Israels politik er racistisk

Lad os begynde med at slå fast, at vi selvfølgelig er imod drab på civile og imod antisemitisme. Det burde ikke være nødvendigt, ligesom man ikke hører medier eller politikere afkræve lignende besværgelser om ikke at være antimuslimske eller antiarabiske – af folk, der støtter Israels angreb.

Det er et godt eksempel på den forskelsbehandling, de danske medier og flertallet af politikere udøver.

Apartheid i Israel

Hvordan ser man, at den israelske besættelse er racistisk?

Vi kan begynde med begrebet apartheid: Apartheid er defineret som en forbrydelse i Rom-statutten for den internationale forbryderdomstol i 2002: ”Apartheid er en forbrydelse imod menneskeheden, der begås, når enhver umenneskelig handling bliver begået i konteksten af et institutionaliseret regime af systematisk undertrykkelse og dominans fra en befolkningsgruppe med et bestemt race- eller øvrigt tilhørsforhold over for en anden befolkningsgruppe med et andet race- eller øvrigt tilhørsforhold og med det formål at opretholde samme system.”

Siden 2002 har flere tungtvejende organisationer slået fast, at Israel udøver apartheid over for palæstinenserne: herunder den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem, Amnesty International og Human Rights Watch samt en FN-rapport.

Hvordan ser man denne apartheid i praksis? Palæstinenserne udsættes dagligt for et racistisk system med langt dårligere vilkår og rettigheder end israelere. De skal igennem checkpoints for at komme til og fra arbejde. Israel giver tilladelse til opførelse af ulovlige “bosættelser” i de besatte områder på Vestbredden. Der bygges veje mellem bosættelserne og Israel, som palæstinensere ikke må bruge. Man dræner vandressourcer fra de palæstinensiske områder og giver vandet til bosætterne. Palæstinenserne tvinges fra deres hjem, som rives ned eller gives til israelere.

Selv de to millioner palæstinensere med israelsk statsborgerskab udsættes for et racistisk system med dårligere rettigheder for ikke-jøder og en lov, der slår fast, at “Israel er et jødisk land, hvor kun jøder har ret til selvbestemmelse”.

Menneskerettighederne under pres

I de besatte områder har palæstinenserne ingen retssikkerhed. De kan dømmes af militærdomstole efter militær lov, og det er eksempelvis ulovligt at demonstrere imod Israel.

Mange flyttes til fængsler i Israel i stedet for de besatte områder, hvilket er i strid med den fjerde Genevekonvention. Fangerne kan nægtes adgang til en advokat. Der er mange tilfælde af dokumenteret tortur i fængslerne. Over 1000 palæstinensere var før 7. oktober 2023 “administrativt tilbageholdt” – dvs. fængslet uden sigtelse eller retssag. Det kan forlænges i det uendelige. Nu er det mange flere.

Palæstinenserne i Gaza har i årevis haft endnu værre vilkår end på Vestbredden. Gaza har over 2 millioner indbyggere på et område på størrelse med Langeland. Israel har siden 2007 gennemført en blokade af Gaza, hvor indførslen af varer til Gaza er strengt begrænset. Kun det strengt nødvendige for at overleve tillades, og Gaza kan ikke få tilført materialer til at genopbygge efter Israels bombardementer i 2008. Meget få indbyggere fra Gaza har lov til at krydse grænserne – og i perioder har ingen den rettighed.

Menneskerettighedsgrupper har protesteret mod blokaden, da det er kollektiv afstraffelse i strid med den fjerde Genevekonvention, som siger, at besættelsesmagter har pligt til at beskytte den besatte befolkning og sikre nødvendige forsyninger.

Vesten bakker op om Israel

Hvordan er det kommet så vidt? Israel har fra starten fået massiv støtte til at gennemføre sin gradvise overtagelse af Palæstina. En overtagelse som er sket med vold, krig og fordrivelse. Først fra Storbritannien, senere fra USA. Var det ikke for støtten fra USA, som er den største donor og beskytter af Israel nu, havde meget set anderledes ud

Israel støttes også af europæiske lande. Især Tyskland som på grund af Holocaust og nazismen har udviklet en nærmest blind støtte til Israel, uanset hvordan Israel opfører sig over for palæstinenserne.

Solidaritet med Palæstina forsøges marginaliseret, og der gøres forsøg på at udskamme og dæmonisere Palæstina solidaritet som antisemitisme. Selv om det er Israels årelange, ulovlige besættelse og krigen mod Gaza, som er i centrum for den internationale kritik af Israel.

“Beklager, Muhammed, men sådan er det bare”

Israelske politikere og militærfolk udtaler åbenlyst synspunkter, som dehumaniserer palæstinenserne. Tænk blot på premierminister Netanyahus udtalelser om ”blodtørstige monstre” og præsident Herzogs udtalelser om, at ”det er en samlet nation, som er ansvarlig”.

Forsvarsminister Gallant udtaler at Israel kæmper mod ”mennesker som er dyr”. Minister for national sikkerhed Itamar Ben Gvir har udtalt, at “Min, min kones og mine børns ret til at bevæge sig frit på vejene i Judæa og Samaria er vigtigere end arabernes ret til at bevæge sig. Beklager, Muhammed, men sådan er det bare.”

Bemærk, at israelske højrefløjs-politikere ikke anerkender palæstinenserne som et folk og derfor omtaler dem som “arabere”. Finansminister Bezalel Smotrich har fx sagt dette direkte. Han har også udtalt, at den palæstinensiske by Hawara på Vestbredden burde udslettes.

Kulturarvsminister Amihai Eliyahu udtalte, at det at kaste en atombombe på Gaza var en af mulighederne i konflikten. Rådgiver Giora Eland for forsvarsministeren har skrevet, at ”folk i Gaza har to valg, at blive og sulte eller at forlade Gaza”, og han vil skabe ”en alvorlig humanitær krise i Gaza, så det bliver et ”sted hvor ingen mennesker kan eksistere”.

At der er israelere, som opfører sig som et herrefolk over for palæstinenserne, burde ikke kunne ske, hvis man tager læren fra Holocaust og andre udryddelser af folkeslag alvorligt.

Krigsforbrydelse på krigsforbrydelse

Hvad er den nuværende situation? Siden terrorangrebet fra Hamas 7. oktober 2023 har Israel indført en total blokade af Gaza, hvor nærmest ingen mad, vand, medicin, brændstof og elektricitet lukkes ind i Gaza overhovedet.

Det har skabt en humanitær krise. Under nogle af de værste bombardementer har Israel også blokeret telefoni og internet i Gaza. Humanitær hjælp har også været blokeret og kun tilladt i humanitære pauser, men udgør selv da langt mindre end de daglige fornødenheder.

Israels bomber har pt. dræbt over 25.000 palæstinensere, dvs. over 1 procent af befolkningen, herunder over 10.000 børn, samt journalister og sundhedspersonale, der ellers nyder særlig beskyttelse. Hamas’ terrorangreb dræbte over 1200 israelere, men de retfærdiggør ifølge Genevekonventionen ikke målrettede drab på civile palæstinensere. Det er en krigsforbrydelse.

Størstedelen af befolkningen er på flugt. I det tætbeboede område er næsten alle huse, hospitaler og skoler blevet ødelagt eller beskadiget. Under international lov er hospitaler særligt beskyttede, men Israel har ramt både hospitaler og ambulancer med bomber, hvilket også er en krigsforbrydelse.

Larmende stilhed fra danske regeringer

Danske regeringer har været passive, og under mantraet ”Israel har ret til at forsvare sig selv” er Israels forbrydelser blevet normaliseret.

Danmark har lagt sig tæt op ad USA´s politik, som støtter Israel uanset omfanget af overgrebene på palæstinenserne. Manglen på empati og humanisme er rystende. Men under Mette Frederiksens regeringstid er den blinde støtte til Israel blevet mødt af store protester.

Hvad kan man gøre? Man kan deltage i protestmøder og demonstrationer. Kræve våbenhvile og fredsforhandlinger. Oplyse om Israels og zionismens overgreb. Lægge pres på politikerne, for at Israel ikke ustraffet kan fortsætte sin folkemorderiske politik, og at der indføres militær embargo mod Israel. Politikerne – også i EU – skal arbejde for, at Israels status som særligt begunstiget handelspartner ophæves.

Sidst men ikke mindst. Boykot Israel.

Se her: www.boykotisrael.dk og www.bdsmovement.net

Bekæmp al racisme, også Israels!

Teksten er en lettere redigeret udgave af en udtalelse fra Enhedslistens Antiracistiske Udvalg.