Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
15. marts. 2024

Jødiske fredsaktivister i åbent brev til overrabbiner Jair Melchior: Dit brobyggeri graver grøfterne dybere

Kære Jair Melchior. Vi ved, du er optaget af at bygge bro over de grøfter i vores samfund, som Israels krig mod Gaza har gjort så tydelige. For at fremme forståelsen mellem jøder og muslimer, har du sammen med Özlem Cekic besøgt flere skoler rundt omkring i landet og forsøgt at besvare de spørgsmål, eleverne måtte have. Som dansk-israelske fredsaktivister frygter vi dog, at dine svar ender med at grave grøfterne dybere

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

En artikel i Kristeligt Dagblad fra 13. december citerer en diskussion, du havde med en skoleelev. Eleven spørger dig: ”Er det ikke terror fra begge sider, hvis Israel bomber biler med civile, der forsøger at komme væk fra krigszonen?”. Dette afviser du med henvisning til, at en jurist godkender hver bombe, Israel sender afsted. Det er dog et ringe svar.

Som du ved, er Gaza blandt de tættest befolkede områder i verden, og flygtningelejren Jabalia er blandt de tættest befolkede områder i Gaza. 31. oktober smed det israelske militær seks bomber over lejren – mindst to af dem vejede et ton. Bomberne efterlod et massivt krater midt i lejren og fladgjorde et område på 2.500 m2. Det Indonesiske Hospital, der ligger nær flygtningelejren, meldte om 120 døde fra hændelsen – et tal der i de efterfølgende dage blev justeret til 195.

Eleven spurgte specifikt om bombningen af biler med civile på flugt. Det var præcist det, der skete for den 6-årige pige Hind, som ringede ind til Palæstinensisk Røde Halvmåne fra en bil under beskydning, hvor hun sad omgivet af sin døde familie. Det israelske militær endte med at dræbe ikke bare den 6-årige pige, men også de to ambulancefolk fra Røde Halvmåne, der forsøgte at komme hende til undsætning.

Skoleeleven havde måske også set de rædselsfulde billeder af den udbombede flygtningelejr eller set videoerne af mennesker, der var i chok over at opdage, at deres hjem var blevet omdannet til ruiner, og at se deres familiemedlemmer fanget under bunkerne af beton. Når man har set disse billeder, er den eneste mulige konklusion den, som skoleeleven også drager: Israel begår terror mod den palæstinensiske befolkning.

Hvis vi kan lære én ting af den jødiske historie, så er det, at selv de værste forbrydelser mod menneskeheden har været godkendt af jurister. Dette gælder Nazitysklands udryddelse af Europas jøder, Apartheid i Sydafrika, såvel som Israels massakre på de civile i Jabalia. Efter dit møde med denne skoleelev har verdens øverste juridiske organ, Den Internationale Domstol, da også fundet det sandsynligt, at Israel begår folkedrab i Gaza. I vores optik vejer disse juristers ord noget tungere end den israelske militærjurists.

Hvad med bombningen af hospitaler?

En anden elev spurgte dig: ”Hvad med bombningen af hospitaler”? Og til det svarede du: ”Det er ikke sket” og opfordrede eleverne til at tjekke deres kilder.

Hvem skal man så tro på? Overrabbiner Jair Melchior eller Verdenssundhedsorganisationen, der allerede måneder før du talte med eleverne, havde berettet om adskillige bombninger af hospitaler?

Senere uddyber du, at “der ikke har været bombninger af hospitaler, hvor det ikke har været et specifikt militært mål”. Dine ord er som taget ud af munden på Richard Hecht, talsmanden for det israelske militær, når han siger: “Israel skyder ikke på hospitaler… Hvis vi ser Hamas-terrorister skyde fra hospitaler, så skal vi nok gøre det, som vi er nødt til”. 

Efter fire måneder med gentagne israelske angreb, er næsten alle Gazas hospitaler ude af funktion. Sult og sygdomme spreder sig, og børn dør af helbredelige sygdomme. Typisk retfærdiggøres Israels angreb med udokumenterede påstande om, at der er tunneller under hospitalerne. Og i skrivende stund har Israel dræbt og såret flere med et bombeangreb på Nasser hospitalet – det største hospital i det sydlige Gaza.

Læger, patienter og internt fordrevne, der har søgt ly på hospitalet, er blevet tvunget ud. Påstanden fra Israels side er, at der holdes gidsler på hospitalet – en påstand der også fortsat er udokumenteret.

Verdenssundhedsorganisationens chef Tedros Adhanom Ghebreyesus sagde i sidste måned, at der kun var fire medarbejdere tilbage på hospitalet til 200 patienter, hvoraf 20 havde akut brug for at blive flyttet. Imens blev organisationens konvoj nær hospitalet blokeret i flere dage. “Prisen for forsinkelse bliver betalt med liv”, sagde Ghebreyesus.

Så kære Jair, vi er enige med dig i, at der er behov for at bygge bro og behov for forsoning. Men så længe du undskylder Israels brutale fremfærd i Gaza, er du kun med til at grave grøfterne dybere. Ingen mængde dialogkaffe og åben samtale kan bygge bro mellem dem, der udsættes for folkemordet og dem, der undskylder det. Forsoning kommer, når vi står side om side for retfærdighed.

Om skribenten

Jonathan Ofir

Jonathan Ofir

Dansk-israelsk musiker, dirigent og skribent. Læs mere

Om skribenten

Yonatan Goldshtein

Yonatan Goldshtein

Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER