Medlem af Kommunistisk Parti: “Begge ting kan være sande” er ikke en holdning til krig

Jonas Neivelt argumenterer i sin leder-artikel for, at venstrefløjen skal støtte det iranske folk i et regimeskifte, samtidig med at man insisterer på international ret. Umiddelbart kan det virke som en principfast holdning. Men den måde, argumentet er formuleret på, tilslører den strukturelle rolle, som USA og Israel længe har spillet i regionen.

Problemet med Neivelts artikel er ikke, at han er imod krig med Iran. Det er, at han fremstiller den aktuelle konfrontation som en afvigelse fra vestlige principper og ignorerer den lange imperiale strategi, som USA og Israel har forfulgt i Iran.

USA og Israel er ikke ”vores allierede”, som Neivelt antyder. Det er stater med en lang historie af militære interventioner, sanktionsregimer og hemmelige operationer, der har til formål at omforme regeringer i hele Mellemøsten. Fra kuppet mod Irans regering i 1953 til invasionen af Irak i 2003 og ødelæggelsen af Libyen i 2011 har vestlig intervention gentagne gange medført ødelæggelse snarere end befrielse.

Neivelt skriver, at den nuværende konfrontation med Iran – i modsætning til den ulovlige invasion af Irak i 2003 – ikke er blevet forudgået af en stor kampagne, der skulle give krigen en fernis af legitimitet. Men han overser det faktum, at en sådan kampagne har været i gang i årevis. Presset mod Iran har omfattet eskalerende sanktioner, diplomatisk isolation og en vedvarende mediedækning, der fremstiller et regimeskifte som både uundgåeligt og ønskeligt.

Mange iranere støtter stadig regeringen

Neivelt selv gentager denne fremstilling, når han skriver, at ”Ingen vil savne regimet – hvis det da forsvinder.” Men virkeligheden er mere kompleks. Millioner af iranere støtter fortsat regeringen og samler sig i øjeblikket om den efter mordet på Khamenei. At fremstille et regimeskifte som noget, ingen vil sørge over, antyder for et vestligt publikum, at en intervention udefra vil blive hilst velkommen.

Sanktioner har især fungeret som en form for økonomisk krigsførelse, der har til formål at svække den iranske stat og skabe internt pres. Når økonomiske vanskeligheder uundgåeligt fører til protester, bliver disse protester hurtigt fremstillet i den vestlige diskurs som bevis for, at et regimeskifte er både nødvendigt og nært forestående.

Ved at fremstille den aktuelle eskalering som en afvigelse fra vestlige principper risikerer Neivelt at forstærke en farlig illusion: at USA og Israel normalt handler i overensstemmelse med international ret og menneskerettigheder og blot afviger fra disse principper i dette tilfælde. Den historiske dokumentation tyder på det modsatte. Militær magt, økonomisk tvang og politisk destabilisering har længe været centrale redskaber i den vestlige politik i regionen.

Denne rammesætning flytter diskussionen væk fra den imperiale magts strukturelle dynamik og hen imod en moralsk appel til vestlige stater om at opføre sig bedre. Dermed lægges der tillid til aktører, der gentagne gange har vist deres vilje til at tilsidesætte international ret, når den strider mod deres strategiske interesser.

Venstrefløjen skal konfrontere de politisk og økonomiske kræfter, der driver krigen

Neivelt advarer også om den præcedens, sådanne handlinger kan skabe i international politik. Men ved at fokusere på den teoretiske risiko for, at USA’s geopolitiske rivaler måtte anvende disse ulovlige taktikker, tilsløres den konkrete virkelighed, der udspiller sig foran os. At skabe frygt for, hvad Rusland måtte gøre, mens vores ”allierede” allerede gør det – og har gjort det i årevis – flytter opmærksomheden væk fra de faktiske overtrædelser, der finder sted.

Neivelt advarer om, at resultatet af USA og Israels krig kan komme til at ligne Irak. Hvis det er risikoen, kan venstrefløjens opgave ikke være at minde imperialistiske magter om deres principper. Den må være at konfrontere de politiske og økonomiske kræfter, der driver konflikten, og nægte at støtte USA’s og Israels politiske mål: regimeskifte. At kalde denne holdning ”moralsk” eller ”principfast” ændrer ikke den materielle rolle, den spiller i at skabe samtykke til USA’s og Israels ulovlige politik.

At modsætte sig krig med Iran kræver mere end appeller til international lovgivning rettet mod Washington og Tel Aviv. Det kræver, at man anerkender det bredere mønster af intervention og regimeskift-strategier, der har defineret den vestlige politik i Mellemøsten i årtier – og bringer denne virkelighed i forgrunden af diskussionen for det vestlige publikum.

Det starter med at se på den konkrete situation, der har ført os til, hvor vi er i dag.

USA står bag den økonomiske krise i Iran

USA forårsagede den økonomiske krise i januar, der førte til protester. Det indrømmede den amerikanske finansminister Scott Bensen åbent, da han udtalte: ”Det, vi har gjort i finansministeriet, er at skabe en dollarmangel i landet … med et stort højdepunkt i december, da en af de største banker i Iran gik konkurs … den iranske valuta gik i frit fald, inflationen eksploderede, og derfor har vi set det iranske folk gå på gaden.”

Men nogle på ”venstrefløjen” ignorerede dette fuldstændigt og gav i stedet den Irans regerings økonomiske politik og korruption skylden for den aktuelle økonomiske krise. Dette legitimerer USA’s økonomiske krigsførelse ved at give ofrene for USA’s økonomiske politik skylden.

Det betyder ikke, at den interne økonomiske politik eller korruption ikke spiller en rolle. Men at kritisere, hvordan nogen trækker vejret, mens de bliver kvalt, giver ikke et nuanceret billede af situationen.

USA støtter de iranske oprørere og deres Mossad-håndlangere

USA og Israel har åbent indrømmet, at de har agenter på stedet, der sørger for, at demonstrationerne bliver voldelige.

Fra den tidligere CIA-direktør og tidligere amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo – der ønskede de iranske oprørere og deres Mossad-håndlangere et godt nytår – til Israels højreekstreme kulturminister Amichai Eliyahu, der fortalte Army Radio, at “vi var på [Irans] jord og vidste, hvordan vi skulle lægge grunden til et angreb. Jeg kan forsikre jer om, at vi har nogle af vores folk, der opererer der lige nu”.

Da den iranske regering reagerede – ligesom enhver regering ville gøre, når fremmede stater forsøger at gennemtvinge et regimeskifte – kom NGO’er og tænketanke, der er direkte finansieret af USA og Israel, frem og ”rapporterede” om dødstal uden beviser. Samtidig sammenblandede de folkemordet i Palæstina med Irans reaktion på eksterne aktørers forsøg på at gennemtvinge et regimeskifte, hvilket gjorde et angreb på Iran til en formodet moralsk nødvendighed.

Det omfattede påstande om, at ”30.000” demonstranter var blevet dræbt. Tallet stammede fra en anonym kilde, der indrømmede at have ekstrapoleret tallet ved uden beviser at antage, at ”officielt registrerede dødsfald i forbindelse med nedkæmpelsen sandsynligvis udgør mindre end 10 % af det reelle antal dødsfald.”

NGO’er, finansiering og informationskampen om Iran

Organisationer som Human Rights Activists in Iran (HRAI), der har base i Washington, D.C. og finansieres af National Endowment for Democracy (NED), citeres ofte. NED blev oprettet for at udføre aktiviteter, der tidligere blev håndteret hemmeligt af CIA, som organisationens grundlæggere åbent har erkendt. HRAI’s medieafdeling, HRANA, er en vigtig kilde til protestrelaterede statistikker, der bruges af vestlige medier.

Andre grupper, såsom Abdorrahman Boroumand Center og Center for Human Rights in Iran, har også base i USA og er knyttet til de samme finansieringsnetværk. Disse organisationer beskrives regelmæssigt som uafhængige, men deres placering, finansiering og adgang placerer dem solidt inden for udenrigspolitiske kredse i USA.

Mange dele af ”venstrefløjen” gentog den ekstreme højrefløjs – monarkister, zionister og imperialister – propaganda om grusomheder, herunder bevægelsen ”Kvinde-Liv-Frihed”.

Da Kvinde-Liv-Frihed aflyste en demonstration i Danmark, fordi ”folk dansede i Iran”, og de ikke ønskede at fremstå som ”anti-USA”, afslørede de den rolle, de spiller i denne krig om fortællinger, der retfærdiggør folkemord i Mellemøsten. I betragtning af at NED tog æren for at have været med til at skabe Kvinde-Liv-Frihed-bevægelsen, er dette næppe overraskende.

Venstrefløjen skal stå imod al udenlandsk indblanding i Iran

Venstrefløjen bør stå sammen med almindelige mennesker overalt – også i Iran – men den bør gøre det uden at gentage fortællinger, der behandler imperialistiske magter som potentielle vogtere af internationale normer. Læren fra de seneste årtier er klar: Stabilitet, demokrati og selvbestemmelse i regionen vil ikke blive opnået gennem sanktioner, hemmelige operationer eller udenlandsk militær intervention.

At ignorere – eller endda fremme – den økonomiske, politiske, hemmelige og informationsmæssige krigsførelse, der forbereder et amerikansk og israelsk angreb på Iran – for kun at fordømme krigen, når den først er begyndt, mens man stadig støtter dens mål – er ikke en sammenhængende holdning.

At påberåbe sig katekismusen om, at ”begge ting kan være sande”, løser ikke modsætningen. Dette er ikke to separate virkeligheder, der eksisterer side om side – de er dele af det samme politiske projekt.