Husk imperialismens aggression mod Iran – Svar til Mahmoud Ghazvini

I sit svar på min kritik af Solidaritet-lederen om USA og Israels krig mod Iran forsøger Mahmoud Ghazvini ikke kun at stemple synspunkter, han ikke deler, som forkerte. Han stempler dem også som støtte til et regime eller et diktatur.

Når folk forsøger at tilføje geopolitisk kontekst, såsom dokumenterede amerikanske interventioner og sanktioner, afvises det ofte direkte i stedet for at blive diskuteret seriøst. Hver situation behandles som unik, og sammenligninger afvises som uberettigede i stedet for at blive debatteret på deres egne præmisser.

Denne artikel har ikke til formål at overbevise dem, der allerede tænker på denne måde. I stedet sigter den mod at vise, hvorfor det er vanskeligt at overbevise folk om sammenhængene.

Målet er at hjælpe læserne med at forstå de politiske og ideologiske netværk bag disse fortællinger, som ofte er skjult bag et sprog om moral og menneskerettigheder.

De materielle forhold

Ghazvini fremstiller Irans situation hovedsageligt som et resultat af intern undertrykkelse. Det, der mangler i denne fremstilling, er det langvarige pres fra udenlandske magter.

I årtier har Iran været udsat for økonomiske sanktioner, politisk isolation og gentagne forsøg på at destabilisere landet. Dette er ikke blot politik på papiret – det påvirker direkte økonomien, folks levevilkår og landets evne til at udvikle sig uafhængigt. Et lignende mønster kan ses i lande som Cuba, hvor pres udefra bruges til at påvirke interne udfald.

Når denne kontekst ignoreres, fremstår Irans situation som en fiasko, der alene har indenrigspolitiske årsager. Dette får igen det eksterne pres til at virke berettiget.

Dette mønster er ikke nyt. I 1950’erne forsøgte Iran at tage kontrol over sin egen udvikling. Nationaliseringen af olieindustrien var et skridt mod økonomisk uafhængighed. Den proces blev afbrudt, da landets folkevalgte regering blev væltet og erstattet med et regime, der forsvarede vestlige interesser.

De grupper, der havde presset på for uafhængighed, forsvandt ikke. Men den situation, de opererede i, ændrede sig. På det tidspunkt var arbejderklassen relativt lille, og andre sociale grupper – især de religiøse ledere – påtog sig en ledende rolle i modstanden mod udenlandsk dominans. Dette førte til sidst til revolutionen i 1979.

Først herefter begyndte Iran at følge en mere uafhængig kurs. Nøglesektorer som olie og bankvæsen blev bragt under national kontrol. Indenlandske industrier blev støttet, og der blev foretaget store investeringer i uddannelse og teknisk udvikling.

Intet af dette betyder, at Irans indenrigspolitik skal idealiseres. Der er klart reaktionære aspekter. Men at ignorere de forhold, der formede systemet – og den eksterne pressions rolle i skabelsen af disse forhold – fører til et vildledende billede.

Da det tidligere forsøg på demokratisk udvikling blev knust, blev de tilbageværende kræfter formet af dette nederlag. Alligevel bruges resultatet af denne proces i dag til at retfærdiggøre yderligere pres og indgriben, som om den udviklede sig i isolation.

Det eksterne pres kan ikke behandles som sekundært eller ignoreres. At udelade det gør det let at give et forkert billede af situationen. Resultatet er en måde at forstå lande på, hvor de kun bedømmes ud fra urealistiske idealer, mens de betingelser, der pålægges dem, ignoreres – og hvor intervention igen kan fremstilles som en løsning snarere end en del af problemet.

At ignorere imperialismen

At udelade disse betingelser er ikke blot en forglemmelse – det ændrer hele forklaringen. Når det eksterne pres fjernes, flyttes fokus fuldstændigt over på interne faktorer. Det er her, imperialismens rolle forsvinder.

Ved at fremstille problemet som kapitalismen generelt snarere end imperialismen ender Ghazvinis holdning med at understøtte de samme konklusioner som imperialistiske argumenter. Fokus er ikke længere på, hvordan imperialismen former den globale økonomi eller begrænser udviklingen i de berørte lande.

Dette ses tydeligt, når han skriver, at ”fattigdommen i Iran skyldes økonomiske sanktioner. Men den virkelige årsag … ligger i kapitalismen i Iran.”

Kapitalismen skaber ikke den grad af nød, man ser i Iran i dag. Dette bliver tydeligt, når man sammenligner Iran med både udviklede kapitalistiske lande og USA-allierede stater i regionen.

I de mest udviklede kapitalistiske lande oplever både systemet og befolkningen et relativt højt niveau af velfærd og stabilitet. Selv i USA-allierede stater i Mellemøsten, som De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien, skaber kapitalismen ikke lignende forhold. Irans situation kan ikke forklares alene ud fra disse termer.

At reducere problemet til kapitalismen er ikke en seriøs forklaring – det er vildledende. Det skjuler imperialismens rolle, som aktivt forstyrrer og begrænser uafhængig udvikling i de berørte lande.

På denne måde kan det, der ser ud som kritik, ende med at støtte netop det system, det hævder at modsætte sig. Uden at forankre analysen i imperialismens reelle struktur bliver det muligt at tale imod undertrykkelse, samtidig med at man allierer sig med de kræfter, der skaber den.

Hvem tjener det?

Hvem drager fordel af denne måde at rammesætte problemet på? Bestemt ikke dem, der lider under konsekvenserne. Ved at reducere Irans situation til kun at handle om kapitalisme, flyttes opmærksomheden væk fra imperialismen. Dermed ender dette perspektiv med – bevidst eller ej – at støtte de samme kræfter, der har undermineret landets udvikling.

Et tydeligt eksempel herpå ses i Det Kurdiske Demokratiske Parti i Iran (KDPI). Gruppen præsenterer sig selv som socialistisk, men har indgået alliancer med USA og Israel for at fungere som landstyrker i en invasion af Iran.

En repræsentant for KDPI udtalte: ”De har brug for ekstern støtte, og denne støtte skal komme fra USA… de har ikke fået grønt lys fra USA til at indlede operationen.” Da han blev spurgt, hvorfor denne støtte endnu ikke var blevet givet, henviste han direkte til den amerikanske ledelse: ”Som hr. Trump sagde: ’Kurderne er vores allierede… jeg ønsker ikke, at de bliver dræbt og såret.’”

Dette er ikke en ubetydelig detalje. Det viser en klar afhængighed af USA’s godkendelse og støtte, selv når man bruger socialismens og antiimperialismens sprog.

Når imperialismen udelades af forklaringen, bliver disse sammenhænge sværere at se – eller ignoreres fuldstændigt. Fokus forbliver på interne forhold, mens eksterne kræfter og deres lokale partnere overses.

Dette synes at være en konsekvent strategi. Det kan ses i artiklerne skrevet af KDPI-repræsentanten i Danmark, Hajar Dashti, hvor han retfærdiggør den ulovlige krig. Som han skriver:

”Krig er forfærdelig… Men vi bliver også nødt til at turde sige… Når et regime i årtier har undertrykt sit eget folk… opstår et smertefuldt spørgsmål: Hvad er alternativet?”

Her konstrueres et moralsk dilemma på en måde, der får intervention til at fremstå som nødvendig. Krig anerkendes som forfærdelig, men præsenteres derefter som den eneste løsning på intern undertrykkelse. Dette baner vejen for militær intervention, som ellers ville være vanskelig at retfærdiggøre.

Samtidig fremføres dette argument af aktører, hvis organisationer modtager materiel støtte fra USA og Israel, og hvis aktiviteter er knyttet til deres bredere strategiske og efterretningsmæssige operationer i regionen.

På denne måde står det moralske sprog ikke adskilt fra de geopolitiske interesser. Det fungerer side om side med dem og bidrager til at retfærdiggøre handlinger, der ellers ville møde større modstand.

Omvendingen af antiimperialismen

Dette kan kun ske, når imperialismen skubbes i baggrunden. Når dette sker, kan Mahmoud Ghazvini hævde, at det at sætte Irans situation i kontekst er det samme som at:

“i samme ånd forsvare de afghanske mujahediner, Taliban, al-Qaeda og ISIS i anti-imperialismens navn.”

Alle de grupper, han nævner, er direkte eller indirekte blevet finansieret og bevæbnet af USA og Israel for at bekæmpe USA og Israels geopolitiske fjender, herunder Iran.

Disse grupper er ikke en del af kampen mod imperialismen – de er på USA’s side. Men det erkender Ghazvini ikke.

Fremstilling af samtykke

At fremstille imperialistisk aggression som moralsk berettiget er hverken neutralt eller apolitisk. Argumenter som dem, der fremføres af Mahmoud Ghazvini og Hajar Dashti, bygger på fortællinger, der aktivt produceres for at retfærdiggøre krig.

Den information, der bruges til at retfærdiggøre krig, produceres på stort set samme måde som de våben, der bruges til at føre den. Disse fortællinger kommer fra netværk af tænketanke, NGO’er og politiske institutioner, der opererer sideløbende med det militærindustrielle system. Disse dele af systemet er tæt forbundne og forstærker hinanden.

Dette er ikke en ubegrundet påstand. Jeg har tidligere forklaret, hvordan disse organisationer, finansieringsstrukturer og udenrigspolitiske institutioner er forbundne. Deres fravær i Ghazvinis analyse er derfor ikke neutralt, men en del af det samme mønster af selektiv rammesætning.

Gennem finansiering, adgang og tætte bånd til politiske institutioner former disse aktører det, der accepteres som legitim viden. De producerer rapporter og kommentarer, der præsenterer konflikter på måder, der understøtter geopolitiske interesser, og danner dermed grundlag for argumenter som dem fra Ghazvini og Dashti.

At tjekke deres kilder fører ikke til uafhængig verifikation. I stedet fører det ofte tilbage til de samme institutioner, der producerer og cirkulerer disse fortællinger.

Medieforstærkning

Disse fortællinger forbliver ikke inden for rapporter, NGO’er eller akademiske kredse. De spredes gennem medieplatforme, hvor nogle perspektiver forstærkes, mens andre skubbes til side. Medierne gør mere end blot at rapportere om begivenheder – de former, hvordan folk forstår dem.

Ideer udviklet i politiske institutioner gentages i nyhedsdækningen og kommentarerne. Fortællinger, der fokuserer på intern undertrykkelse, regeringssvigt og moralsk uopsættelighed, vinder synlighed og troværdighed. Derimod afvises perspektiver, der fremhæver imperialisme, sanktioner og eksternt pres, ofte som partiske eller marginale.

Dette skaber en feedback-loop. Analytikere, NGO’er og kommentatorer citerer hinanden og forstærker dermed de samme antagelser på tværs af forskellige platforme. Det, der ligner bred enighed, er ofte den samme fortælling, der gentages på tværs af indbyrdes forbundne institutioner.

I dette miljø er argumenter som Ghazvinis og Dashtis ikke blot mulige – de forstærkes og præsenteres som bredt accepterede. Samtidig marginaliseres bestræbelser på at inddrage historisk eller strukturel kontekst, hvilket indsnævrer rammen for acceptabel diskussion.

Medierne behøver ikke åbent at opfordre til intervention. Ved konsekvent at fokusere på interne fejl og moralsk uopsættelighed – samtidig med at de nedtoner eksterne faktorer – er de med til at få intervention til at fremstå som rimelig eller uundgåelig.

Disse processer udvisker grænsen mellem rapportering, indflydelse og direkte involvering. Medierne afspejler ikke blot begivenheder – de er med til at forme dem og forstærker dermed et system, der fremstiller resultater som internt drevne.

Konklusion

I praksis gør denne rammesætning – og spredningen af uverificerede påstande – det vanskeligt at føre meningsfulde diskussioner om antiimperialistiske eller antikrigspositioner med almindelige mennesker. Samtaler om USA’s og Israels ulovlige krig mod Iran er præget af denne logik, hvilket får mange mennesker til enten at støtte den eller forblive ligeglade.

Den eneste acceptable holdning på venstrefløjen bliver en, der præsenterer sig selv som en ”tredje vej” baseret på moralsk overlegenhed: hverken imperialisme eller national suverænitet, men et urealistisk scenario, hvor alt på en eller anden måde løser sig selv.

I dette forestillede udfald træder imperialistiske magter til side, stater opløses stille og roligt, og ingen gør noget for at kontrollere olie, grænser eller militær infrastruktur. Hære opløser sig selv, efterretningstjenester forsvinder, og multinationale selskaber vælger simpelthen ikke at gribe ind.

Men denne ”tredje vej” har vi set før – i Irak, i Libyen og i Syrien.

Samtidig bygger dette forestillede alternativ på gentagelse af uverificerede påstande, der kommer fra de samme netværk, der er knyttet til vestlig udenrigspolitik. Disse påstande bruges til at retfærdiggøre intervention, der nu præsenteres som moralsk overlegen.

Dette perspektiv tager ikke seriøst hensyn til de reelle forhold, som befolkningen i Iran står over for. I praksis falder det i tråd med USA’s og Israels strategiske mål.

Det bygger også på antagelser, der aldrig er blevet bevist. Hvad er grundlaget for at hævde, at den iranske arbejderklasse i øjeblikket er i stand til at overtage magten – mens den står over for eksternt pres fra amerikansk og israelsk imperialisme og interne kræfter, der søger enten at genindsætte monarkiet eller splitte landet ad?

Hvis en sådan kraft eksisterer, må der være klare beviser: organisation, lederskab og massestrukturer, der er i stand til at udøve magt under disse forhold. Uden dette begynder ideen om en umiddelbar revolutionær kraft at ligne ønsketænkning snarere end en konkret analyse.

Hvis denne analyse er forkert, er konsekvenserne alvorlige. Det bliver farligt at gentage holdninger, der i praksis er på linje med imperialistiske magter – især fra Vesten, hvor sådanne fortællinger ofte bruges til at retfærdiggøre intervention.

At slå til lyd for regimeskifte under forhold, hvor imperialistiske magter aktivt angriber og destabiliserer Iran, skal baseres på en konkret forståelse af, hvem der har magten. Alt andet risikerer ikke blot at være analytisk svagt, men også politisk medskyldigt – og bidrage, selv indirekte, til retfærdiggørelsen af imperialistisk intervention.

Befrielse kan ikke bygges på falske påstande eller uverificerede oplysninger fra tænketanke og NGO’er finansieret af USA og Israel. Historien har vist konsekvenserne af denne tilgang og har klart dokumenteret sammenhængen mellem vidensproduktion, medier og imperial magt.

Derfor tyer Mahmoud Ghazvini til stråmænd og vildledende fremstilling – der grænser til injurier – af mit argument.

Det, der præsenteres som en moralsk holdning, risikerer i sidste ende at blive noget andet: en tankegang, der skjuler imperial magt, samtidig med at den legitimerer dens handlinger.