Jan Hoby: Fagbevægelsen kan fejre 150-års jubilæum i lort til halsen

Et gammelt ordsprog siger, at en ulykke sjældent kommer alene. Men der er også et, der siger, at intet er så galt, at det ikke er godt for noget. De passer begge to som fod i hose som optakt til arbejderbevægelsens 150-års jubilæum.

Status på de første 150 år er nemlig, at arbejderbevægelsen gennem de seneste 50 år har tabt mere, end vi har vundet. Det er særligt gået stærkt med undergravelsen af tilkæmpede rettigheder i de seneste tre årtier. Det er resultatet af, at Socialdemokratiet allerede i 1990’erne fravalgte sin historiske position som forvalter af den sociale pagt: Klassekompromisset mellem kapital og arbejderbevægelse, som er det fundament, den danske velfærdsstat er bygget på. Vi kan med sikkerhed fastslå, at flexicurity-modellens afmontering startede i 1993 i udbudsøkonomiens (nyliberalismens) tegn – med daværende finansminister Mogens Lykketofts og den socialdemokratisk dominerede fagtops velsignelse.

Socialdemokratiet har siden bevæget sig ekstraordinært langt til højre, men der er mere grundlæggende spørgsmål på spil, da et skift tilbage til venstre altid er en teoretisk mulighed. Det er dog svært at se en vej tilbage for Socialdemokratiet uagtet Mette Frederiksens retorik, forståelsespapiret og rødvaskningen.

Velfærdsstat afløst af profit

Nyliberalismen har afløst det historiske kompromis mellem arbejde og kapital, og den afviser idéen om den ”socialdemokratiske” velfærdsstat. Det har Europas socialdemokratier for længst accepteret. Derfor bliver alle socialdemokratiske regeringer fremover regeringer med borgerlig økonomisk politik i bredeste forstand, uanset hvad der står i et eventuelt regeringsgrundlag. For det er sådan, det har været siden 1993. Og sammen med Socialdemokratiet har fagbevægelsen også accepteret de faktiske forhold inden for jernindustrien: At uligheden blomstrer som aldrig før, og bliver større og større. At lappeløsninger oversælges som reformer og forbedringer som f.eks. Arne-pension, minimumsnormeringer og angreb på dagpengene for nyuddannede.

“Lappeløsninger oversælges som reformer og forbedringer som f.eks. Arne-pension, minimumsnormeringer og angreb på dagpengene for nyuddannede.”

Generelt vokser de ulighedsskabende problemer sig større og større på arbejdsmarkedet, boligmarkedet, uddannelsesområdet og i sundhed. Men de politiske handlinger forbliver fodslæbende og utilstrækkelige. Det er ikke, fordi der ikke er værdier og rigdom nok i samfundet. Men fordi større udgifter til velfærd betyder mindre profit til det lille mindretal, der sidder på den økonomiske magt.

Fagbevægelsens og Socialdemokratiets reelle problem er, at de ikke har et alternativ til en kapitalisme i krise andet end at føje markedskræfterne og håbe på, at det økonomiske opsving efter coronakrisen fortsætter i en uendelighed. Ikke engang en keynesianske økonomisk politik er på tegnebrættet efter coronakrisen – andet end nyliberaltisk keynesianisme.

Fagbevægelsen sætter i mangel af bedre deres lid til, at Socialdemokratiet – på baggrund af opsvinget i økonomien og den faldende ledighed – giver lønmodtagerne en ”reformpause” og lige nu undlader drakoniske arbejdsmarkedsreformer som under Thorning, Corydon og Frederiksen.  

Klassesamarbejde og pamperi

Det står dags dato klart, at så længe den reformistiske arbejderbevægelse i form af Socialdemokratiet og fagbevægelsen ikke kan eller vil antaste den rå kapitalmagt på deres hjemmebane – i det økonomiske liv, så længe vil ulighederne fortsætte, og lønarbejderne vil tabe. Den fagbevægelse er blevet synonym med status quo og en fravalgsbevægelse, som både styrtbløder politisk indflydelse og medlemmer. Vores lederskab i fagtoppen er i dyb krise og ved ikke deres levende råd. Deres analytiske, strategiske og taktiske forståelse af verden er så bagudrettet, afmægtig og visionsløs, at de gør mere skade end gavn.

Fagbevægelsen skal være mere end en samling sociale bevægelser. Fagbevægelsen skulle derimod være den gamle industrielle arbejderklasse, det stigende antal prekære ansatte og den nye akademiske arbejderklasses stemmer og være i stand til at formulere en fælles interesse og sætte magt bag ordene. I tre årtier har en samlet arbejderbevægelse og i særdeleshed fagbevægelsen tydeligvis ikke stræbt efter dette mål. For politik, der kommer fra arbejderklassen, og som retter sig mod arbejderklassen, er gået af mode – også i arbejderklassen egne organisationer. Når fagbevægelsen står i lort til halsen, skyldes det mangeårig bevidst forsømmelse af klassekamp, klassepolitik og arbejderklassen i al sin mangfoldighed.

Arbejderklassens politiske partier – selv de reformistiske partier i Europa før 1990’erne – førte ikke kun valgkamp, men opbyggede også solidaritet med strejkende, mobiliserede til demonstrationer, organiserede lejere i almene boliger og krævede forbedret sanitet, sundhedspleje og andre vigtige krav til gavn for arbejderklassen.  Men i dag sparker hverken fagbevægelsen eller arbejderpartierne røv for arbejderklassen.

Så Danmark er i 2021 og i 150-året for arbejderbevægelsens fødsel et land, hvor det ikke alene kniber med ligheden i samfundet, men også gevaldigt med demokratiet. Der er nemlig underskud på begge konti. Den eneste måde at spille op imod kapitalens udenomsparlamentariske skalten og valten med magten er reelt udenomsparlamentarisk og skal komme ved, at arbejderklassen kæmper, strejker, aktionerer, demonstrerer og bruger fællesskabets styrke til at opnå varige progressive forbedringer.

Fagtoppen med Lizette Risgaard, forkvinde for FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) i spidsen har desværre totalt fraskrevet sig arbejderklassens vigtigste våben, aktionsvåbenet, som løftestang for forandringer. Den samlede fagtop har erstattet klassekamp, solidaritet og fællesskab med klassesamarbejde på arbejdsgivernes og politikernes præmisser, pamperi og kapitalens behov. 

Den danske Model – Guds hellige skrift

Heldigvis er verden og klassekamp ikke statiske størrelser eller forudbestemt.  Klassekamp svinger frem og tilbage, og det gør bevidstheden i arbejderklassen også. Selv om der ikke er en mekanisk sammenhæng mellem den politiske og økonomiske kamp og arbejderklassens bevidsthed, så vil tendensen være, at jo mere politisk kampen er, des mere generaliseret tænker arbejderklassen.

Som sendt fra himlen er sygeplejerskernes strejke blevet en katalysator for et nybrud blandt store dele af offentligt ansatte og særligt blandt kvindefagene. Hvis vi lytter til, hvad sygeplejerskerne, jordemødrene og SOSU’erne siger, så springer det ud af situationen – med de overenskomststridige strejker, arbejdsnedlæggelser og faglige møder, der fortsætter ufortrødent rundt om i landet, at sygeplejerskerne, jordemødrene, SOSU`erne og andet sundhedsfagligt personale vil det anderledes og tænker i de store perspektiver – de tænker ud fra et klasseperspektiv.

“Hvis der er noget, fagtoppen frygter mere end arbejdsgivernes angreb, så er det, når medlemmerne ikke vil acceptere deres vilkår og ikke vil vente på systemets håndtering, behandling og løsning på problemerne, men i stedet etablerer overenskomststridige strejker.”

De mener, at Den Danske Model gør det umuligt for fagforeningerne at forhandle værdig løn og vilkår til de traditionelle kvindefag på det offentlige arbejdsmarked. Som Sofie Korsgaard, ”Jordemødre for ligeløn” udtaler til Politiken lørdag 2. oktober: ”Det er patetisk at høre politikerne omtale den danske model, som om det er Guds hellige skrifter. Man kan jo se, den ikke fungerer i den forstand, at vi har nogle kvindefag, som ligger forkert i lønhierarkiet, som vi har været fastlåste i siden tjenestemandsreformen fra 1969. Løngabet er for stort til, at det kan ændres i de nuværende rammer, og det skal der gøres noget ved” ; og Marietta Annie Petersen, forkvinde for Foreningen af Danske Sygeplejersker fortsætter: ”Det duer ikke at blive ved med at holde fast i mantraet om, at den danske model er hellig, og den rører vi ikke ved. Man er nødt til at indse, at vi har nogle kæmpestore problemer på det offentlige arbejdsmarked med rekruttering, løn og arbejdsforhold. De kan ikke løses i de nuværende rammer.”

Sygeplejerskernes politiske strejke og fortsættelse af de overenskomststridige strejker har ikke kun sendt rystelser igennem det politiske parnas i folketinget, regionerne og kommunerne, men også i fagtoppen. For sygeplejerskernes strejke har været fremkaldervæske på velfærdsstatens, Den Danske Models og fagbevægelsens dybe krise.

Og hvis der er noget, fagtoppen frygter mere end arbejdsgivernes angreb, så er det, når medlemmerne ikke vil acceptere deres vilkår og ikke vil vente på systemets (Den Danske Models) håndtering, behandling og løsning på problemerne, men i stedet etablerer overenskomststridige strejker. For en samlet fagtop står skulder ved skulder for at forhindre, at strejkebevægelsen spreder sig og kommer ud af kontrol. De ønsker for alt i verden at dæmpe medlemmernes utilfredshed og kampskridt for ikke at risikere, at medlemmerne radikaliseres så meget, at de også vender sig mod deres faglige ledere lokalt og nationalt.  Som vi ser det aktuelt i DSR (Dansk Sygeplejeråd).

Sygeplejerskernes strejkebevægelse har sat alle kvindefags-fagforbundene under massivt pres op til OK24. For hvis Mette Frederiksen og den socialdemokratiske regering ikke kan eller vil indfri kravet om et totalt opgør med tjenestemandsreformens sexistiske og ulighedsskabende konsekvenser for kvindefag igennem 52 år og give markante lønstigninger i kroner og øre til alle kvindefag og andre lavtlønsgrupper, så peger pilen på fagtoppen i DSR, FOA, BUPL og andre kvindefagforbund – men også på Lizette Risgaard, som har lagt alle FH’s æg i Mette Frederiksens kurv.

Sygeplejerskerne, jordemødrene og SOSU’ernes ligelønsbevægelse og det tredje kvindeoprør er den bedste fødselsdagsgave, arbejdsbevægelsen kunne få på sin 150-års fødselsdag. Det er i det opgør, strejkebevægelse og græsrodsbevægelse, at et nyt lederskab skal opbygges og spredes til alle faggrupper. Fagoppositionen Foreningen af Danske Sygeplejersker og jordemødre for ligeløn har sat barren meget højt, og det giver håb, inspiration og mod – og er eksempler til efterfølgelse.

Fagbevægelsen har stadig en fremtid efter 150 år. Men det kræver, at fagbevægelsen ændres, og det haster.