Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
15. november. 2022

I Nicaragua er Dora María Téllez en sten i diktatoren Ortegas sko

Daniel Ortegas regering fortsætter forfølgelsen af opposition og de sociale bevægelser i Nicaragua. En af de tidligere sandinistiske ledere Dora María Téllez er nu gået i sultestrejke i fængslet for at vise sin ubøjelige modstand.

Dora María Téllez
Dora María Téllez

Dora María Téllez har i over et år siddet under umenneskelige forhold i et nicaraguansk fængsel, der er kendt som Det Nye Chipote (El Chipote; nicaraguansk fængsel brugt som tortur-sted under Somoza-diktaturet, red.). Hun har bl.a. været i total isolation, fået elendig mad og har tabt sig cirka 25 kilo, samt modtaget uhyre sporadiske besøg af familiemedlemmer og advokater. I slutningen af ​​september påbegyndte hun derfor en sultestrejke sammen med to andre politiske fanger. Det, hun kræver, er at komme ud af isolationen og få adgang til læsestof. En anden af ​​de sultestrejkende, Miguel Mendoza, kræver at få lov til at se sin datter, som han ikke har set, siden han blev arresteret for cirka 16 måneder siden.

Fra guerilla-kommandant til politisk fange

Dora María Téllez er ikke en hvem som helst i den nyere nicaraguanske historie. Hun var guerilla-kommandant i kampen mod Somoza-diktaturet og blev kaldt Comandante 2 (kommandant 2). Hun var leder af generalstaben for den nordlige front, der indtog byen León, som udgjorde en nøgleepisode i revolutionsprocessen. Inden da havde hun kæmpet i Managua, i bjergene og i junglen. Som ganske ung tilsluttede hun sig Frente Sandinista de Liberación Nacional (FSLN, Den Nationale Sandinistiske Befrielsesfront) efter at have studeret medicin og uddannet sig til krigskirurg i Cuba. Tellez var også vicepræsident for statsrådet og parlamentsmedlem. Hun forlod aldrig sit sociale engagement eller sin intellektuelle produktion. Det franske Sorbonne Nouvelle universitet har for nyligt tildelte hende et æresdoktorat for hendes “ekstraordinære politiske og videnskabelige karriere.”

Efter revolutionens sejr var hun sundhedsminister i den regering, hvis hovedfigurer endte med at blive udrenset fra FSLN, da partiet endte i hænderne på det nuværende præsident- og vicepræsidentpar, Daniel Ortega og Rosario Murillo.

Hendes uenigheder med FSLN begyndte i 1990’erne, da partiapparatet satte sig på partiet og begyndte at gennemføre sociale og politiske alliancer med modstandere af de politiske reformer, man gennemførte i 70’erne. I 2008 havde Téllez allerede medvirket i en sultestrejke i centrum af Managua for at protestere mod nogle af de mange undertrykkende angreb, der blev lanceret af Ortega, som dengang sad i sin anden præsidentperiode.

Dora María Téllez var med i front under den sociale opstand i 2018, hvor flere hundrede blev dræbt. Hun blev arresteret i juni 2021 kort før præsidentvalget i november samme år. Det skete efter en ny bølge af gadeprotester mod regeringspolitikken. Hun blev idømt otte års fængsel. Således fulgte hun mange andre ex-sandinister, for hvem partiet var blevet en perverteret udgave af det oprindelige FSLN, der kæmpede for at opbygge et nyt Nicaragua, og som rettede harmen mod de store virksomheder og de sektorer, der var mest knyttet til kirken og USA.

Hun blev dømt for ”forræderi mod fædrelandet”. Den samme forbrydelse, som flere andre ex-sandinister blev fængslet for. Det gælder blandt andre general Hugo Torres og tidligere kansler Víctor Hugo Tinoco. Torres deltog i 1974 i en militær operation, som resulterede i løsladelsen af flere FSLN-fanger, herunder Daniel Ortega. Fire år senere deltog han i stormen på Kongressen. Han døde i februar 2022 i fængslet El Chipote uden den medicinske behandling, han ifølge sine slægtninge havde brug for.

Den tidligere general i den sandinistiske befrielseshær, Hugo Torres, døde i februar 2022 i et nicaraguansk fængsel. Under Daniel Ortegas diktatoriske regime er flere hundrede politiske dissidenter blevet fængslet de seneste år. Foto: / Shutterstock

Sandinisme uden sandinister

Et tidligere medlem af sandinistpartiet, Mónica Baltodano, som i dag er i eksil, har sagt at arrestationerne af Téllez og Torres afslørede orteguismens kerne. Hun siger, at især Téllez var en af de ”mindst modbydelige”, og at hun udsættes for samme grad af uværdig forfølgelse, som præsten og digteren Ernesto Cardenal blev udsat for. Han var også medlem af den første sandinistiske regering og blev derefter frem til sin død i 2020 bragt uden for indflydelse af det forvandlede FSLN.

”Den styrke, der blev grundlagt af Carlos Fonseca for social retfærdighed, befrielse og fremskridt i demokratiet, eksisterer ikke længere. Den er blevet perverteret af Orteguismen, som den har gjort med hæren, politiet, retsvæsenet og alle øvrige institutioner. Alt fungerer som familiens (Ortega-Murillo-familiens, red.) spændetrøje,” skrev Baltodano i et brev, hvor hun fordømte situationen for Téllez og de andre politiske fanger i Nicaragua.

“Det problem, som sandinisterne har med Téllez, er, at hun stadig er Sandinist,” skrev den uruguayanske forfatter og journalist Fernando Butazzoni i en klumme 6. oktober, hvor han præsentere den tidligere guerillaleder som “den måske mest berømte politiske fange i Latinamerika, den mest truede og den mest radikale.”

Nogle dage senere krævede mere end 200 amerikanske og europæiske journalister (primært fra Argentina, Frankrig, Mexico, Canada, USA og Uruguay) – hovedsageligt knyttet til det intellektuelle venstre – løsladelse af Téllez i et åbent brev. Siden hendes arrestation i juni 2021 har intellektuelle, akademikere, politiske ledere og aktive fra sociale bevægelser fordømt Ortega, den nicaraguanske regering og FSLN – der begår korruption, omgår principper, beriger sig ulovligt, udnytter arbejdskraft og tilegner sig boliger, der alt sammen har til hensigt at sikre dem formuer og at forblive ved magten.

Tom retorik

Professor i globale og latinamerikanske studier ved University of California, William Robinson, har analyseret sandinismens negative udvikling. Han har undersøgt forskellene mellem Ortegas retorik og hans praksis, samt hans påståede dødelige fjendskab mellem FSLN og USA, der er godt næret af begge parter, men som i praksis faktisk ikke eksisterer.

“96 procent af Nicaraguas økonomi er i hænderne på Nicaraguas og den transnationale kapitalistiske klasse. Fra 2007 – 2018 var der en samarbejdsaftale mellem denne kapitalistiske klasse og Ortega ,” sagde Robinson i et interview.

Adopter en politisk fange i Nicaragua

· Nicaraguanetværket samler ind til mad og medicin til de politiske fanger. I dag sidder 246 politiske fanger i fængsel i Nicaragua. Dora Maria Tellez har ikke fået tilladt besøg i 80 dage pr. 15. november.

· Du kan adoptere en fange for 300 kr/md eller støtte med engangsbeløb her: mobilepay 3555KS eller kontonr. 5370 0544059

· Skriv under på solidaritetserklæring til Dora Maria Tellez her

+

”Ortega åbnede portene til plyndring af landets tværnationale virksomheder. Landbrugssektoren, industrien, servicesektoren, den finansielle sektor, alt domineres af tværnational kapital og dens nicaraguanske kolleger, den kapitalistiske klasse og et nyt sandinist-borgerskab. Den kreds, der er tættest på Ortega-Murillo, har beriget sig fabelagtigt. De har investeret store beløb i maquilas, som er de virksomheder, hvor folk er overudnyttede, og som ligger i toldfri zoner. I agribusiness, i den finansielle sektor, inden for udenrigshandel, inden for turistsektoren. Denne intime kreds, der nu styrer landet, er blevet integreret i den nationale elite og landets kapitalistiske klasse,” fortsætter William Robinson.

”USA har fint kunnet tilpasse sig denne udvikling og har i tæt samarbejde med Nicaragua planlagt såvel DEA (Drug Control Administration) som – trods forsikringer om det modsatte – grænsekontrollen mod syd, der skal dæmme op for migrationen mod USA. Hverken en republikansk eller demokratisk regering i USA har ønsket at ændre på denne fortælling, som eksisterede helt frem til 2018. Med den brutale undertrykkelse af de sociale protester, der var ledet af den oprindelige sandinismes historiske basis (arbejdere, bønder, arbejdssløse, studerende) samt miljø- og kvindebevægelserne, så Washington sig nødsaget til at gennemføre nogle af de sanktioner, der var nedfældet i lovene, men som ikke var blevet gennemført.”

Robinson påpeger, at det først var i 2018, at “Washington brød sit nære forhold til regeringen.” ”Men ikke engang da, ikke engang i de sidste tre år, har man vedtaget kommercielle sanktioner mod Nicaragua, og virksomheder mellem de to lande blomstrer. De Forenede Stater er Nicaraguas vigtigste handelspartner, og dette forhold er overhovedet ikke blevet påvirket af den anti-sandinistiske retorik, der kommer fra Washington. Faktisk har Banco Centroamericano de Integración Económica (BCIE, Den mellemamerikanske bank før økonomisk integration) siden 2018 givet kreditter på mere end 2.000 millioner dollar til regimet. Og kun i 2020 og 2021 har Valutafonden, Verdensbanken og Banco Interamericano de Desarrollo (BID, den interamerikanske udviklingsbank) ydet flere hundrede millioner dollar i bistand. Washington har ikke problemer med eller blokeret nogen af ​​disse transaktioner.” (Krigen i Ukraine, der har forstærket den amerikanske interventionistiske dynamik, ændrer muligvis dette.)

Dora María Téllez stoppede ikke med at fordømme uoverensstemmelserne i den revolutionære diskurs fra Orteguisterne i FSLN. “Hun gjorde det helt åbenlyst, glad og gerne,” sagde Baltodano.

Artiklen er oversat af Charlotte Valløe


Til forsvar for Dora María Téllez – støt underskriftindsamlingerne

Dora María Téllez er en enestående Nicaraguansk politisk fighter, der deltog meget aktivt i diktatoren Anastasio Somozas fald i 1979. Hun var sundhedsminister, vicepræsident for statsrådet og siden parlamentsmedlem valgt ved direkte og hemmelig afstemning. Hun grundlagde det nu ulovlige Movimiento de Renovación Sandinista (MRS, den sandinistiske fornyelsesbevægelse, som nu har skiftet navn til UNAMOS) – en politisk gruppering i opposition til Daniel Ortegas regering.

Téllez er historiker, medlem af Nicaraguas og Guatemalas akademi for geografi og historie. Hun har udgivet flere bøger og adskillige essays i universitetsmagasiner i Mellemamerika, USA og Europa. Hun blev udnævnt til æresdoktor af det franske Sorbonne Nouvelle universitet pga. “hendes ekstraordinære politiske og videnskabelige karriere” og for hendes “engagement i social retfærdighed og demokrati.” Hun er 66 år gammel og har været i fængsel siden juni 2021 i Managua. Sidst i september begyndte hun en sultestrejke for at protestere mod sin fængsling og de barske betingelser i fængslet.

Hendes liv er i alvorlig fare. Vi, der underskriver dette brev, fordømmer den meget alvorlige og uretfærdige situation, der berører os som aktive forkæmpere for demokrati, solidaritet og retfærdighed uden grænser.

Derfor tillader vi os endnu engang at gøre opmærksom på, at tiden er inde til igen at advare det internationale samfund og at kræve øjeblikkelig løsladelse af Dora María Téllez, en kvinde, der har viet sit liv til at kæmpe for menneskelig værdighed og frihed.


Om skribenten

Pablo Pozzolo

Pablo Pozzolo

Forfatter og aktivist fra Uruguay. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER