Israels vanheld

Efter den propalæstinensiske aktivisme på Roskilde Festivals Orange Scene har nogle undret sig over, at musikere, forfattere og andre kunstnere er så entydige og udtaltte i deres fordømmelse af Israel. Kristian Ditlev Jensen ser det i Weekendavisen som “rent medløberi … overkoreograferede feel good-svømninger, som handler om, hvad der for tiden er på mode i den kreative middelklasse … der intet ved om emnet”.

Man kan også tænke sig en enkel, mere rationel forklaring, der består af en præmis, som ethvert civiliseret menneske i vor tid må tilslutte sig. En kendsgerning, som det er svært at lukke øjnene for, og en uundgåelig følgeslutning, hvis man – som kunstnerne – orker at lægge to og to sammen.

En præmis

Præmissen er, at andre mennesker har samme rettigheder som én selv, hvilket vi forsøger at vænne os til. Og det er ikke nemt, for som Heinrich Heine skrev i 1856: “Djævelen er en logiker, siger Dante. En skrækkelig syllogisme holder mig fangen, og når jeg ikke kan gendrive det udsagn, at alle mennesker har ret til at spise, så må jeg også underkaste mig alle dets konsekvenser.”

Tanken er ikke ny; men det er relativt nyt, at vi prøver at tage den alvorligt. Vi anerkender, at hvis man er født og opvokset et sted, har man også ret til at bo der, og vi afviser guddommelige eller historiske forrettigheder. Men det er ikke så længe siden, at vi stolede på “en Gud for oven, der råder for Danmarks sag” (J. Holms, 1873) og endte med “at bede: skærme Gud vor gamle rede” (Chr. Richardt, 1889). I tidligere tider var det almindeligt accepteret at “bekræfte de raske i retten til riget” (Johannes V. Jensen, 1906) – og dermed i retten til at fordrive eller undertvinge de mindre raske.

Mange eller de fleste stater er grundlagt på den måde, fx USA, som i lighed med anden europæisk bosætterkolonialisme er grundlagt på slaveri og folkemord. Den sidste store indianermassakre fandt sted ved Wounded Knee så sent som i 1890. Den er en del af en lang række andre eksempler på statsterror og folkemord gennem historien.

Israels vanheld er, at staten ikke blev grundlagt for 200 år siden. Dengang kunne Israel have drevet palæstinenserne ud i ørkenen, solgt dem som slaver eller slået dem ihjel, uden at nogen for alvor ville have taget anstød af det eller løftet et øjenbryn. Men i vor tid anser vi det for en forbrydelse.

En kendsgerning

Kendsgerningen er, at israelerne i 75 år eller mere – længe forud for det aktuelle folkemord i Gaza – systematisk har arbejdet på at fordrive palæstinenserne ved hjælp af statsaccepteret terror. Palæstinenserne havde ingen ret til at vende tilbage, idet mange, som forsøgte det, blev skudt på stedet.

I Israel anerkendes det ikke, at der eksisterer et palæstinensisk folk. Palæstinenserne omtales som arabere, og det palæstinensiske flag er illegalt.

FN’s Resolution 181 af 29. november 1947 delte Palæstina med tilslutning fra både USA og Sovjetunionen. Resolutionen banede vejen for oprettelsen af staten Israel og for den altomfattende palæstinensiske katastrofe, som er blevet selve definitionen på det arabiske ord: nakba. Talrige senere FN-resolutioner, som bl.a. gav palæstinenserne ret til at vende tilbage, er blevet ignoreret af Israel.

Veltrænede jødiske militære grupper iværksatte i 1947-48 en omfattende etnisk udrensning, som drev 750.000 palæstinensere på flugt til flygtningelejre i Ægypten, Libanon, Jordan og Syrien. 14. maj 1948 oprettedes staten Israel, som snart efter blev fuldgyldigt medlem af FN. Med udgangen af 1948 var halvdelen af palæstinenserne blevet fordrevet.

Straks efter forsøgte de arabiske naboer at komme palæstinenserne til undsætning ved at indlede en krig mod Israel. Senere fulgte en række større og mindre krige, som – navnlig seksdageskrigen i 1967 – førte til militære sejre for Israel og til, at Israel med henvisning til sin “ret til at forsvare sig selv” har kunnet bemægtige sig stadig større dele af Palæstina. Efter 1967 blev i alt 300.000 palæstinensere fjernet fra de besatte områder.

Denne gradvise, ulovlige anneksion af det storisraelske område pågår stadig med uformindsket eller forøget styrke ved bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem.

Israels statsterror

Et indtryk af forholdene får man i dokumentarfilmen No Other Land (2024).

Israelsk militær chikanerer synligt palæstinenserne, der er uden borgerrettigheder. Palæstinenserne er underlagt militær lovgivning med hård kontrol, bevægelses-indskrænkning og vilkårlige arrestationer.

Militæret ser passivt til, mens bosætterne terroriserer palæstinenserne ved med mellemrum at jævne nogle huse med jorden, hælde beton i brøndene, save vandledninger over og supplere med enkelte drab i ny og næ, indtil forholdene er så utålelige, at palæstinenserne giver op og fortrækker fra deres landsbyer til særlige zoner, som har karakter af flygtningelejre, hvorpå køllebevæbnede og militærbeskyttede bosættere tager den forladte jord i besiddelse.

De, der tager afstand fra israelsk terror og folkemord, bebrejdes ofte, hvis de ikke i samme åndedrag omtaler “de israelske unge, der 7. oktober 2023 blev myrdet af Hamas-terrorister på en musikfestival som den i Roskilde”, som Berlingskes chefredaktør Tom Jensen skrev efter Fontaines DC-koncerten på Roskilde. Dermed foretages en falsk sidestilling af den israelske og den palæstinensiske terror. Der er størrelsesordener og dimensioner til forskel.

Den israelske statsterror er mere omfattende (60.000 i forhold til 1.000 dræbte siden 2023), mere langvarig, mere målrettet og understøttet af langt større militær styrke. Hamas’ terror må anskues som en afmægtig, forbryderisk reaktion på mange årtiers israelsk overmagt, terror og undertrykkelse.

Mærkeligt nok er det her til lands forbudt at ytre billigelse af Hamas’ terror, mens det er tilladt at udtrykke billigelse af den israelske terror – i hvert fald indtil EU, regering og folketing får taget sig sammen til at inkludere Israel i de relevante for tiden gældende terrorlister. Og det behøver jo ikke at afvente den forventede dom over Israel ved den internationale FN-domstol i Haag.

En følgeslutning

Følgeslutningen er, at Israel er en morderisk, lovløs og anakronistisk forbryderstat. Afstandtagen fra apartheid, etnisk udrensning og folkemord betyder ikke, “at jøder og israelere skal holdes op mod en moralsk standard, ingen anden stat eller befolkning pålægges”, som anført af Henrik Chievitz, Ella Chievitz og Nurith Myriam Lumer-Klabbers i Politiken.

Det ville det have betydet for to-tre hundrede år siden, men ikke i vor tid. Det er heller ikke en injurie, som Tom Jensen skriver, men en sigtelse, hvis berettigelse udspiller sig dagligt på vores TV-skærme.

75 års stiltiende accept

Hvordan kan det være, at vi i så mange år stiltiende har accepteret alt dette bortset fra lidt lejlighedsvis, gratis hændervriden? Sympati for det jødiske folk og medfølelse med dets lidelser gennem flere tusind år forklarer meget. Navnlig i Europa og specielt i Tyskland, hvor enhver kritik af Israel er tabu og på det nærmeste forbudt.

Men hvad angår overgrebene mod nutidens palæstinensere, er denne sympati og medfølelse klart irrelevant. Ikke desto mindre hævdes det undertiden, at det bør kædes sammen: “Man ser israelerne som besættere, men lukker øjnene for, at jøder har været forfulgt og undertrykt gennem hele verdenshistorien”, som Martin Krasnik skrev i Kristeligt Dagblad i december 2023.

Det spiller nok også ind, at så mange af os er opdraget med Det Gamle Testamentes bibelhistorie, hvor fordrivelse og folkemord er tilbagevendende temaer, og hvor det omtales positivt, at jøderne “lægger band på” fjenderne, hvilket betyder, at de slås ihjel eller fordrives, og deres ejendom konfiskeres.

Det Gamle Testamente er en religiøs, kulturhistorisk og litterær guldgrube, som afspejler jødernes beundringsværdige kollektive, historiske hukommelse helt tilbage til Ægypten og Babylon. Men som statsideologi i vor tid er det uantageligt.

I nogle, både kristne og jødiske, kredse læses Det gamle Testamente så bogstaveligt, at man tillægger det betydning, at Abraham, som angiveligt hørte stemmer, fortolkede det som Guds stemme, der gav jøderne lovning på det forjættede land (1. Mos. 12,7.)

Det tillægges også stor betydning, at Moses formanede jøderne om, at “når HERREN din Gud fører dig ind i det land, du skal ind i og tage i besiddelse, og driver store folk bort foran dig, hetiterne, girgasjiterne, amoriterne, kana’anæerne, perizziterne, hivviterne og jebusiterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og når HERREN din Gud giver dem i din magt, og du overvinder dem, så skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem eller vise dem skånsel”. (5. Mos. 7.1-2).

Denne meget tekstnære bibellæsning blandt kristne er formentlig mest udbredt i USA. Angående USA’s uindskrænkede støtte til Israel må det også tages i betragtning, at en del amerikanske jøder økonomisk støtter Israel, herunder bosættelserne på Vestbredden,
og i øvrigt har betydelig finansiel styrke og dermed betydelig politisk indflydelse i USA.

En civiliseret fremtid

De taktiske forviklinger gennem 75 år er komplicerede; men den strategiske røde tråd er enkel at følge: Israels kontinuerlige bestræbelser på at bemægtige sig hele Storisrael og fjerne palæstinenserne. At rette op på forholdene er uhyre kompliceret, ikke mindst fordi enhver anerkendelse af palæstinensiske rettigheder konsekvent afvises af navnlig jøder og kristne i USA samt af det politiske flertal i Israel, hvis mål er et jødisk Storisrael, og som ikke viger tilbage for at bruge forbryderiske midler.

Den israelske regering ved utvivlsomt, at den begår forbrydelser, og at dens eftermæle vil blive blodbesudlet, men den ved også, hvad realiteterne på landjorden betyder, og formentlig tænker den langsigtet efter 75 års systematisk terror, som har givet det forønskede resultat. Efter en generation eller to, dvs. 30 – 50 år, er en generation af israelere vokset op, som er født i de besatte områder, og som derfor har ret til at forblive der.

Hvad vi kan og bør gøre, er at udtale vores fordømmelse og afbryde al forbindelse med Israel. I modsætning til mange andre frastødende regimer kan Israel påvirkes og presses, og vi kan ikke forsvare at have venskabelige relationer til en åbenlys krigsforbryderstat – hverken af hensyn til os selv eller af hensyn til vores omdømme i den øvrige verden.

Men vi kan jo blive nødt til det på grund af vores fortsat nære forhold til USA. Det vil ramme de israelere, som er modstandere af flertallets politik, men Israel er et demokrati, og demokratiets forbandelse er, at man som borger i et demokrati som bekendt er ansvarlig for, hvad flertallet begår af velgerninger såvel som dumheder og grusomheder.

En tostats-løsning må anses for illusorisk, fordi der nu er 700.000 israelske bosættere i de besatte områder. Hvis Israel ønsker at indtræde i rækken af nutidige, civiliserede stater, er den eneste farbare vej, at palæstinenserne får ret til at vende tilbage – så vidt muligt med restitution af stjålen ejendom – og at der etableres en enstats-løsning med lige ret for alle indbyggere from the River to the Sea.

“I realiteten eksisterer der allerede en sådan; problemet er, at det er en apartheidstat uden lige rettigheder for jøder og palæstinensere”, som Birgitte Rahbek skrev i Politikens kronik i januar 2024.