Inger Støjberg og “indvandrermændene” på motorvejen: Et case-studie i politisk løgn og racialisering

Danmarksdemokraternes leder Inger Støjberg hævdede i september, at “to indvandrermænd i en grå kassevogn” forsøgte at presse hendes bil ud i autoværnet på motorvej E20 ved Ringsted. I et Facebook-opslag beskrev hun dramatisk, hvordan den ene mand endda gav hende en obskøn finger – en påstand, der straks udløste sympati og forargelse bredt i offentligheden.

Episoden blev framet som farlig, politisk motiveret chikane mod Støjberg på grund af hendes indvandrerkritiske holdninger, hvilket fik selv politiske modstandere til at fordømme de angivelige gerningsmænd.

Men sandheden skulle vise sig at være langt mindre dramatisk. Politiets afhøringer af Støjbergs PET-livvagter, der fulgte lige bag hendes bil, afslørede, at der på intet tidspunkt var tale om en livsfarlig situation for Støjberg. Ifølge livvagterne kørte varevognen ganske vist hasarderet og tæt på, men Støjbergs bil kom aldrig ud i rabatten eller var reelt ved at blive tvunget af vejen.

Tværtimod så PET-betjentene to yngre mænd i varevognen række hænderne frem i en bedende gestus som undskyldning – en indikation af at der var tale om hensynsløs kørsel og efterfølgende anger, ikke et målrettet attentat. Alligevel holdt Støjberg stædigt fast i sin fortælling om, at hun klart oplevede det som et forsøg på at blive presset af vejen.

At Støjberg valgte at fremhæve gerningsmændenes etnicitet – “indvandrermænd” – er et klassisk eksempel på racialisering af en hændelse. Ved eksplicit at koble de formodede gerningsmænds minoritetsbaggrund til den negative episode, indskrev hun hændelsen i den velkendte fortælling om farlige fremmede.

Det er værd at bemærke, at det ikke er første gang, Støjberg viser et lemfældigt forhold til fakta. Under kommunalvalgkampen i 2025 blev hun afsløret i flere grelle, faktuelle fejl. For eksempel hævdede hun i en kampagnevideo, at der slet ingen busser kørte til eller fra byen Støvring på en lørdag – hvorefter det kom frem, at der faktisk var 34 busafgange den pågældende dag.

Disse usandheder havde ikke et direkte “indvandrer”-element, men de peger på en tendens. En villighed til at bøje sandheden for at fremme et politisk budskab. I motorvejs-episoden blev denne tendens kombineret med en dæmonisering af et etnisk “de andre”, hvilket gør sagen særlig giftig.

Frygt og fordrejning som politisk strategi

Støjberg-sagen er desværre ikke et enestående tilfælde, men derimod symptomatisk for en bredere strategi i højrepopulistisk politisk kommunikation. At sprede misvisende eller direkte falske fortællinger, der fremstiller minoriteter som en trussel. Formålet er ofte at puste til en moralsk panik i samfundet, hvor befolkningen bringes til at tro, at “de fremmede” udgør en akut fare for orden, kultur og sikkerhed.

Som den amerikanske sociolog Rubén Rumbaut bemærker, har sådanne myter om minoriteter forbløffende livskraft. Han kalder dem “zombie-ideer”, som nægter at dø, uanset hvor mange gange de bliver modbevist. Når politikere spiller på disse “zombie”-stereotyper om farlige fremmede, kan helt almindelige bekymringer blæses op til en regulær panikstemning.

Det, vi ser, er med andre ord en form for politisk propaganda, hvor fakta ofres til fordel for en følelsesladet fortælling. Frygt og fordomme er effektive redskaber til at samle folk, især hvis man kan levere en konkret skurk at rette vreden imod. I retorikken taler man om syndebuk-mekanismen: ved at udpege en udgruppe som årsag til al utryghed kan magthavere aflede opmærksomhed fra mere komplekse samfundsproblemer og tilbyde simple løsninger (typisk hårdere kurs mod den pågældende gruppe).

Som en analyse fra Migration Policy Institute påpeger, er løgnehistorier om minoriteter langt fra et nytfænomen, de kan spores århundreder tilbage. F.eks. cirkulerede groteske skrøner om jøder der drak børns blod (den berygtede “blood libel”) allerede i middelalderen; og i 1800-tallet fremstillede man sorte som “vilde” og kriminelle for at legitimere lynchninger. Disse gamle fordrejninger skabte grobund for racisme og vold dengang, og moderne varianter af dem lever videre i dag, blot tilpasset nutidens medielandskab.

Højrefløjens kommunikative arsenal trækker netop på sådanne sensationalistiske fortællinger, der forstærker eksisterende fordomme. Ifølge politolog Cas Mudde er kernen i den radikale højre ideologi nativisme, hvor troen på, at staten kun bør bebos af det “indfødte” folk, og at “ikke-indfødte” elementer udgør en fundamental trussel mod den homogene nation. Under denne ideologi bliver det nærmest nødvendigt at male et billede af minoriteter – etniske, religiøse eller kulturelle – som farlige “andre”, der undergraver samfundet indefra.

Empirisk forskning viser da også, at højrepopulistiske partier konsekvent fremstiller indvandrere og minoriteter som en kilde til kriminalitet, utryghed og værdiforringelse af nationen. Disse budskaber leveres ofte i et forsimplet og følelsesladet sprogbrug frem for gennem nøgterne data, et træk ved det, mange kalder postfaktuel eller post-sandhed politik, hvor følelser trumfer fakta.

Kommunikationsforskere har påpeget, at vi i dag lever i en post-skam tidsalder, hvor normerne for sandhed og anstændighed i politik er eroderet. Populistiske ledere skyr ikke længere løgnen – de gentager den uanfægtet, også selvom uafhængige medier eller myndigheder dokumenterer usandheden.

Ruth Wodak, en førende forsker i politisk retorik bemærker, at mange højrefløjspolitikere er blevet fuldkommen immun over for skam. Selv når de fanges i fup, indrømmer de intet og angriber hellere kritikerne for fake news eller bias. Dette angreb på sandhedsnormerne betyder, at falske fortællinger kan florere uden konsekvens, idet kernevælgerne ofte stoler mere på “deres” politiker end på traditionelle autoriteter.

Støjbergs vedholdenhed i sin version af motorvejs-episoden – trods modstridende politirapporter – er et godt eksempel på denne tendens. I stedet for at trække sin påstand tilbage, fastholdt hun historien for at bevare fortællingen om, at hun (og dermed hendes politik) var under angreb fra truende fremmede kræfter.

Et globalt mønster: politiske løgne om minoriteter

Støjbergs adfærd passer ind i et globalt mønster, hvor især den yderste højrefløj benytter misinformation om minoriteter som politisk våben. Historien er rig på eksempler, og nyere begivenheder bekræfter, at falske anklager mod etniske eller religiøse grupper florerer internationalt:

USA: USA’s præsident Donald Trump lancerede sin valgkamp i 2015 med at påstå, at mexicanske immigranter “bringer stoffer, de bringer kriminalitet, de er voldtægtsmænd”. Han har gentagne gange fremmalet indvandrere som brutale kriminelle og terrorister, f.eks. hævdede Trump uden hold i virkeligheden, at han havde set “tusindvis” af muslimske amerikanere juble over 11. september-angrebet.

Disse påstande er gang på gang blevet modbevist af data, som viser, at indvandrere faktisk har lavere kriminalitetsrater end indfødte borgere, men fakta har ikke hindret udbredelsen af narrativet.

Storbritannien: Under Brexit-kampagnen i 2016 anvendte den euroskeptiske højrefløj opsigtsvækkende misinformation om migranter. Kampagnegruppen Leave.EU, ledet af bl.a. Nigel Farage, blev afsløret i at iscenesætte falske videoer og billeder af migranter, der angiveligt krydsede grænsen illegalt eller begik vold. Ifølge en Channel 4-undersøgelse blev der fabrikeret en video, der skulle vise en båd med flygtninge ankomme til England, men båden havde aldrig forladt britisk farvand.

Gruppen spredte også billeder, der foregav at vise en migrant, som overfalder en ung kvinde i London, men disse var opsatte scener. Formålet med disse helt igennem falske propagandatyper, som et britisk parlamentsmedlem beskrev det, var at piske en stemning op imod migranter.

Farage selv tweetede i 2018 et manipuleret foto af en pro-refugee demonstrant med et skilt, der – efter billedmanipulation – proklamerede “Mine ben står åbne for flygtninge”, for at koble flygtningevenner med seksualforbrydelser i Køln og Malmø. Også dette viste sig at være falsk, men først efter at tusinder havde delt Farages oprindelige opslag.

Europa: konspirationsteorier og rygtesmederi: I flere europæiske lande ser vi, at ekstremistiske idéer vinder indpas i mainstream-politikken. I Frankrig har politikere som Éric Zemmour og endda centrum-højre-kandidaten Valérie Pécresse flirtet med den højreekstreme “Great Replacement”-konspirationsteori.

Ifølge denne myte “udskifter” eliten bevidst den hvide befolkning med ikke-europæiske indvandrere. Påstanden har intet hold i virkeligheden, men blev alligevel brugt retorisk i præsidentvalgkampen 2022. I Østeuropa har ledere som Ungarns Viktor Orbán ligeledes malet et billede af en befolkningsudskiftning, hvor “fremmede” skulle true nationens overlevelse, og brugt dette som legitimation for hårdhændede tiltag mod flygtninge.

Endnu mere håndgribeligt var det i Tyskland i 2018, hvor byen Chemnitz blev skueplads for voldsomme anti-migrant optøjer. Udløseren var drabet på en tysk mand, begået af formodede asylansøgere, men vreden blev eksplosivt forværret af falske rygter på sociale medier, bl.a. det ubegrundede postulat at den tyske mand var dræbt, fordi han beskyttede en kvinde mod “udlændinge”.

Myndighederne konkluderede efterfølgende, at xenofobiske kommentarer, falsk information og konspirationsteorier var med til at tænde op under de højreekstreme optøjer. Disse eksempler understreger et klart mønster, altså løgnagtige fortællinger om minoriteter spredes og udnyttes politisk på tværs af grænser, fra USA til Europa, med det formål at skabe en “dem og os”-dynamik, hvor minoriteten gøres til syndebuk.

Konsekvenser for samfundet og demokratiet

Hvad er prisen for denne strategi, hvor frygt og misinformation får forrang over fakta? Konsekvenserne er alvorlige og flerfoldige. For det første polariseres den offentlige debat, når store dele af befolkningen får et forvrænget trusselsbillede.

Hvis folk oprigtigt tror, at deres politikere bogstaveligt talt bliver forsøgt kørt ihjel af fremmede, eller at hundredtusinder af afghanere er på vej mod Europa (som falske rygter hævdede efter Talibans magtovertagelse), ja så bliver det næsten umuligt at føre en nøgtern diskussion om f.eks. indvandrerpolitik eller flygtningekvoter. Debatten skifter spor til at handle om overlevelse og sikkerhed, ofte på bekostning af humane og proportionelle løsninger.

I Støjbergs tilfælde nåede selv statsministeren at kalde den påståede chikane for et angreb på demokratiet, hvilket viser, hvor kraftig en genklang en løgnehistorie kan skabe gennem samfundets top, før sandheden når frem.

For det andet stigmatiseres og dæmoniseres hele minoritetsgrupper uretmæssigt. Når én negativ anekdote – sand eller ej – gentages og generaliseres, smitter den af på alle, der tilfældigvis deler gerningsmændenes hudfarve, religion eller kultur. I Støjbergs fortælling fik betegnelsen “indvandrermænd” en entydig negativ klang. Effekten af den slags retorik er veldokumenteret, den øger fordomme i majoritetsbefolkningen og kan føre til social marginalisering af de grupper, der gøres til skurke.

I værste fald kan det inspirere til hadforbrydelser og vold. Vi har set tragiske eksempler, såsom terrorangrebet mod moskéer i Christchurch (2019) og skyderiet mod sorte borgere i Buffalo, USA (2022) blev udført af ekstremister, som troede fuldt og fast på konspirationer om at “de fremmede” ville udskifte eller skade den oprindelige befolkning.

Disse voldsforbrydere blev delvist radikaliseret af de samme fortællinger, som nu toner frem i mainstream-debatter, ideer om at minoriteter udgør en eksistentiel trussel. Når hadet piskes op med falsk retorik, kan det have højst virkelige og fatale følger.

For det tredje undermineres tilliden til vores demokratiske institutioner og medier. Højrepopulisternes lejlighedsvise leflen for konspirationsteorier, f.eks. at systempressen lyver, eller at myndigheder mørklægger sandheden om indvandreres kriminalitet, er med til at så tvivl om ethvert officielt dementi. Offentligheden bliver usikker på, hvem man kan stole på.

Politiske ledere bærer et tungt ansvar for ikke at forgifte debatten med bevidste usandheder, særligt når disse usandheder rammer samfundets udsatte grupper. Som borgere og vælgere gør vi klogt i at forholde os kritisk til opsigtsvækkende anekdoter, der bekræfter vores værste fordomme. Ofte er tingene mere nuancerede end de præsenteres, hvilket Støjberg-sagen så tydeligt demonstrerer.

Endelig skal vi som samfund genoprette en vis grundlæggende konsensus om, at løgn ikke er okay i politik, selv ikke i kampens hede. Hvis det at lyve for at fremme sin sag bliver normaliseret, risikerer vi et kynisk demokrati uden fælles referencepunkter. Det franske statsmandsord “at have ret til sin egen mening, men ikke sine egne fakta” gælder stadig.

Højrefløjens forsøg på at skabe deres egne “sandheder” om minoriteter må mødes med vedholdende krav om dokumentation og med modfortællinger baseret på virkeligheden.