Iran: At støtte præstestyrets tyranni i anti-imperialismens navn

Jeg er medlem af Kvinde-Liv-Frihed-komitéen i Danmark, men her taler jeg som kommunist. Jeg vil konfrontere den marginale strømning på den danske venstrefløj, som støtter Den Islamiske Republik. Disse strømninger repræsenterer i virkeligheden den ene side af den reaktionære krig, som befolkningerne i Iran og Mellemøsten er blevet fanget i. I stedet for at stoppe krigen og blodbadet ønsker de – i “modstandens” navn – at krigen fortsætter.

Det er én ting, hvis en person eller organisation siger, at i sin modstand mod et militært angreb og krig mod Iran tager man ikke stilling til spørgsmålet om etablering af diktatur eller demokrati, frihed, velfærd eller socialisme i Iran. Det kan endda være forståeligt. Men at støtte regimet er noget helt andet.

Den første position kan – selv om den er ufuldstændig – være en relativt korrekt holdning under krig og militært angreb. Især hvis der skabes betingelser, hvor Den Islamiske Republik ikke kan udnytte anti-krigsbevægelsen til egen fordel. Den anden position er derimod direkte medskyldighed med det kriminelle, islamiske regime.

Alle diktatorer og reaktionære kræfter i Mellemøsten og verden er på den ene eller anden måde forbundet med USA og de vestlige ”demokratiske” regeringer. Derfor kan man godt sige, at man er imod militære angreb på Irak og Iran osv., uden nødvendigvis at tage stilling til selve disse regimer.

En amerikansk eller europæisk modstander af militært angreb og krig kan sige: ”Selv om disse regimer er diktaturer, som ikke anerkender folkets mest grundlæggende rettigheder og udøver brutal undertrykkelse, er jeg i øjeblikket blot imod krigen, og disse regimers skæbne må afgøres af befolkningerne i Iran, Irak osv.”

Men hvis nogen begynder at støtte regimerne i Irak eller Iran – og forsvarer deres undertrykkelse, forbrydelser, henrettelser, tortur, stening og den totale rettighedsløshed for befolkningen – så er det noget helt andet. Den rolle har Kaivon Kjems og det parti, der kalder sig kommunistisk (Kommunistisk Parti – KP), påtaget sig.

Han bakker endda op om massakrerne, der fandt sted i Iran i januar:

“Da den iranske regering reagerede – ligesom enhver regering ville gøre, når fremmede stater forsøger at gennemtvinge et regimeskifte.”

Dermed accepterer han i praksis massakren, men påstår blot, at omfanget er overdrevet – præcis som regimet selv hævder.

At støtte alle et regimes forbrydelser i anti-imperialismens navn er karakteristisk for reaktionære strømninger, som i virkeligheden fungerer som redskaber for netop de imperialistiske kræfter. De kan i samme ånd forsvare de afghanske mujahediner, Taliban, al-Qaeda og ISIS i anti-imperialismens navn.

Reaktionær anti-imperialisme er lige så brutal og blodig som imperialismen selv.

Et hypotetisk pave-regime i Danmark – hvem støtter det?

Kaivon Kjems ignorerer massakrerne, undertrykkelsen og Irans befolknings totale mangel på rettigheder.

Forestil jer, at der i Danmark blev etableret et katolsk regime, hvor forfatningen var baseret på Bibelen. Samtidig med at fagforeninger, kommunister og enhver oppositionel stemme blev undertrykt, blev alle andre religioner – protestanter, muslimer, jøder osv. – også undertrykt, og man erklærede, at folket ikke havde ret til at blande sig i nogen anliggender, mens paven eller en kardinal havde absolut magt, som alle skulle adlyde.

Kardinalen udpeger parlamentet, regeringen og de militære ledere, og kritik af ham straffes med døden. Den absolutte pave giver i 37 år ikke et eneste presseinterview og står ikke til ansvar over for nogen. Man erklærer, at alle kvinder i Danmark skal klæde sig som nonner, ellers vil de blive brutalt undertrykt. Kvinders rettigheder fastsættes efter Bibelen, og en 9-årig pige kan ifølge loven blive gift.

Fanger – både almindelige og politiske – henrettes offentligt på Rådhuspladsen. Tusinder af politiske fanger, som efter tortur lever under meget dårlige forhold i fængslerne, bliver pludselig henrettet med et enkelt brev fra kardinalen eller paven. Udenomsægteskabelige forhold straffes med stening: mennesker begraves levende op til brystet i en grube, hvorefter man kaster sten mod deres hoveder, indtil de dør.

Praksissen med stening stoppes efter pres fra kvindeaktivister i andre lande og fra “imperialistiske” menneskerettighedsorganisationer – men selve loven afskaffes ikke og forbliver en del af landets lovgivning.

Uafhængige fagforeninger er forbudt. Når arbejdere protesterer for bedre vilkår eller for at få udbetalt rettidig løn, slås der hårdt ned på det. Fattigdommen og uligheden stiger – og befolkningen gør derfor oprør.

Den katolske regering i Danmark reagerer med en massiv massakre på befolkningen. Den tyske stat, som i forvejen har politiske og geopolitiske konflikter med Danmark, udnytter situationen og starter en krig mod Danmark.

Midt i dette findes der en organisation og en person, der kalder sig kommunist, som i praksis støtter det katolske regime i Danmark og dets massakrer – og kalder de mennesker, der kæmper imod undertrykkelsen, for Tysklands femte kolonne. Denne kommunist gentager så den tyske regerings krigspropaganda om spioner i demonstrationerne som fakta.

Hvad ville socialister og folk i Danmark sige om sådan en person og sådan et parti?

Massakrer og undertrykkelse

Den Islamiske Republiks seneste massakrer og undertrykkelse i januar 2026 er ikke noget nyt; kun omfanget er større end tidligere. Beskyldningen om, at demonstranterne støttes af USA og Mossad er heller ikke ny. Fra første dag har det været regimets våben til at undertrykke kommunister, venstrefløjen, arbejdere, folk – og især kvinder.

Påstanden om, at USA og Mossad skulle have haft folk i demonstrationer i 130 byer, viser blot skribentens uvidenhed og tro på propaganda fra efterretningstjenester som CIA og Mossad i deres psykologiske krig.

Den Islamiske Republik begyndte fra første dag at undertrykke de arbejdere og den befolkning, som havde væltet shahens regime. Regimets kontra-revolutionære opgave var at rulle alle resultaterne af revolutionen i 1979 tilbage.

Den enorme arbejderstrejke midt i revolutionen havde bragt den industrielle arbejderklasse på banen. Efter shahens fald kunne strejkekomitéerne blive til arbejderråd, hvilket truede kapitalismens fremtid i Iran. Derfor havde det globale imperialistiske system allerede planlagt, hvordan revolutionen skulle knuses.

Den islamiske bevægelse omkring Khomeini var hen mod slutningen af 1978 (revolutionen skete i februar 1979) en marginal opposition til shahen. Da revolutionen tog fart, blev Khomeini bragt fra Bagdad til Paris og placeret i centrum for verdensmedierne. Nyhedsmedier som BBC Persian spillede en stor rolle i at gøre ham kendt blandt iranere.

Da USA og andre vestlige regeringer på grund af befolkningens pres ikke længere kunne se nogen anden udvej, end at shahens styre måtte falde, skiftede man retning, bakkede op om Khomeinis islamiske bevægelse, og var bl.a. igennem general Huyser (som blev sendt til Iran for at overbevise hæren om at støtte Khomeini og Bazargan) med til at overdrage magten til Khomeini og lave et regimeskifte.

Det tog tre år, før Den Islamiske Republik kunne konsolidere sig og begynde omfattende undertrykkelse: knusning af arbejderorganisationer, venstrefløjspartier, kvindebevægelsen, religiøse minoriteter og nationale bevægelser. Derefter fulgte fængsler, tortur og massehenrettelser.

Krigen mellem Iran og Irak hjalp også det nye regime med at konsolidere sin magt og undertrykkelsen af befolkningen. Ayatollah Khomeini sagde det selv: “Krigen er en guddommelig gave, som Gud har sendt til os.”

Løgn om aflysning af demonstration mod krigen

Kaivon Kjems påstår i sin artikel, at: ” Da Kvinde-Liv-Frihed aflyste en demonstration i Danmark, fordi ”folk dansede i Iran”, og de ikke ønskede at fremstå som ”anti-USA”, afslørede de den rolle, de spiller i denne krig om fortællinger, der retfærdiggør folkemord i Mellemøsten”.

Man tror næsten, at skribenten har lært at fabrikere sine løgne i det islamiske regimes propagandamaskiner.

Komiteen for Kvinde-Liv-Frihed i Danmark forsøgte at organisere en anti-krigsdemonstration i København tirsdag 3. marts med støtte fra venstrefløjsgrupper. Efter meddelelsen om Khameneis død – noget som Irans befolkning i mange år havde ventet på – besluttede vores komité at udskyde demonstrationen.

Kaivon Kjems skriver, at årsagen til udsættelsen var, at vi ikke ønskede at fremstå anti-amerikanske. Det er forkert og løgn. Vi er imod et militært angreb fra USA og Israel og modstandere af alle deres forbrydelser.

Årsagen til udskydelsen af demonstrationen (bemærk udskydelse og ikke aflysning) var, at vi ikke ønskede, at demonstrationens signal skulle udtrykkes forkert (også pga. Khamenei lige var blevet dræbt), og at vi derfor mente, det gav bedre mening at udskyde med nogle dage. Vi ønskede netop ikke, at vi skulle sættes i bås med den linje, som Kaivon og hans parti står for, og var derfor (af gode grunde, kan vi se nu) ekstra påpasselige.

Da der blev organiseret en anden anti-krigsdemonstration, støttede vores komité denne demonstration og fandt det ikke længere hensigtsmæssigt at arrangere endnu en demo lige efter. Uanset hvem der måtte have dræbt Khamenei, har vi og Irans befolkning ret til at være glade for, at han er død. På samme måde ville Palæstinas folk – og vi og mange mennesker i verden – være glade, hvis Netanyahu en dag blev dræbt af det kriminelle iranske regime med deres missiler.

Kaivon Kjems gør ligesom Den Islamiske Republiks efterretnings- og propaganda-organisationer, som konstant forbinder alle modstandere af regimet – kommunister, demonstranter og endda arbejdere, der strejker for bedre løn – med USA og Israel. De fremtvinger tv-tilståelser under tortur og fængsler og henretter folk.

Kaivon Kjems går endda så langt for at fremstå “troværdig”, at han placerer organisationen NED som en af skaberne af Kvinde-Liv-Frihed-bevægelsen i Iran i 2022 – en folkelig og progressiv bevægelse, som alle verdens frihedselskende mennesker viste solidaritet og støtte til.

Reaktionær anti-imperialisme

Det iranske samfund har gennemgået to store revolutioner, hvor den industrielle arbejderklasse i revolutionen i 1979 trådte frem gennem strejker og råd, hvor kvinder har skabt en af de største kvindebevægelser i verdenshistorien, og hvor kravet om sekularisme – og endda modstand mod religion – er blevet så udbredt, at selv regimet dagligt udtrykker bekymring over denne sekularisering og frihedstrang.

Alligevel findes der mennesker i Europa, som af uklare grunde forsvarer den islamiske bevægelse og det islamiske styres undertrykkelse.

En person, der ikke kender Iran og Mellemøsten, ved måske ikke, hvor meget gejstligheden og islamiske bevægelser frygter kvindebevægelsen. Den islamiske regerings første handling i Iran var at indføre obligatorisk hijab – håndhævet med syre, knive, fængsel, tortur og henrettelser.

Nu findes der i Danmark nogle, som siger, at den islamiske regering har ret til at indføre og håndhæve obligatorisk hijab og andre kvindefjendtlige love med syre, knive, stening og henrettelser, og til at skyde folk ned på gaderne, dræbe tusinder og arrestere og fængsle titusinder – fordi det angiveligt er “anti-imperialistisk”. Samtidig hævder de, at de samme mennesker – som i 47 år er blevet undertrykt og har fået frataget deres rettigheder – støtter dette regime og dets love og undertrykkelse.

Der er næppe mange strømninger – som i disse dage går så langt for at støtte et reaktionært regime, der er kendt for kvindeapartheid, stening, henrettelser og undertrykkelse af arbejdere – som disse reaktionære anti-imperialister, der kalder sig kommunister.

Reaktionær anti-imperialisme har ikke nogen eksistensberettigelse i dagens verden.

Neoliberalisme og udplyndring af befolkningen

Kaivon Kjems skriver, at fattigdommen i Iran skyldes økonomiske sanktioner. Men den virkelige årsag til fattigdom, elendighed og ekstrem ulighed ligger i kapitalismen i Iran, som under det islamiske regime har fået karakter af systematisk plyndring.

En stor del af industrien og bankerne er ikke engang under statens kontrol, men under den øverste leder. Ifølge statistikker har omkring 95 procent af arbejderne midlertidige eller usikre kontrakter. Arbejdsloven – som ikke tillader uafhængige fagforeninger – bliver ikke engang håndhævet.

Forsøg på at organisere fagforeninger bliver brutalt undertrykt. Aktivister udsættes for tortur, tv-tilståelser og fængsel.

Den økonomiske korruption er så omfattende, at mange af regimets egne eksperter advarer om, at systemet kan bryde sammen på grund af den.

Enhver med bare en smule menneskelig samvittighed kan ikke uden videre støtte sådan en regering.

Jeg vil derfor anbefale Kaivon Kjems ikke at være naiv og fra Danmark gratis stille sig til rådighed for disse kapitalister og undertrykkere. Hans opgave burde være at støtte arbejderne og de undertrykte – ikke en gruppe af gejstlige, kapitalister og forbrydere.