Israel – et splittet samlet folk

Efter to år og to dages krig mellem Israel og Palæstina er der måske udsigt til fred takket være den amerikanske præsident Donald Trump. Hans selvbestaltede rolle som fredsmager har givet sig udtryk i gennemførelsen af det første trin i en 20 punkts plan, der med Trumps egne ord skal sikre evig fred i Mellemøsten. Om det virkeligt lykkes, kan der rejses tvivl om og kræver i alt fald overvindelse af en række udfordringer efter en krig med mange ofre.

I Gazastriben er over 67.000 mennesker blevet dræbt og over 150.000 såret, mens 10.000 er savnet. Nogle af dem givetvis Hamas-krigere – ifølge ikke-verificerede tal fra den israelske hær fremlagt i foråret 2024 drejede det sig på det tidspunkt om 13.000 personer. Langt størsteparten af de dræbte er dog kvinder, børn, ældre og mænd, der ikke har haft nogen tilknytning til Hamas. Over dobbelt så mange mennesker er såret og mange traumatiseret. 56.000 børn har mistet en eller begge forældre, og de fleste børn har kun sporadisk gået i skole – 92 procent af skolerne er jævnet med jorden ligesom også 92 procent af boligerne, så langt hovedparten af indbyggerne er boligløse. 61 procent af hospitalerne er totalskadet og de øvrige hospitaler samt sundhedsklinikker er skadet i forskelligt omfang. Ikke mange bygninger står tilbage i Gazastriben, og de fleste samfundsfunktioner er ude af drift eller fungerer kun nødtørftigt. Fødevaresituationen er også katastrofal, og flere områder er ramt af hungersnød, har det FN-støttede overvågningscenter IPC konstateret. Krigen har sat sine spor over alt både fysisk og mentalt.

Også i Israel har der været ofre. Omkring 1.200 mennesker – heraf 800 civile – blev dræbt den 7. oktober ved terrorangrebet udført af Hamas-krigere og tilløbere. Derudover er et større antal af de omkring 250 gidseltagne døde af sygdom, sult eller krigshandlingerne. Et par gidsler er endda ved en fejl blevet skudt af israelske soldater, der antog dem for at være Hamas-krigere. Også omkring 400 israelske soldater er blevet dræbt eller såret i kamphandlinger. Sorg og vrede har derfor også præget det israelske samfund; men vreden har været tvedelt. En del israelere har også vendt deres vrede imod landets regering ledet af premierminister Benjamin Netanyahu, der efter deres opfattelse har håndteret situationen forkert og ladet gidslerne komme i anden række til fordel for et ønske om at uskadeliggøre Hamas fuldstændigt.

Uforberedt på angreb fra Hamas

I tiden efter 7. oktober 2023 bredte sig en stor undren og bitterhed i Israel over, at de ellers så effektive efterretnings- og sikkerhedstjenester ikke havde kunnet opdage og afværge terrorangrebet, der blev forberedt i Gaza – ét af de mest overvågede områder i verden. Der havde ellers været flere indikationer på, at noget større var i gære. Blandt andet var det lykkedes en medarbejder i én af efterretningstjenesterne at opsnappe en video optaget af Hamas. Den viste, hvordan soldater fra Hamas og Islamisk Jihad i kampuniform og våbenmæssigt ganske veludrustet trænede i at gennemføre noget, der meget lignede aktionen den 7. oktober. En overordnet medarbejder afviste dog, at noget sådant var realistisk at gennemføre og opfattede videoen som ren og skær propaganda med det formål at profilere Hamas.

Israelske soldater udstationeret tæt ved grænsen til Gaza havde observeret usædvanlig stor aktivitet på den anden side af hegnet med soldaterlignende personer, der nøje overvågede, hvad der foregik på den israelske side, ligesom en drone sendt afsted fra Gaza flere dag i træk svævede over både militærlejre og kibbutzer. Disse iagttagelser blev rapporteret til overordnede, men blev tilsyneladende ikke taget alvorligt.

Rent militært var Israel heller ikke rustet til at forsvare sig imod et større angreb fra Gaza. Mange soldater var blevet trukket til Vestbredden for at beskytte bosættere, så der kun var et mindre antal soldater tilbage, heraf en del unge, ubevæbnede kvindelige menige, der via skærme overvågede grænsen mellem Israel og Gazastriben. Ved angrebet d. 7. oktober blev 16 ud af 26 af disse kvinder dræbt af de indtrængende terrorister, mens seks blev taget med som gidsler, og hele overvågningscentret blev brændt af. Det tog mange timer, inden soldater og politi kom til undsætning, så mange blev mejet ned af de angribende enten i deres bolig eller ved den musikfestival, der fandt sted, og på flugt væk fra området. Myndighederne havde intet overblik over, hvad der skete hvor, og der manglede koordinering mellem militæret og politiet.

En massiv kritik blev derfor rejst af regeringen, og Netanyahu lovede, at der skulle gennemføres en undersøgelse af, hvad der gik galt, men først når krigen var slut. Så den venter endnu på at blive gennemført.

Demonstrationer imod ny regering

Utilfredsheden med Netanyahu og hans regering er derfor blomstret op. Israel har oplevet protester imod regeringen med store demonstrationer og også i enkelte tilfælde strejker med krav om at få gidslerne frigivet via forhandling og våbenhvile, men har mødt en hårdnakket modstand fra Netanyahu, der i stedet har eskaleret den militære aktivitet i Gaza. Demonstrationerne er til dels en videreførelse af demonstrationer, der tog deres begyndelse næsten et år før terroraktionen d. 7 oktober 2023, og var rettet imod den regering, som Netanyahu havde dannet.

Den ydre fjende har i et vist omfang samlet israelerne, men også splittet dem og ført til gentagne konfrontationer mellem modstandere og tilhængere af Netanyahu´s regering, der efter det seneste parlamentsvalg kom til magten i november 2022. Siden da har tusindvis af israelere gang på gang været på gaden for at demonstrere imod den nye regering, der er den mest højreorienterede, nationalistiske og religiøst orienterede regering nogensinde i Israel. Den nye regerings program lagde op til et markant kursskifte for Israel, der selv betegner sig som Mellemøstens eneste demokrati. Ansporet af de nye regeringspartnere fra de yderligtgående partier, der ønskede at give religion en langt mere fremtrædende rolle og lovliggøre religiøs diskrimination, blev en række lovændringer hastigt gennemført. Det var også lovændringer, der indskrænkede demokratiet og pegede i retning af en mere autoritær styreform.

I kraft af en ændring af den såkaldte diskriminationslov kan butikker og organisationer nægte at betjene kunder, hvis det er i strid med deres religiøse tro. Loven har hidtil sikret, at alle israelere har haft ret til at blive serviceret. Og selv om regeringen har lovet, at loven ikke må misbruges, frygter især etniske og religiøse mindretalsgrupper at blive diskrimineret.

Få måneder efter sin tiltræden fik regeringen også med et snævert flertal i Knesset vedtaget en reform af det juridiske system. En væsentlig ændring er måden, hvorpå dommere til højesteret udpeges. Udpegningen skal foretages af et udvalg bestående af fem regeringsmedlemmer, et enkelt medlem af oppositionen, to personer udpeget af justitsministeren samt tre højesteretsdommere. Den konstruktion giver den siddende regering et komfortabelt flertal og dermed god mulighed for at udpege dommere, der politisk ligger på linje med regeringen. Også højesterets mulighed for at annullere love indskrænkes. Ikke blot skal 12 ud af de 15 dommere gå ind for en annullation; men den kan underkendes, hvis et flertal på blot mindst 61 ud af Knessets 150 medlemmer er imod annullationen.

Ændringen i det juridiske system giver mulighed for, at regeringen kan politisere retssystemet og undergrave magtens tredeling, der adskiller den lovgivende og dømmende magt. Retsreformen kan give Netanyahu mulighed for at slippe for at komme i fængsel i tre retssager, som han er tiltalt for. Regeringen kan for eksempel vedtage en lov, der indebærer, at en siddende politiker ikke kan dømmes for mandatsvig eller korruption af den type, som Netanyahu er tiltalt for.

Ændringerne i retssystemet har udløst kritiske kommentarer fra både udland og indland. Såvel den franske præsident Emmanuel Macron som den amerikanske Joe Biden udtrykte bekymring. De så lighedstræk med de ændringer, der er foretaget af Viktor Orbans regering i Ungarn og PiS-regeringen i Polen. I en podcast opfordrede USA’s ambassadør i Israel, Thomas Nides, regeringen til at træde på bremsen i forhold til retsreformen, hvilket udløste en heftig reaktion fra minister for diaspora, Amichai Chikli, som i et radioprogram bad ambassadøren om at blande sig udenom.

Også blandt en betydelig del af den israelske befolkning var der bekymring, som ikke blev mindre af, at nogle af de nye ministre fra det religiøse parti Jødisk Magt tilegnede sig store magtbeføjelser. Finansminister Betzalel Smotrich har givet sig selv beføjelser i forsvarsministeriet over for den civile administration på Vestbredden med ansvar for jødiske bosættelser og i et vist omfang også den palæstinensiske befolkning. Minister for national sikkerhed Itamar Ben Gvir har flyttet grænsepolitiet over til at være en enhed, der refererer direkte til ministeren selv. Grænsepolitiet opererer primær i Østjerusalem.

Disse tiltag har især været mærkbare for palæstinenserne, der på Vestbredden har oplevet, at myndighederne passivt har set til, at bosættere har begået overgreb mod palæstinensere og har ladet politi og militær understøtte nogle af disse overgreb samt arrestere hundredvis af palæstinensere, herunder mindreårige. I Østjerusalem gør grænsepolitiet det sværere for palæstinenserne at kommer rundt, da de ofte skal gennem flere checkpoints med forsinkende kontrol. Det har blandt andet sat sit præg på menighedslivet i de forskellige kristne palæstinensiske menigheder, hvor præsterne har svært ved at komme rundt til møder og gudstjenester. Det er nemlig ikke til på forhånd at vide, om et checkpoint er åbent, og hvor lang køen er, så det er uforudsigeligt, hvor lang tid det tager, og om man overhovedet når frem.

Ud over bekymring over de udemokratiske tiltag fra den nye regering var der også blandt ret mange israelere utilfredshed med det, som regeringen ikke lagde op til at gøre så meget ved – nemlig de store økonomiske problemer i Israel. I fjerde kvartal af 2023, hvor regeringen blev dannet, var eksporten faldet med 18 procent og privatforbruget med 27 procent. Det offentlige forbrug var steget med 88 procent, hvilket især skyldtes øgede udgifter til militæret. Og statsgælden udgjorde op imod 67 procent af bruttonationalproduktet. Det var alt sammen alarmsignaler om et land på vej imod den økonomiske afgrund.

Regeringens økonomiske dispositioner udløste igen kritik et år senere, da finansministeren øgede statsbudgettet med 65 milliarder kroner til at finansiere den iværksatte krig imod Hamas og dermed øgede statens gæld tilsvarende i stedet for at hente pengene andre steder i statsbudgettet, for eksempel på Turistministeriets område. I en leder i avisen Haaretz blev der advaret om, at ”takket være Israels finansminister står vi på tærsklen til en økonomisk katastrofe”.

Der var derfor flere årsager til, at mange israelere – både jøder og palæstinensere – i første halvdel af 2023 gik på gaden i protest med krav om Netanyahus afgang. Men også regeringens støtter gik på gaden for at demonstrere deres opbakning til regeringen og dens politik. hvilket afspejlede en stærkt splitter israelsk befolkning.

Sekulære og religiøse

De jødiske israelere er stort set spaltet i to næsten lige store grupper – de sekulære og de religiøse. Og afstanden mellem de to grupper er stor. En undersøgelse foretaget af dagbladet Globe i foråret 2023 viste, at blandt de sekulære mente 73 procent, at Israel primært skal være et demokratisk land. Blandt de religiøse mente 77 procent, at landet først og fremmest skal være en religiøs stat. Flere røster begyndte derfor at tale for en opdeling af Israel i to stater – et demokratisk, vestligt orienteret Israel og et religiøst, teokratisk Juda.

Selv om et flertal af den jødiske befolkning ifølge en undersøgelse fra tv-stationen KAN er imod en sådan deling af landet, viste den også, at hver fjerde af de Netanyahu-kritiske vælgere ville støtte en opdeling af landet for at slippe ud af de religiøse fundamentalisters omklamring af statsapparatet og lovgivningen. Der blev af flere kommentatorer draget historiske paralleller til tidligere opdelinger i to jødiske stater side om side, men ofte i strid med hinanden.

For 3.000 år siden blev det af Kong Saul oprettede kongerige delt i to – Israel i nord og Juda i syd efterladende et hadfyldt naboskab mundende ud i adskillige krige. Denne splittelse og strid anses for grunden til, at assyrere og babylonier kunne trænge ind og ødelægge det første jødiske tempel i Jerusalem i 586 før Kristi fødsel. I tiden omkring Kristi fødsel og liv var den gal igen med jødisk splittelse og førte i sidste ende efter et mislykket oprør imod den romerske besættelsesmagt til ødelæggelse af det andet tempel i Jerusalem og ifølge den zionistiske fortælling fordrivelsen af jøderne fra området, hvilket blandt andet den israelske historiker Shlomo Sand betegner som en myte uden historisk belæg.

Flere røster advarede imod en gentagelse af historien. Det tidligere Knesset-medlem Avrum Burg advarede i avisen Haaretz om, at den ekstremisme og fundamentalisme – der havde præget kongedømmet Juda – var ved at vinde frem igen. Retsreformen havde efter hans opfattelse aktualiseret faren for en dyb splittelse, da de sekulære og de religiøse står så langt fra hinanden i synet på staten Israels udvikling … og hans håb er, at ”Israel vinder over Juda”.

Ved dannelsen af Israel udgjordes den jødiske befolkning overvejende af sekulært orienterede borgere, der havde de vesteuropæiske demokratier som forbillede. De første to årtier lå landets politiske ledelse i hænderne på Arbejderpartiet – med tætte bånd til de socialdemokratiske partier i Vesteuropa. Og venstreorienterede unge fra andre lande tog i kibbutz, som nærmest blev regnet som en lokal, virkeliggjort socialisme.

Allerede i begyndelsen af 1950´erne påbegyndtes en indvandring af arabiske jøder, der blev set ned på af de europæisk-fødte jøder og blev behandlet som andenrangsborgere. Denne diskrimination bidrog til at underminere Arbejderpartiets troværdighed og position. De arabiske jøder fik flere børn end de sekulære europæiske jøder og voksede løbende som samfundsgruppe med deraf følgende øget politisk indflydelse. I tidens løb kom også grupper af jøder som flygtninge til Israel fra især Ungarn og Polen, hvor der udfoldede sig forskellige former for diskrimination af jøder. Et større rykind kom ved Sovjetunionens sammenbrud, hvor en del jøder flyttede fra de tidligere sovjetrepublikker og østeuropæiske lande til Israel, ligesom der også kom jødiske tilflyttere fra USA. Mange i denne brogede samling af nytilkomne kom til at befolke bosættelserne på Vestbredden og var af ikke blot en mere højreorienteret observans, men var i betydeligt omfang også stærkt nationalistiske og religiøst orienterede med en ambition om at skabe et Storisrael kun for jøder – med en konsekvent brug af de gamle bibelske navne Judæa og Samaria.

Borgerlige politikere ved magten

Med disse tilflyttere skiftede det politiske billede i landet gradvist, så borgerlige kræfter overtog regeringsmagten i længere perioder. Det tog sin begyndelse i 1977 med Menachim Begin, der oprettede det konservativt orienterede parti Likud. Med ham som premierminister blev der indledt fredsforhandlinger med Egyptens præsident Anwar al-Sadat, hvilket mundede ud i underskrivelsen af Camp David-aftalen og overrækkelse af Nobels Fredspris til de to statsledere.

Begin var dog hårdnakket modstander af enhver form for palæstinensisk selvstændighed. Inden Begins periode som premierminister havde denne post været besat af Yitzhak Rabin fra Arbejderpartiet. Han blev premierminister igen i 1992 og indledte fredsforhandlinger med palæstinenserne, Jordan og Syrien, hvilket året efter førte til indgåelse af Oslo-aftalen med PLO om rammerne for en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne samt til en fredstraktat med Jordan i 1994. Aftalen blev indledningen til forhandlinger om palæstinensisk selvstyre på den besatte Vestbred og i Gaza. Forhandlingerne ophørte dog reelt efter kun et par år, fordi Israel ikke ville opgive en bosættelse i centrum af Hebron. Senere forsøg på at genoptage forhandlingerne er løbet ud i sandet, samtidig med at stadig flere bosættelser er blevet etableret på Vestbredden, selv om de af FN er erklæret ulovlige. Rabin blev i 1995 myrdet af en stærkt religiøs, jødisk bosætter og afspejlede den stigende ekstremisme blandt dele af den jødiske befolkning.

En udvidelse af bosættelserne på Vestbredden stod på regeringsprogrammet, da Ariel Sharon fra 2001-2006 var premierminister valgt for Likud. Han afbrød forhandlingerne med det palæstinensiske selvstyre og beordrede i 2002 opførelsen af et hegn, som sidenhen blev til en mur, der efter planen skal lukke hele Vestbredden inde, så al trafik til og fra området skulle foregå via checkpoints. Til gengæld gennemførte Sharon i 2005 en tilbagetrækning fra de israelske bosættelser i Gaza med efterfølgende heftig kritik fra højrefløjen, hvorfor han forlod Likud for at stifte et angiveligt mere centrumsøgende parti, men nåede aldrig at stille op til valg på grund af alvorlig sygdom.

Både før og efter Sharon var Netanyahu i perioder premierminister, første gang fra 1996 til 1999, anden gang fra 2009 til 2021 og igen fra 2022 og frem til nu. Alle gangene har han i forskellig grad været afhængig af små, stærkt højreorienterede partier, hvilket også var tilfældet ved den seneste regeringsdannelse, hvor han for sjette gang indtog posten som premierminister. Hans holdning til forhandlinger med palæstinenserne har været svingende fra afvisning af Oslo-aftalen til en tøvende accept i 1996, men med fornyede og skærpede krav om sikkerhedsgarantier til Israel. I 2005 accepterede han for første gang en plan om etablering af en palæstinensisk stat, som dog skulle være demilitariseret og dermed ikke en suveræn palæstinensisk stat. I 2009 skærpede han kravene til en palæstinensisk stat, ligesom han støttede udvidelsen af bosættelserne, hvilket reelt umuliggjorde etablering af en palæstinensisk stat.

Imod to-statsløsning

Netanyahu har aldrig været oprigtig tilhænger af Oslo-aftalens to-statsløsning og blev stærkt fortørnet, da Barak Obama kort efter sin tiltræden som præsident i USA og igen senere hen talte for oprettelsen af en palæstinensisk stat side om side med Israel. Ved Netanyahus andet besøg i Det Hvide Hus gav han ved et pressemøde Obama en længere lektion i jødernes 4.000-årige lidelseshistorie, hvilket bragte den amerikanske præsident i defensiven. Og de op til flere gange gentagne ord om en palæstinensisk stat blev af Obama aldrig fulgt op af handlinger, der kunne have presse Israel til at acceptere en sådan løsning. Den økonomiske og militære støtte fra USA til Israel fortsatte uformindsket.

Netanyahu kunne ånde lettet op og yderligere glæde sig, da Donald Trump i 2016 indtog præsidentposten, utvetydigt lovede sin fulde støtte til Israel og kvitterede med en beslutning om at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem som et stærkt symbol på, at Jerusalem kunne anses for Israels udelte hovedstad. Ved den fest, der blev holdt i Jerusalem til fejring af flytningen af ambassaden med deltagelse af Trump og Netanyahu, var det kun repræsentanter fra den israelske højrefløj, som var inviteret, konstaterede en israelsk journalist i en amerikansk tv-dokumentar.

Ved sin tiltræden i 2016 proklamerede Trump, at han kunne skabe fred i Mellemøsten og løse konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Det lykkedes da også at få først De Forenede Emirater og siden Saudi Arabien til at gå ind for en normalisering af forholdet til Israel, hvilket Netanyahu fremhævede i en tale ved FN´s generalforsamling i september 2023. Palæstinenserne indgik dog ikke i løsningen og følte sig ikke blot glemt, men også forrådt af såvel USA som af de arabiske lande. To-statsløsningen syntes langt væk, og der var ingen initiativer til at bremse for udvidelsen af ulovlige bosættelser på Vestbredden eller den omfattende tilstedeværelse af israelsk politi og militær i dette område, ligesom der heller ikke ville være lempelser i de mange israelske restriktioner over for Gaza-striben, der af indbyggerne selv blev opfattet som verdens største udendørs fængsel.

Donald Trumps genvalg til præsident har glædet og betrygget Netanyahu, der forudså en fortsat nærmest ubetinget støtte til Israel, hvilket i praksis også havde været tilfældet under Joe Bidens periode som præsident.

Netanyahu er formodentlig fortsat imod en selvstændig palæstinensisk stat opildnet af sin kone og søn, der ifølge den israelske dokumentarfilm The Bibbi Files fungerer som både inspirator og indpisker over for ham. Men familien Netanyahu kom til kort over for familien Trump. Fader Trump sendte svigersønnen Jared Kushner sammen med Trump-vennen Steve Witkoff til Mellemøsten for at få landet den aftale, der skulle fremstille Trump som den fredsmager, han gerne vil bryste sig af at være. I sin fulde udrulning rummer aftalen som perspektivet oprettelsen af en palæstinensisk stat, hvilken er en bitter pille at sluge for Netanyahu. Han vil givetvis benytte enhver lejlighed til at stikke en kæp i hjulet på processen, hvilket allerede sås ved overdragelsen af de døde gidsler, hvor det har taget tid for Hamas at finde en del af dem. Det benyttede Netanyahu som begrundelse for at halvere antallet af lastbiler, der kunne lukkes ind med fødevarer og medicin til Gaza.

En ny anledning kan være den kommende afvæbning af Hamas, der kan blive en ganske svær manøvre, hvor Netanyahu vil være stærkt presset af sine regeringspartnere og de religiøse og nationalistiske grupper. De vil sætte sig imod enhver udvikling, som kan føre til dannelse af en palæstinensisk stat – og dermed blive en forhindring for en eventuel deling af Israel i to stater. For en sådan konstruktion vil skulle basere sig på områder, der ellers ville indgå i en palæstinensisk stat. Og en trestats-løsning vil være en ren hypotetisk og helt urealistisk mulighed.

Krav om våbenhvile

Fra den sekulære fløj af befolkningen er Netanyahu blevet mødt med stærk kritik og åbenlys splittelse i den israelske befolkning. Kun i den første tid efter terrorangrebet i oktober 2023 stod israelerne sammen i bedrøvelse over og fordømmelse af dette og af gidseltagningen. Snart skiltes vandene, og tusindvis af israelere mødte hver lørdag til demonstration på det, der blev kaldt gidselpladsen i Tel Aviv.

Store demonstrationer imod Netanyahu fandt sted i påsken 2024 med sammenstød med politi samt flere anholdte – og igen weekenden efter med krav om Netanyahus afgang og bannere, hvor han blev kaldt ”crime minister”. Fra en pårørende til ét af gidslerne lød det i megafonen således: ”Vi ser alle gang på gang, hvordan Netanyahu forhindrer en gidselaftale, og hvordan han tager beslutninger på baggrund af personlige og politiske aftaler”. Der blev også luftet skilte med slogans som ”Ikke mere krig”. Sidenhen fulgte flere store demonstrationer med jævnlige sammenstød med politiet og anholdelser til følge. Et gennemgående krav ved demonstrationerne har været, at der skulle indføres våbenhvile som afsæt for at få frigivet gidslerne – og i to omgange har der været våbenhvile med frigivelse af omkring halvdelen af gidslerne imod løsladelse af en række fængslede palæstinensere.

Den seneste våbenhvile i begyndelsen af 2025 ønskede Israel ikke at videreføre, men foretrak at intensivere krigen med det mål at udrydde Hamas. Men det mål er svært at nå, påpegede blandt andet den israelske historiker Moshe Zimmermann. I et interview til den tyske tv-station ZDF i april 2024 slog han fast, at Hamas ikke kan udryddes, selv hvis Gaza blev totalt jævnet med jorden. Ifølge hans opfattelse er fred først opnåelig, når gidslerne blev sluppet fri, hvilket krævede pres fra USA på den israelske regering for at finde en forhandlingsløsning. Efter længere tids tøven og en række indledende forhandlinger lykkedes det så endelig næsten på to års dagen for konfliktens start, da Trump vred armen om på Netanyahu.

Donald Trump blev da også dagens helt, da tusindvis af israelere mødtes på Gidselpladsen lørdag 11. oktober for at glæde sig over, at gidslerne nu endelig blev givet fri. Da Steve Witkoff på vegne af Trump hilste de fremmødte, blev der klappet, når han nævnte Trumps navn, men buhet når Netanyahu blev nævnt. I dele af befolkningen forsvinder utilfredsheden med premierministeren ikke lige med det samme; men opbakningen til Netanyahu er i andre kredse stor og svagt stigende. Den seneste meningsmåling viser en opbakning på 40 procent til Netanyahu, hvilket ikke umiddelbart sikrer ham genvalg ved det parlamentsvalg, der skal gennemføres inden for det næste år. Som en erfaren og dreven politiker vil Netanyahu imidlertid gå efter at finde koalitionspartnere, der kan sikre ham regeringsmagten, som med en svag opposition derfor ikke vil være uden for rækkevidde.

Trumps 20 punkts-plan vil møde mange sten på vejen. Om den i Mellemøsten kan sikre fred i vor tid og måske endda permanent vil afhænge af, om Trump hele vejen igennem holder fokus på sagen. Men i høj grad også af den politiske udvikling i Israel – vinder de sekulære eller de religiøse magten?