Iran: Venstrefløjen må støtte det iranske folk – og stå fast på folkeretten

Inden USA invaderede Irak tilbage i 2003, iscenesatte amerikanerne i det mindste en kampagne for at give aktionen et slør af legitimitet. De inddrog FN, selv om de selvfølgelig aldrig ville få opbakning der.

Det gad Trump og Netanyahu ikke belemre sig med, inden de iværksatte luftangrebene, som har slået store dele af Irans politiske ledelse – herunder Ali Khamenei – ihjel. Nu spreder de fortsatte amerikanske og israelske angreb i Iran død og ødelæggelse, ligesom Irans modangreb over hele regionen.

2026 er med andre ord året, der bliver ved med at give. Det bliver ved med at give krænkelser af menneskerettigheder og af folkeretten. Chaos reigns, som ræven i Lars von Triers Antichrist siger.

Kaos lader også til at være kodeordet i den amerikanske bombekampagne. Amerikanerne gik også ind i Irak uden nogen tydelig plan for, hvad der ville ske, efter de havde fjernet Saddam Hussein fra magten. Nu kapper de hovedet af det iranske regime uden noget tydeligt mål for, hvad der så skal ske.

Og som altid i krige er det først og fremmest civilbefolkningen, der kommer til at lide. Først blev de slagtet af præsteregimets styrker, nu bliver de bombet. Det er en trussel mod Irans progressive bevægelser, som kan blive smadret til fordel for kaos og ødelæggelse.

Ingen vil savne regimet – hvis det da forsvinder

Det er svært at blive vred over, at ayatollahen er død. Som venstrefløjen i lang tid har gjort opmærksom på, er det iranske præstestyre sin egen befolknings – og særligt kvindernes – største fjende, og det har lige slået tusindvis af landets egne borgere ihjel, som ikke havde gjort andet end at kæmpe for deres frihed.

I denne bedrøvelige situation kan man håbe, at Irans befolkning kan finde lejligheden til at vælte regimet og indføre et ægte demokrati. Det er dog svært at se for sig. Regimet kan derimod bruge angrebet og sløret fra bombeangrebenes røg til at slå hårdere ned på den indenlandske opposition.

Et samlet folk kan sagtens trampes ned. Det er der masser af eksempler på gennem historien, og meget tyder på, at Irans styre var lykkedes med igen at trampe sit eget folk ned. Derfor er det også svært bare at acceptere status quo, hvor ingenting skete for det iranske folk. Derfor er det fuldt forståeligt, når folk jubler over Khameneis død.

Når det er sagt, skal man naturligvis ikke tro på, at Israel og USA gjorde det for den iranske befolknings skyld. Israel og USA handler udelukkende efter israelske og amerikanske interesser. Eller rettere handler landene udelukkende efter Netanyahus og Trumps interesser.

Som militæranalytiker Peter Viggo Jakobsen beskrev det i Politiken:

”Det handler nok om, at Israel bare gerne vil af med Iran, og at Netanyahu ikke skal i fængsel, så længe der er krig. Og hvad Trump har gang i, må du ikke spørge mig om, for det har jeg opgivet at forstå.”

Indtil videre er der dog ikke meget, som tyder på, at Irans præsteregime er på vej væk.

Atomvåben eller regimeskifte

Imens fører de europæiske og andre vestlige regeringer sig frem med vanlig agtpågivenhed. Canadas premierminister Mark Carney – som alle havde hyldet for hans fine tale ved World Economic Forum om de mellemstore nationers interesse i en regelbaseret verdensorden – erklærede, at Canada bakker op om, at USA handler for at forhindre, at Iran udvikler atomvåben.

Det er ikke overraskende, at USA’s regering heller ikke selv virker til at vide, hvad formålet med bombekampagnen er. Præsident Donald Trump og hans inkompetente forsvars- nå, nej krigsminister, Pete Hegseth modsiger i hvert fald flittigt hinanden i deres udmeldinger.

Så handler det om atomvåben eller om regimeskifte i Iran? Handlede krigen i Irak om masseødelæggelsesvåben eller demokrati? Dengang som nu er det amerikanske interesser, der er på spil. Og havde USA og Israel ikke ødelagt Irans atomprogram ved landenes seneste angreb på Iran? Det sagde Trump ellers dengang.

Stå fast på folkeretten

I stedet må vestlige politikere – ikke mindst på venstrefløjen – konsekvent støtte folkeretten. USA og Israels angreb på Iran er folkeretsstridigt, og det skal derfor fordømmes. Selv hvis de lykkes med at fjerne præstestyret, skaber krigen en farlig præcedens.

For hvad skal man sige til, at Putin laver en lignende aktion for at dræbe Vladimir Zelenskij? Eller sat mere på spidsen – hvad nu hvis Donald Trump en dag beslutter sig for, at Danmarks regering er for tung at danse med, når den ikke bare afstår Grønland til USA? Så kan Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen stå for skud.

Vi skal derfor stå fast på, at folkeretten skal gælde alle steder og til alle tider. I Gaza og i Grønland. I Iran og i Ukraine. Også selvom det er en kamp, vi lige nu ser ud til at tabe. Det er ikke bare moralsk rigtigt – det er også i vores egen sikkerhedspolitiske interesse.

Samtidig skal vi under de nuværende omstændigheder give plads til iranernes håb og kamp for en bedre fremtid under kampråbet Kvinde-Liv-Frihed.

Venstrefløjens rolle er at finde den rigtige balance. Vi må sige nej til en krig, som er ufatteligt dårligt nyt for verdensordenen. Samtidig skal vi udtrykke solidaritet med den iranske befolknings kamp mod præsteregimet. Begge dele er muligt på samme tid.