene, fagforenings- og forbundshusene har været udsmykket med regnbueflag, og utallige faglige ledere har udtrykt deres sympati på de sociale medier. Så langt – så er alt godt! 

“Når der er ryddet op efter festlighederne, så har fagbevægelsens regnbuefane kun en farve – og den rød”

Dansk fagbevægelse er en enhedsfagbevægelse – i mere end en forstand. Det vil sige, at vi organiserer alle inden for et givet område. Vi skelner ikke mellem, om folk mener det ene eller andet, eller hvem de stemmer på – vi skelner ikke mellem køn, race, oprindelse, seksualitet, vægt eller handicap. Alle inden for vores organisationsområde er velkomne – bare de betaler kontingentet! 

Det samme gælder vore overenskomster. De gælder for alle inden for de respektive overenskomsters dækningsområde. Jo, der er godt nok særlige løn-bestemmelser for elever og lærlinge. Og ja, der er forskel på længden af den barsel, mænd og kvinder har ret til. Og ja da, ældre har flere steder fået adgang til lidt ekstra frihed. Men hvad angår alle andre forhold er vi stillet lige.

Hold fast i enheden

Det er i mødet med arbejdsgiverne, at uligheden opstår. Det er i den individuelle lønforhandling, at forskellene opstår. Mænd og kvinder på det private arbejdsmarked har en indbyrdes lønforskel i mændenes favør på mellem 10 og 15% – alt efter hvordan man gør tallene op. Det kan vi ikke leve med – det skal vi have gjort op med! Alle organisationer på det private arbejdsmarked kæmper med den udfordring.

Og ja, det går fremad, men det går alt for langsomt. 

Midt i alle pride-festlighederne skal vi holde fast i vores princip om enhedsfagbevægelse. Vi er alle lige. Vi er alle arbejdere /lønmodtagere /ansatte /medarbejdere /kolleger, og vi forlanger at blive behandlet respektfuldt og lige af arbejdsgiverne. Samtidig skal vi sikre, at alle også bliver behandlet respektfuldt og lige i det kollegiale fællesskab. På det sidste punkt har vi som faglige organisationer en forpligtigelse til at sikre, at kollegaskabet kan rumme alle.  

Men når der er ryddet op efter festlighederne, så har fagbevægelsens regnbuefane kun en farve – og den rød!