Hvorfor er der ups and downs i økonomisk aktivitet?

Moderne systematisk tænkning om økonomiske forhold blev etableret i Storbritannien inden for et tidsrum på trekvart århundrede med Adam Smiths Nationernes Velstand udgivet i 1776 og afsluttedes med John Stuart Mills Politisk Økonomis Principper med nogen Anvendelse på Samfundsfilosofi fra 1848. I mellem disse to værker udsendte Thomas Malthus sit Essay om Befolkningsprincipper i 1798 og David Ricardosine Principper i Politisk Økonomi og Beskatning i 1817. Klassikerne stiller de fleste, men ikke alle, vigtige spørgsmål for forståelsen af kapitalismen. Svarene er mere omdiskutable. Karl Marx, hvis hovedværk Kapitalen. Kritik af den Politiske Økonomi. Bind 1. udkom i 1867, gjorde eftertiden opmærksom på nogle af disse fejl og mangler. Især med hensyn til fordeling, konjunkturer og monopolisering.

Den politiske økonomis fædre – profitrate og fuld beskæftigelse

Der er adskillige vigtige spørgsmål, som klassikerne rejste, og hvis svar de i nogen grad diskuterede indbyrdes. Her skal kun nævnes to vigtige temaer snarere end spørgsmål og svar, som er relevante for at forstå skiftet mellem gode og dårlige økonomiske tider, som også forekom i datiden.

Tema 1: Udbuddet skaber sin egen efterspørgsel. Det er centralt i liberal økonomisk tænkning, at markedsmekanismen – som jo ikke rummer en central instans, der træffer beslutninger om produktion og fordeling, løser koordinationen mellem de mange virksomheder, forbrugere og arbejdere via prismekanismen. Hvis der produceres for mange varer, så falder priserne og mængderne ultrahurtigt, i løbet af uger og måneder snarere end kvartaler og år. Og ressourcerne anvendes til andre formål. Der kan i denne forestillede verden ikke eksistere arbejdsløshed undtagen på meget kort sigt.

Tema 2: Profitratefald opstår i løbet af en vækstperiode. Når der produceres og investeres for mange kapitalgoder i forhold til den samlede behovsbestemte efterspørgsel i samfundet, så falder overskuddet, profitten, divideret med den bundne kapital, der er brugt til at producere nye kapitalgoder (profitraten). En sådan situation kan opstå i løbet af en flerårig periode med betydelige investeringer og produktionsvækst. Her bider lønstigningerne sig ind på langsommere profitstigninger, blandt andet fordi der sker en formindskelse af det relative arbejdsudbud samtidig med at der etableres en overkapacitet af produktionskapital.

Hos den sidste af de nævnte klassikere, John Stuart Mill, blev konklusionen, at kapitalismen ville ende som en nulvækstøkonomi. Hos de tidlige klassikere spiller stigende kornpriser en afgørende rolle for denne udvikling. Når der er økonomisk vækst, så har vi stigende beskæftigelse og indkomster hos arbejderne. Korn er afgørende for såvel det direkte forbrug (brød) som det indirekte (foder til svin, kvæg og fjerkræ). Med stigende kornpriser og -produktion ibrugtages jord af dårligere bonitet. Jordejernes indkomst, jordrenten, stiger som andel af det samlede produktionsresultat og indkomst. Resten, men altså en mindre andel end tidligere, tilfalder kapitalisterne som profit og arbejderne som løn. Lønnen ligger omkring et eksistensminimum for opretholdelse af en tilstrækkelig arbejdsstyrke. Profitten kan falde, men skal dog dække en risikopræmie.

Karl Marx – reservearmé og profitrate

Marx overtager forestillingen om profitratefald fra klassikerne. Han har dog ikke disses befolkningslov, der sammen med forskelle i jordbonitet bestemmer kornprisen og jordrenten, hvorefter kapitalister og arbejdere kan slås om resten som profit og løn.

Profitraten p’ = [Omsætning af årets produktion – (løn + råstofforbrug + energiforbrug + afskrivning på kapital)]:[fast kapital + lagerkapital + videnskapital + lønkapital]

Mere koncentreret formuleret er p’ = profit:bundet kapital

Hos Marx er det kampen om arbejdstid og teknologi, der er afgørende for profitraten og reservearméen. Reservearméen bestående af arbejdsløse og anden tilgang til arbejdsudbuddet (hjemmegående kvinder, lavproduktivt beskæftigede, fremmedarbejdere, børn mv.). For at disse potentialer af arbejdskraft udbyder deres arbejdskraft, må offentlig og anden hjælp formindskes; det samme må muligheder for sort eller gråt arbejde. Forlængelse af arbejdstiden f.eks. over det samlede livsforløb ved øget pensionsalder eller politisk inddragelse af fridage er i samme skure. Alt i alt hindres lønstigningerne i at formindske profitten helt ned mod nul.

Flere af de faktorer, der fører til ændringer i profitraten, påvirker på længere sigt også andre størrelser. På det helt korte sigt vil f. eks. en vækst i størrelsen af den faste kapital forøge nævneren. Profitraten øges.

På lidt længere sigt indtræffer der ændringer i de størrelser, det var den egentlige hensigt at påvirke. Det gælder især produktionsomfanget og omsætningen. De variable (drifts)- omkostninger til løn, råstofforbrug og energiforbrug går ned pr. produceret enhed. Men afskrivningerne pr. enhed kan vokse eller falde. Nettoresultatet er, at profitten, tælleren, vokser. Hvad vil der ske med den bundne kapital, den kapital, som skal forrentes af den øgede profit? Den kan vokse eller falde. Derfor kan profitraten falde eller vokse. Hvad der bliver resultatet kræver kendskab til de præcise størrelser, der indgår i profitrateudtrykket for p’.

Kapitalisterne mellem løftet om profit og truslen om fallit

Hvad Marx siger er ikke, at profitraten rent faktisk falder, men at truslen om at dette kan finde sted, får kapitalisterne til at kæmpe for stigende arbejdsudbud – med dæmpning af lønstigningerne, og mere effektiv teknologi med stigende produktivitet. På nogle områder kan arbejderklassen kæmpe effektivt imod øget arbejdsudbud. F. eks. den daglige og ugentlige arbejdsuges længde. Men på andre områder lider den nederlag jævnfør den stigende pensionsalder for de fleste lønmodtagere samt inddragelsen af Store Bededag. I begge tilfælde var det et politisk flertal i folketinget, der foretog indgrebet.

For politikerne ser problemet lidt anderledes ud, idet deres muligheder for at lave politik og dermed sikre deres egen beskæftigelse og indkomst som politikere afhænger af stigende offentlige indtægter, hvis de er afhængige af lavtlønnede lønmodtagerstemmer. Dette kræver også øget arbejdsudbud og især de hertil knyttede skattepligtige indkomster.

På teknologifronten er kærligheden fra kapitalsiden og dennes politiske hjælpere i dag fokuseret på Kunstig Intelligens (Artificial Intelligence – AI). AI giver løfte om at foretage en gennemgribende automatisering af intellektuelt arbejde bredt i samfundslivet. Det kan være effektivisering af diagnostik i sundhedsvæsenet, hvor de første dele af fortolkning af røntgenbilleder kan ske ultrahurtigt og ofte mere præcist end hidtil. Lægelig kontrol kan sikre mod skøre diagnoser. Det kan også være gennemgang af retlige afgørelser på et nærmere bestemt område af stor kommerciel eller offentlig interesse.

Afsluttende kommentar

Hvis tendensen til profitratens fald ned mod nul fik lejlighed til at realisere sig mod sin ekstreme konsekvens, så ville vi næppe se en afbalanceret nulvækstøkonomi, hvor klima, natur og mennesker levede i indbyrdes balance. Snarere et autoritært regime.

Svingninger mellem vækstperioder og stagnationsperioder er langt mere sandsynlige udviklingsforløb i moderne blandingsøkonomier. Hvis vi politisk ønsker en fungerende økonomi på basis af en kapitalistisk økonomi, uden at den brænder sammen ved en forholdsvis høj profitrate, så kan staten overtage en væsentlig del af de økonomiske kommandohøjder såsom banker og højteknologiske virksomheder eller dele risici og indflydelse med disse.