Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
16. juni. 2025

Israel vil nu bekæmpe Hamas ved at bevæbne en pro-ISIS-bande

Efter princippet om at min fjendes fjende er min ven, er Israel nu begyndt at støtte en pro-Islamisk Stat-gruppering til at bekæmpe Hamas. Men hvis de får held med det, vil det kun føre til endnu større ødelæggelse, end vi ser for tiden. Det skriver Niklas Zenius Jespersen i dette indlæg

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Under den kolde krig gav Israel økonomisk og politisk støtte til Hamas, for at Hamas kunne bruges til at bekæmpe den sekulære palæstinensiske venstrefløj.

Hamas brugte den støtte til både at angribe venstreorienterede palæstinensere og samtidig til at opbygge deres styrke. Da de var blevet stærke nok, så vendte de også våbnene imod Israel.

Nu vælger Israel at gentage “succesen” og give politisk, økonomisk og militær støtte til “Folkehæren/Popular Force” (PF), så de kan bekæmpe Hamas. PF er ganske rigtigt fjendtligt indstillet overfor Hamas, men ikke på nogen progressiv måde.

PF bliver til tider diplomatisk omtalt som en “klan-milits”, men den mest almindelige betegnelse om dem er, at de er en kriminel bande med ekstreme fundamentalistiske og jihadistiske synspunkter. Sådan klassificerer fx European Council on Foreign Relations PF.

PF er nogle af de meget få palæstinensere, der ikke bare har sympati for Islamisk Stat (ISIS) – men aktivt samarbejder med dem. Netop PF’s støtte til Islamisk Stat er den overvejende grund til, at de gentagne gange har ligget i væbnede konflikter med Hamas. Modsat de fordomme der nogle gange spredes i Danmark – hvor alle islamister opfattes som én og samme ting – så er Hamas nemlig stærkt fjendtlige over for ISIS.

PF er i øvrigt under omfattende mistanke for at havde plyndret nødhjælpsressourcer fra FN for at sælge dem på det sorte marked. Alt imens den palæstinensiske befolkning sulter ihjel. Altså, I ved, de plyndringer som Israel og højrefløjens propaganda påstår, Hamas skulle stå bag.

Min fjendes fjende

Israel er i gang med at udøve et folkedrab imod den palæstinensiske befolkning. Men fordi de har alvorlige militære problemer med at erobre og kontrollere Gaza – på trods af de titusinder de har myrdet – så ønsker den israelske regering endnu engang at så splittelse blandt palæstinenserne og benytte “min fjendes fjende”-politikken.

Som vi har set det de seneste par år så bragte deres tidligere støtte til Hamas ikke fred eller sikkerhed, hverken for palæstinenserne eller de israelske jøder. Tværtimod førte det til en forråelse af konflikten og øgede angreb på civile.

Lige nu kan Israel udnytte splittelsen blandt palæstinenserne og mobilisere de mest ekstreme palæstinensiske grupper til at danne en fælles front imod Hamas og resten af de palæstinensiske grupper. Men skulle Israel og PF lykkes med denne politik (hvilket der er grund til at tvivle på, at de er stærke nok til), så vil resultatet være det samme, som sidst Israel gjorde dette.

Får PF den magt, de ønsker, vil det være et spørgsmål om tid, før de også retter deres våben imod Israel – og konflikten vil blive endnu blodigere og mere brutal end nogensinde før. På begge sider.

Vinderne = ekstremisterne. Taberne = alle andre

Vinderne af denne yderligere eskalering vil være dem, der tjener bedst på konflikten. Jo mere ekstreme palæstinensiske grupper man promoverer, jo nemmere er det at skaffe politisk opbakning i Israel til at udøve et folkemord og nægte palæstinenserne deres rettigheder. Jo nemmere er det for den israelske højrefløj at skaffe opbakning til at fortsætte med at spare på velfærden for i stedet at investere i våben, krig og besættelse – og jo nemmere er det for israelske virksomheder at forsvare deres investeringer og profitter i krigen og bosættelserne.

Taberne, det vil være alle andre. Palæstinenserne der fortsat vil blive myrdet, fordrevet og udplyndret i massevis, den israelske arbejderklasse der fortsat vil blive fattigere og opleve flere og mere brutale angreb, og potentielt alle os andre hvis Gaza forvandles til en ny Islamisk Stat med rekruttering til international terror.

Fred, frihed og sikkerhed kræver, at folkedrabet i Gaza stoppes. Det er ikke blot palæstinensernes liv og frihed, der er på spil, selvom de er de primære ofre. Også flertallet i Israel og i resten af verden er afhængige af, at det israelske folkedrab i Gaza stoppes, hvis der skal sikres fred, frihed og sikkerhed.

Og til alle Israels støtter i Danmark, i regeringen, på højrefløjen og i medierne: Selv hvis I er ligeglade med massemordet på palæstinenserne, vil I så virkelig blive ved med at bevæbne og støtte en stat der sender våben videre til en pro-Islamisk Stat gruppe?

Om skribenten

Niklas Zenius Jespersen

Niklas Zenius Jespersen

Medlem af Enhedslisten Nordvest og Foreningen Socialisten. Vicepræsident for Historisk Fagråd ved Københavns Universitet. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER