Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
14. maj. 2021

John Locke og rødderne til forestillingen om hvidt overherredømme i USA

1 min. læsetid

1 min. læsetid

John Locke og rødderne til forestillingen om hvidt overherredømme i USA

 

Af Walden Bello (oversat fra engelsk med forfatterens tilladelse af Niels Frølich). Artiklen er bragt i Foreign Policy in Focus, 10 marts 2021. John Locke and the Roots of White Supremacy in the US

 

Hvorfor er klassesolidariteten så relativt svag i USA, mens race spiller så stærk en rolle? En meget stærk tilknytning til individuelt eje af småejendom er dybt rodfæstet i Amerikas kollektive, kulturelle psyke. Dette forhold er intimt forbundet med de ideer om frihed og ejendomsret, som liberalismens fader, den engelske filosof John Locke i det syttende århundrede fremsatte. Ideer, der blev kernen i den amerikanske revolution i 1776, men som havde en bagside, der hang uløseligt sammen med dem, nemlig at adgangen til ejendom og frihed også var ulige og racebetinget. Walden Bello trækker i denne artikel linjerne fra 1776 til stormen på kongressen 6. januar 2021.

 

Den senere tids begivenheder har bekræftet den uheldige kendsgerning, at der nu i USA eksisterer en tilstand af uerklæret borgerkrig. Joe Bidens tiltrædelse af præsidentembedet har ikke ændret den ubehagelige kendsgerning, at valget i 2020 meget vel kan sammenlignes med valget i 1860, der udløste Sydstaternes løsrivelse. Det betyder naturligvis ikke, at en konflikt mellem borgerne i dag ville antage samme form, som den løsrivelse, som en del af borgerne stod bag i 1860. Men uanset den form, den antager, ville den kunne indebære omfattende, hvis ikke ligefrem systemisk vold.

 

Økonomen John Maynard Keynes havde bemærket, at ”økonomers og politiske filosoffers ideer både, både når de er rigtige og når de er forkerte, er stærkere end det almindeligvis antages. Ja, faktisk styres verden ikke af meget andet. Praktiske mennesker, der tror, at de er helt undtaget fra al intellektuel indflydelse, er som regel slaver af en eller anden afdød økonom.”

 

Det, Keynes sagde, er, at ideer tæller. Vedtagne forestillinger, der til at begynde med kan formuleres rationelt, kan i underbevidstheden stivne til dybe, kulturelle overbevisninger, der kan overleveres gennem generationer. Ideer, der er nedarvet fra fortiden, kan faktisk være så stærke, at de kan presse mennesker til at handle imod deres [egne] materielle interesser.

 

Når det kommer til USA, er det, Keynes siger, især relevant i forhold til det syttende århundredes engelske tænker John Locke, der ikke lader sig adskille fra overvejelser vedrørende oprindelsen til kapitalismens ideologi og ejendomssystemets urørlighed og disse [fænomeners] fortsatte magt. ​​ 

 

Locke havde indflydelse på udviklingen af den kapitalistiske ideologi i Frankrig og England. Men han var af grundlæggende betydning i Amerika.

Lockes ideer og den skrøbelige klassesolidaritet

Locke er bedst kendt som inspiration for den amerikanske revolution på grund af sit forsvar for retten til at gøre oprør, hvis en hersker eller en regering bryder ’samfundskontraktens’ vilkår, især ved at undlade at beskytte sine undersåtters person og ejendom.

 

Men lige så stor indflydelse på Amerikas nybyggere havde Lockes dermed forbundne teori om privatejendommens oprindelse. Locke sagde, at det, der forandrede en persons forhold til jorden fra ikke at eje den til at eje den, var, at han lagde sit arbejde i den. Dette er den grundlæggende relation, der via den berømte ’samfundskontrakt’ opstår i ’naturtilstanden’ før det politiske samfunds dannelse. Ja, faktisk er forsvaret for dette oprindelige forhold det centrale i kontrakten mellem herskeren og samfundet.

 

Fordi nybyggeren var sluppet fri af Europas landbrugsbaserede klassestrukturer, var hans ambition den lille bondes, der prøver at skaffe sig lidt jord i det, der blev opfattet som ’jomfrueligt land’. Som liberalismens berømte lærde Louis Hartz bemærkede, havde nybyggeren en småborgerlig mentalitet, en mentalitet der gjorde ham mere ivrig efter at gøre sit ejerskab til jorden sikkert end at øge mængden af den. Som han formulerede det: ”Fordi han lever i det, der i denne verden kommer nærmest til Lockes naturtilstand, frygter” den småborgerlige nybygger ”økonomisk set … mere tabet end han værdsætter gevinsten.”

 

Denne tilknytning til individuelt eje af småejendom er dybt rodfæstet i Amerikas kollektive, kulturelle psyke – så meget, at Hartz slog fast, at amerikanernes ideologi kunne beskrives som ”irrationel Locke-tænkning”.

 

I USA ”opslugte” Lockes ideer ”både bønderne og proletariatet i det ’småborgerlige’ system,” skrev han og afsporede dermed arbejderne fra visionen om socialisme og kanaliserede reformenergien over i illusionen om den demokratiske kapitalisme.

 

Lockes liberalisme og den hvide solidaritet

Men Lockes indflydelse strakte sig længere end til at tjene som grundlag for kapitalismen og ejendomssystemet. Lockes opfattelse af, at det er arbejdet, der skaber den private ejendomsret, er sammenvævet med en anden lige så dybt indlejret arv fra Locke: Den ulige, racebetingede adgang til ejendom og frihed.

 

På denne måde blev Lockes liberalisme også af grundlæggende betydning, når det drejer sig om racismen, om det hvide overherredømme.

 

”I begyndelsen var hele verden Amerika” som Locke så navnkundigt skrev og dermed forestillede sig det, han kaldte ”naturtilstanden” før det politiske samfunds opståen. I og med at Locke fremsatte sin teori om, at det var ens arbejde med jorden, der skabte privatejendommen, så han de indfødte amerikanere som skabninger, der ikke kunne opfattes som ejendomsbesiddere, eftersom de blot beboede landet og skovene, men ikke dyrkede jorden. ​​ 

 

For Locke kunne den indfødte amerikaner faktisk ligestilles med ”et af de vilde, grusomme dyr med hvem mennesket ikke kan leve eller være i sikkerhed for” og som ”derfor kan dræbes som en løve eller en tiger”. Locke skabte således en meget stærk etisk retfærdiggørelse for racebetinget folkemord.

 

På samme måde havde slaveriet forankring i Lockes tænkning med den skelnen, som den engelske filosof ud fra en teologisk funderet slutning gjorde mellem den relation, en herre havde til sin tjener og den, han havde til sin slave: Han så den førstnævnte som en kontrakt mellem herren og den forgældede tjener fra Europa, mens forholdet mellem slaven fra Afrika og herren bestod i, at den førstnævnte var underkastet den sidstnævntes ”absolutte herredømme”.

 

Hertil kommer, at slavespørgsmålet var kernen i den amerikanske revolution, for ledere som Washington og Jefferson var fortalere for Lockes ide om retten til at gøre oprør imod tyranni og for ”menneskerettigheder” for hvide mennesker, samtidigt med at de nægtede deres sorte slaver (og kvinderne) disse rettigheder – en modsigelse som briterne ikke undlod at bemærke, som da den berømte litterat Samuel Johnson spurgte: ”Hvordan kan det gå til, at vi hører de højeste hyl om frihed fra negerplagere?”

 

Som en fremtrædende, nutidig intersektionel filosof, Charles Mills skriver: ”I det omfang, den moderne verden er formet af den europæiske ekspansionisme (kolonialisme, imperialisme, hvide nybyggerstater, racebetinget slaveri), kunne …” Lockes samfundskontrakt ”opfattes som hvilende på en ekskluderende, ’racebestemt kontrakt’ mellem hvide indbyrdes, der nægter farvede mennesker moralsk, juridisk og politisk ligestilling.”

 

Variationer over demokrati for herreracen  ​​ ​​ ​​​​ 

Den amerikanske revolutions succes i 1776 indvarslede en periode, hvor ”civilsamfundets selvstyre triumferede og viftede med frihedens flag og kampen mod despotiet” samtidig med, at ”det stimulerede udviklingen af et racebetinget slaveri baseret på slaven som en formuegenstand og skabte en hidtil uset og uoverstigelig afgrund mellem hvide og farvede.”

 

Som den italienske filosof Domenico Losurdo formulerede det: ”Mellem disse to elementer, der sammen opstod ved en tvillingefødsel, blev der etableret et forhold fyldt af spændinger og modsætninger.”

 

Som de blev overgivet fra generation til generation, havde Lockes grundideer en dobbelt virkning: Den liberale individualisme svækkede den klassebaserede solidaritet, samtidig med at dens uudtalte, men meget virkelige, racebetingede eksklusivitet styrkede en solidaritet, der hvilede på race. Konflikten mellem en svag klassesolidaritet og en stærk racesolidaritet skulle komme til at udgøre de poler mellem hvilke, USAs forpinte historie skulle udfolde sig.

 

Det nittende århundredes Amerika var fuld af klassespændinger og tidlige forsøg på at begrænse stemmeretten til ejendomsbesiddere over en vis størrelse måtte langsomt vige for almindelig stemmeret, men prisen var befæstelsen af en racebetinget solidaritet på tværs af klasserne rettet mod ikke at give sorte den samme rettighed. Slaveriet var naturligvis det centrale politiske skel mellem Nord- og Sydstaterne, men det at nægte sorte stemmeret var med få undtagelser fælles for begge parter.

 

Den grundlæggende forskel mellem Norden og Syden i optakten til borgerkrigen lå derfor, som det fremvoksende amerikanske demokratis fremragende historiker Sidney Wilentz så det, mellem ”Syden der i hovedtrækkene hvilede på et racistisk demokrati med slaveriet som sin grundvold og Norden, der hvilede på demokrati for mænd og var splittet i forhold til sort, mandlig deltagelse [i den politiske proces], men fjendtlig overfor slaveriet.” Begge var variationer over det, Pierre van den Berghe kaldte ”herrefolksdemokrati”.

 

Det var et herrefolksdemokrati af den sidstnævnte type, der blev det herskende efter borgerkrigen, men skønt slaveriet var fjernet, var det gennemsyret af racisme – hvor en uformel nægtelse af politiske rettigheder og statens og borgernes selvbestaltede terrorisme rettet mod sorte var normen i Syden i tiden efter genopbygningsperioden og en skrøbelig tolerance af sortes stemmeret i Norden blev ledsaget af systemisk social og økonomisk diskrimination.

 

Herrefolksdemokratiet ophørte ikke med mobiliseringen for borgerrettigheder i 1960erne, men det trak sig for en kort stund tilbage, for atter at vende tilbage og at sætte spørgsmålstegn ved udviklingen i amerikansk politik med den berygtede ”Sydstatsstrategi”, hvormed det republikanske parti med brug af både åbenlys racisme og kodesprog1, endte som det hvide overherredømmes parti. Mills hævder, at USA's strukturer og institutioner stadigvæk er så racebestemte, at der eksisterer et ”permanent system af hvid dominans, selvom der ikke eksisterer en ideologi om åbenlyst hvidt overherredømme og direkte regler for de jure underordning.”

 

Herrefolksdemokrati og hvidt overherredømme

Et hovedmål for det hvide overherredømmes skjulte ideologi har været at aflede nutidens klassemodsætninger, der skabes af neoliberalismen, fra klassekonfrontation til racekonflikt og dermed bevirke, at de fleste hvide fra middelklassen og arbejderklassen går imod deres egne klasseinteresser.

 

”Gorillaen på tusind pund i amerikansk politik er, at racespørgsmålet overbeviser mange hvide om at stemme imod egne interesser. ”Hvordan går det til?”, spørger Berkleys Ian Haney Lopez. Det er værd at citere hele hans svar, fordi det belyser den kulturelle og psykologiske dimension af arbejder- og middelklassens racistiske ideologi:

 

”Hvide lærer om race igennem den sociale erfaring i et hvidt domineret samfund og uløseligt forbundet med denne opdragelse pr. osmose er en massiv politisk indsats for underbevidst at overbevise hvide om, at de er i fare.

 

Miljøet afspejler århundreders hvide privilegier og dette forstærker racebegrebets skjulte magt og gør race til en let måde at forklare ens egen gruppes stilling og faktisk ens egen skæbne.

 

Som det gælder for os alle, vender hvides bevidsthed sig imod dem selv: De tænker kategorisk og automatisk i racebestemte retninger, der er meget vanskelige at styre og har tilbøjelighed til forbitret at opfatte alle indskrænkninger af deres status og privilegier som tab. Samtidig fortæller farveblindheden konstant hvide, at måden at komme ud over raceproblemet på er bevidst ikke at medtænke race i stedet for at lære at modarbejde deres fordomsfulde meninger.

 

Slutteligt er hvide, selv om det ikke er strategisk motiveret, fanget af deres ønske om både at beskytte deres selvopfattelse og den tilsyneladende legitimitet, deres gruppes stilling har og har derfor tilbøjelighed til at tage ideer om race og racisme, der tilbyder syndsforladelse, til sig – ideer, der ofte er udformet af foretagsomme [politikere], der benytter sig af kodesprog for at antyde minoriteters mindreværd og frembringe en følelse af, at hvide er ofre.”

 

Ideologi, hvidt overherredømme og den sjette januar 2021

Megen plads er blevet brugt til at diskutere den rolle, Lockes ideologi spiller for legitimeringen af ulighed, fordi den er afgørende for en forklaring af så dramatiske begivenheder som stormen på USAs kongres den sjette januar 2021.

 

For at gentage det: Den svage klassesolidaritet i USA stammer fra Lockes ideers dybe kulturelle og psykologiske – ja, faktisk irrationelle – rødder, hvis historiske udvikling blev markeret af samspillet mellem befæstelsen af uligheden mellem klasserne og dens filosofiske retfærdiggørelse. Dette fører til en skæbnesvanger undervurdering af masseopbakningen til institutioner som banker og firmaer, der tjener som fundament for kapitalismen og den private ejendomsret.

 

Lige så problematisk er det ikke at inddrage den dermed forbundne historisk set eksplosive sammenfiltring af klasse og race, der har fået hvide til ”at stemme mod deres egne interesser”, som Lopez formulerer det.

 

Hvide i arbejderklassen har svigtet progressiv politik ikke bare fordi, det demokratiske partis politiske ledelse ”delvist har accepteret” den neoliberale fortælling. Det er ikke blot på grund af den stadigt stigende vægt i partiet, som interesserne hos de veluddannede erhvervsdrivende i de liberale erhverv har. Det er også, hvis ikke i hovedsagen, fordi partiet opfattes som om, det er ved at blive et instrument for de sorte og andre minoriteters interesser, noget der skyldes den evne, det republikanske partis kodesprogspolitik har til at fremkalde kulturelt nedarvede, underbevidste, racebestemte reaktioner.

 

I takt med at kapitalismen skaber mere og dybere ulighed, i takt med at forbundetheden med Lockes irrationelle ideologi trues og klassekonflikterne intensiveres, fyres der endnu mere op under racesolidariteten for at holde ejendomsregimet oppe og holde progressive alternativer i skak. Det var det forpinte forhold mellem racesolidaritet og klassesolidaritet, hvor det førstnævnte vandt, der blev udstillet den sjette januar 2021, da en stor folkemængde, der klart tilhørte den hvide middel- og arbejderklasse, angreb USAs kongresbygning.

 

Det er rigtigt, at præsident Donald Trump opildnede mængden, men det var en folkemængde, som tankegangen om hvidt overherredømme havde beredt, så den blev modtagelig for hans ord. Den dybere mening af det, der nu i vidt omfang benævnes ”opstanden”, blev indfanget af Charles Mills:

 

”Hvide borgeres psyke formes grundlæggende ikke blot af rationelle forventninger om sociale og materielle fordele, der hviler på forskelsbehandling, men også af deres status som stående over sorte. For en betragtelig del af hvide Trump-støtter (jeg vil ikke sige alle), tror jeg, at håbet var, at trumpismen – der fik næring af deres ”hvide, racebestemte forbitrelse” - ville tage sig af og fjerne begge disse farer: At hvides materielle fordele, der hviler på forskelsbehandling, forsvinder og den truende udjævning af racernes status … Det, vi så den sjette januar, var i betydeligt omfang en demonstration af vreden over disse udsigter.”

 

En udfordring af Lockes ideer og det hvide overherredømme

At nedbryde Lockes irrationelle ideologi, der tjener som en barriere for klassesolidaritet og at ødelægge den hvide racesolidaritet er opgaver, der gensidigt styrker hinanden. En nøgle til at svække den førstnævnte er faktisk et direkte angreb på det hvide overherredømme. Hovedopgaven for progressiv politik i dag er at finde ud af, hvordan man samler en kritisk masse om en ideologi og et program, der er baseret på en klassesolidaritet, som har som sin prioriterede opgave at overvinde det hvide overherredømmes centrifugale kræfter.

 

Dette er ikke stedet til at formulere et sådant program, for det kræver en meget alvorlig og svær gennemtænkning. Men i det mindste kan de hovedprincipper, der må styre denne proces, formuleres.

 

Det første princip er, at det hvide overherredømme skal indtage samme plads som klasseherredømme og kønsdiskrimination som centrale problemer for progressiv enhed.

 

Det andet princip er, at det hvide overherredømme skal behandles tydeligt, aggressivt og som noget centralt i alle bestræbelser på at opbygge en koalition. ”Farveblindhed”, der foretrækkes af mange liberale, er ikke en gangbar valgmulighed.

 

Som det tredje princip skal der opbygges et bredt, alternativt program omkring den ”intersektionalitet”, der ligger i kampene om klasse, race, køn og miljøet, og som i dag udgør hovedfronterne i den overordnede konflikt mellem fremskridtets og reaktionens kræfter.

 

Dette kan synes en ordentlig mundfuld, men der er historisk præcedens for at opnå gode resultater, når race sættes i centrum for en alliance, der hviler på fælles interesser: Den amerikanske borgerkrig. Det var først, da Lincoln tilsluttede sig slavernes frigørelse for at redde unionen, at det moralske, politiske og militære dødvande blev brudt og vejen til sejr åbnedes. Krigen, slog Lincoln fast, ”vil, så længe, jeg er præsident, blive ført med det eneste formål at genoprette unionen. Men ingen menneskelig magt kan undertrykke dette oprør uden at bruge frigørelsens redskab, som jeg har gjort.”

 

Slutteligt må den endelige appel være til lighedens, retfærdighedens og frihedens fælles værdier, selvom en appel til fælles interesser er vigtig, når der skal skabes koalitioner. At appellere til værdier er at appellere til folks bedre jeg, noget der kan føre dem ud af deres umiddelbare interessers fangenskab.

 

Den amerikanske borgerkrig giver os igen et eksempel på et heldigt resultat. På trods af at de hvide tekstilarbejdere i Lancashire i England led under manglen på bomuld fra Sydstaterne til deres spinderier og på arbejde på grund af Nordstaternes blokade, støttede de Nordstaterne, fordi de troede på slaveriets uretfærdighed. Som en veteran i chartist-bevægelsen forklarede det: ”Folket havde sagt, at der var noget, der var højere end arbejde, noget mere kostbart end bomuld … det var ret og frihed og at øve retfærdighed og byde al uretfærdighed trods.” ​​ 

 

For at sætte tingene ind i en nutidig sammenhæng støttede de fleste hvide vælgere Trump, men det betyder ikke, at flere ikke kan vindes for [vores] side ved en passioneret appel til deres værdier i stedet for de interesser, de opfatter forkert.

 

Konklusionen er, at USA nu står overfor sin dybeste krise siden borgerkrigen, en krise der er opstået på grund af uløste problemer fra en krig, som går tilbage til europæernes kolonisering af Amerika. Det værste, man kan gøre, er at undervurdere det, som kræves, for at afværge den nedsynken i vold, der ville ledsage den voksende sociale og racemæssige polarisering.

 

 ​​ ​​​​ 

 

 

 ​​​​ 

 

​​  ​​​​ 

​​ 

 ​​​​  ​​ ​​​​ 

 

 

1

På engelsk ”dog-whistle politics”. Et udtryk i politik i de anglo-saksiske lande, der hentyder til brugen af socialt eller kulturelt underforståede budskaber rettet til særlige befolkningsgrupper, som fremsættes uden at vække modstand i andre grupper. Betegnelsen stammer fra den måde, en hundefløjte fungerer på: Hunden kan høre lyde i frekvensområder, der ligger langt over den menneskelige hørelse, så kun hunde reagerer på fløjtet.

Om skribenten

Walden Bello

Walden Bello

Senior analytiker i det Bangkok-baserede Focus on the Global South. International adjungeret professor i sociologi ved State University of New York i Binghamton. Læs mere

Nyeste artikler