Jalta II og Trump II: Europas nedtur og den nye uforudsigelige verdensorden

Den nye kolde krig mellem Vesten og Rusland synes at fortsætte, uanset udfaldet af Ukraine-konflikten. Den værdibaserede verdensorden, som Biden-administrationen forsøgte at fremme, er brudt sammen.

Mens debatten i Danmark ofte er ensidig, er perspektiverne i andre europæiske lande mere nuancerede. I Polen, hvor regeringen traditionelt har haft en hård linje mod Rusland, bidrager intellektuelle og akademikere til en mere reflekteret diskussion.

Et sådant bidrag kommer fra professor Bogdan Goralczyk, en anerkendt sinolog og tidligere diplomat. I et interview med det polske centrum-venstre ugeskrift Przegląd argumenterer han for, at Europas nedtur ikke blot kan tilskrives Donald Trump.

Den egentlige årsag er de globale forskydninger i magtbalancen. Europas indflydelse er svækket, og kontinentet fremstår splittet og teknologisk tilbagestående. Dette blev understreget i den omtalte Draghi-rapport, der påpegede Europas manglende teknologiske konkurrenceevne.

Samtidig er EU ikke lykkedes med at etablere et fælles forsvar; de øgede militærbudgetter styrker primært nationale hære. Polen modarbejder ideen om en europæisk forsvarsunion af frygt for tysk-fransk dominans.

For blot 20-30 år siden havde EU og USA en næsten lige stor andel af verdens økonomi på cirka 22-23 procent hver. I dag har USA øget sin andel til 26 procent, mens EU er faldet til 18 procent. Kinas økonomiske magt er vokset dramatisk, og allerede i 2015 oversteg landets BNP målt i faste priser USA’s.

USA, Kina og Europa i den nye verdensorden

Under Trump II har USA bevæget sig længere i retning af nationalkonservativ kapitalisme. Landet har udviklet sig til en energi-gigant med omfattende eksport af flydende naturgas (LNG) til Europa – til langt højere priser end den tidligere gasimport fra Norge og Rusland.

Sanktionerne mod Rusland har været kostbare for Europa, men bliver ofte omgået med stiltiende samtykke fra EU-lande. Tyskland har været særligt hårdt ramt af energikrisen – med en firedobling af energipriserne siden 2022. USA har derimod profiteret massivt, ikke blot på energi, men også på våbeneksport.

Vi ser kort sagt et nyt og meget anderledes stormagtsspil. USA og Kina styrkes, mens EU svækkes. Dette har uundgåelige konsekvenser, når der forhandles om fred i Ukraine og andre globale konflikter, eksempelvis i Gaza.

Rusland, Frankrig og Storbritannien bærer alle præg af det, der er blevet kaldt et post-imperialt syndrom. USA har samtidig svært ved at erkende, at Det Sydkinesiske Hav ikke længere er en amerikansk interessesfære – Kina er blevet for stærkt.

Kina: En anderledes strategisk aktør

Kina forfølger en strategisk kultur, der adskiller sig markant fra USA og Rusland. Landet har få militærbaser uden for eget territorium og satser primært på økonomisk dominans gennem soft power, teknologi og eksport snarere end militær magt.

Kina har sit eget internet, alternative teknologiplatforme og har fravalgt vestlige tjenester som Facebook, Twitter og Google. Samtidig fremmer Kina af-dollarisering og øger samhandel i nationale valutaer.

Krigen i Ukraine har haft negative økonomiske konsekvenser for Kina, især i forhold til eksport til et kriseramt Tyskland. Samtidig har Kina dog draget fordel af billige gas- og olieimporter fra Rusland. Beijing ønsker ikke et russisk nederlag, men heller ikke et scenario, hvor USA frit kan agere militært i Asien. Derfor balancerer Kina mellem at støtte Rusland og at fremme en fredsaftale i Ukraine.

Kina har potentiale til at spille en nøglerolle i Ukraines genopbygning. Vestlige økonomier viser hverken vilje eller kapacitet til at finansiere en genopretning, der skønnes at koste nær en billion, 1000 milliarder dollar. Nogle mener endda, at Kinas pres har forhindret Rusland i at anvende taktiske atomvåben.

På den internationale scene kan en ny magttrekant mellem Kina, Rusland og USA potentielt skabe et “Jalta II” 80 år efter den oprindelige Jalta-konference. Dette scenarie ville være en strategisk katastrofe for EU og navnlig for Polen og de baltiske lande.

Europa må erkende sin nye virkelighed

Ifølge Goralczyk er det afgørende, at Europa erkender de nye magtforhold og handler derefter. Kontinentets ledere afholder krisemøder, men det grundlæggende problem er modviljen mod at slippe forestillingen om Europas tidligere styrke.

BRICS-landene har fået øget betydning, og globalt er flervektor-politik blevet mere udbredt – en strategi, hvor lande ikke binder sig eksklusivt til en bestemt stormagt eller militæralliance. Dette ses tydeligt i det globale syd.

Samuel Huntingtons teori om clash of civilizations fra 1990’erne er blevet en realitet; men en global storkrig kan stadig undgås, hvis pragmatisme og kompromisvilje vinder frem. Problemet er, at den nye verdensorden er langt mere uforudsigelig end tidligere.

Traditionelle ideologiske skel mellem højre og venstre er blevet udviskede, og i dag findes både høge og duer på tværs af politiske lejre. Europas fremtid afhænger af, hvorvidt det formår at navigere i denne komplekse virkelighed uden at forfalde til nostalgi og magtesløshed.