Krig er aldrig ønskelig – men hvad gør man, når et regime fører krig mod sit eget folk?

Jeg skriver dette som en, der har Iran tæt inde på livet. Det, der sker lige nu, er ikke bare geopolitik for mig. Det er familie, venner og et folk, der i årtier har levet under frygt.

Lad mig være helt ærlig: Krig er forfærdelig. Ingen normale mennesker ønsker bomber, død og ødelæggelse. Krig rammer altid uskyldige. Men vi bliver også nødt til at turde sige, at det iranske regime i over 40 år har ført sin egen krig mod befolkningen. Når et regime i årtier har undertrykt sit eget folk, fængslet kritikere, tortureret dissidenter og slået brutalt ned på fredelige protester, opstår et smertefuldt spørgsmål: Hvad er alternativet?

Da iranerne gik på gaden og krævede frihed og værdighed, blev de mødt med kugler. Ifølge nogle tal, der er sluppet ud fra Irans regimes sikkerhedsstyrker, er mere end 36.000 mennesker blevet dræbt i forbindelse med oprøret og regimets undertrykkelse. Det er ikke bare tal. Det er unge kvinder, studerende, fædre, mødre. Det er mennesker, der drømte om et normalt liv.

Irans minoriteter hårdt ramt

I de kurdiske områder har undertrykkelsen været endnu hårdere. Kurdiske byer har i årevis været under massiv militær kontrol fra regimet.

Der er kontrolposter, efterretningstjenester og konstant overvågning. Aktivister bliver fængslet. Nogle bliver henrettet. Samtidig er Kurdistans natur blevet ødelagt – skove brændt, områder forsømt og økonomien holdt nede. Det er en stille form for kollektiv straf.

Det samme gælder andre minoriteter i Iran – baluchere, arabere, azerier. De lever med systematisk diskrimination. Derfor skal man heller ikke være overrasket over, at mange i disse områder ser regimets svækkelse som en mulighed. Ikke fordi de elsker krig. Men fordi de i forvejen har levet i en hverdag præget af frygt og undertrykkelse.

Magten skal tilbage til befolkningen

Drabet på ayatollahen og flere af regimets øverste ledere har skabt blandede følelser. Som princip bør ingen glæde sig over et andet menneskes død. Men for mennesker, der har mistet deres børn i fængsler, som har været udsat for tortur eller har levet med konstant undertrykkelse, føles det som om magten endelig ikke er urørlig længere.

Det betyder ikke, at løsningen er, at andre skal bestemme Irans fremtid. Regimet skal væltes indefra – af folket selv. Og vi må ikke begå den fejl at tro, at løsningen er en ny stærk mand. Ikke den tidligere shahs søn. Ikke en anden autoritær figur. Iran har ikke brug for endnu et diktatur i en ny indpakning.

Magten skal tilbage til befolkningen. Der skal opbygges demokratiske institutioner, der respekterer landets mangfoldighed. Iran er ikke kun en identitet. Det er kurdere, persere, baluchere, arabere, azerier og mange flere. Et frit Iran skal bygge på lighed, frihed og demokrati – for alle.

Krig er aldrig en løsning i sig selv. Men nogle gange bliver den en konsekvens af, at et regime nægter enhver fredelig forandring. Hvis regimets svækkelse giver befolkningen en reel mulighed for at tage magten tilbage, så kan det blive begyndelsen på noget nyt.

Befolkningen i Iran fortjener frihed og ægte demokrati.