Journalist Brit Jensen: “Valget i Tjekkiet bliver ekstremisternes fest”

Tjekkiet går for at være et af de stærkeste demokratier i det forhenværende Østeuropa. Det er en central del af EU, har en solid økonomi og indtil videre har dets grundlæggende demokratiske institutioner som justitsvæsenet – i modsætning til Ungarn og Polen – været forskånet for politiske angreb fra den yderste højrefløj.

Men det kommer det forestående parlamentsvalg 3. og 4. oktober med al sandsynlighed til at ændre. Journalist og dokumentarist Brit Jensen har netop været på besøg i Tjekkiet og fortæller historien om, hvordan etablerede partiers normalisering af ekstreme idéer, konspirationsteorier spredt via sociale medier og inspiration fra Trumps USA og Orbans Ungarn er ved at ændre ikke bare tjekkisk politik, men hele det tjekkiske samfund.

Du har boet og arbejdet som dokumentarist i Tjekkiet i sytten år og var ansat ved den tjekkiske radio. For to år siden flyttede du tilbage til Danmark. Hvad fik dig til at tage det skridt?

Medierne i Tjekkiet har været under pres i over 10 år. Vi mærkede en forandring i den tjekkiske radio, kort efter at oligarken Andřej Babiš i 2017 første gang vandt valget med sit parti ANO. Jeg arbejdede i dokumentarafdelingen, og der gik ikke lang tid, før vi fik problemer med det første program. Det handlede om sjusk og korruption i retssystemet, og radioen ville ikke sende det.

Efter en lang og sej kamp endte det med, at jeg mistede min stilling. Et år senere kom beslutningen om at flytte hjem til Danmark – ikke af lyst, men af nød. Det var manglen på boliger, manglen på jobs, som man rent faktisk kan leve af og ikke mindst følelsen – og rædslen – ved at være på en synkende skude, der fik mig til at vende tilbage til Danmark, selvom jeg stadig har familie, venner og professionelt netværk i Tjekkiet.

En håbløs situation

Nu har du boet i Danmark i nogle år. Hvordan oplever du stemningen tilbage i Tjekkiet her op til valget?

Jeg har venner, kolleger og familiemedlemmer, som skal stemme til valget. Men det ser svært ud, og blandt liberale og venstreorienterede demokrater er den generelle stemning håbløshed. De føler, de har tabt på forhånd. Det politiske landskab i Tjekkiet har været kaotisk siden revolutionen i 1989 – ligesom i de andre lande i den forhenværende østblok – men Tjekkiet har alligevel altid været regnet som duksen i klassen. Det rigeste og mest velfungerende af disse lande.

Men for mig at se begyndte det at gå baglæns allerede i 2013, da anti-demokraten Milos Zeman blev valgt som præsident, samtidig med at oligarken Andrej Babis begyndte at opkøbe medier. Siden oplevede jeg at det kun gik en vej med demokratiet: Tilbage. Men de seneste år er der sket en acceleration. Nu er det politiske landskab helt skørt – eller måske rettere skræmmende.

I meningsmålingerne kan man se, at det netop er oligarken Andrej Babiš, der ligger i front med sit højrepopulistiske parti ANO. Babiš har tidligere været i regering, nemlig fra 2017 til 2021. Nu tyder alt på et comeback. Men hvor Babiš sidste gang havde det tjekkiske Socialdemokrati CSSD som koalitionspartner, ser det ud til, at Babiš denne gang vil sikre flertal med et eller flere af de ekstremistiske partier.

Faktisk findes Socialdemokratiet slet ikke mere, de røg ned med flaget og har skiftet ham til det venstreekstremistiske parti ‘Nok er nok!’ – men, det kan vi vende tilbage til. Valget i Tjekkiet ser i hvert fald ud til at ride med på den bølge af polarisering, der i disse år er ved fuldstændig at vende op og ned på den europæiske virkelighed.  

“Stem på bilistpartiet – ingen behøver vide det”

Ved det tjekkiske præsidentvalg i 2023 vandt den liberale kandidat, Petr Pavel, stort, efter at det lykkedes at mobilisere særligt unge i store byer som Prag og Brno. Hvordan er stemningen blandt de unge vælgere i dag?

Jeg talte blandt andet med min kærestes søn Vojtech, som er 18 år og bor i Brno. Da vi mødtes, var han lige kommet tilbage fra en tur til Prag med sin gymnasieklasse, og han hev straks sin telefon frem for at vise mig et snapshot, som han havde taget på togstationen. Det viste et billboard med en reklame for det højreekstreme Motorist-parti.

På fotoet ser man tre midaldrende mænd, som holder deres hænder for henholdsvis øjne, ører og mund. Teksten siger: “Stem på Motoristerne – ingen behøver at få det at vide.” Jeg synes nærmest, det virker som omvendt reklame, men Vojtech forklarede det sådan her: “De ved jo godt selv, at det er pinligt at stemme på dem. Men de vil have, at du forstår, at du godt kan gøre det alligevel, for valgene er jo hemmelige.”

Motoristerne er virkelig et mærkeligt parti. Hvis nogen havde spurgt mig for et år siden, ville jeg have forsvoret, at de havde en chance – nogensinde. Det er kun få år siden, de blev stiftet, og deres fremmeste mærkesager var: Bilisters rettigheder. Retten til at køre i benzinbil, modstand mod elbiler, ingen cykelstier i byerne og modstand imod at sætte hastighedsgrænsen i byerne ned fra 50 km/t til 40 km/t. Det virker jo som en absurd dagsorden for et politisk parti. Siden har de udvidet deres agenda til også at omfatte anti-immigration, anti-green-deal og fremfor alt systemomvæltning. 

Russisk propaganda

En ny undersøgelse har vist, at de 16 største hjemmesider med desinformation sender mere indhold ud i æteren end alle traditionelle, tjekkiske medier tilsammen. Det lyder voldsomt?

Der er rigtig nok online-medier i Tjekkiet, som udsender desinformation, men også ren russisk propaganda. Og det ikke kun for små grupper seere helt ude på fløjene. Andrej Babis valgte fx at blive interviewet på det tvivlsomme online medie X-TV i stedet for at deltage i den officielle valgdebat på tjekkisk fjernsyn.

Et andet godt eksempel er dokumentarfilmen ‘Den Store Patriotiske Udflugt’ som vises lige nu i biograferne. Her har dokumentarfilms-instruktøren Robin Kvapil inviteret tre pro-russiske benægtere af Ukraine-krigen til at komme med en tur til Ukraine for at se det hele med egne øjne. Den ene af de tre er en kvinde, og hun introducerer sig selv som “født ind i en kommunistisk familie”, og på vej mod Ukraine synger hun Ruslands nationalsang fra bilens bagsæde.

Instruktørens ide er at teste, hvad der sker, når desinformation konfronteres med fakta. Den lille gruppe rejser hele vejen til fronlinjen, taler med mennesker der har mistet hele familier i raketangreb og ser massegrave i en fyrreskov. Men filmens deprimerende konklusion er, at der sker lige præcis ingenting. Ingen af de tre rokker sig en tomme. De står midt i krigens rædsler, men det betyder ingenting for det, de tror på.

Mens teksterne rullede, sad jeg i mørket og tænkte på, hvor utroligt det er, at splittelsen i det nuværende tjekkiske samfund i så høj grad trækker tråde tilbage til landets kommunistiske fortid. Også dette valg.

Hvor er venstrefløjen?

I Brno var du også forbi chefredaktøren for det Brno-baserede liberale og venstreorienterede medie DR, Jakub Patočka. Patočka var med til at forme det politiske liv i Brno efter Fløjls-revolutionen i 1989 som det alleryngste medlem af det største parti efter revolutionen, nemlig centrum-venstrepartiet Borgerdemokratisk Parti, så han har jo set og oplevet både op- og nedture gennem årene. Set i det lys oplever han det så ikke bare som en fortsættelse af mange års turbulens i tjekkisk politik?

Nej, bestemt ikke. Taler man med Jakub i dag er det klart at denne gang er det anderledes og han er ret kategorisk i sin forudsigelse. Da jeg spurgte ham, sagde han sådan her: “Jeg ser intet håb overhovedet, og jeg mener, at der her i Tjekkiet i løbet af kort tid kan opstå et regime, der er værre end Orbans Ungarn. Og det er noget jeg har set udvikle sig siden det sidste valg for fire år siden.”

Ifølge Jakub var det seneste valg, hvor neo-liberale og konservative politiske kræfter vandt over oligarken Babis et rent mirakel. Og det er ifølge Jakub et mirakel, der er blevet knust, fordi den nuværende regering hverken har gjort op med de institutionelle infiltrationer, som oligarken Babis gennemførte under sin seneste regeringsperiode. Samtidig har regeringen ført en ekstrem neoliberal politik, som har medført, at store befolkningsgrupper befinder sig på grænsen til materiel fattigdom.

Den politiske situation i Tjekkiet er også sådan, at der faktisk ikke er noget venstrefløjsparti overhovedet. Socialdemokratiet blev straffet af vælgerne efter at have kørt parløb med et højreekstremistisk parti og måtte lukke og slukke for et par år siden, men venstrefløjen har været meget svag i Tjekkiet lige siden revolutionen i 1989.

Op til dette valg er der opstået en ny bevægelse, som kalder sig ‘Nok er nok!’ – og det er en slags koalition af resterne af Socialdemokratiet og Kommunistpartiet. Det er et ekstremistisk parti, som i virkeligheden har allermest til fælles med højreekstremisterne. Det har journalisterne på Jakubs avis også skrevet artikler om. Den totalt fraværende venstrefløj har nok også været medvirkende til, at højredrejningen og normaliseringen af højreekstreme idéer er gået endnu hurtigere. Den nuværende og sandsynligvis afgående regering er ultraliberal med en konservativt kristen tilbygning.

Jakub mener, at den manglende socialpolitik er katastrofal: “Jeg mener at vi i øjeblikket gennemlever en af de værste perioder i det moderne Tjekkiets historie. Den nuværende regering har fuldstændig givet op på ideen om social retfærdighed og sammenhængskraft i samfundet.” Men hertil kommer, fortæller Jakub, at regeringspartierne på lokalt niveau faktisk har dannet koalitioner og samarbejdet med ANO, og på den måde har de selv været med til at legitimere oligarkens parti og gøre det til en del af det politiske etablissement.

Men til trods for den dystre situation, er Jakub faktisk optimist. Han tror på, at demokratiet kan genopbygges. Men han siger, at det kræver støtte udefra: “Mit største håb er, at Europa vågner op; at de demokratiske grupperinger i Vesteuropa indser, at vi allesammen er på vej mod en total katastrofe – en katastrofe, som kommer til at tage jer med.”

Jakub mener, at den eneste vej frem er, hvis de europæiske lande begynder at yde støtte og beskyttelse til demokratiske institutioner både i deres egne og andre lande. Fico, Orban og Babis skal udelukkes fra det gode selskab, mener han, for de bruger EU-subsidier til direkte at nedbryde demokratiet i deres egne lande – og i sidste ende EU.

I horisonten lurer Rusland

Hvis det mest sandsynlige valgresultat er et rædselsscenario for europæisk politik, hvad betyder det så for Europas sikkerhed?

På vej hjem til Danmark stoppede jeg i Prag for at drikke en kop kaffe med min forhenværende kollega Magdalena Sodomková. Magdalena er en garvet reporter og undersøgende journalist og har stærke holdninger til Tjekkiets europæiske fremtid. Men hun startede faktisk med at tale om medier. Den første konsekvens af et valg, hvor Babis vinder, vil være, sagde hun, at public service-medierne bliver overtaget af staten: “Det er logisk. Han har likvideret de største private medier, nu gælder det TV og Radio. Allerede nu taler han åbent om, at fjernsyn og radio skal underlægges staten. Det bliver det første, der sker.” 

I et land som Tjekkiet, hvor public service-medierne – trods deres åbenlyse mangler og udfordringer – varetager en central oplysningsrolle, er det svært at undervurdere de katastrofale konsekvenser af deres udslettelse. Jeg spurgte hende dernæst, om hun også tror Tjekkiet bliver det næste Ungarn, og hun svarer:

“Før de sidste valg fik Babis besøg af Orban. Nu lader det til, at han hellere vil fotograferes sammen med Macron. Vi har også en stærkere demokratisk præsident nu. Alligevel kan jeg ikke se andet, end at det er den retning, det hele har taget: at Tjekkiet følger Slovakiets og Ungarns fodspor  – også i forhold til at orientere sig mod Moskva i stedet for Bruxelles. Min største skræk er, at den nye regering kommer til at agere pro-russisk. Det sidste jeg ønsker er, at Tjekkiet kommer under russisk indflydelse igen. Dét ville være det absolut værste.”