Ingen hygge med medskyldige i folkedrab – et forsvar for aktionen i Fælledparken 1. maj

Tidligt på eftermiddagen 1. maj var justitsminister Peter Hummelgaard på scenen som Socialdemokratiets taler i Fælledparken. En gruppe aktivister afbrød ham med tilråb som “Free, free Palestine”, hev et banner mod folkedrabet helt op foran scenen og lavede larm med blandt andet fløjter.

Kritikken af aktionen gik primært på tre punkter. Det første var, at det skulle være uklart, hvad aktionens formål var, modsat f.eks. blokaden af Mærsk. Den anden kritik var, at en sådan aktion ikke var passende ved 1. maj-fejringen, som har tradition for at rumme et rimelig bredt spænd af holdninger. Den tredje kritik gik på aktivisternes adfærd med udgangspunkt i den – forståeligt nok – ubehagelige oplevelse at ende mellem en aktivist og en tilskuer, der nær var kommet op og slås.

Ingen hygge med medskyldige i folkedrab

Jeg deltog i aktionen som engageret forbipasserende og var ikke en del af planlægningen, så jeg kan ikke sige med sikkerhed, hvad deres formål var. Men et formål er alligevel klart for mig og formodentlig for mange andre. Den danske regering – ført an af Socialdemokratiet – er medskyldig i folkedrab gennem våbensalg og udeblevne sanktioner mod Israel.

I over halvandet år har borgere, menneskerettighedsorganisationer, eksperter i folkeret og også få politikere forsøgt at få regeringen til at forholde sig til Israels forbrydelser og Danmarks medskyldighed.

Det har regeringen mødt med forargelse, påtaget uvidenhed om folkedrabskonventionen, mistænkeliggørelse eller sågar forfølgelse af folkedrabs-kritikere, eller bare stilhed. Det seneste skud på stammen er åbenlys censur i folkeskolen, hvor Palæstina ikke må diskuteres ved skolevalget.

De er ikke interesserede i argumenter, og de er ikke interesserede i at lytte. De er interesserede i, at vi holder kæft og lader det ske. Men folkedrab er ikke et emne, vi kan være uenige om og stadig hygge. Derfor er der god grund til at råbe regeringens repræsentanter op ved enhver given lejlighed, og minde både dem og alle andre om, hvad de støtter.

1. maj er en international kampdag

Selvom 1. maj i Danmark i høj grad bærer præg af hygge, er det også stadig en international kampdag. Det er netop i blandt andet Palæstina, at ‘de fordømte her på jorden’ befinder sig.

De står i frontlinjen i kampen mod den verdensorden, hvor frihed er for de få, hvor dine rettigheder afhænger af din baggrund og magthavernes luner, og hvor hele befolkninger kan erklæres overflødige og udryddes, så længe nogen tjener kassen på det.

Selvom vi i Vesten og særdeleshed i Europa bliver skånet for meget af den ravage, vores virksomheder og magthavere laver ude i verden, ser vi alligevel en stigende repression og angreb på retssikkerheden også her i Danmark.

Hvis ikke vi kan udfordre magthaverne og være i solidaritet med et folk, der er blevet frataget deres hjem, deres frihed og deres liv på arbejdernes internationale kampdag, kan vi lige så godt afskaffe den.

Utryghedsskabende socialdemokrater

Jeg skal ikke forsvare truende adfærd overfor vores redaktør eller andre generelt. Jeg vil dog påpege, at fra hvor jeg stod, så jeg kun volden og den truende adfærd komme ét sted fra. Nemlig fra de socialdemokratiske tilhørere. Mere skulle der ikke til end lidt råb og et keffiyeh, før flere tilhørere følte sig kaldet til at kaste øl og andet mod deltagende aktivister. Da det ikke virkede, tyede flere af dem til vold.

Jeg så en voksen mand overfalde en ældre, kvindelig aktivist, slå hende i hovedet og holde armen om hendes hals, før andre tilstedeværende og derefter politiet fjernede ham fra ‘pitten’ (dog tilsyneladende uden at tilbageholde ham). Jeg så flere vrede tilhørere skubbe vredt til eller tage hårdt fat i andre, herunder den ven, jeg var kommet med.

Det giver god mening, at folk, der kan se gennem fingre med eller ligefrem støtte et folkedrab, også er parate til at begå vold mod deres medmennesker, hvis eneste brøde er lovlig protest. Men det viser også med tydelighed, hvorfor sådanne aktioner er berettigede.

De slår sprækker i de pæne facader og afslører de antidemokratiske og undertrykkende kræfter, der lurer under overfladen. Og det er præcis kampen mod de kræfter som 1. maj markerer.