Den kontante økonomiske tvang er selvfølgelig klædt ud i en pæn sprogdragt ved navn “incitament”, ifølge forfatter Mathias Herup Nielsen i bogen "Optimismens Politik". Foto: CC
9 min. læsetid

Mathias Herup Nielsens ny bog ”Optimismens politik” analyserer det idémæssige grundlag for socialpolitikken. De sproglige kampe, om personer på kontanthjælp og hvordan sprogbrugen om kontanthjælpsmodtagere bliver en del af undertrykkelsen af personer uden for arbejdsmarkedet. En skarp, kritisk fortolkning af det sociale systems underliggende forudsætninger og ideologiske komponenter, som systemet har udviklet de seneste 20 år.


Af Steen Gottlieb

Et optimismens halleluja er rullet ud over det danske sociale system. Personer på kanten af velfærdssamfundet mødes med et jublende “Yes, you can!” fra det sociale system, fortæller forfatteren Mathias Herup Nielsen, der er ph.d. i statskundskab. Et tilsyneladende smukt budskab der ser på det positive i kontanthjælpsmodtagere.

Den overvældende positive tilgang til borgere på kanten er en central del af det samfundsmaskineri, som holder givne magtpositioner fast, hævder Mathias Herup Nielsen. 

Men kun tilsyneladende. Bag ved det fokus på muligheder gemmer sig et ubarmhjertigt velfærds-regimente:  ’Vi vil slet ikke høre om dine problemer, dine svagheder eller noget som helst, der gør – at du ikke er ARBEJDSPARAT – eller i det mindste AKTIVITETSPARAT. Hvis du siger: “No, I can’t”, er der ingen, som hører dig.’ 

Den overvældende positive tilgang til borgere på kanten er en central del af det samfundsmaskineri, som holder givne magtpositioner fast, hævder Mathias Herup Nielsen. 

Trængende, værdigt eller uværdigt

Det er forfatterens sigte at opløse den meget tit gentagne frase om, at “De, der kan arbejde, skal”. Mathias Herup Nielsen tolker frasen i retning af, at den sætter et uudtalt skel. Åbenbart er der nogen, som godt kan arbejde, men alligevel ikke gør det – og nyder godt af sociale ydelser. Dovne Robert!

Selvfølgelig kan ingen tale for, at “de, der kan, skal alligevel ikke”. Selvfølgelig skal ikke-trængende ikke have penge fra det offentlige. Men Herup Nielsens pointe er, at forestillingen om “den uværdigt trængende” ligger bag hele idéen om optimismens politik, det med at det sociale system sætter ensidigt fokus på selv den mest minimale arbejdsevne.

Fra match til parat

De nærmeste forudsætninger for socialpolitikkens nutidige stil – optimismens politik – går tilbage til omkring år 2000, hvor man centralt fra talte om at harmonisere kommunernes kriterier for tildeling af bistandshjælp. Arbejdsmarkedsstyrelsen talte dengang om personer, der havde ledighed som eneste problem – og personer der havde forskellige problemer ud over ledighed.

Med kontanthjælpsreformen i 2014 forsvandt begrebet “match” – og ind kom “parathed”.

Men kort tid efter ændredes sprogbrugen. Man talte nu om “match-grupper”, og kontanthjælpsmodtagere blev delt op efter deres grad af “match” med arbejdsmarkedet. Et skift fra at tale om problemer til at tale om grad af “match”. Fra negativ til positiv sprogbrug.

Men det var ikke nok at tale om “match”. Med kontanthjælpsreformen i 2014 forsvandt begrebet “match” – og ind kom “parathed”. Man kan erklæres parat til enten job eller uddannelse. Men hvis man alligevel ikke er det, så bliver man erklæret parat til “aktivitet”. “Parat” er man altid!

Gør op med passiv forsørgelse

Alle reformer af systemet omkring kontanthjælp er gennem årene blevet begrundet med et “Nu må det sociale system gøre op med passiv forsørgelse”, fortæller Mathias Herup Nielsen. Netop de ord er i forskellige varianter blevet en tilbagevendende frase i socialpolitikken.

Og en sidste ny tilføjelse hedder, “at alle er parate til noget”. En konsekvens af det er et enøjet blik på “parathed”, der får det sociale system til at lukke øjnene for – at der faktisk er borgere, som har problemer. Det kan være kroniske sygdomme, psykiske problemer, misbrug, handicaps, familiemæssige problemer og meget, meget andet, der kan gøre det svært – næsten umuligt, eller helt umuligt at bestride et job. I iveren efter at gøre alle parate, har man indført de bizarre såkaldte “sengepraktikker”, for folk der ikke magter at stå oprejst længere tid ad gangen. De har så fået en seng på deres praktiksted, hvor de kan lægge sig efter et stykke tids arbejde!

Aktiveringspolitikken “klargøres (som) et maskineri, hvis produkt er parathed, og som får sværere og sværere ved at erkende meget andet end netop det”, som det hedder i bogens ordvalg med både akademisk distance, elegance og ætsende sarkasme.

Fra aktivitet til jobparathed

Kategorierne med de job- /uddannelses-parate er også et system i bevægelse, fortæller bogen. De i aktivitet får et ekstra tillæg. Og det fik man øje på. Løkke-regeringen ville som en af sine sidste handlinger ’flytte-erklære’ 20.000 unge fra aktivitetsparate til uddannelsesparate. På landets jobcentre var man åbenbart for godhjertet, selvom stadig flere siden 2014 var blevet erklæret job-/uddannelses-parate.

Den kontante økonomiske tvang er selvfølgelig klædt ud i en pæn sprogdragt ved navn “incitament”.

Opinionsdannere i Berlingske, Cepos og Dansk Arbejdsgiverforening har også talt for, at de reelle ydelser til kontanthjælpsmodtagere blev sat ned. Det skulle ske ved at presse på for at få kontanthjælpsmodtagere flyttet over i kategorien for job- /uddannelses-parate.

Socialpolitikken har et enøjet blik på “parathed”, der får det sociale system til at lukke øjnene for – at der faktisk er borgere, som har problemer.

Den kontante økonomiske tvang er selvfølgelig klædt ud i en pæn sprogdragt ved navn “incitament”. Tilsyneladende er optimismens politik drevet så langt ud, at det er blevet et mål i sig selv at få folk omklassificeret fra aktivitetsparat til jobparat. 

Nyttejob

Ved at læse avisdebatten om kontanthjælpsreformen lykkes det forfatteren at finde frem til fire begrundelser for aktiveringen i nyttejob. De stikker i hver deres retning, men indgår alligevel i det idémæssige bagtæppe for de såkaldte nyttejob.

Der tales for det første om det faktiske resultat af nyttejob, “Vi får rene strande og ekstra medhjælp i børnehaven”. Dernæst tales (mest fra borgerlig side) om, at nyttejobbet er et incitament til at tage et rigtigt job.

En tredje begrundelse handler om, at man med nyttejobbet kommer “ud af passiviteten”. Den sidste handler om, at i nyttejobbet bliver kontanthjælpsmodtageren i stand til at vise samfundet solidaritet (i stedet for at samfundet viser solidaritet med den socialt ramte!) – ved at blive en person, der yder noget. Kontanthjælpsmodtageren kommer til at “træde ind på et højere stade, som borger der gør noget for samfundet”, som det hedder med forfatterens ironiske beskrivelse.

Det er altid din egen skyld, dine egne valg, dine egne evner, der har ført dig til dér, hvor du er nu.

Neoliberalismen spøger

Hele det optimistisk fokus på borgerens evner og muligheder på arbejdsmarkedet sættes ind i forbindelse med andre tendenser i samfundet, hvordan økonomi, psykologi og individ forstås i samfundet generelt, fortæller forfatteren.

Den neoliberale økonomiske tænkning siger, at det er afgørende at øge arbejdsudbuddet. Arbejdsløsheden er ikke økonomisk konjunktur-bestemt, men skyldes manglende incitamenter til at tage arbejde (- de arbejdsløse har det for godt!), hævder de neo-liberale. I den psykologiske tænkning er der et fint samspil med tanken om, at “du kan godt” og den positive psykologi, som har vundet stigende tilslutning … og blandt andet viser sig i den overvældende interesse for selvhjælp. Endelig er der individualiseringen af mennesket og samfundsopfattelsen.

Det er altid din egen skyld, dine egne valg, dine egne evner, der har ført dig til dér, hvor du er nu, siger individualismens tankesæt. Og det passer fint med optimismens fanfare, der forkyndes fra landets jobcentre.

Styrker og svagheder

Bogens stærkeste sider – og dem er der rigtigt mange af – ligger i den klare beskrivelse af sprogbrugen om de socialt udsatte. Koblingen mellem Optimismens politik og neoliberalismen, positiv psykologi og individualiseringen i menneskeopfattelsen er ligeledes skarpt tænkt – jeg kunne bare ønske mig det afsnit foldet ud med mange flere detaljer. Det dybdeborende opgør med aktiveringspolitikkens grundlag har jeg aldrig mødt så præcist gennemført.

Bogen er skrevet ud fra den opfattelse af samfundet, at magt og undertrykkelse først og fremmest manifesterer sig sprogligt.

Jeg savner dog at få mere at vide om omfanget af aktiverede i job, uddannelse eller “nyttejob”. Jeg kunne også lide at læse nogle tanker om, hvordan behandlingen af kontanthjælpsmodtagere indvirker på arbejdstagere i det hele taget. I hvilken grad kommer forholdene på den sociale bund til at påvirke disciplineringen af lønmodtagerne generelt?

Bogen er skrevet ud fra den opfattelse af samfundet, at magt og undertrykkelse først og fremmest manifesterer sig sprogligt. Forfatteren forklarer udviklingen af “optimismens politik” og det dertil knyttede velfærdsregimente som en “intentionalitet uden subjekt”, som han kalder det. Det skal forstås som, at der godt nok er noget, nogen vil, men det er ikke bestemte personer eller grupper i samfundet, der stiller sig bag. Et andet sted skriver han, at hans metode ikke gør det muligt at redegøre for, hvem der egentlig har drevet denne udvikling.

Fra klasser til aktører

Det forklares dog ikke, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre. For mig at se er der tydelige klasseinteresser på spil. Lønarbejderklassen bliver i stigende grad presset på sine sociale rettigheder. Og det sker i samme grad, som de mest velbeslåede dele af lønarbejderklassen dropper solidaritet med de ringere stillede dele af samme klasse. Et stigende pres på de socialt udsatte lægger et stigende pres på lønmodtagernes mest udsatte dele. Det muliggør mere materiel rigdom til samfundets overklasse. 

Hertil vil Mathias Herup Nielsen nok indvende, at det slet ikke er hans interesse at beskrive de forskellige – det han kalder “aktørers” – interesser.

Er klasserne og deres organisationer nu blevet til “aktører” og “interessenter”? Men når han siger, at samfundet udvikler sig “uden subjekt”, er det for mig at se en helt forfejlet tro på en blind udvikling. Troen på blind udvikling afvæbner modstand.

Mathias Herup Nielsen: Optimismens politik – om skabelsen af uværdigt trængende borgere. 2019, Frydenlund Academic. 160 sider, 269 kr.


Steen Gottlieb er cand. mag. og arbejder som indvandrerlærer. Han er medlem af Gert Petersen-selskabet.