Israelske bomber giver dønninger på klimatopmødet COP28

Demonstrationer er bandlyste i diktaturet De Forenede Arabiske Emirater (UAE). Men anderledes er det inden for FN-området i den såkaldte Expo City, hvor COP28 udfolder sig mellem sejlduge, pavilloner og gigantiske konstruktioner. Her hersker andre regler. Demonstrationer inden for veldefinerede områder er tilladte efter forudgående aftale.

Og nu er mange hundrede konferencedeltagere ved at gøre sig klar til at marchere. Bannere taler om klimaretfærdighed. Men først og fremmest taler de om våbenhvile. Underforstået – våbenhvile i Gaza, hvor den israelske hær på 60. dag bomber civilbefolkningen og har efterladt en millionby som en ruinhob, efter Hamas 7. oktober udførte et bestialsk angreb i Israel.

Her er oprindelige folk fra Brasiliens jungle iført fjerkranse med papegøjefjer og farvestrålende skørter. Her er musikere fra Afrika, og her er bhutanske kjortler. I forreste række løftes tegninger af vandmeloner, som er blevet et symbol på Palæstina.

I henhold til FN’s regler må der ikke viftes med nationale flag på demonstrationer på FN-området. Der må heller ikke siges noget, som kan opfattes som angreb på et medlemsland eller et privat selskab. Men tegninger med vandmeloner må man godt vifte med.

Demonstranter i kort snor

Asad Rehman fra NGO’en War on Want forklarer, at organisatorerne har ligget i forhandlinger med FN i halvanden uge for at få lov til at demonstrere for Palæstina. Organisatorerne fik forbud mod at bruge slagord som ”Free Palestine” og ”From the River to the Sea” – slagord som ifølge mange israelere er en trussel mod Israels overlevelse, men som for mange palæstinenserne omvendt handler om at slippe ud af det jerngreb, den israelske besættelsesmagt har holdt de ulovligt besatte områder i siden 1967.

Rehman finder det oprørende, at det ikke er diktaturet UAE, men FN som hæmmer civilsamfundets udfoldelse.

Han mener, at FN undergraver sin egen raison d’être, når organisationen hindrer en demonstration for en våbenhvile, som FN’s generalsekretær António Guterres selv har krævet. Guterres har kaldt det nu to måneder lange israelske tæppebombardement for ”helt ude af proportioner”, som omdanner Gaza til ”en kirkegård for børn”. Bombardementerne har også dræbt over 100 FN-ansatte i Gaza.

Det er dagen før FN’s officielle menneskerettighedsdag, og nu sætter demonstrationstoget sig i bevægelse. Folk råber i takt på en våbenhvile. Der er afrikanske trommer, og oprindelige folk danser. Efter nogen tid standser optoget. Der er ét minuts tavshed for de mange tusinde ofre. Et par delegerede fra oprindelige folk tænder et lille bål til ære for de døde.

En brudflade mellem syd og nord

I mængden af nysgerrige møder jeg en dansk NGO-repræsentant, som siger til mig, at det kommer bag på mange fra Skandinavien på klimatopmødet, ”hvor meget Gaza fylder i landene i syd”.

Sympatibølgen i den tredje verden med de massakrerede palæstinensere kommer angiveligt også bag på den danske regering. Den danske regerings ensidige pro-israelske holdning – hvor Danmark i modsætning til fx Frankrig ikke vil kræve en våbenhvile i FN – vækker forundring rundt omkring.

Tilsyneladende ville udenrigsminister Lars Løkke gerne bløde op på statsminister Mette Frederiksens meget stejle holdning.

Den sydafrikanske apartheid-aktivist og direktør for verdens største klimaorganisation, Climate Action Network, Tasneem Essop, har ifølge dagbladet The Guardian sagt, at ”folkemordet i Gaza måske ikke direkte vil påvirke forhandlingerne (på klimatopmødet). Men det vil forstærke den voksende splid og mistillid mellem det globale nord og det globale syd”.

Jeg taler med den unge Tamsyn Maria Rangi Kereopa fra maorifolket på New Zealand. Hun repræsenterer World Council of Churches. Hun fortæller mig, at det for hende er oplagt at sympatisere med palæstinenserne, der oplever at få deres land taget fra dem. ”Vi oprindelige folk oplever igen og igen, at vores land bliver taget fra os, så dets ressourcer – ofte olie og gas – kan udnyttes af nybyggere”.

Hun tilføjer, at det for hende ganske enkelt er et indlysende humanitært synspunkt, at der skal sættes en stopper for det israelske blodbad og mulige folkedrab.

Afstandtagen fra Israels bombardementer

Allerede på COP28’s første dag sneg Israels krig mod Gaza sig ind på topmødets dagsorden.

Den egyptiske udenrigsminister Sameh Shoukry — præsident for sidste års klimatopmøde, COP27 – bad de tilstedeværende om et minuts stilhed for at mindes to nyligt afdøde klimaforhandlere men også alle de civile, som er døde under den igangværende konflikt i Gaza.

Såvel den sydafrikanske præsident Cyril Ramaphosa som den colombianske præsident Gustavo Petro fordømte skarpt de israelske bombardementer.

Ramaphosa sagde: “Krigen mod Palæstinas uskyldige folk er en krigsforbrydelse, som må ophøre nu”.

I sin tale til alle statsoverhoveder fordømte den colombianske præsident Gustavo Petro Israels kollektive afstraffelse af det palæstinensiske folk men pegede på de vestlige landes ansvar: ”Det barbari og folkemord, som det palæstinensiske folk udsættes for, er en forsmag på den folkevandring, som vi har i vente som en konsekvens af klimaforandringerne”.

”De rige lande nægter at ophøre med at forbruge olie, gas og kul, som dets høje levestandard bygger på, og undergraver herved menneskehedens fremtid. Ofrene for klimaforandringer er i de fattige lande, som forbruger meget lidt CO₂. Der venter enorme folkevandringer som følge af tørke og vandmangel i de sydlige lande. Vi ser allerede det modsvar, som kommer i de europæiske lande”, fortsatte Petro med henvisning til den migrationsfjendtlige politik i de rige lande og det yderste højrefløjs fremmarch.

”Hitler banker på USA’s og den europæiske middelklasses dør, og mange lukker op. Vi ser det i den stadig strammere migrationspolitik”, sagde den colombianske præsident.

Gustavo Petro er langt fra alene i Latinamerika med sin fordømmelse af Israel. Bolivia har brudt de diplomatiske forbindelser med Israel, mens et tredje progressivt land, Chile, ligesom Colombia har neddroslet de diplomatiske forbindelser.

Optoget bevæger sig under enorme sejlduge, langs FN-vimpler og bygninger med mødelokaler og forbi et spektakulært stort jernstativ i form af en gigantisk kugle. Demonstrationen slutter senere af ved en lidt afsides mur.

Afslutningsvis læses op af et digt skrevet af den palæstinensiske digter Refaat Alareer, som netop er blevet dræbt af en israelsk bombe. Digtet afsluttes med ordene: ”Hvis jeg må dø, lad det i det mindste bringe håb, lad det blive en fortælling”.