Jeg blaffede igen: Anmeldelse af “King Kong og Kvinden”

Med King Kong og Kvinden genudkommer Virginie Despentes’ feministiske klassiker fra 2006 på dansk. Hvad mon feministerne snakkede om i 2006, spørger jeg mig selv, da jeg samler bogen op. Jeg drømmer mig tilbage til 2006, sætter mig bag i familiens Chrysler Voyager og skruer op for MP3-afspilleren. Nok noget med letpåklædte kvinder i musikvideoer og om hotelarvingen Paris Hiltons sexvideo, gætter jeg.

Virginie Despentes (f. 1969) er en fransk forfatter og filmskaber. Hun blev et nationalt fænomen i år 2000, da hendes spillefilm Blodsøstre (fransk: Baise-moi) blev kaldt porno og taget af plakaterne landet over. Blodsøstre er baseret på Despentes’ egen roman om den voldtægt, hun og hendes veninde (blodsøstrene) blev udsat for i 1986.

Sidste år kom hendes nyeste roman, Kære Fuckhoved, på dansk, som Solidaritet anmeldte. King Kong og Kvinden er en eksplosiv essaysamling, der handler om klasse, kvindelighed, voldtægt, sexarbejde, punk, porno og – af uransagelige årsager – King Kong-filmen fra 2005.

Hotelarvingen og kvindelighedsproletaren

I King Kong og Kvinden sætter Paris Hilton ”sig selv i scene på alle fire og benytter sig af at optagelsen kommer i omløb for at blive verdenskendt”. Mediebegivenheden får Despentes til at konkludere, at Hiltons ”tilhørsforhold til en social klasse går forud for hendes tilhørsforhold til et køn.”

Despentes har sådan set ret i det med social klasse og køn. Sammenligningen af køn med klasse er gennemgående for King Kong og Kvinden. De, der ikke lever op til, hvordan man helst skal være som kvinde, kalder Despentes for eksempel ”kvindelighedsproletarer.”

Men siden 2006 har vi lært, at Hilton ikke ”satte sig selv i scene,” men som teenager blev presset til at filme seancen af en ældre kæreste, og at filmen ikke ”kom i omløb,” men blev solgt af selvsamme kæreste. Dermed taler feminister åbenbart stadig om 1 night in Paris (filmens titel), selvom der nok er større problemer i verden end en eller anden milliardærs ve og vel.

Hun er for pervers

Bogens suverænt bedste essay er Den kvinde kan ikke voldtages, hun er for pervers. Essayet er tilmed en af de bedste tekster, jeg nogensinde har læst om seksuel vold.

”Juli 1986, jeg er 17 år. Vi er to piger i lårkort, jeg har stribede nylonstrømper på og røde Converse. Vi er på vej hjem fra London.” Sådan indleder Despentes essayet og ekkoer dermed det spørgsmål, der så ofte rettes mod voldtægtsofre, ”hvad havde du på?” Despentes beskriver voldtægt som et meget udbredt problem, noget helt sædvanligt. Sådan noget nær et livsvilkår for kvinder. ”Voldtægt er borgerkrig,” skriver hun også, og betegner dermed voldtægt som et våben i den klassekamp, der står mellem kønnene.

I King Kong-teorien har voldtægt to hovedfunktioner: Det får én til at føle sig som ”kvinde, forbandet meget kvinde.” Som Despentes bliver mange kvinder voldtaget i løbet af teenageårene, det bliver nærmest et slags overgangsritual. Det er også voldtægtens funktion i klassekampen: At sætte kvinden på plads, at minde hende om hvem der har bukserne på, at få hende til at blive hjemme.

For det andet er voldtægt en samtale mænd imellem. Det er en måde at bygge den ”famøse mandesolidaritet” eller at ”erklære over for de andre mænd: Jeg knepper jeres kvinder.” Det er jo også derfor, vi ikke siger noget til de mænd, der godt kan lide os, skriver Despentes. De bliver ydmygede, hvis de da tror på dig. Og alle ved, at der er få ting, der er så farlige som en ydmyget mand.

Men mere hjerteskærende er det næsten, når Despentes gør sig den erfaring, at alle hendes veninder også bliver voldtaget. Deri opstår også kløften til mændene, der ikke oplever voldtægt som allestedsnærværende, som et livsvilkår.

Mænd er imod voldtægt, det er klart. Det er den indvending, jeg oftest har hørt mod ordet ”voldtægtskultur”. At voldtægt jo er ulovligt. Despentes rejser det relevante spørgsmål, at hvis alle kvinder, hun kender, er blevet voldtaget, hvorfor har ingen af de mænd, hun kender, så voldtaget nogen?

Der er to mulige forklaringer. Enten sidder der et par voldtægtsmænd derude i det ganske lands buske og voldtager tusindvis af kvinder. Den anden forklaring, og den Despentes foretrækker, er, at kun få af dem, der voldtager, anser det, de selv har gjort, som voldtægt.

”Jeg har da haft sex med kvinder, der ikke havde lyst. Men det er vel ikke voldtægt?” er noget, jeg har hørt flere gange i løbet af mit liv. Mænd er imod voldtægt, men det er altid nogle andre, der voldtager. Jeg er enig med Despentes: Hvis vi skal voldtægt til livs, må myten om voldtægtsmanden i busken aflives.

”Det er utroligt at kvinder intet siger til de unge piger,” undrer Despentes sig. Min mor har aldrig advaret mig mod voldtægt. I stedet har hun bekymret hevet ned i min kjole, hver gang jeg skulle ud ad døren i mine teenageår. En implicit advarsel. Som selvfølgelig havde den modsatte effekt – jeg havde da ikke tænkt mig at klæde mig ud som nonne.

Despentes fortæller, at hun har snakket med en kvinde, der gik på universitet i USA i 1960’erne. Kvinden fortalte hende, at pigernes sovesal blev aflåst om aftenen, mens drengene måtte komme og gå, som de lystede. Igen, en implicit advarsel mod voldtægt. Og samtidig en reproduktion af voldtægtens funktion – at få kvinder til at blive indendøre. Kvinden fortæller Despentes, at collegepigerne ønskede sig ”retten til at risikere at blive voldtaget.”

Det er først, når man ikke tager sig retten til at gå ud, i lige hvad man vil, lige når man vil, at de får en ned med nakken. Sådan tænkte jeg som teenager, og sådan tror jeg også, Despentes havde det. Hun vil have retten til at risikere voldtægt. Hendes stolthed, ukuelighed og vrede emmer ud af siderne.

”Jeg blaffede og blev voldtaget, jeg blaffede igen” – sådan skriver hun. Og man bliver jo voldtaget alligevel, så hvorfor ikke blaffe i lårkort, hvis man synes om dét? Man kan jo ikke blive siddende hjemme foran fjernsynet hele livet, vel?

King Kong uden testikler

At læse Virginie Despentes er lidt som at høre sine klogeste venner tale, mens de er så fulde, at de skeler med øjnene. Hun smider en hel masse op på væggen, og så må man ligesom se, hvad der sætter sig fast. Det er med andre ord både galt og genialt.

Altså er det nogle gange galt. Hun skriver f.eks., at folk er bange for porno, fordi den afslører deres inderste drifter, som de ikke er klar til at konfrontere. Samtidig skriver hun, at porno fungerer som en tryghedsskabende sutteklud, fordi beskueren aldrig skal være nervøs for, om alle nu stønner og får orgasmer på de rigtige tidspunkter. Egentlig er det meste porno utroligt ordinært. Og åbenbart både trygt og farligt.

Despentes analyserer også Peter Jacksons filmatisering af King Kong fra 2005, og det er fra denne analyse, bogen får sin titel. I Despentes’ læsning viser filmen en polymorf, kønsløs ønskeø, der ”ligger forud for den skelnen mellem kønnene der indføres politisk omkring slutningen af 1800-tallet”; og King Kong er en slags nonbinær karakter uden ”hverken pik, testikler eller bryster.”

Hun er ikke videre detaljeorienteret, Despentes. Læseren oplyses ikke yderligere om, hvem der indførte køn i slutningen af 1800-tallet, eller hvad der kom før indførelsen. Men at køn skulle være blevet indført i slutningen af 1800-tallet, er i hvert fald ikke noget, jeg nogensinde har hørt før.

Og at King Kong i filmen skulle være nonbinær, bare fordi dens kønsdele ikke hænger ud, er også helt ude i hampen. Anders Ands kønsdele hænger jo heller ikke nede mellem svømmefødderne på ham, men alligevel forstår man, at der ikke er tale om en Tante Anders. Det er ganske enkelt ikke via pik og patter, at film viser karakterernes køn.

Hvad er mere interessant end at være Virginie Despentes?

Der er noget vildt befriende ved Despentes’ måde at skrive på. Hun skriver med den form for hjerteblod, der får en til at tænke, at her er der virkelig noget, som er vigtigt. Og som minder mig om, hvorfor jeg er feminist.

Hun kommer fra punkmiljøet, og det kan man godt mærke. Hun skriver som Courtney Love, Patti Smith eller Valerie Solanas. Despentes er bramfri og modig, hun er ligeglad med, om et eller andet, hun lige har skrevet i en bisætning, bliver fortolket forkert.

For eksempel skriver hun, at efter hun lavede Blodsøstre, kom mange kvinder op til hende og fortalte, at de selv var blevet voldtaget, og at hun først tænkte, at de nok løj. Hun skriver også om, hvordan hun hele sit liv har haft seksuelle voldtægtsfantasier. Det er der nok nogen, der kunne finde på at tænke noget om; at hun mistror andre kvinder for inderst inde gerne at ville voldtages, men det må de jo selv om.

Med Despentes kan man virkelig mærke, at her er der en person bag siderne. Her sidder der en kvinde og skriver. Her er der en kvinde med en enorm frihedstrang. King Kong og Kvinden er både rørende og røvirriterende og med rette en klassiker.

I indledningen står: ”Jeg ville ikke bytte med nogen anden kvinde, for det forekommer mig at være mere interessant end noget som helst andet at være Virginie Despentes.” Efter endt læsning er jeg tilbøjelig til at give hende ret.

Virginie Despentes: King Kong og Kvinden
Oversat af Mette Olesen
Gyldendal, 2025
176 sider
Vejledende pris: 200 kr.