USA og Isaels krig mod Iran: Kaos og krise forude

USA og Israels angreb på Iran har ført til store uenigheder i samfundet og også på venstrefløjen.

Nogle mener, at det frygtelige præstestyre ikke kan væltes af indre kræfter i Iran – dertil er regimet og dets væbnede grene for stærke. Derfor – mener de – må man byde USA og Israels angreb velkommen, fordi det kan fremtvinge et regimeskifte – der kun kan være til det bedre.

En del – fx Israel og monarkister i Irans diaspora – ser den gamle Shahs søn Mohammad Reza Pahlavi som en ny leder i Iran. Han har været i eksil i USA siden 1979, da hans far blev væltet som shah af Iran.

Dette synspunkt er fx repræsenteret af en gruppe eksiliranere i Aalborg fra Nordjysk Iranerforening, der lavede en demonstration efter angrebet. Der angrebet som den eneste mulighed for at vælte regimet.

Det andet synspunkt – som blandt andre Komitéen for Kvinde-Liv Frihed deler – er, at Israel og USA ikke er demokratiets forkæmpere. Deres angreb har ikke til formål at fremme demokratiet i Iran, men at dominere Mellemøsten og få kontrol med Mellemøstens olie. Israel fremmer med krigen sine planer om et Stor-Israel, og USA får mere kontrol med verdens olieressourcer og kan fortsætte sin globale dominans.

Hvis der kommer et regimeskifte, har USA’s præsident Donald Trump klart givet udtryk for, at en kommende leder af Iran skal vælges af ham – ikke af de 90 millioner iranere.

Vores fjenders fjender er ikke vores venner

Højrefløjen benytter lejligheden til at angribe venstrefløjen for at bakke op om præstestyret – på trods af, at det er der ikke nogen fremtrædende venstrefløjsfolk, der gør. Tværtimod har ledende medlemmer af Enhedslisten og SF – såvel som organisationen Liv-Kvinde-Frihed – altid bakket op om det iranske folks kamp for frihed og kvinderettigheder.

Venstrefløjen har altid været imod det iranske præstestyre. Komitéen for Kvinde-Liv-Frihed har skrevet flere indlæg her i Solidaritet, og kendte kommentatorer som Poya Pakzad har også været helt klare i deres kamp mod præstestyret.

Men venstrefløjen må også fastholde, at USA og Israels krig er forkert. Den strider mod folkeretten. Den ødelægger Iran – så meget er allerede klart. Men den kan også meget vel ende med at styrke præstestyrets greb om Iran, ligesom den kan få meget alvorlige konsekvenser for verdensøkonomien.

Vores fjenders fjender er ikke vores venner – og det gælder begge veje i denne krig.

Krigen eskalerer

Krigen – som med Trump-regimets vanligt dårlige smag og sans for dramatik fik navnet ”Epic Fury” (Episk Vrede) – startede 28. februar. Den startede med en succes i form af at dræbe en stor del af Irans ledere, herunder Ayatollah Khameini. Det er fortsat med omfattende udslettelse af Irans militære kapacitet – men har ikke fået regimet til at kollapse.

Der er mange civile dræbte i Iran, heriblandt 175 skolepiger som blev dræbt på krigens første dag – formentlig af et Tomahawk-missil fra USA. De massive bombardementer fra Israel og USA gør livet meget svært for civilbefolkningen – og intet tyder på, at det iranske regime er ved at kollapse, under presset.

Tværtimod angriber Iran en lang række nabolande og Israel med droner og raketter. Det er ikke bare USA’s baser og Israel der bliver ramt, men også blandt andet oliefaciliteter i arabiske nabolande.

Irans allierede Hizbollah begyndte som svar på angrebet at sende droner og raketter imod mål i Israel. Det har ført til et massivt israelsk bombeangreb på Libanon.

Fredag 13. marts rapporterede Norwegian Refugee Council  – Flygtningehjelpen –    at Libanon var på sammenbruddets rand og havde registreret 826.000 internt fordrevne en ud af 7 indbyggere i Libanon, rapporterer Reuters. I skrivende stund – 17. marts – rapporterer Reuters om mere end en million fordrevne.

Nour Shawad fra Oxfam fortæller fra Beirut om den håbløse situation og kalder situationen et mareridt. Det kommer oveni en række andre kriser i Libanon og Israel skåner ikke humanitære nødhjælpsarbejdere, fortæller hun til Reuters.

Nu har Israel så begyndt en landinvasion af Libanon – en invasion, som Israel selv erklærer er ”målrettet og begrænset”. Hizbollah fortsætter på trods af angrebet med at beskyde Israel.

Trump har endda bedt om international hjælp fra bl.a. europæiske lande og Kina. Det er der imidlertid ikke nogen opbakning til indtil videre.Tyskland, Italien og Spanien har direkte afvist anmodningen.

Pudsigt nok er Danmark mere positivt indstillet. Danmarks Radio har talt med Lars Løkke Rasmussen, som mener, at Danmark kan være åben for at bidrage til at “holde den frie sejlads fri”. Udenrigsministeren vil dog ikke sige noget om, hvordan Danmark kan hjælpe.

Patriot-missiler mod droner

Et særligt problem for USA er, at krigen er asymmetrisk. Iran bruger droner og missiler i deres kontraangreb på USA og Israel og de arabiske nabolande – og de våben koster langt mindre end de raketter, USA bruger til at skyde dem ned med. USA og Israel bruger blandt andet Patriot-missiler til at skyde iranske droner ned.

Det er i længden en alt for dyr løsning. At fyre et missil til flere millioner dollars af mod en drone, der koster nogle titusinder dollars, er dårlig økonomi. Og Patriot-missiler findes kun i begrænsede mængder. De tager lang tid at producere. Iran har langt flere droner end USA har patriot missiler.

USA risikerer således at løbe tør. I det tilfælde kan dronernes skadevirkninger tage til.

Der er et sted, hvor man har mange erfaringer med iranske droner. Det er Ukraine, som har tilbudt eksperthjælp til at skyde de iranske droner ned. Men er det nok? Kan de ukrainsk udviklede kontradrone-metoder dække det store område? Det ved vi ikke.

Krigen ødelægger verdensøkonomien

Krigen har umiddelbart ført til en stigning af olie- og gasprisen.

Før krigen lå olieprisen stabilt omkring 70 dollar pr. tønde. Efter krigen er prisen med det samme steget og er nu over 100 dollar pr. tønde og har haft et toppunkt på 120 dollars pr. tønde.  The Economist kalder det i en briefing ”det største energiforsynings-chok i historien” og tilføjer, at ”de økonomiske konsekvenser er alvorlige, selv hvis krigen slutter snart.”

Iran har nu lukket Hormuz-strædet – hvor en femtedel af verdens olie og gas kommer igennem. Strædet er ikke helt lukket, understreger Iran – kun for deres fjender og fjendernes allierede. Iran lukker strædet ved at beskyde de passerende skibe med droner og raketter og lidt miner.

Indtil videre er der ikke mange amerikansk allierede skibe, der har forsøgt på at komme igennem. Nogle stykker er blevet skudt i brand – og der er ikke noget, der tyder på, at USA lige kan lukke strædet op. The Economist skriver i deres briefing fra 14. marts, at ”hvis Hormuz-strædet forbliver lukket, bare til slutningen af måneden, mener nogle analytikere, at prisen vil stige til 150 eller endda 200 dollars pr. tønde. Det ville være en opskrift for en global recession og en gentagelse af ’stagflations-scenariet fra halvfjerdserne’.”

Samtidig vil stigningen i olie- og gaspriser ramme lande og befolkninger ujævnt. Lande, der producerer olie, kan få glæde af det, mens importører af olie og gas blive hårdt ramt. Kina, som får størstedelen af sin olie og gas fra Golfstaterne, inklusive Iran, kan således blive hårdt ramt.

EU er til en vis grad beskyttet mod det via langsigtede aftaler om gas fra Norge. Danmark er selvforsynende med gas, men global mangel på gas kan føre til stigende gaspriser. De mange vindmøller vil stadig beskytte os mod totalt kollaps i elforsyningen. Men ikke alle lande er så godt stillede.

Olie og gas er en del af produktionen af mange ting, og stigende energipriser vil også føre til øget inflation, herunder stigende madpriser. Stigende olie og gaspriser kan således føre til øgede profitter for olie- og gasselskaber og til udhuling af reallønnen hos den brede befolkning.

Betydning for Ukrainekrigen

Rusland har store besiddelser af olie og gas, og umiddelbart betyder stigende oliepriser flere penge til det russiske statsbudget – og derved bedre muligheder for at Rusland fortsætter krigen i Ukraine. Det forudsætter dog, at Rusland fortsat kan levere på verdensmarkedet.

Europa kan komme til at mangle gas, og det vil øge presset for, at EU og EU-lande fortsætter med at købe russisk gas til høje priser, hvad der også vil gavne den russiske statsøkonomi.

Spørgsmålet er så, om Rusland reelt vil kunne udnytte denne fordel. Det afhænger af, om Rusland kan fortsætte med at eksportere olie og måske endda øge eksporten. Ukraine svarer derfor med angreb på Ruslands oliehavne ikke mindst i Sortehavet. Ruslands store udskibningshavne er i Sortehavet og i Østersøen ved Skt. Petersborg.

Andre aspekter har også stor betydning: Ukraine importerer olie – som er central for krigsførelsen – og når prisen stiger, gør det Ukraines økonomi endnu vanskeligere, end den er i forvejen.

På den anden side er Ukraine det eneste land, der har erfaringer og kapacitet til at bekæmpe iranske droner. De har fløjet over Ukraine i fire år, og Ukraine skyder størstedelen af dem ned. Det er et kort, Ukraine har på hånden over for USA.

Rusland kan blive styrket af øgede energipriser, men bliver svækket af at Iran, en allieret til Rusland er under angreb.

Hvilke konsekvenser har krigen for USA?

Krigen kan styrke USA’s olieøkonomi og svække USA’s modstandere – selvfølgelig Iran, men først og fremmest Kina. Man kan ikke helt udelukke, at USA’s nye direkte brutalitet under Trump faktisk får en vis succes.

Men krigen er ekstremt dyr for USA og den er upopulær i den amerikanske befolkning. Martin Burcharth rapporterer i Information 16. marts at kun 27-40 procent af USA’s befolkning støtter krigen ifølge opinionsundersøgelser. Det er i modsætning til tidligere krige, USA har startet, hvor støtten ved starten var oppe over 80 procent.

Krigen har vist USA’s svagheder. Den var dårligt planlagt. Krigen har ikke noget klart endemål, og Trump siger forskellige og modstridende ting om krigens formål, ligesom det ikke er klart, hvor længe den efter planen skal vare.

Krigen kan således også ende med at svække USA – der allerede bruger en stor del af sine militære ressourcer i Iran og fx har trukket en del af dem væk fra Asien.

Krigen kan også svække Trump internt i USA og føre til, at Republikanerne taber valget til Senatet og Repræsentanternes Hus til efteråret – hvis det ellers bliver gennemført nogenlunde demokratisk.

Scenarier for udviklingen

Hvis man gerne vil overveje, hvad der kan ske i fremtiden, kan man opstille en række mulige scenarier. Det giver mulighed for at overveje forskellige og modsatrettede tendenser.

1. Israel og USA fortsætter deres angreb

Hvis Israel og USA fortsætter angrebskrigen, er spørgsmålet hvordan?

Kan de åbne Hormuz-strædet?

Det er svært. Olieskibe brænder nemt og kan nemt angribes med raketter og droner. Lige nu er det Trumps hovedpine i en sådan grad, at han har bedt en række lande om at hjælpe til med det – og i sin sædvanlige stil truer han dem, hvis de siger nej tak. Foreløbig er der ikke nogen, der har sagt ja.

Men måske kan USA og Israel tvangsåbne strædet, hvis de kan ødelægge Irans angrebskapacitet tilstrækkeligt. I så fald kan det føre til en åbning – og derved en stabilisering af olieprisen. Den vil fortsat være høj – men ikke de 150 eller 200 dollars pr. tønde, der bliver snakket om i scenarier fra The Economist.

USA har allerede bombet Kharg-øen, men siger det kun var de militære installationer.

90 procent af Irans olieeksport udgår fra denne ø, som dermed er et fristende mål. Hvis den bliver ødelagt, vil det betyde et massivt tab af indtægter til Iran. At ødelægge Irans olieeksport vil måske nok svække regimet, men det vil først og fremmest skabe nød og elendighed i den iranske befolkning.

Kan de ødelægge Irans krigsmaskine?

De har allerede ødelagt antiluftskyts samt en stor del af flåden og luftvåbnet. Spørgsmålet er derfor: Kan de ødelægge Irans kapacitet til at affyre raketter og droner? Det har vi endnu ikke set – og vi ved heller ikke, om regimet har fabrikker, som kan fortsætte med at producere disse våben.

Vil det ende med at USA sætter ”støvler på jorden”?

Måske er det en risiko. I hvert fald rapporterede Informations Martin Burcharth 16. marts, at amfibie-angrebsskibet USS Tripoli, der kan have 2500 landgangssoldater om bord, er på vej til krigsområdet sammen med endnu et hangarskib.

Krigens logik er, at den fører til optrapning. En landinvasion vil være et enormt skridt, men den kan også gøres mere begrænset gennem kun at omfatte en såkaldt ”sikkerhedskorridor”. Fx ved at USA tager de nærmeste halvtreds kilometer ind i Iran omkring Hormuz-strædet for at stoppe droner og raketter og dermed åbne Hormuz-strædet for olie og gas.

Det vil medføre, at Iran får et mål på landjorden, de kan kæmpe mod. Amerikanske tab, som ikke vil være populære i USA, kan dog svække Trump yderligere.

2. Det lykkes USA og Israel at vælte regimet

Bombekampagnen får ram på så mange ledere, at det centrale system holder op med at fungere. Landet holder op med at fungere, og magten glider over til regionale ledere.

Så kan vi se noget i retning af hvad der skete i Kina efter Kejserdømmets fald efter første verdenskrig, hvor krigsherrer regerede over så store dele af Kina, som deres tropper kunne kontrollere. I et sådant Iran kan der være lommer af folkelig selvorganisering – og måske endda demokrati og kvindefrigørelse (som der var elementer af i Rojava i Syrien under Assad-regimet). Men det bliver næppe dominerende.

Indblanding fra USA, Israel, Tyrkiet eller Saudi-Arabien vil ikke fremme demokratiske løsninger, som lederne af alle disse lande er modstandere af.

3. USA og Israel stopper angrebet – eller stopper det næsten

Krigen er upopulær i USA – den er dårligt forberedt og meget dyr. Trump kan blive presset til at stoppe krigen efter devisen ”TACO – Trump always chickens out”, der frit kan oversættes til, at Trump i sidste ende altid er en kylling. Trump kan også risikere, at kongressen afviser hans anmodning om penge til at fortsætte krigen.

Hvis krigen stopper, eller næsten stopper, kan det føre til en styrkelse af præstestyret – et præstestyre der er yderligere radikaliseret af angrebet. Så kan vi regne med en bølge af repression mod den iranske befolkning. Ødelæggelserne i Iran vil føre til en endnu mere elendig økonomi, fattigdom og måske endda sult og vandmangel for en stor del af Irans befolkning.

4. På en eller anden måde kommer der en diplomatisk løsning

Det kan man jo håbe på og arbejde for – men det er svært at se for sig: Vi har tre krigeriske parter – Israel har aggressive planer – Trump har en elendig og imperialistisk forståelse af verden – og deres modstander er et radikaliseret præstestyre, der er såret, men ikke væltet.

Bare det at formulere en plan for varig fred forekommer næsten utopisk. En varig fred vil kræve, at der kommer regimeskifter i både Iran, USA og Israel. Vel at mærke regimeskifter, der fører til demokratiske, fredselskende regeringer. Det virker langt væk i dagens verden.

Kaos og krise forude

Alle drømme om en international verdensorden er blevet revet i stykker. Der er mange, meget dårlige udviklingsscenarier for krigen. Elendige for den iranske befolkning. Elendige for hele Mellemøsten – i øjeblikket især Libanon. Og elendige for USA’s og Israels befolkninger samt for verdensøkonomien. 

Så har jeg ikke skrevet et ord om ødelæggelsen af klimaet. Men krig er en ekstrem udleder af CO₂ med sit forbrug af brændstof og eksplosiver, og de ødelæggelser og brande, krigen forårsager.

Med USA og Israels krig er verden er blevet et endnu mere usikkert sted at være. Der er mere kaos forude, og verden har taget endnu et skridt mod endnu mere krig.

Et positivt resultat kan være, at mennesker og regeringer vil skifte til vedvarende energi. Men det er en ringe trøst lige nu.