Iran: Krigens økonomi – og livet for Irans arbejdere

I krigstider taler stater om militære mål, infrastruktur, afskrækkelse, stræder, forhandlinger og genopbygning.

Men for de fleste mennesker bliver krigen for alvor virkelig, når fødevarepriserne stiger, når prisen for transport bliver højere, når værksteder løber tør for materialer, når arbejdspladsens skiftehold bliver mindre, når elektriciteten går, når arbejdsgivere forsinker udbetalingen af løn, og når staten beder folk om at vise modstandskraft.

Det centrale spørgsmål er, hvordan krigens omkostninger bliver betalt af arbejdere, lønmodtagere, pensionister og fattige familier.

Det er ikke nemt at forstå denne transaktion. Datagrundlaget er skjult. Statens institutioner nægter at dele informationerne – eller også taler de selektivt eller vildledende. Der findes ikke uafhængige fagforeninger. Rapportering fra felten og uafhængig journalistik finder sted under stor risiko for egen sikkerhed. Uafhængige medier kan ikke fungere frit. Mange arbejdere i beskadigede sektorer får ikke lov til offentligt at beskrive det, de oplever.

Under disse forhold er vi nødt til at tyde tegnene fra de spredte rapporter, samtaler og økonomiske analyser, sætte os i lønarbejdernes sted og læse dem igen.

Nogle økonomiske analyser har på det seneste bragt tal for omfanget af skaderne til den sydlige del af Pars-provinsen i det sydlige Iran. Krigen har ramt stålindustrien, olieindustrien og importsektoren. Ligegyldigt hvor præcise og verificerbare disse informationer er, gør tendensen i informationerne en ting klar: Krigen har nået produktionskæden og folks dagligdag.

Angrebene på Irans infrastruktur har ramt en økonomi, der allerede var udmattet af en enorm inflationskrise. Ifølge Irans Statistikcenter steg forbrugerpriserne med fem procent mere i farvardin (en måned i den iranske kalender fra 21. marts til 20. april, red.) 2026 i forhold til den foregående måned. Det er en stigning på 73 procent i forhold til den samme måned i 2025.

Det betyder med andre ord, at den samme kurv med dagligvarer kostede 73 procent mere i farvardin 2026 end i farvardin 2025. Prisen på livsnødvendige varer er steget endnu mere. Inflationen på korn og brød har været på 106 procent, mens priserne på olie og fedtstoffer næsten er fordoblet. Inflationen har ramt de fattige hårdest.

Krigen har altså gjort sin entré i en økonomi, som allerede udgjorde en nødsituation for arbejdere og lønmodtagere. Alle de nye prischok på gas, el, brændstof, import og transport lander altså på et bord, der allerede var ved at skrumpe.

Fra det sydlige Pars til samlebåndet

Det iranske regime har i de officielle udlægninger brugt ord som ”begrænsede”, ”til at reparere” og ”under genopbygning”, når det har beskrevet skaderne på landets infrastruktur. Men for arbejderne er situationen en anden. For dem er skaderne en del af en ond cirkel. Lavere produktion fører til aflyste timer på arbejde og suspenderede kontrakter. Kort sagt betyder det forsinkede lønninger og frygt for arbejdsløshed.

Nogle analyser har fortalt om en delvis genopbygning af det sydlige Pars’ gasproduktion. Men det har kostet milliarder af dollars og er gået ud over en del af Irans evne til at eksportere gas. Gassen i det sydlige Pars er forbundet til kraftværker, industrien, forbruget i hjemmene, eksportsektoren og statens budget.

Mangel på gas fører til pres på elnettet. Pres på elnettet fører til udsving i produktionen. Udsving i produktionen betyder, at en arbejder går på arbejde i dag uden at vide, om samlebåndet også kører næste måned.

Analytikere regner med, at det vil koste fem til seks milliarder dollars og flere års arbejde at genopbygge industrien i det sydlige Pars. Det er billedet fra andre estimater for genopbygning af Irans industri. Det vil koste tre til fire milliarder dollars og tage halvandet til to år at genopbygge Mobarakeh Steel-fabrikken. Det vil koste halvanden til to milliarder dollars at genopbygge Khuzestan Steel.

Den sociale virkelighed bag disse tal er, at genopbygningen kommer til at tage lang tid. For arbejderne betyder denne tid måneder – måske år – med job-usikkerhed, mindsket produktion, forsinkede lønninger, inflation og konkurrence om begrænsede ressourcer.

Også i stålindustrien begrænser skaderne sig ikke til de fabrikker, der er blevet direkte ramt. Når et stålværk som Mobarakeh Steel eller Khuzestan Steel bliver ramt, går det ud over produktionen af stålplader, og det rammer andre sektorer: Bilindustrien, hvidevarer, byggesektoren og så videre. Det, der i økonomiske tabeller ligner et ”stålplade-underskud”, kan betyde annullerede ordrer, lavere lønninger, fyrede arbejdere og dyrere varer.

Olieindustrien handler heller ikke kun om eksport og udenlandsk valuta. Olieprodukter indgår også i indpakning, dæk, rør, fibre, råmaterialer for små virksomheder og ting til hjemmet. Et fald i olieproduktionen er derfor ikke kun et tal i eksport-statistikken; det kan føre til mangel på råmaterialer, højere priser og øget pres på lønarbejdernes husstande.

Øget underskud fører til øget pres oppefra

Nogle analyser peger på, at genopbygningen af Iran kommer til at koste mange milliarder dollars på grund af byggeomkostningerne, tabte indtægter fra eksport og import til at erstatte de varer, man mangler. Det er store tal, men det er ikke det vigtigste. Det vigtige spørgsmål er, hvor pengene til at dække dette underskud vil blive hentet.

Selv før krigen var Irans økonomi ramt af høj inflation. Lønningerne steg slet ikke i takt med priserne. Der var boligmangel, dalende købekraft, skjult arbejdsløshed, privatiseringer, undertrykkelse af faglig organisering og usikkerhed på arbejdsmarkedet.

Krigen er altså landet på en i forvejen gyngende grund. Krigen har ramt et samfund, der allerede var rystet af sanktioner, korruption, neoliberal og arbejderfjendsk politik, forringelse af sociale ydelser og undertrykkelse af faglig organisering.

Hvis regimet beslutter at begrænse importen for at bremse underskuddet i udenlandsk valuta, vil priserne stige. Hvis staten vælger at skære i ydelserne og hæve afgifterne, vil prisen blive betalt af folks daglige forbrug. Hvis centralbanken vælger at trykke flere penge, vil inflationen sænke arbejdernes levestandard yderligere. Og hvis virksomhederne – som følge af en ide om at ville kontrollere likviditeten – ikke kan låne penge, vil værkstederne og de små virksomheder i fødekæden være de første til at bukke under.

Kort sagt: Enhver dollar i underskud i toppen af samfundet vil før eller siden dukke op på bunden som inflation, forsinkede lønninger, fyringer, rationeringer, dårligere offentlig service og privat gæld.

Belejring: Krigen efter våbenhvilen

Belejring, højere forsikringsomkostninger for skibe, længere importruter, vanskeligheder med valutaafregning, restriktioner på skibsfart, stigende transportomkostninger, dyrere brændstof og forstyrrelser i importen af basale varer er alt sammen former for krig, der fortsætter med andre midler.

For arbejderne er belejringstilstanden ikke et militært koncept. Det betyder højere priser, mangel på råmaterialer, risiko for lukninger, højere transportpriser, dyrere medicin, pres på husstandenes budgetter og frygt for at blive fyret. Selv uden bomber kan belejringen bombardere folks liv.

Hormuz-strædet er blevet en central del af denne krigsøkonomi. Stater ser det som et pressionsmiddel, som afskrækkelse eller som et forhandlingsobjekt.

Men for arbejderne kan enhver beslutning om Hormuz, belejring, olie-eksport, brændstof-import og handelsruter tydes direkte i priserne på brød, benzin, medicin, strøm og husleje – og i folks lønninger. Det brede samfund må ikke blive til et tavst bagtapet til beslutninger, som det ikke har ret til at blande sig i.

Krigen må derfor ikke kun forstås gennem kort, diplomati, Hormuz-strædet eller store beløb i dollars. Vi må spørge, hvordan alt dette kommer til udtryk i folks dagligdag.

Når vi nævner et milliardbeløb for genopbygning, må vi derfor også tale om de lønarbejdere, hvis husleje er steget til skyerne; om de lærere hvis penge slipper op halvvejs gennem måneden; om de pensionister hvis medicin-rationer bliver halveret; om de chauffører som må betale mere for benzin og reservedele; og om de bygningsarbejdere der for hver ny krise er i større fare for at blive fyret.

Den virkelige målestok for enhver analyse af krig er, om livet forbedres for arbejdere, lærere, sygeplejersker, pensionister, chauffører, kontraktansatte og fattige familier — eller om omkostningerne ved krig og genopbygning endnu en gang bliver lagt på deres skuldre.

Teksten er skrevet af den iranske freelance-journalist Siyavash Shahabi. Den er oversat fra engelsk af Jonas Neivelt. Læs flere af Siyavash’ tekster på hans hjemmeside The Fire Next Time.