Hykleriet skriger til himlen – hvor svært kan det være at fordømme USA og Israels ulovlige angreb?

Da Israel i juni 2025 indledte et massivt angreb på Iran, og USA deltog i de militære operationer, blev det i dele af den vestlige offentlighed fremstillet som næsten ”actionfilm-agtige” militære operationer, der var nødvendige for ”vores sikkerhed”. Men angrebene, der på tolv dage kostede mere end 1.000 iranere livet, var ifølge FN-eksperter åbenlyse krænkelser af Folkeretten.

Hvor er den entydige fordømmelse fra danske politikere?

Selv hos Enhedslisten mangler den klare konstatering af, at der er tale om et brud på folkeretten. Endnu mere opsigtsvækkende er forsvarsminister Troels Lund Poulsens udtalelser. Når han kalder operationen “nødvendig” af hensyn til “vores sikkerhed og frihed”, legitimerer han i praksis de bomber, der på få dage har dræbt mindst 555 iranere – heriblandt mindst 160 børn – da en pigeskole i Minab blev ramt. Man taler om sikkerhed, mens civile betaler prisen. Det er dybt chokerende og forkasteligt.

Flere politikere fremhæver Irans atomprogram som eksistentiel trussel. Men faktum er, at Iran ikke har atomvåben, og at det internationale atomagentur IAEA ikke har bekræftet et aktivt våbenprogram. Sagt på en anden måde bruges frygten for Irans atomvåben som politisk retorik til at retfærdiggøre ulovlige militære angreb og drab på civile.

Samtidig råder USA over 5.000 atomvåben og Israel på over 200. Hvis man virkelig vil tale om sikkerhed for frie lande, er det USA og Israels atomarsenal, der udgør en eksistentiel trussel, mens retorikken om Irans bruges som påskud for at bombe skolebørn og civile.

Principfasthed efterspørges

Da USA’s præsident truede Grønlands suverænitet, stod de samme politikere med rette fast og talte om suverænitet, territorial integritet og respekt for folkeretten.

Men når Israel og USA bomber et andet land, og civile mål rammes, forsvinder den samme principfasthed. Når Danmarks udenrigsminister ikke engang kan fordømme angrebene, viser det, hvor selektiv og moralsk vaklende dansk udenrigspolitik er. Ingen klar fordømmelse. Ingen konsekvenser. Kun forsigtige formuleringer om “bekymring”.

Denne dobbeltmoral bliver endnu mere opsigtsvækkende i lyset af Israels krigsførelse i Gaza, hvor Israel systematisk bryder folkeretten og gentagne gange har bombet skoler, hospitaler og civile områder. Alligevel fortsætter den politiske rygdækning til at eksportere våbendele til de israelske kampfly, der gennemfører bombardementerne.

Forsvar de internationale aftaler

Samtidig føres der nu debat om atomvåben i Danmark – som om militær eskalation og atomafskrækkelse er svaret på alt. Men Danmark har forpligtet sig til ikkespredningsaftalen. Den bygger på nedrustning og diplomati – ikke på forebyggende angreb og selektiv håndhævelse.

Alligevel gennemfører regeringen den største militære oprustning siden Den Kolde Krig med opbakning fra stort set alle partier i folketinget – selv Enhedslisten! Milliarder investeres i langtrækkende præcisionsvåben, og regeringen er nu gået så vidt som til at indgå i samarbejde om atomvåben.

Det gør ikke verden tryggere. Det gør den farligere.

Fred skabes ikke gennem oprustning, men gennem diplomati, nedrustning og konsekvent respekt for folkeretten.

Man kan ikke påberåbe sig international sikkerhed og samtidig svække de internationale aftaler, der netop skal beskytte den.

Man kan ikke tale om en regelbaseret verdensorden og samtidig acceptere, at reglerne bøjes, når det er ens allierede, der bryder dem.

Man kan være dybt kritisk over for Irans regime og samtidig fastholde, at suverænitet, proportionalitet og beskyttelse af civile gælder for alle.

Hvis folkeretten kun forsvares, når den beskytter os selv, men relativiseres når vores allierede krænker den, er den ikke et princip, men et politisk redskab. Enten gælder reglerne for alle. Eller også mister de deres mening.