Palæstina-aktivismen fortjener bedre aktioner end den i Fælledparken

Det var en varm 1. maj i Fælledparken, og klokken var ved at være kvart i to, da lyden af båthorn spredte sig fra plænen foran den store scene.

Det var justitsminister Peter Hummelgaard – ham der formentlig er kronprins i Socialdemokratiet – som holdt tale. Det forsøgte han i hvert fald på. ”Værdig pension”, ”Vanopslagh ønsker en dansk Elon Musk”, ”logikken er den samme som…”

Mere kunne man ikke rigtig høre. For Hummelgaards tale blev afbrudt af en talstærk gruppe aktivister. De stod med et banner med teksten ”Stop folkemordet – leve Palæstina”, mens de brugte deres horn til at overdøve talen. De rakte også fuck og råbte ”hold kæft”. En af aktivisterne stod med et barn på skuldrene, som også strittede med langfingeren.

En anden mand sagde til sit barn eller barnebarn, at det var den yderste venstrefløj, og at de altid ødelægger det for alle de andre.

Aktivisterne blev stående, mens andre 1. maj-gæster forsøgte at høre justitsministerens tale, og talrige journalister gik rundt for at dokumentere begivenhederne.

På et tidspunkt begyndte en aktivist med en keffiyeh at tage billeder. En af dem, der forsøgte at høre talen, ønskede ikke at blive foreviget af den pågældende aktivist og satte hånden for mandens telefon. Det kunne aktivisten ikke lide, og det var nær kommet til slagsmål mellem de to.

Jeg stod lige der, så jeg lagde mig imellem, for uenigheder eller ej virker 1. maj ligesom årets andre dage som et dumt tidspunkt at komme op at slås med hinanden. Manden med partisan-tørklædet satte tilsyneladende ikke pris på at blive forhindret i sit forehavende, så han skubbede til mig og løftede sin næve – og det var ikke, fordi han var i gang med at synge omkvædet i Internationale. Så stod vi dér lidt, inden vi alle sammen gik småvrissende hver til sit.

Peter Hummelgaard afsluttede sin tale og blev afløst af formanden for FH, Morten Skov Christiansen, og FOA’s formand Mona Striib. Da gik de fleste aktivister, men nogle blev tilbage og båttede lidt videre, inden de også gik. På det tidspunkt gik jeg ned til SF’s telt, hvor folkesocialisterne sang fællessang til Halfdan Rasmussens Noget om helte.

Kort tid senere talte Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted på Enhedslistens scene i Fælledparken. Her troppede omkring 20 aktivister op og gentog bedrifterne fra hovedscenen. Nu råbte de også ”Free free Palestine!”, og Pelle Dragsted sang med.

Da Dragsted havde afsluttet sin tale, begyndte Enhedslistens konferencier også på kampråbet om et frit Palæstina, men da fortrak aktivisterne fra Enhedslistens telt.

Fejlslagen aktivisme

De fleste læsere af Solidaritet vil dele min holdning om, at folkemordet i Palæstina fortjener mere opmærksomhed i medierne. Derfor kan man ikke komme uden om aktivisme og civil ulydighed. Læserbreve og debatmøder er desværre ikke nok.

Det gjorde aktionen foran Mærsks hovedkvarter så vellykket. Her havde man en målrettet aktion mod et af de firmaer, hvis handlinger er bærende i at levere våben til Israels militær. Med aktionen formåede aktivisterne at stjæle overskrifterne i landets samlede medier med en konkret kritik af Mærsk.

Sammenligner man med aktionen foran Mærsk, fremstår aktionen i Fælledparken som en fiasko. Formålet og den konkrete anledning til at Peter Hummelgaard skulle afbrydes – ud over at han lige var der – virker uklart. Man fik ganske vist udbredt sloganet ”Free Palestine” i medierne, men man fik i langt højere grad udbredt en fortælling om, at denne gruppe Palæstina-aktivister var en gruppe maskerede, fuck-rækkende og på alle måder uimødekommende personer.

Når man laver aktivisme, skal man kende sit publikum og vælge sine scener. 1. maj er den samlede venstrefløjs kampdag og festdag. Det betyder, at der er folk, man er uenig med, til stede – tilmed socialdemokrater. Det betyder, at det helt store flertal af gæsterne i Fælledparken er der for at have en hyggelig dag med politiske kammerater og for at høre taler.

Nogle af dem kunne tilmed være interesserede i at høre, hvad Pelle Dragsted og Peter Hummelgaard havde at sige. Det vil de ikke afbrydes i – og jeg synes egentlig, at de skal have lov til at kunne høre dem.

Aktivisme betyder, at man skal oplyse andre mennesker om sin sag – og helst få dem til at mene det samme som en selv. Aktionen ved Mærsk lykkedes i høj grad med at oplyse om sagen. Det gjorde aktionen foran Peter Hummelgaard ikke. Det gjorde den ikke, fordi formålet med aktionen var uklart, og fordi nogle af aktivisterne virkede decideret usympatiske. Det er 1. maj, og solen skinner – folk gider ikke usympatiske typer, der truer andre med tæv.

God presse for Hummelgaard

Aktionen foran Hummelgaard – som i øvrigt var en kopi af en lignende aktion i 2024 – adskiller sig også fra tidligere aktioner i Fælledparken. Tilbage i 2013 blev daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt afbrudt af en stor mængde fløjter, da hun forsøgte at holde tale til 1. maj.

Men dengang blev hun afbrudt af nogen, som rent faktisk protesterede over det, statsministeren talte om. Dengang var det store dele af fagbevægelsen, som afbrød Thorning, da hun stolt fremviste den daværende regerings resultater, mens dagpengene blev forringet, og lærerne var blevet lockoutet for at gennemtrumfe hendes regerings katastrofale reform af folkeskolelærernes vilkår.

Dengang var det en fagbevægelse, som brugte dens festdag til at sige magthaverne imod. I 2024 og 2025 blev Peter Hummelgaard afbrudt, fordi han var der.

Hvis der er en vinder af tågehorns-aktionen til Peter Hummelgaards tale, må det være Hummelgaard selv. Han fortsatte sin tale ved at råbe højere og højere ind i mikrofonen. Bagefter kunne han kalde aktionen for ”sabotage” i medierne, mens aktivisterne ikke var interesserede i at tale med nogen.

Det var også en god photo-op for justitsministeren. Det må være mange håbefulde socialdemokraters drøm at blive foreviget til 1. maj – i røg og damp og råbende i en mikrofon. Det blev ingen vellykket dag for Palæstina-aktivismen.