Italien: Meloni taber folkeafstemning om reform af retsvæsenet

Italiens højrefløjsregering med Giorgia Meloni i spidsen sidder fortsat solidt på regeringsmagten. Men mandag 23. marts led regeringen et betragteligt politisk nederlag, da den tabte en folkeafstemning om en reform af Italiens retsvæsen.

Selve indholdet af reformen er kompliceret stof, og Italien-kommentator og forfatter Jesper Storgaard Jensen har på sin Facebook-side skrevet, at 99 procent af befolkningen efter hans skøn formentlig intet begreb har haft om, hvad der skulle stemmes om.

Solidaritet har derfor kontaktet lektor emeritus i italiensk samfund og historie, Gert Sørensen. Han forklarer reformens indhold således:

”Afstemningen handlede om en reform af retsvæsenet, som ville medføre afgørende ændringer i forfatningen fra 1948. Reformen havde tre punkter:

1. Adskillelse af en karriere som offentlig anklager og dommer. Hidtil har man som ansat i retsvæsenet kunnet skifte fra den ene til den anden rolle under sin karriere (dog kun en gang).

2. Medlemmerne i Det Øverste Retsråd (Consiglio Superiore della Magistratura), i forfatningen defineret som et autonomt organ for den dømmende myndighed (ved siden af den lovgivende og den udøvende myndighed), skal udpeges ved lodtrækning og ikke som hidtil ved almindelig stemmeafgivning blandt de relevante inden for denne gren af statsapparatet.

3. Indførelse af en øvre domsinstans, der skulle gribe ind, hvis man skønnede, at dommere og offentlige anklagere overskred deres beføjelser”, forklarer Gert Sørensen.

Gert Sørensen oplyser videre, at Meloni-regeringen har turneret med to forklaringer på, hvorfor den ville have reformen gennemført. Dels skulle den modernisere Italiens langsomt arbejdende retsvæsen, og dels skulle den stække den dømmende myndigheds magt i forhold til det politiske system, hvor den menes at forhindre den italienske regering i at gennemføre sin politik på migrationsområdet i forbindelse med hjemsendelser og planlagte interneringslejre uden for Italiens grænser, fx i Albanien.

“Et lettelsens suk”

Trods det tekniske indhold tillægges afstemningen stor, politisk betydning. Eftersom få mennesker har kendt til reformens indhold i detaljen, er folkeafstemningen blevet udlagt som en afstemning om Meloni-regeringens mulighed for at gennemføre gennemgående reformer af den italienske forfatning.

Det stemte 54 procent af de fremmødte nej til. Valgdeltagelsen var på 59 procent, hvilket er ganske højt for en italiensk folkeafstemning. Den italienske venstrefløjsavis Il Manifesto beskriver folkeafstemningen som det første nederlag for Italiens siddende højrefløjsregering, der ellers har været en af Italiens længst siddende regeringer nogensinde.

Giorgia Meloni har skrevet på Twitter, at hun accepterer resultatet af folkeafstemningen, og at regeringen har tænkt sig at fortsætte sit arbejde.

Imens fejrer Italiens venstrefløj folkeafstemningen som en tiltrængt sejr. Jesper Storgaard meddeler på Facebook, at nej-siden ”hoverer i stor stil, og redaktøren for venstrefløjs-tidsskriftet MicroMega, Cinzia Sciuto beskriver det som ”et lettelsens suk”.

Også lederen af det store centrumvenstre-parti, Det Demokratiske Parti, Elly Schlein, er glad for resultatet. Ifølge Politiken opfordrer hun premierministeren til at tage resultatet alvorligt:

”Fra stemmeurnerne lyder der en klar politisk besked til Meloni og regeringen, men også til os. Der er allerede et alternativt flertal til regeringen. Mange højreorienterede vælgere stemte nej. Flere end de venstreorienterede vælgere, der stemte ja. Vi vil slå Meloni og denne højrefløj ved de næste parlamentsvalg. Det er jeg sikker på”, siger Elly Schlein ifølge Politiken.

Men hvorfor var den svært forståelige reform så vigtig at bremse for venstrefløjen? Det giver Gert Sørensen et bud på:

”Reformen tog faktisk slet ikke fat på de nødvendige spørgsmål om at gøre retssystemet mere effektivt – problemet med underbemanding og manglende digitalisering. Der lå i loven et forsøg på at ændre de indre modvægte i det italienske demokrati og forfatningssystem i sidste instans til fordel for den politiske magt og den udøvende gren. Altså en slags ‘orbanisering’ som vi kender det fra Ungarn.”

Et rap over næsen til Meloni

Folkeafstemningen om reformen af retsvæsenet blev af flere iagttagere set som en prøveklud for, om premierminister Meloni i fremtiden kunne få held med andre reformer af Italiens forfatning. Det er ingen hemmelighed, at Meloni godt kunne tænke sig, at Italien havde et præsidentsystem som det i Frankrig. Og hvis det ikke kunne lade sig gøre, har hun ønsket, at premierministeren skulle vælges ved direkte valg i befolkningen, hvilket ville styrke premierministerens politiske magt.

Det skriver MicroMega-redaktøren Cinzia Sciuto fx i sin leder om folkeafstemningen: ”Hvis ja-siden havde vundet, ville der have været frit spil for at rykke ved alle de checks and balances, som vores grundlov garanterer. (…) Dermed virker det nu sandsynligt, at reformen af premierministerposten nu ender på bunden af en skuffe, og det er under alle omstændigheder en god nyhed.”

Gert Sørensen vurderer også, at resultatet af folkeafstemningen er en svækkelse af Meloni-regeringen og dens appetit på fremtidige reformer af forfatningen:

”Det er utvivlsomt en svækkelse af Meloni her et år før næste valg, vi her er vidner til. Det er indlysende, at med en sejr ville regeringen have mod på at gå videre bl.a. med en reform, der styrker premierministerposten ved at lægge op til et direkte valg af denne. Det vil give denne post en større folkelig og politisk legitimitet, men griber ind i og forrykker balancerne i forfatningen.”

Cinzia Sciuto advarer dog mod at tro, at folkeafstemningen betyder, at venstrefløjens vej til en kommende valgsejr nu er banet:

”Centrum-venstre ville gøre meget klogt i ikke at juble for meget og frem for alt ikke begå en fejl, som ville være fatal: at tro at de 54 procent, der stemte nej, fuldt ud kan sidestilles med deres eget vælgerkorps.”

I de italienske meningsmålinger ligger højrefløjen fortsat klart foran en centrumvenstre-opposition med store interne uenigheder. Dermed er kampen om Italiens politiske struktur langt fra slut.