Indien: Massekamp mod voldtægter

Hvert hjørne og hver krog var fyldt med kvinder — arbejdere fra forskellige sektorer, der oplevede seksuel chikane på deres arbejdspladser; studerende fra skoler, gymnasier og universiteter, der har måttet kæmpe for at gøre sig gældende på deres campusser; kvinder, der ellers er bundet af det daglige slid med husarbejde; læger, sygeplejersker, lærere og tjenestekvinder, der alle gik på gaden i protest.

Fem nætter tidligere var en læge, der overnattede på et hospital, blevet voldtaget og myrdet i et seminar-værelse under sin nattevagt. Hendes forældre informeret om, at hun havde “begået selvmord” og blev tvunget til at vente i tre timer, før de fik lov til at se hende.

Der blev spredt rygter, som såede tvivl om hendes psykiske helbred. Faktisk kom rektoren ved RG Kar Medical College med en skandaløs bemærkning: “Hvad lavede pigen så sent i seminar-værelset?” Men obduktionsrapporten afslørede sandheden: Hun var blevet udsat for seksuelle overgreb og voldtaget, inden hun blev kvalt.

Rektorens kommentar udløste massiv vrede. Opfordringen til en “Take Back the Night”-begivenhed aftenen før Indiens uafhængighedsdag bredte sig som en steppebrand og affødte en massiv folkebevægelse, som landet ikke havde set i et årti. Alene i Vestbengalen var der omkring 250 protester på tværs af byer, regionale centre og landsbyer, hvor kvinder, trans- og queer-personer trodsede samfundets normer og indtog gaderne for at kræve retfærdighed.

Natten til den 14. august blev historisk. Det var ikke første gang, at en “Take Back the Night”-kampagne blev organiseret i Indien, og heller ikke første gang, at kvinder gik massivt på gaden i solidaritet og vrede over voldtægt og seksuel chikane.

Det var heller ikke første gang, at en så brutal forbrydelse var blevet begået i Indien. I Indien, hvor magthaverne understøtter en voldtægts-kultur, uanset hvilken regering der sidder, var det der skete på RG Kar ikke en undtagelse. I Indien i dag, hvor et fascistisk højreorienteret regime – hvis ledere er åbenlyst kvindefjendske – hvor voldtægt bruges som et politisk våben til at undertrykke kritikere og bringe kvinder til tavshed – er mordet på RG Kar-lægen og myndighedernes forsøg på at dække over det desværre blevet normen.

Alligevel var det, der gjorde denne protest historisk, den spontane eksplosion af kvinders vrede. På tværs af Vestbengalen organiserede kvinder protester for at tage natten tilbage, for at kræve retfærdighed for offeret, for at sikre offentlige transportmidler, for adgang til offentlige toiletter, for etableringen af velfungerende interne klageudvalg på arbejdspladser og for grundlæggende arbejdsrettigheder i både den organiserede og uorganiserede sektor.

For mange af disse kvinder var det deres første protest. For mange var det også deres første nat under åben himmel. For mange var det første gang, de råbte slagord.

Det var også første gang, mange oplevede politisk organisering. Prekært ansatte i deres arbejdsuniformer delte oplevelser om chikane på arbejdspladsen. Sygeplejersker fra private og offentlige hospitaler talte om den manglende infrastrukturelle støtte, der gjorde deres nattevagter utrygge. Teaterperformere fortalte om den chikane, de oplevede i deres arbejde.

Kvinder, queer- og transpersoner rejste i timevis for at nå frem til demonstrationerne. Da den offentlige transport var utilstrækkelig, organiserede de samkørsel i grupper. Kvinder fra nærliggende slumkvarterer delte historier om chikane, vold i hjemmet og på arbejdspladsen. Mødre kom med deres døtre. Søstre protesterede sammen. Gamle venner fandt hinanden igen i mængden. Det var et festligt oprør.

Fremmede åbnede deres hjem for at lade demonstranter bruge deres toiletter. Markedskooperativer holdt deres butikker åbne. Studerende forhandlede med universiteternes myndigheder for at holde campusporte og kvindekollegier ulåste. Kvinder, der aldrig før havde vovet sig ud alene om natten, tog nu ejerskab over de offentlige rum og organiserede protester i deres egne nabolag.

Azaadi!

Med råb om “Azaadi!” (“Frihed!”) krævede kvinder frihed fra voldtægt, fra vold i hjemmet, fra chikane på arbejdspladsen, fra moralsk kontrol, fra husarbejdets byrde, fra diskriminerende lønninger, fra de nedladende bemærkninger fra fædre og brødre og fra dette brahmaniske, patriarkalske og kapitalistiske system. Kvinder svingede røde flag i luften, mens queer- og transpersoner bar regnbueflag.

Kvinder bar billeder af kvindelige revolutionære, som mindede folk om arven fra den feministiske modstand. Der var et kæmpestort billede af den indiske revolutionære Pritilata Waddedar, som døde i kamp. Billedet var på et stort rødt flag højt over mængden, og hun så ned på de folk, der så sig selv som hendes kammerater.

Plakater, skrevet af uøvede hænder, bar budskaber fra dem, der var blevet opdraget til aldrig at hæve deres stemme. Der var sange og optræden, folk delte deres erfaringer, og kvinderne brugte natten under himlen til at tjatte, råbe, lytte og lære fra hinanden.

Men natten tog en voldsom drejning. Nyheden spredte sig om et angreb på de strejkende læger, der demonstrerede ved RG Kar. En gruppe bøller trængte ind, smadrede stedet, hvor forbrydelsen havde fundet sted, slog protesterende læger og forsøgte at manipulere bevismaterialet. Politiet på stedet, blev beordret til at se den anden vej.

Det, der begyndte som en protest, udviklede sig til en fuldt udviklet bevægelse. Der deltog mange, som indtil da havde været ligeglade med blodet på gaderne. Det var en bevægelse der forstod at værdigheden i kravet om kvinders sikkerhed var koblet til et krav om et offentligt sundhedssystem, der giver omsorg til almindelige mennesker. Befolkningen. I stedet var systemet smuldret af korruption, der bringer patienternes liv i fare.

En kultur af straffrihed, privatisering og den neoliberale stat

Straffriheden og den åbne magtudøvelse, der blev tydelig med ødelæggelsen af proteststedet på RG Kar, brød barrierer for en vrede, der havde simret i landet det sidste årti. Vi, der var studerende under voldtægtssagen i Delhi i 2012 – hvor en ung middelklassekvinde blev brutalt voldtaget, tortureret og senere døde, havde set tusindvis af kvindelige studerende og middelklassekvinder tage gaderne for at kræve retfærdighed.

Protesterne dengang satte gang i ophedede diskussioner om kønsbaseret vold. Senere rapporterede et domstolsudvalg, at utilstrækkelig infrastruktur og regeringens samt politiets fiaskoer var hovedårsagerne til forbrydelser mod kvinder. Denne opstand førte til en ændring i voldtægtslovgivningen i Indien. Men et årti senere, når vi igen går på gaden, mødes vi stadig af en kultur præget af straffrihed.

Næsten alle politiske partier – fra det parlamentariske venstre til centrum og højre – har gang på gang skjult voldtægtsforbrydere og beskyttet voldtægtskulturen for at styrke deres greb om vælgerne. Stigningen af Hindutva-fascismen har ført til en eksplosiv stigning i grusom, kønsbaseret vold. Voldtægt er ofte blevet brugt som et politisk våben til at undertrykke protester og påtvinge autoritet over minoriteter.

Denne straffrihed, fremmet ved beskyttelse af voldtægtsforbrydere gennem manipulation af beviser og åbenlys brug af statsmaskineriet til at beskytte dem, har sat en standard, som hvert herskende politisk parti følger. At den regerende part i Vestbengalen brugte al sin magt for at beskytte de ansvarlige i RG Kar-sagen, var derfor næppe overraskende. Men denne gang opildnede det en vrede blandt folk, der syntes at have fået nok.

Måske udløste voldtægten og mordet på RG Kar en så omfattende opstand, fordi offeret var en læge – en kvinde med et “ærefuldt” job og en uddannelse – som blev overfaldet, mens hun var på vagt på et offentligt hospital. Det betød, at kvinder ikke var sikre nogen steder. Det afslørede også, hvor ulige vores arbejdspladser er, og hvordan de er designet til at gøre arbejdende kvinder, trans- og queerpersoner sårbare.

Arbejdende kvinder fra både den organiserede og uorganiserede sektorer strømmede til demonstrationerne. Der blev arrangeret protester af anganwadi-arbejdere (børnepassere på landet), fødevarearbejdere, ICDS-arbejdere (børnesundhedspleje), hushjælpere, IT-arbejdere og prekært ansatte. Kravet om retfærdighed og værdighed nåede også arbejdspladserne. De krævede arbejdsgiveransvar for at sikre sikkerheden for kvinder, trans- og queer-arbejdere samt klare retningslinjer for håndtering af kønsbaseret vold.

Et sådant udbrud af vrede havde været fraværende i tidligere tilfælde af kønsbaseret vold – hvor voldtægt er blevet brugt som en del af statens undertrykkelse af bevægelser i baglandet, som et middel til at fastholde kasteundertrykkelse eller intensivere kontrol. Men nu åbnede protesterne omkring RG Kar-sagen for nye samtaler om konsekvenserne af al denne tavshed.

“Reclaim the Night”-bevægelsen startede en samtale om kønsretfærdighed og afslørede svigtene i de institutionelle mekanismer, der skulle sikre kvinders sikkerhed og værdighed på deres arbejdspladser og i det offentlige rum. Denne kamp mod straffrihed styrkede også sundhedsarbejdernes protester over den korruption, der præger offentlige hospitaler.

Beretninger fra forskellige offentlige hospitaler begyndte at dukke op og afslørede et omfattende system, der var designet til at gøre sundhedspleje mere utilgængelig for de marginaliserede. Disse fortællinger blotlagde et skrøbeligt system med overarbejdede ansatte, der kæmpede for at få luft – et system, der bevidst var blevet gjort dysfunktionelt gennem konsortier, der pressede sundhedssystemet hen mod privatisering.

Den elendige tilstand af det offentlige sundhedssystem i Indien blev allerede afsløret under pandemien. Dette satte gang i samtaler om de strukturelle justeringspolitikker, der blev pålagt som betingelse for lån fra Verdensbanken og Den Internationale Valutafond i 1980’erne. Disse politikker banede vejen for privatisering, hvilket reducerede regeringens ansvar som den primære garant og leverandør af sundhedsydelser.

Voldtægten og mordet på en læge med nattevagt på et offentligt hospital afslørede statens ligegyldighed over for offentlige sundhedsarbejdere. De forventes blot at arbejde hårdere, mens systemet kollapser omkring dem. Faktisk affødte mordet en større bevægelse, ledet af juniorlæger på de 22 medicinske fakulteter i Bengalen, der krævede et bedre og mere sikkert offentligt sundhedssystem.

De protesterende læger opfordrede til en ubegrænset strejke og begyndte en sit-in-demonstration ved sundhedsministeriet. Regeringen forsøgte at slukke ilden ved at love forbedret sikkerhed på offentlige hospitaler gennem øget vagtberedskab. Men demonstranterne afviste denne løsning. De insisterede på, at deres sikkerhed kun kunne sikres gennem demokratisering af arbejdspladsen samt opbygning af infrastruktur for at afslutte korruptionen og reparere det forfaldne system.

Bevægelsens krav fik særlig genklang i middelklassen og arbejderklassen, som er de vigtigste brugere af det offentlige sundhedssystem. De har længe været vidner til konsekvenserne af den privatiserede sundhedssektor.

De politiske oppositionspartier forsøgte at kapre bevægelsen til deres egen valgstrategiske fordel, men blev afvist af størstedelen af de protesterende masser, som havde set næsten hvert eneste parlamentariske parti arbejde for at opretholde status quo. I lyset af stor offentlig vrede blev regeringen tvunget til at forflytte politichefen, der havde set den anden vej og faciliteret forfalskning af beviser i RG Kar-sagen.

De protesterende læger afsluttede deres strejke, men blev kort efter tvunget til at indlede en sultestrejke i mødet med en regering, der nægtede at give sig på deres øvrige krav. Efter et møde med ministerpræsidenten, som lovede at overveje deres krav, blev strejken afsluttet.

Dommen og den fortsatte kamp

Retten har idømt en borgerfrivillig, der arbejdede for Kolkata-politiet, en livstidsdom for voldtægten og det brutale mord på den 31-årige læge, der overnattede på RG Kar Medical College og Hospital. Dommen har yderligere opildnet protesterne, da hele retssagen syntes at skjule statens medskyldighed i at beskytte morderen og fritage hospitalets myndigheder for deres ansvar i forhold til at sikre deres ansattes værdighed og sikkerhed.

Mens Bengalen forbereder sig på at kæmpe mod fejlene i dommen, kræver staten dødsstraf for gerningsmanden. Det sker til trods for, at det har været det regerende parti, der som de første beskyttede den anklagede, og som er kendt for at have tætte forbindelser til konsortier, der driver forskellige korruptionsforretninger.

Interessant nok blev kravet om dødsstraf ikke rejst i juniorlægernes bevægelse eller fra reclaim-the-night-bevægelsen. Bevægelsen for kønsretfærdighed i Indien har historisk set kæmpet imod dødsstraf og har afsløret, at den fungerer som et redskab for statens undertrykkelse og giver staten monopol på vold. Staten søger at straffe en person, samtidig med at den fraskriver sig ansvaret for at iværksætte systemiske forandringer.

Dommen blev afsagt få dage efter et dødsfald på et andet offentligt hospital i en distriktsby i Bengalen. Det var en gravid adivasi (indfødt stammekvinde). Hun døde efter at være blevet behandlet med giftigt saltvand, som allerede var blevet forbudt i andre stater.

Alligevel bruger offentlige hospitaler i Bengalen stadig stoffet, da de er under pres fra et lægemiddelfirma – uden hensyn til de marginaliserede kvinders liv. Hendes død har endnu engang afsløret de dybe skel i det offentlige sundhedssystem, at staten og kapitalen i forening ikke regner kvinders eller marginaliserede menneskers liv for noget særligt.

Den feministiske massebevægelses rolle

Det er bemærkelsesværdigt, at den feministiske bevægelse i Indien, der sætter fokus på seksuel chikane på arbejdspladsen, begyndte i starten af 1990’erne med gruppevoldtægten af en arbejder, der drev et statsligt oplysningsprogram mod børneægteskaber på græsrodsniveau i sin landsby.

Denne bevægelse kæmpede for at gøre staten ansvarlig som arbejdsgiver. Den kunne juridisk påpege, at seksisme og seksuel chikane på arbejdspladsen skaber et fjendtligt arbejdsmiljø. Det er arbejdsgiverens pligt at sikre deres ansattes sikkerhed og værdighed.

Tredive år senere er vores arbejdspladser stadig designet til at gøre kvinder, trans- og queer-personer sårbare som arbejdere, hvis arbejde bliver anset for at skulle være billigt. Desuden er andelen af kvindelige arbejdstagere faldende i den organiserede sektor, mens kvinders arbejde i den uformelle sektor vokser.

Men i den uformelle sektor er arbejdsgiverne hverken ansvarlige for at sikre arbejdsforhold eller forpligtede til at overholde regler, der beskytter arbejdernes rettigheder. Faktisk kan vi sige, at kampen for værdighed på arbejdspladen ikke kun handler om at hævde kvinders identitet som arbejdere, men også om en generel værdisættelse af arbejdet i sig selv.

På et tidspunkt, hvor neoliberale politikker giver staten mulighed for at fralægge sig ansvaret for offentlige tjenester, hvor arbejdsmarkedsregler bliver omskrevet for at kriminalisere fagforeninger og forlænge arbejdstiden til fordel for ejerne, hvor fabriks-nedlukninger og privatisering af offentlige enheder driver mere og mere arbejde over i den uformelle sektor, og hvor den højreorienterede fascistiske stat normaliserer volden dag for dag, virker kampen for “brød og roser” som en langvarig kamp.

Denne kamp vil kræve yderligere organisering af de arbejdende på marker og fabrikker, i hjem og hospitaler, i skoler og på gaderne for at kræve – at livet skal være sikkert, hver nat og hver dag.

---

Dette er en oversættelse af en artikel, som først er udkommet hos International Viewpoint og Against the Current i Indien. Artiklen er oversat og bearbejdet af Mikael Hertoft.