Planerne for en 'Green New Deal' præsenteres udenfor Kongressen, 7. februar 2019. Foto: Senate Democrats / Flickr
23 min. læsetid

Nordamerikanske aktivister fra “System Change Not Climate Change” diskuterer styrker og svagheder ved forslaget om en “Green New Deal” i USA – og hvordan venstrefløjen bør forholde sig til det.

Oversat af Vibeke Nielsen


Introduktion af John Foran

Der var en talemåde i “Green Party”, måske har jeg opfundet den selv: “To grønne, tre holdninger.” Økosocialister har måske en tendens til at være en smule mere enige i få grundlæggende principper, eller “Points of Unity.” Dog er der en række økosocialistiske svar på “Green New Deal”, for størstedelens vedkommende koncentreret omkring anerkendelsen af – at selvom det ikke er netop den “Green New Deal”, som de fleste af os ville foretrække, så er den en mulighed for at flytte klimaændringernes lammelse meget langt i den rigtige, venstreorienterede retning, som vores samtid har så desperat brug for.

Her er et essay med bidrag fra seks garvede aktivister, som deltager i det nordamerikanske netværk System Change Not Climate Change. Hver enkelt deltager blev udfordret til at nedfælde sine centrale pointer med 500 ord eller mindre. Vores intention er at gøre det til et konstruktivt bidrag til den vidunderlige storm af diskussioner, som “Green New Deal” har startet.

Afgørende med støtte til “Green New Deal”

Af Brad Hornick

I mange årtier har videnskabsfolk advaret om, at det vindue – som nu står åbent for de typer af omfattende, økonomiske og politiske reformer, der kræves for at undgå en økologisk katastrofe – hurtigt er ved at lukke sig. Advarsler fra forskersamfundet angående truslen om økologisk kollaps er alle vegne bygget op omkring “tærskler” og “vendepunkter” – begreber der eksplicit refererer til trusler mod de fysiske forudsætninger for, at der overhovedet kan findes liv i biosfæren.

Man mister mulighederne, som de advarsler repræsenterer, hvis man ikke besvarer dem omgående og på en dramatisk måde. Indsatserne markerer en kløft mellem det tiloversblevne potentiale for formålstjenlig menneskelige handling på den ene side og på den anden side tabet af dette potentiale – og så bliver et tilstrækkeligt kollektivt svar i forhold til den økologiske krise komplet irrelevant, idet mere ekstreme forandringer i klimasystemet bliver selvforstærkende, låste og uafvendelige.

Indtil videre har autoritative videnskabelige beviser ikke gjort nogen forskel i retning af at bevæge verden væk fra en socio-økonomisk model, som er “business-as-usual” og destruktiv af natur. Den globale opvarmnings effekter – som er kommet hurtigere end ventet i form af ekstrem varme og kulde, tørke, oversvømmelser, brande m.v. – er blevet imødegået med løfter om teknologisk innovation og snævre politiske virkemidler, der er formet af den nyliberalistiske kapitalisme, snarere end af et dybere politisk engagement, herunder forebyggende planlægning i forhold til nødsituationer .

Nutidens politiske og moralske regnestykke kunne ikke være mere ligetil. Vi kan enten “overgive os” til den herskende klasse, som garanterer en verden, der er direkte rettet mod ufravigelig og katastrofal økologisk og social krise – eller vi kan begynde at anerkende den knibe, som vi er i, og så mobilisere, konstruktivt kritisere, støtte og beskytte visionen om et hidtil uset kollektivt svar, som passer til truslen.

Udfordringen er kolossal. Beredskab i forhold til en krise, der er nået til en nødsituation, vil sige, at der ikke er tid til gradvis, trinvis eller uforstyrret reduktion af udledninger. At tackle den situation, som mange videnskabsfolk nu siger er kritisk, hvor kravet er at nå netto nul udledning af CO2 nærmest omgående, kræver mere end en prompte lukning af planetens fossile brændstof-industri.

Det implicerer også radikal nedskæring eller nedlukning af den fremherskende industri og infrastruktur, som er baseret på fossilt brændstof, inklusiv biler, fly, skibe, petrokemisk industri, syntetiske tekstiler, byggeri, industrielt landbrug, landbrugsindustri, emballage, plastproduktion, engangsprodukter og krigsindustri.

Politisk organisering omkring en “Green New Deal” repræsenterer et potentielt gennembrud for mange – en erkendelse af omfanget og den påtrængende nødvendighed af samfundsmæssige og politiske forandringer

De massive strukturelle forandringer i vores industrielle grundlag kan kun administreres på en produktiv måde, hvis samfundet udvikler sin modstandskraft og fleksibilitet for at imødegå de udfordringer, der er forbundet med samfundets forandring. Vigtigst af alt kræver dette aktiv deltagelse af organiserede arbejdere og miljøaktivister for at sikre, at alle fortsat har arbejde, mad, husly og får tilfredsstillet andre basale behov.

Politisk organisering omkring en “Green New Deal” repræsenterer et potentielt gennembrud for mange – en erkendelse af omfanget og den påtrængende nødvendighed af samfundsmæssige og politiske forandringer, som kræves for at sikre civilisationens overlevelse. Det er uundgåeligt, at denne opfordring til handling kræver folkelige mobilisering for at modstå den magt, som ligger i uforsonlige virksomhedsinteresser og politiske interesser.

Green New Deal optegner et nyt område og nye frontlinjer for klimaretfærdigheds-bevægelsen, hvor den kan udfordre kapitalismens prioriteter på bekostning af mennesker og planeten. Bevægelsen vil blive fordømt som “radikal”, “idealistisk” og sågar “socialistisk” af dem, der er besluttet på at piske stemningen op i den ideologiske kamp. Støtter og konstruktive kritikere af Green New Deal bør forberede sig på at lede angrebet uden kompromisser.

Forslaget om en ‘Green New Deal’ spiller på Franklin Roosevelts New Deal. Håbet er, at en ny retning på klimaområdet kan løfte USA – og resten af verden – ud af klimakrisen, på samme måde som New Deal i amerikansk selvforståelse hev landet ud af Depressionen.

Frygt er en ringe kilde til motivation

Af Sandra Lindberg

Donald Trump kan godt lide at bruge trusler. Han fortalte texanerne, at “de kommer efter dine penge, og de kommer efter din frihed. Fox News advarer om, at Green New Deal kommer til at “rykke USA tættere end nogensinde på socialisme”. Det er et system, som Trump sidestiller med “corruption, exploitation and decay.” Trump vil gerne gøre folk bange, ligesom dårlige lærere der bruger frygt for at motivere eleverne til at efterleve retningslinjerne.

Green New Deals kritikere truer, fordi de er bekymrede. Amerikanere, under 30 især, er ikke længere bange for socialisme. Der er for mange amerikaner, som har lidt under kapitalismen i det 21. århundrede. Green New Deals kritikere er bange for Green New Deal, fordi den kan reducere CO2-udledningerne, omstille brugen af fossile brændstoffer til vedvarende energi, og fokusere på de farvede og fattige mennesker, som er hårdest ramt af de økonomiske katastrofer fra 2008. Green New Deal forbinder forbedrede socioøkonomiske forhold for amerikanerne med reduktion af de CO2-niveauer, som aktuelt truer os med en ekstra “sprød” fremtid.

Trump håber, at frygt vil få folk til at klamre sig til den kapitalistiske myte. Green New Deal har strategier, som udskifter frygt med handlinger, forener os og giver os følelsen tilbage af, at det, vi gør, betyder noget. Men der er en udfordring: Green New Deal skal være robust og gennemføres hurtigt. Jacobin Magazine skriver: “Reel lovgivning som fører til handling af den type, som Green New Deal trækker linjerne op for, kommer ikke til at blive vedtaget i den nærmeste fremtid. Men det er okay – det er heller ikke meningen, … den sætter barren højt.” Men hvis det tager årtier at implementere Green New Deal, kan Alexandria Ocasio-Cortez’ vision ikke løse problemet for hverken denne eller kommende generationer. Videnskabsfolk giver os 10-12 år til drastisk reduktion af vores CO2-udslip. Uden dybtgående forandringer i samfundene over hele kloden vil temperaturerne stige dramatisk og ekstreme udviklinger, som vi ikke kan forudse, vil rive de menneskelige systemer i stykker.

…hvis det tager årtier at implementere Green New Deal, kan Alexandria Ocasio-Cortez’ vision ikke løse problemet for hverken denne eller kommende generationer

Hvad Jacobin, ligesom mange andre på venstrefløjen har ret i, er Green New Deals evne til at inspirere folk til at kræve radikale forandringer. Den utrættelige svenske pige Greta Thunberg indså det for et år siden: “Nogle mennesker, nogle firmaer, nogle beslutningstagere især, har vidst præcis, hvilke uvurderlige værdier, som de har ofret for at fortsætte med at tjene penge i ufattelige mængder.” I år vil strejkende studerende i 150 byer – som har forstået, at business as usual må stoppe – sluttet sig til Greta. Arbejdere er begyndt at kræve det samme.

Ingen stigninger i en bogholders hovedbog er mere værd end en levedygtig planet. Virksomhedsledere, som benægter klimaændringerne, er ude af trit med et stigende antal analytikere i USA, som forstår truslen fra klimaændringerne og håber på at kunne beskytte deres profitter med kapitalistiske løsninger.

Økosocialister har en vigtig rolle at spille angående Green New Deal. Alexandria Ocasio-Cortez tvinger den offentlige debat i USA til at se omhyggeligt på klimaændringerne, aktuelle socioøkonomiske problemstillinger, og hvordan kapitalismen har skabt den redelighed. Her vækker Green New Deal folk. Økosocialister kan konkretisere løsninger på aktuelle problemer og vise, hvordan en økosocialistisk tilgang til løsningerne vil udspille sig. Alexandria Ocasio-Cortez har brug for støtte. Vi må hjælpe hende til at gå længere end hun havde forestillet sig.

Kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez er blandt fortalerne for en Green New Deal i USA. Foto: NRK / Flickr.

Vil I have en Green New Deal? – Så organisér arbejderne!

Af Ted Franklin

Arbejdernes skepsis er elefanten i rummet, som organisatorer står overfor i kampen for en Green New Deal, der er ambitiøs nok til at undgå katastrofale klimaændringer. Washington Post rapporterer, at kul-industrien har lige så mange ansatte som ski-industrien, og dog fortsætter nogle af fagforeningslederne med at behandle nødvendigheden af at lukke industrien som et problem, der ikke har andre løsning end teknologier til opsamling af kulstof, som måske aldrig kommer til at eksistere.

Markey og Ocasio-Cortez’ Green New Deal-resolution er kun en grov skitse af målene for en række lovgivningsmæssige initiativer, der skal realiseres med start i 2021. Men ikke noget der ligner kan realiseres uden en militant arbejderbevægelse, som kræver hurtige samfundsforandringer for at imødegå klimaændringernes eksistentielle trussel. Den bevægelse kan ikke bygges uden at vinde det arbejdende folks tillid til, at den hurtige fjernelse af kul fra vores økonomi ledsages af programmer, som sikrer deres velbefindende.

Resolutionen indeholder adskillige bestemmelser, der har til formål at gøre livet bedre for arbejderklassen:

  • skabelse af overenskomstdækkede job, der betaler overenskomst-fastsatte lønninger, beskæftiger lokale arbejdere, tilbyder oplæring og muligheder for avancement, og garanterer udligning i lønninger og bonusordninger for arbejdere, som er påvirket af overgangsfasen
  • et garanteret job, der giver en løn, som man kan forsørge en familie for, til alle som ønsker det
  • styrkelse og beskyttelse af arbejdernes ret til at organisere sig, melde sig ind i en fagforening og indgå i overenskomstforhandlinger uden tvang, intimidering eller chikane

Til trods for engagementet i disse krav i Green New Deal, har nogle nationale fagforeningsledere fået en synligt fjendtlig holdning til den. Terry O’Sullivan, chef for Laborers International Union of North America (LIUNA), tweetede, at Green New Deal “truer med at ødelægge arbejderes levebrød, øge sociale skel og ulighed, og underminere de mål, som den søger at nå” – og bad om et klimaprogram med atomkraft og naturgas som overgangsløsninger.

Lobbyarbejde for en Green New Deal vil kun føre til små resultater, hvis vi ikke kan organisere arbejderklassen til at komme ind i kampen

Fortalere for Green New Deal ignorerer LIUNA’s modvilje i denne farlige situation. Organiserede arbejdere holder sammen, når en fagforening hævder, at deres job er truede. Så byggefagenes fagforeninger følger LIUNA, og – uden udbredt agitation nedefra – følger det stadig politisk stærke forbund AFL-CIO (American Federation of Labour and Congress of Industrial Organisations) også. Vi fester for fagforeninger, som repræsenterer sygeplejersker, transportarbejdere og statsansatte for deres støtte til dramatisk klimahandling. Men medlemmer af disse fagforeninger er ikke bange for at miste jobs og tilhører ikke målgruppen for manipulerende kampagner, som sætter klimahandling op mod økonomisk tryghed.

Lobbyarbejde for en Green New Deal vil kun føre til små resultater, hvis vi ikke kan organisere arbejderklassen til at komme ind i kampen. Ironisk nok har byggefagenes fagforeninger, til trods for deres negative indstilling, nogle af de bedste muligheder for vækst gennem en radikal version af Green New Deal.

Men selv om byggefagene vender ryggen til Green New Deal, er der millioner af arbejdere, som kan organiseres, på arbejdspladserne, i nabolag og i andre fællesskabers kampe for social og økonomisk retfærdighed. Organisationer som Labor Network for Sustainability og Trade Unions for Energy Democracy prøver at nå ud til fagforenings- og arbejder-aktivister “på gulvet”, samt progressive fagforeningsledere … for at promovere arbejdernes nøglerolle i klimabevægelsen. Hvis klimaaktivister samler deres kræfter, kan vi måske komme til at se, at det er muligt at få arbejderne og de faglige til at skifte mening.

Bosco Verticale-husene i Milano, Italien. Byggefagene og organiseringen af arbejdere bliver afgørende for gennemførelsen af en Green New Deal, mener Ted Franklin. Foto: Architecture and Design

Ny grøn illusion – eller vejen til overlevelse?

Af Carol Dansereau

Nu er det nu: Enten kræver vi, hvad vi faktisk har brug for, og bygger en bevægelse på gadeplan som kan opnå det, eller også kysser vi vores fremtid farvel. Green New Deal vil enten blive vores sidste vrangforestilling, eller en vej til overlevelse.

Hvad vi faktisk har behov for. Bestemte ting skal ske snarest:

  1. Fossilt brændstof skal forblive i jorden. Intet andet får betydning, hvis vi ikke lukker for hanen.
  2. Vi skal implementere en omfattende plan, der omfatter:
    • Storstilet implementering af vedvarende energi
    • Enorm reduktion af militære aktiviteter
    • En radikal omstilling af landbrugssektoren
    • Afslutning på produktion af ting, som vi ikke har brug for, samt vores afhængighed af vækst i den form for produktion, som mål for økonomisk “sundhed”

Og meget mere. For at dette kan ske, har vi brug for offentligt ejerskab af de største industrier og at sætte dem under demokratisk kontrol. Den fossile brændstof-industri har ikke tænkt sig at nedlægge sig selv. Og hvordan kan vi på nogen måde implementere en enorm og kompliceret plan for transformation af samfundet uden at sidde på førersædet?

Vi har også brug for garanteret økonomisk tryghed for alle, inklusiv gode job, gode indtægter, gratis sundhedssikring med mere. Hvis man vil understøtte og udforme initiativer til at redde kloden, går det ikke, at folk er afhængige af arbejdsgiverne.

Hvad vi måske får i stedet. En Green New Deal-lovgivning, som er baseret på den aktuelle resolution, kommer sandsynligvis til kort i forhold til, hvad der er nødvendigt:

  • Udvinding af fossilt brændstof får lov at fortsætte. (Resolutionen nævner ikke fossilt brændstof. Historisk er udvindingen steget voldsomt, selv imens vedvarende energi er blevet promoveret, også under Demokraterne)
  • Særlige grønne projekter vil blive realiseret, men vi kommer ikke til at se den omfattende plan, som er nødvendig for os
  • Produkter, som vi ikke har brug for, vil fortsat blive produceret i massivt omfang. Drivhusgasser, som bliver udledt fra den produktion og fra “grøn kapitalisme” kan komme til at stige. Resolutionen promoverer “massiv vækst i ren fremstilling”, og begrænser udledninger til, hvad der er “teknisk gennemførligt”
  • Militær aktivitet vil fortsat være en væsentlig kilde til udledning af drivhusgasser

Nogle hævder, at selv en meget fejlbehæftet Green New Deal fortjener støtte, fordi den bevæger os fremad. Men fordelene kan blive annulleret af tab i kraft af produktion, krige, udvinding af fossilt brændstof med videre. Endnu vigtigere er det, at et lille fremskridt ikke er stort nok. Det er nødvendigt med enorme fremskridt for at undgå katastrofen. Her er det perfekte ikke det godes fjende. Det gode er overlevelsens fjende.

Nogle hævder, at selv en meget fejlbehæftet Green New Deal fortjener støtte, fordi den bevæger os fremad. Men fordelene kan blive annulleret af tab i kraft af produktion, krige, udvinding af fossilt brændstof med videre

Vejen til overlevelse. Vi bør erklære vores entusiastiske støtte til Green New Deal-konceptet, men samtidig bemærke, at det aktuelle sprog er aldeles upræcist og må styrkes. Green New Deal skal inkorporere, hvad vi faktisk har brug for.

Vi må prioritere opbygningen af en arbejderbevægelse, som har evnen til at lave massestrejker og andre militante aktioner.

Solidaritet stiller sammen med mere end 200 andre medier skarpt på klimakrisen under fællesbetegnelsen ‘Covering Climate Now’.

Lobbykampagner og valgstrategier er ineffektive i fraværet af en sådan bevægelse. I sidste ende vil denne organisering også betyde fødslen af det politiske parti, som vi har brug for. Vi bør jævnligt afsløre det Demokratiske Partis forræderi for at understøtte dette.

Opbygningen af en arbejderbevægelse er den eneste vej frem. Vi må forbinde os med fagforeningerne, andre arbejdere, oprindelige folk, fællesskaber og miljøer som i uforholdsmæssig grad er påvirket af problemstillingerne, samt studerende og grupper, som har fokus på fattigdom og sundhedspleje. Vi skal engagere os i økonomisk tryghed for alle som et element i enhver Green New Deal, som vi støtter – og som ikke er til forhandling. Og vi skal samarbejde med vores allierede for at give krop til, hvordan Green New Deal skal se ud i vores lokalområder og videre derfra.

Klimaretfærdighed og Green New Deal

Af Jennifer Scarlott

Green New Deal er, som en slags øko-superhelt, ankommet i 11. time. Naomi Klein skriver håbefuldt om den som en plan, der langt om længe kan pege på den globale opvarmning på en måde, som står mål med krisens omfang. Klein (med-forfatter til det Green New Deal-agtige “Leap Manifesto”) har god grund til optimisme – Green New Deal er ikke en enkelt politisk intervention, men en systemisk tilgang til at forandre vores økonomi og energisystem og bygge bæredygtige, styrkede demokratier.

Pointen med konceptet ligger i navnet “green” og “New Deal”. Det forener behovet for afvikling af kul med en gentænkning af et retfærdigt og fair samfund, formuleret i slogans som “klimaretfærdighed” og “retfærdig forandring”. Green New Deal-konceptet kommer fra mange kilder, inklusiv årtiers arbejde i miljøretfærdigheds-grupper, “Green Party” (som insisterer på at fjerne de økonomiske midler fra militæret med henblik på i stedet at bruge pengene på at understøtte liv), samt, mere aktuelt, “Sunrise Movement” og rebelske politikere som Alexandria Ocasio-Cortez, der har synliggjort konceptet.

Både retfærdighed og afvikling af kul er centrale elementer. Eftersom klimaændringer er affødt af en herskende klasse, som lever af en klasse der herskes over, vil afviklingen af kul ikke finde sted uden skabelsen af et retfærdigt samfund og en retfærdig økonomi.

Idet de takker medlem af Repræsentanternes Hus Alexandria Ocasio-Cortez og senator Edward Markey for at starte processen med at ændre USA’s offentlige samtale om klimakrisen, stadfæster Indigenous Environmental Network (IEN): “Som vores fællesskaber og miljøer, der lever på klimakrisens frontlinje, har sagt i generationer, så er den mest effektfulde måde at klare problemet [med fossile brændstoffer] på, simpelthen at lade dem forblive i jorden.” IEN er bekymret, fordi Ocasio-Cortez’ og Markeys resolution ikke tager helt fat omkring den fossile brændstof-industri og heller ikke det “fundamental need to challenge and transform the dominant political and economic systems driving social injustice and the climate crisis.”

Eftersom klimaændringer er affødt af en herskende klasse, som lever af en klasse der herskes over, vil afviklingen af kul ikke finde sted uden skabelsen af et retfærdigt samfund og en retfærdig økonomi

Vi er ved starten af USA’s offentlige samtale, som Alexandria Ocasio-Cortez and Markey har påbegyndte i Kongressen. Imens debatten om en bindende Green New Deal-lovgivning skrider frem, bør alle “interessenter” kigge på den visdom, erfaring og det lederskab, som besiddes af klimaretfærdigheds-organisationer som IEN, Climate Justice Alliance, Cooperation Jackson og mange andre.

Hvis fossil-kapitalisme taber kampen, skal den imødegås af en økosocialisme, som ligger i den stærkest mulige modmagt, forankret hos klimaretfærdigheds-organisationerne og deres allierede. Der foregår en kamp om at virkeliggøre ord, som blev formuleret af klimaretfærdigheds-bevægelsen i 1980’erne, og som stadig, ironisk nok, findes på EPA’s hjemmeside:

Klimaretfærdighed er fair behandling og meningsfuld involvering af alle mennesker, uanset race, farve, national oprindelse, eller indkomst, i at udvikle, implementere, og udøve miljølovgivning og -regulering. Målene når man, når alle nyder samme grad af beskyttelse mod miljø- og helbreds-mæssige trusler, og lige adgang til beslutningsprocesser om et sundt miljø man kan leve, lære og arbejde i.

Hvis organisationer og fællesskaber, som længe har lidt under miljøracismens effekter, leder udformningen af Green New Deal-lovgivningen – i samarbejde med allierede som ikke selv har lidt på frontlinjerne, men som aktivt støtter dem, der har – så vil der være grund til håb.

Hvis organisationer som Indigenous Environmental Network – og andre fællesskaber af folk, der allerede lider under miljøracismens effekter, leder udformningen af Green New Deal-lovgivningen – er der håb forude for planen, mener Jennifer Scarlott.

Kunsten og magien ved den ikke-reformistiske reform

Af John Foran

Folk siger, at noget sker, når det rigtige øjeblik kommer. Men sandheden er nærmere, at de rigtige mennesker dukker op og får det til at ske. Og at folk er dukket op og får Green New Deal til at ske lige nu, er den største nyhed og begivenhed i klimaretfærdigheds-bevægelsen i USA siden Standing Rock.

Og det ville ikke være sket uden Standing Rock, uden Keystone-kampen, uden at Green Partys Jill Stein var gået til valg på Green New Deal’s “navnebror” i 2012 og 2016, uden Naomi Kleins This Changes Everything: Capitalism versus the Climate, uden organisationen Climate Mobilizations udkald om en klima-nødsituation og en mobilisering, som om det var 2. verdenskrig, der fandt vej til Democratic Partys platform i 2016.

Det skete takket være Bill McKibben og andre nøglepersoner, og det er den bevægelse, som den såkaldte Sunrise movement, Alexandria Ocasio-Cortez, og Bernie Sanders er på vej til at lægge på bordet i de højest placerede kamre i regeringen, under denne nyliberalistiske, kapitalistiske dystopi bedre kendt som Trump-administrationen.

Den konkrete resolution er fandens tæt på at forbinde punkterne i den tredobbelte krise: Grasserende ulighed, forårsaget af for mange årtier med kapitalistisk globalisering. Det politiske systems sammenbrud, herunder sammenbruddet af folks tro på, at det kan bruges til noget godt. Og militarismens kultur som forpester vores samfund, lige fra de mest intime forhold og til vores udenrigspolitiks kriminelle militarisme. Det gælder både Republikanernes og Demokraternes udenrigspolitik. Og forresten er der også en klimakatastrofe, med dens gruopvækkende uafvendelighed, som plager os.

Den konkrete resolution er fandens tæt på at forbinde punkterne i den tredobbelte krise: Grasserende ulighed, forårsaget af for mange årtier med kapitalistisk globalisering. Det politiske systems sammenbrud, herunder sammenbruddet af folks tro på, at det kan bruges til noget godt. Og militarismens kultur som forpester vores samfund, lige fra de mest intime forhold og til vores udenrigspolitiks kriminelle militarisme

Endnu bedre er det, at vi har en gylden lejlighed til at transformere alt i en radikal retning af virkelig lighed mellem rig og fattig, farvede og hvide, folk med ethvert køn, som finder sammen om politisk deltagelse i en ikke-voldelig overgangsperiode styret af klimaretfærdighed frem til, hvad der måtte ligge hinsides kapitalismen, og frem imod – tør vi sige ordene? – en intersektionel demokratisk økosocialisme.

Idéen om en Green New Deal og bevægelsen, der opbygges omkring den, giver os håb, som man kan bruge til at forandre den amerikanske befolknings hjerter og bevidsthed omkring det største eksistentielle problem, som menneskeheden nogensinde kommer til at stå overfor. Det gælder især den yngre generation, som bærer banneret.

Det er drømmen om at bygge en social bevægelse, som rummer alle generationer og er intersektionel, og som klimaretfærdigheds-bevægelsen har haft i mere end femten år.

Greta Thunberg er ankommet til USA, hvor hun 13. september fortsatte sin ugentlige ‘skolestrejke for klimaet’. Klimaretfærdigheds-bevægelsen i USA er på fremmarch, og en Green New Deal skubber yderligere på den udvikling, mener John Foran. Foto: Greta Thunberg / Facebook

Det er øjeblikket og kampagnen, som kan radikalisere USA’s ungdom og klimaretfærdigheds-bevægelsen i almindelighed og få dem til at overveje økosocialisme, radikal klimaretfærdighed … og systemændringer, ikke klimaændringer.

Måske er det endog tid til en ny form for politisk parti til at presse på for universel basisindkomst og mere end mindsteløn, styrkelse af fællesskaber og modstandskraft, en hastig afvikling af brændstof-industrien (men ikke dens arbejdere), gratis uddannelse til alle – kort fortalt, en bevægelse i retning af socialisme og klima-demokrati. Lad os gøre denne dyrebare mulighed til katalysator for tilnærmelsen mellem sociale bevægelser, fællesskabs-initiativer og nye politiske metoder – og føre det hele ind i et stort brag for den verden, vi ønsker, den verden vi fortjener, og den verden vi vil skabe!


Brad Hornick er skribent, aktivist og studerende i færd med at færdiggøre sin phd i sociologi påSimon Fraser University og er interesseret i den økologiske krises politiske økonomi.

Sandra Lindberg er skribent og aktivist i Decatur Illinos.

Ted Franklin er aktivist i Oakland, California.

Carol Dansereau er miljøadvokat og -organiser, med base i Seattle.

Jennifer Scarlott er stiftende medlem af Bronx Climate Justice North (BCJN) og North Bronx Racial Justice (NBxRJ).

John Foran er professor i “Sociology and Environmental Studies” på University of California, Santa Barbara, hvor han underviser i kurser om klimaændringer og social retfærdighed, aktivisme og bevægelser, der kæmper for radikale sociale forandringer, samt udvikling og globalisering hinsides kapitalismen.

Oversat fra “Illusion or Advance? Ecosocialists debate the ‘Green New Deal’”. Første gang bragt på Climate & Capitalism 27. februar 2019


Solidaritet er et demokratisk netmedie. Vi er uafhængige af partier og organisationer, selvom vi ikke er politisk neutrale. Solidaritet bringer nyheder, debat og analyser fra Danmark og verden. Her kan du læse den kritiske vinkel, som de andre medier ikke bringer, og det sidste nyt fra de aktivistiske bevægelser. Her kan du være med til at skabe et socialistisk medie.
Følg os på Facebook for daglige opdateringer.