“Ikke for halvborgerlige Kujoner”. Solidaritet fylder rundt

Allerede i første sætning i første udgave af Solidaritet, blev udgivelsens revolutionære formål slået fast på lederplads: “Stående på den uomstødelige Sandhed, at Arbejdet er Kilden til al Rigdom, og at hele Udbyttet tilhører den, der arbejder, vil vi hensynsløst med alle Midler bekæmpe de udbyttende Klasser til Fordel for det arbejdende Folk”, skriver redaktør Christian Christensen. 

Redaktør Christensen var ræverød. Han var den absolut drivende person i den syndikalistiske organisation Fagoppositionens Sammenslutning (FS), og var samtidig redaktør af Solidaritet i hele dets levetid, bortset fra de perioder, han sad i fængsel for sin politiske virksomhed.

Syndikalisterne forkastede den parlamentariske kamp og det fagretslige system. De troede på den direkte aktion, “den pludselige Strejke, Obstruktion, den solidariske Boycotning og Sabotage som Arbejderklassens vigtigste Vaaben”. Solidaritet stod for utilsløret klassekamp. “Intet over og intet ved siden af Arbejdernes økonomiske Interesser er vort bærende Princip”.

Læs gamle udgaver af ugeavisen Solidaritet hos Statsbiblioteket.

Ikke for pampere og kujoner

Avisen holdt til ved Todesgade lige ved Blågårds Plads på Nørrebro, men rykkede efter få måneder rundt om hjørnet, til Slotsgade. Solidaritet udkom hver lørdag og kostede fem øre i løssalg. Udover at blive leveret til abonnenterne, blev den også solgt på gader og større arbejdspladser af FS-medlemmer. I en appel i et af de første numre skriver Christian Christensen:

“‘Solidaritet’ er de forurettedes uforfærdede Talsmand. Det arbejder i Kærlighed til den klasse, det repræsenterer, og leder med glødende Had Kampen mod Undertrykkelse og Vold. Det tager ikke Hensyn til Trusler om Vold og Magthavernes Hævn, men siger Sandheden uden Hensyn til, hvor haardt det rammer. Længe nok har vi lusket os frem i Klassekampen; nu er Tiden inde, da Arbejderne skal erklære dette forbryderiske Samfund aaben Krig, og er du ikke en halvborgerlig Kujon, da gaar du med i denne Kamp og støtter ‘Solidaritet’, som er Arbejdernes eneste økonomiske Kampblad.” 

Solidaritets undertitel var Organ for den frisindede Fagbevægelse. På redaktionen gav man nemlig ikke meget for arbejdernes etablerede organisationer og deres måde at arbejde på. Avisen var fyldt med voldsomme udfald mod pamperne i Socialdemokratiet og i fagbevægelsen, men der var også længere teoretiske artikler om syndikalismen og den øvrige venstrebevægelse. Solidaritet var positiv over for den russiske revolution, der fandt sted i november 1917, men allerede i 1918 sås de første kritiske artikler. Man kritiserede de autoritære tendenser hos bolsjevikkerne.

Halvandet år i spjældet

Under Første Verdenskrig, 1914-1918, havde Fagoppositionens Sammenslutning betydelig fremgang, og Solidaritet nåede et oplag på 15.000 i 1918. Det gav endda overskud i nogle måneder; et særsyn for en revolutionær publikation. I slutningen af 1918 blev Solidaritet til et dagblad, men man udsendte dog stadig en uge-udgave af hensyn til dem, der ikke ville købe et dagblad.

Magthaverne og den socialdemokratiske-radikale regering søgte at knække den voksende venstrefløj. I februar 1918 blev Chr. Christensen og flere andre arresteret. Årsagen var stormen på Børsen, hvor en gruppe arbejdsløse smed spekulanterne ud, og smækkede et skilt på døren med besked om at spillebulen var lukket. Christensen havde beviseligt opholdt sig i Solidaritets redaktionslokaler hele dagen, men retten mente altså, at han havde haft en finger med i spillet alligevel.

Redaktør Christensen blev løsladt i marts, men arresteret igen i august sammen med FS’s formand, Lauritz Hansen og avisens ekspeditør, Niels Johnsen. Efter fire måneders varetægt faldt dommen. Atten måneders forbedringshus til Christian Christensen, Lauritz Hansen fik tolv måneder og Niels Johnsen otte måneder. I 1920 kom Chr. Christensen ud igen. Det stod da sløjt til med avisen, og man besluttede året efter at lægge Solidaritet sammen med Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) avis, Arbejderen. Den nye avis fik navnet Arbejderbladet, og skiftede senere navn til Land og Folk.

Arven fra Chr. Christensen

Det oprindelige syndikalistiske Solidaritet lukkede ned i 1921, men siden har navnet været brugt til flere forskellige, venstreorienterede udgivelser. Blandt udgivelserne var blandt andet et blad om arbejdsløshed (1931-32), hjælp til flygtninge (1936) og fagligt arbejde (1967-68). Fra 1969 begyndte folk med tilknytning til partiet Venstresocialisterne (VS) at udgive et blad ved navn Solidaritet, der med navnet trak tråde til den syndikalistiske bevægelse. Bladet var revolutionært, og skrev om tidens største kampe, såsom Vietnamkrigen, De Sorte Pantere og Verdensbanken. Solidaritet havde rimelig succes, og udkom i forskellige formater helt frem til starten af 1990erne, hvor VS forsvandt som en politisk kraft.

Død og genopstanden

I 1995 blev Solidaritet genoplivet som tidsskrift af nogle af de folk, der også havde lavet bladet i slutfirserne. Man mente nemlig, at der manglede et sted på venstrefløjen, hvor man kunne diskutere socialistisk teori. Det nye Solidaritet begyndte også at udgive bøger og lidt senere det succesfulde Leksikon for det 21. århundrede.

Solidaritet var ikke et stort foretagende, men det kørte stabilt de følgende årtier. Jeg kom i 2014 selv med i redaktionen af tidsskriftet, som vi relancerede som magasin året efter. Da Modkraft lukkede i 2017, opstod der et mediemæssigt hul på venstrefløjen. Vi blev i redaktionen enige om, at Solidaritet var dén kraft, der kunne skabe en ny, fælles venstrefløjsplatform på nettet.

Solidaritet.dk gik i luften i 16. marts 2019 og nærmer sig stille og roligt sin tre års fødselsdag. Når overskriften på denne artikel er ‘Solidaritet fylder rundt’, er det således lidt af en stramning. Det nuværende Solidaritet er ikke direkte forbundet med den avis, der udkom første gang 16. december 1911. Alligevel har netavisen et åndeligt slægtskab til både Christian Christensen og til Venstresocialisterne. Solidaritet.dk er et bredt medie for alle socialister. Det er derfor også en mærkesag at skabe rammer for en fri debat, foruden at bide de etablerede organisationer i haserne.

Og vi ved, at ord skal følges op af handling.