Iran-krigen på pause – men hvor længe?

Israel og USA’s andet angreb på Iran på mindre end et år startede 28. februar. 8. april blev der indgået våbenhvile, som siden er både udløbet og forlænget.

Men konflikten er der stadig. Israel fortsatte angrebet på Libanon, og der blev først våbenhvile der 16. april, som kun skal gælde i 10 dage. Israel holder også stadig dele af Libanon besat. Iran ville åbne Hormuz-strædet, men under deres militærs kontrol – så USA har erklæret en blokade af alle skibe, der sejler til og fra iranske havne. Dermed er strædet lukket fra to sider i et dobbelt halvstik.

Måske bryder krigen ud igen, måske fortsætter våbenhvilen med eller uden forhandlinger. Mest ser det ud til, at der ikke kommer fred lige med det samme, og olieprisen er stadig omkring 100 dollar for en tønde.

Hormuz-strædet lukket i et dobbelt halvstik

Iran lod venligtsindede og neutrale lande komme igennem Hormuz-strædet – og har krævet told – bompenge kunne man sige – for at lade skibe komme igennem. Men USA har blokeret Irans havne. Som følge deraf er strædet i det store og hele lukket. Således kom der kun tre skibe gennem strædet 20.-21. april, rapporterer Reuters. Hundredvis af skibe og 20.000 søfolk er derfor strandet i Golfen.

Hvis lukningen af strædet fortsætter, vil det få alvorlige konsekvenser for verdensøkonomien – det vil give mangel på olie og gas samt kunstgødning og stigende energipriser.  Før krigen var olieprisen for en tønde Brent crude oil omkring 70 dollars. Under krigen er den steget til 100 dollars og indimellem mere.

Olieprisen ligger stadig på det niveau, og det afspejler dels, at oliehandlerne nok ikke tror, at Hormuz-strædet bliver åbnet lige med det samme, og dels får det den konsekvens, at næsten alle varer – fra mad til plastik, benzin osv. vil stige i pris. 

Der er også nogen, som tjener på krigen. Jørgen Steen Nielsen rapporterer i Information 16. april om, hvordan de store amerikanske olieselskaber tjener på krigen, samtidig med at fattige mennesker verden over lider under de stigende priser.

Det vil også være et hårdt slag for Irans økonomi og befolkning, da næsten hele Irans indtægt kommer fra eksport af olie og andre varer ad vandvejen.

Krigens resultater

Har krigen så “opnået” noget? Først og fremmest er en masse mennesker blevet dræbt.

Al Jazeera fører en løbende opgørelse over, hvor mange bekræftede døde og sårede der er i forskellige lande.

I Iran og Libanon er der således blevet dræbt 5.669 personer, fra USA og Israel 39 personer, samt omkring 154 fra de øvrige lande i regionen. Det må understreges, at det er bekræftede døde, og det reelle dødstal formentlig er højere.

The Economist beskriver situationen i sorte vendinger allerede 6. april – to dage før våbenhvilen

Der har været mere end 15.000 amerikanske og israelske angreb i Iran – og op imod 5.000 iranske missil- og droneangreb på Israel og Golfen. Det har ført til omfattende skader.

Omkostningerne fortsætter med at sige. Den har drænet USA’s lager af alt fra luftforsvars-raketter til sofistikerede missiler. Pentagon har også mistet flere tankfly, der kan bruges til at fylde flybrændstof på fly i luften, og et Awacs overvågningsfly, som USA har mindre end 20 af.

Det vil ikke stoppe USA’s krigsmaskine i Iran, men det vil være en begrænsning i USA’s kapacitet til at kæmpe krige fremover. Golfstaterne har også lidt tab, skriver Economist. Olieraffinaderier er blevet ramt.

BBC beskrev også situationen ved våbenhvilens start 8. april. Her fortæller de, hvordan USA er begyndt at mangle dyre luftværnsraketter.

De giver tal for USA’s brug af Patriot-missiler, der bruges til at skyde raketter, fly og droner ned. BBC fortæller, at det skønnes, at USA i løbet af krigen har fyret 2.400 af den slags raketter af. Det er mange, for USA producerer omkring 650 af dem om året.

Man har altså brugt næsten fire års produktion på fire uger. Det har vist sig at være et stort problem for USA, at de måtte bruge meget dyre missiler til at skyde relativt billige droner ned med.

I samme retning rapporterer CNN, at USA har brugt 45 procent af deres præcisionsmissiler og halvdelen af deres Thaad og Patriot-missiler som bruges mod droner og missiler. De næste par år vil USA’s lager af sådanne våben være kritisk lav i tilfælde af konflikt med Kina eller Rusland, rapporterer de.

De baserer indslaget på en analyse fra Center for Strategic and International Studies, som du kan læse her.

Donald Trump truer med at udslette Iran

Donald Trump laver nye dumheder hver dag. Men alligevel skal vi ikke glemme den dumhed, han lavede 7. april, da han skrev om Iran: ”En hel civilisation vil dø i aften, for aldrig at komme tilbage igen.”

Det var langt mere end en dumhed. Det var en forbryderisk trussel om at udslette en hel civilisation – hvilket faktisk er en trussel om folkemord.

Verden ventede i frygt på, hvad galningen i Det Hvide Hus kunne finde på. I sidste ende trak han sig heldigvis tilbage og erklærede våbenhvile, hvilket Iran gik med til.

Som Rune Lykkeberg bemærkede i Information, kunne vi være glade for, at Trump var en kylling og ikke gjorde, som han sagde.

8. april blev der altså indgået en våbenhvile mellem USA og Iran, og et par dage senere mødtes partnerne til forhandlinger i Pakistans hovedstad Islamabad.

Forhandlingerne varede i 21 timer, og det viste sig, at parterne var meget langt fra hinanden. USA og Iran nåede ikke frem til en aftale.

Israels krig i Libanon: Forsinket våbenhvile

Der var en større diskussion, om våbenhvilen også omfattede Israels angreb på Libanon – og Hizbollahs raketter mod Israel. Det afviste Israel, som i dagene 8. – 9. april intensiverede deres bombeangreb på Libanon med flere hundrede døde til følge.

Israel har også besat det sydlige Libanon og etableret en ”sikkerhedszone” syd for Litani floden, som Birgitte Rahbek har skrevet glimrende og udførligt om her på Solidaritet. En uge senere – 16. april – blev der så indgået en forsinket våbenhvile mellem Israel og Libanon, formentlig efter pres fra USA.

Våbenhvilen var på ti dage, og den kunne ses som et tegn på, at USA imødekom Iran. Iran kvitterede ved at erklære, at de ville åbne Hormuz-strædet, men da USA ikke ville kvittere med at stoppe flådeblokaden af Iran, lukkede Iran igen Hormuz-strædet.

Forhandlingerne blev ikke fulgt op

Efter de lange, men resultatløse forhandlinger, var det så USA’s hensigt, at forhandlingerne skulle genoptages, og Trump kom med mange udmeldinger om, at Iran var ved at gå ind på USA’s krav om, at Iran skulle opgive deres atomprogram og åbne Hormuz-strædet. Men det benægtede Iran og sagde, at de ikke ville komme til forhandlingerne med USA

Det amerikanske nyhedssite CNBC rapporterede om Irans begrundelse for ikke at komme, idet de citerede fra IRNA Irans statslige nyhedsbureau:

”Iran benægtede søndag, at det ville deltage i nye fredsforhandlinger med USA, rapporterede dets statslige nyhedsbureau søndag, nogle timer efter at den amerikanske præsident Donald Trump meddelte, at dets forhandlere ville tage til Pakistan mandag til en anden runde fredsforhandlinger med Iran. (…)

Iran udtalte, at dets fravær fra anden runde af forhandlinger skyldes, hvad det kaldte Washingtons overdrevne krav, urealistiske forventninger, konstante holdningsskift, gentagne modsætninger og den igangværende flådeblokade, som det anser for at være et brud på våbenhvilen, skrev IRNA.”

Trump truer endnu en gang med krigsforbrydelser

Det fik Trump op i det røde felt, og han truede endnu en gang med krigsforbrydelser – denne gang at han ville ødelægge alle broer og alle kraftværker i Iran. Det rapporterede Al Jazeera.

“Vi tilbyder en meget fair og rimelig AFTALE, og jeg håber, de tager den, for hvis de ikke gør det, vil USA ødelægge alle kraftværker og alle broer i Iran,” skrev Trump. “IKKE MERE MR. NICE GUY!” råbte Trump på Truth Social.

Men selv om flere hoteller i Islamabad var blevet ryddet for gæster og omringet af sikkerhedsfolk, så blev der ingen forhandlinger.

I skrivende stund 21. april er forhandlingerne således brudt sammen. Trump har erklæret, at våbenhvilen er forlænget, men Hormuz-strædet virker stadig lukket.

Så hvad nu? Inden vi kommer til det – lige et tilbageblik.

USA’s grunde til at starte krigen

USA’s ledere har haft flere forskellige begrundelser for at starte krigen. I begyndelsen erklærede Trump blandt andet, at det var for at hjælpe iranerne med at vælte regimet i Iran og opfordrede iranerne til at rejse sig til oprør.

Men det er for længst opgivet. Der var en del i Irans opposition, der troede, at krigen måske ville få det resultat – men regimet er snarere blevet styrket af krigen, og den iranske befolkning lider meget.

Tilbage er tre krav: Iran skal opgive sit atomvåbenprogram – nærmere bestemt at berige uran, så det kan bruges i atombomber; Iran skal opgive at producere langtrækkende missiler; og Iran skal åbne Hormuz-strædet.

USA har selv skabt problemerne

Det sidste – at åbne Hormuz-strædet er det mest absurde. For før krigen brød ud 28. februar, var strædet helt åbent. Irans lukning af strædet er et modsvar til USA og Israels angreb.

Kravet om at Iran skal opgive at producere atomvåben er også absurd. For det havde Iran aftalt med bl.a. USA i 2015, da Barack Obama var præsident. Der var aftalt meget omhyggelige inspektionsregler fra det internationale atomagentur – og det så ud til, at Iran faktisk overholdt det.

Men da Donald Trump blev præsident i USA, opsagde han aftalen i 2018. Så det problem, han forsøger at løse med krigen, er altså et, han fuldstændig selv har skabt. Samtidig genindførte USA de sanktioner, der var blevet lettet mod Iran som en del af aftalen.

Da krigen brød ud, var der igangværende forhandlinger mellem USA og Iran om atomvåbenprogrammet.

25. februar erklærede Irans udenrigsminister, at en historisk aftale om atomvåben med USA var inden for rækkevidde, og at det var Irans krystalklare position at være imod at udvikle atomvåben, men de fastholdt deres ret til en fredelig udnyttelse af atomteknologien, rapporterede Al Jazeera.

Det sidste krav – om at Iran skal opgive sit missilprogram – ser ikke ud til at interessere USA særligt meget, da Irans missiler ikke vil kunne nå USA. Det interesserer derimod Israel, som jo ligger tættere på Iran.

Genoptagelse af krigen? Boots on the ground?

The Guardian rapporterer, at der er en risiko for, at USA vil sende soldater ind i Iran. Det er det, de kalder et mareridts-scenarie.

Det er det, som på amerikansk kaldes ”Boots on the Ground” – støvler på jorden, og The Guardian beskriver med udgangspunkt i Atlantic Council, og Washington Post, hvordan den amerikanske militære oprustning omkring Iran fortsætter.

Atlantic Council følger USA’s militære ressourcer omkring Iran og rapporterer, at det tredje hangarskib med følgeflåde er på vej rundt om Afrika og er noget forbi Cap det Gode Håb. 

Washington Post rapporterer, at der er 4.200 landgangssoldater på vej fra Marine Corps Task Force. De forventes at ankomme i slutningen af april.

Konflikten er ikke slut

Iran og USA er langt fra hinanden. Den dobbelte blokade i Hormuz er smertefuld for både verdensøkonomien og USA og for Iran. Så hvem kan holde smerten ud længst?

Måske fortsætter våbenhvilen. Det er også muligt, at USA og Israel på et tidspunkt genoptager bombardementerne af Iran og eskalerer dem til at omfatte væsentlige civile objekter, som fx kraftværker, afsaltningsanlæg og civil infrastruktur

Endelig er der en risiko for, at USA eskalerer krigen endnu mere, gennem at ”stille støvler på jorden” fx ved at besætte en eller flere iranske øer i Hormuz-strædet.

Før deadline

Om aftenen 21. april meldte Donald Trump så ensidigt ud, at våbenhvilen ville blive forlænget. Det skete kun et par timer efter, Trump havde annonceret, at han forventede at bombe. Nu lyder meldingen, at våbenhvilen vil vare, indtil de iranske forhandlere fremlægger et forslag til en fredsaftale.

“Baseret på det faktum, at Irans regering er alvorligt splittet, hvilket ikke er uventet, og efter anmodning fra feltmarskal Asim Munir og premierminister Shehbaz Sharif fra Pakistan, er vi blevet bedt om at udsætte vores angreb på Iran, indtil deres ledere og repræsentanter kan fremlægge et samlet forslag,” skrev han på sin Truth Social-platform.”

Trump mener altså, at det er iranske regeringsfolk, der ikke kan blive enige indbyrdes … hvilket han giver som begrundelse for at forlænge våbenhvilen. Hvis man kunne stole på ham, var det da et skridt væk fra afgrunden. Men det kan man ikke.