I Uganda er det en fordel at modtage flygtninge

Forstil dig, at der kommer 150.000 flygtninge til en by på størrelse med Aarhus. Mon ikke der ville blive udfordringer med integrationen?

Jo, for sådan er den usminkede virkelighed i de to flygtningebosættelser i det vestlige Uganda, hvor 150.000 flygtninge fra det borgerkrigsramte DR Congo er placeret i bosættelsen Kyaka II som nabo til en værtsbefolkning på 250.000. Det samme er nabobosættelsen Rwamwanja med 100.000 flygtninge.

Uganda har modtaget op mod 2 millioner flygtninge. De fleste kommer fra Sydsudan og DR Congo. Landet selv tæller omkring 50 millioner indbyggere.

I begge de lejre, vi besøger, tager de lokale udfordringerne op og ser de nytilkomne som ressource. De kaldes i øvrigt ikke flygtninge i Uganda, men ”mennesker med behov” eller ”mennesker vi skal tage os af”.

Ikke kannibaler alligevel

Vi møder en repræsentant for værtsbefolkningen, der bor tæt op ad flygtningebosættelsen Rwamwanja.

”I begyndelsen var vi meget bange for flygtningene. Det skyldtes, at bosættelsens kommandør blev dræbt”, fortæller Robert Tugume, da vi møder ham i hans hus omgivet af frodige bananpalmer og en lille kaffeplantage.

”Det kom frem, at det var en af de lokale, der havde dræbt kommandøren, og så truede flygtningene fra DR Congo med at gøre gengæld. Rygtet spredte sig, at de var kannibaler og ville angribe, dræbe og endda spise os!” 

Den danske hjælpeorganisation ADRA Danmark begyndte derefter at arbejde i bosættelsen og bidrog til at skabe dialog og samarbejde mellem de to grupper. I såkaldte spare-lånegrupper blev flygtninge og værtsbefolkning inviteret til sammen at udvikle det lokalsamfund, der nu var flettet ind i hinanden.  

”ADRA underviste os i, hvordan vi kunne hjælpe og understøtte hinanden i stedet for at strides. Da vi lærte hinanden at kende, fandt vi ud af, at congoleserne ikke var kannibaler, som vi troede. Og da vi slog os sammen, forduftede frygten”, fortæller Robert Tugume.

”Vi accepterer hinanden som medmennesker, for vi spiser jo den samme mad! Og hvis høsten slår fejl, og vi ikke får mad nok, er begge parter i samme situation. I dag hjælper værtsbefolkningen med at integrere nytilkomne flygtninge, så de føler sig velkomne.”

Oprørsgruppe dræbte alle, de kunne finde

Og det er der behov for. Flygtningene kommer fra borgerkrig i DR Congo og har set familiemedlemmer blive dræbt eller lemlæstet.

I Rwamwanja møder vi Neema, der tør åbne sig og fortælle om den frygtelige dag, da oprørsgruppen Maimai drev hende og familien væk fra deres ejendom i DR Congo:

”De angreb vores landsby, trængte ind i vores huse og dræbte alle, de kunne finde. Jeg og min mand arbejdede i marken, og børnene var i skole.”

Heldigvis, kan man vist roligt sige. Neema fortsætter:

”Da oprørerne invaderede landsbyen, løb børnene hjem og mødte os i marken, og så flygtede vi sammen til Ugandas grænse, hvor FN tog imod os og gav os mad.”

Sara fra Kyaka II har en lignende oplevelse:

”Jeg flygtede med mine tre børn, efter at min mand var blevet dræbt i krigen”, fortæller hun.

Med lån fra spare-lånegruppen driver hun en lille kiosk og forsyner sin familie med grøntsager fra egen køkkenhave.

”Det er ADRA’s spare-lånegruppe, der gør, at jeg kan holde mig oprejst og kæmpe for min familie,” fortæller Sara.

I Kyaka II møder vi også Tabari, der inviterer ind under de høje sukkerrør i hans plantage. Han flygtede også fra DR Congo på grund af stammekrig:

”Nabostammen trængte ind i vores landsby om natten og slog og dræbte mange mennesker. De angreb med skydevåben og macheter. Min bror blev dræbt og mine andre søskende bortført.”

Selv lykkedes det for Tabari at flygte med kone og børn – men frygten lurer stadig:

”Jeg er nødt til at tage mig sammen, beslutte hvad jeg vil, og så arbejde for føden. Ellers ender det jo med, at også mine børn dør. Det er børnenes fremtid, der holder mig kørende”, siger han.

Flygtningene kommer de lokale til gode

Hos værtsbefolkningen i landsbyen Ndama ved Kyaka II møder vi en imponerende medfølelse med flygtningene:

”Da flygtningene begyndte at komme, vidste vi, at de ikke kom af egen fri vilje, men fordi de havde særlige udfordringer i deres land. De kom jo for at søge ly og modtage hjælp hos os. Vi syntes det var synd for dem og åbnede derfor vores samfund for dem”, fortæller Fisto Nsererende, der leder ADRA’s spare-lånegruppe i landsbyen.

Siden stod det klart, at flygtningestrømmen blev til fordel for lokalsamfundet.

”Da der kom flere og flere flygtninge, blev vi meget glade, fordi vi først og fremmest så det som en mulighed. Når en hjælpeorganisation fx opretter en klinik i bosættelsen, kommer det også os lokale til gode”, fortæller Fisto Nsererende og reflekterer:

”Som lokale er vi nødt til at forene os med de nytilkomne, da de jo er vores medmennesker. Derfor er vi indstillet på at rumme dem.”

ADRA Danmark støtter i alt 120 spare-lånegrupper i de to bosættelser.

“Vi er måske i familie med hinanden”

I dag består spare-lånegruppen i Ndama af både flygtninge og lokale.

Det kræver tillid? Hvordan opbygger I tillid til dem og omvendt?

”For det første har vi jo ser deres bidrag til lokalsamfundet, siden de ankom. Ofte er det dem, der kommer med forslag til os om, hvordan vi kan forbedre vores samfund. De bidrager virkelig.”

”For det andet skal vi huske, at vi måske et eller andet sted er i familie med hinanden. Hvem ved, måske er den landsby de kommer fra i DR Congo, den samme landsby som vores tipoldeforældre kommer fra? Vi føler, at disse mennesker er gode for os. Der er ikke plads til tvivl. Vi er forbundet med dem”, slutter Fisto Nsererende.

---

ADRA er Adventistkirkens hjælpeorganisation som arbejder i omkring 120 lande. Svend Løbner rejste til Uganda midt i marts 2026 med støtte fra Udenrigsministeriets oplysningspulje. Selv er han vokset op i Tanzania og kunne derfor interviewe DR Congo-flygtningene på swahili. Flygtningenes navne er anonymiserede af hensyn til deres sikkerhed.