Iran brænder, men håbet lever – et demokratisk og føderalt Iran er vejen frem

Når man følger nyhederne fra Iran, er det let at drukne i tal, analyser og politiske slagord. Men bag hver video fra gaderne, bag hver kort nyhedsnotits gemmer der sig et menneske. En ung kvinde der går på gaden for første gang. En far der leder efter sin søn på hospitaler og politistationer. En mor der venter på et opkald, som aldrig kommer.

Iran står igen i brand. Ikke kun i de store byer, men i hele landet. Fra Teheran til Kurdistan, fra Baluchistan til Ahvaz. Mennesker går på gaden – ikke fordi de har lyst til uro, men fordi de ikke længere kan leve med frygt, fattigdom og ydmygelse. Regimets svar er brutalt og velkendt.

Organisationer som Hengaw og internationale medier dokumenterer igen og igen, hvordan fredelige demonstranter mødes med vold, masseanholdelser og skarpe skud. Internet og kommunikation lukkes ned, sandheden forsøges kvalt, og familier efterlades i uvished. Det er ikke kaos. Det er systematisk magtmisbrug.

Set fra Kurdistan – men ikke kun for kurdere

For os kurdere er dette ikke nyt. I årtier har vi kendt prisen for at kræve basale rettigheder i Iran. Retten til vores sprog. Vores kultur. Vores politiske stemme. Kurdistan har ofte været blandt de første steder, hvor regimet slår hårdest ned – med henrettelser, militær tilstedeværelse og kollektiv afstraffelse.

Men denne gang er noget anderledes. Protesterne handler ikke kun om kurdere, og de bæres ikke kun af én gruppe. Balucher, arabere, azerier, persere, lurer og mange andre står side om side. Kvinder, unge, arbejdere og studerende kræver det samme: frihed, værdighed og et liv uden diktatur.

Det er netop denne fælles kamp, regimet frygter mest. Når mennesker på tværs af etnicitet, religion og region finder sammen, mister magten sit stærkeste våben: splittelsen.

Når medierne leder efter en frelser

I den internationale dækning af Iran ser vi desværre en foruroligende tendens. Nogle medier fremstiller Shahens søn som et naturligt alternativ eller et samlende symbol for oppositionen. For mange iranere – især nationale minoriteter – vækker det bekymring, ikke håb.

Det iranske folk er ikke gået på gaden for at få en ny stærk mand. Shahens styre var også et diktatur. Det byggede på centralisering, undertrykkelse og manglende demokrati. Det er en farlig illusion at tro, at Irans problemer kan løses ved at vende tilbage til fortiden, blot i en ny indpakning.

For kurdere, balucher og arabere risikerer sådan en løsning at betyde endnu en gentagelse af historien: et Iran styret ud fra persisk nationalisme og en stærk centralmagt, hvor forskellighed opfattes som en trussel.

Centraliseringens pris

Irans krise handler ikke kun om, hvem der sidder på magten, men om selve magtens struktur.

I årtier har ekstrem centralisering skabt ulighed mellem centrum og periferi. Regioner langt fra Teheran er blevet forsømt økonomisk, politisk og socialt.

Så længe staten defineres ud fra én identitet og én magtakse, vil utilfredsheden fortsætte. Uanset om styret kalder sig islamisk republik eller monarki. Stabilitet kan ikke påtvinges med vold. Den kan kun bygges på tillid.

En anden vej: Demokrati og føderalisme

Der findes et reelt alternativ. Et demokratisk, sekulært og føderalt Iran. Et Iran, hvor magten deles i stedet for at samles. Hvor regioner har reel indflydelse på deres egne liv inden for en fælles stat.

Føderalisme handler ikke om splittelse, men om sameksistens. Det handler om at anerkende, at Iran er mangfoldigt – og at denne mangfoldighed fortjener politisk plads.

Når mennesker føler sig set og respekteret, mindskes konflikter. Det gælder i Kurdistan. Det gælder i Baluchistan. Det gælder overalt.

Et ansvar uden for Irans grænser

Også omverdenen har et ansvar. Internationale medier og politikere bør lytte til stemmerne fra gaderne – ikke kun til kendte navne i eksil. De bør støtte iranernes ret til selv at forme deres fremtid og stille regimet til ansvar for dets forbrydelser.

Iran står ved en skillevej. Enten gentager man fortidens fejl, eller også vælger man en ny retning. Hvis ofrene for regimets brutalitet ikke skal være forgæves, må fremtiden bygges på demokrati, ligeværdighed og respekt for alle folk i Iran.

Det skylder vi dem, der i disse dage betaler den højeste pris.