Julia Timosjenko tilbage på anklagebænken i Ukraine

Det er svært, for ikke at sige umuligt, at beskrive den politiske scene i Ukraine over de seneste 30 år uden at inddrage den nu 65-årige Julia Timosjenko. Hun er politisk veteran, har haft flere ministerposter og været ministerpræsident i to omgange. Hun tabte præsidentvalget i 2010 og har siden siddet i opposition. I det nuværende parlament leder hun midterpartiet Batkivshchina (Fædreland, red.).

I januar i år blev Timosjenko anklaget for bestikkelse over for andre medlemmer af parlamentet. Det er tredje gang over 30 år, hun er på anklagebænken. Ganske som under den forrige retssag for 15 år siden afviser hun alle anklagerne rettet mod hende.

Det helt store politiske gennembrud fik Timosjenko i forbindelse med Orange-revolutionen i 2004. For den indsats blev hun en heltinde både hjemme og i Vesten. I dag har hun mange modstandere. De betragter hende som et levn fra den tidlige post-kommunistiske periode og som en ansvarsløs populist.

En politisk karriere kræver penge

Tilbage i 1990’erne oprettede Timosjenko med sin mand Oleksandr “The United Energy System”, landets største importør af naturgas. Det engagement fremskyndede hendes politiske karriere. Den daværende ministerpræsident Pavro Lazarenko betragtede Timosjenko som sin politiske beskytter. Lazarenko måtte flygte fra Ukraine på grund af anklager om korruption og blev idømt ni års fængsel ved en amerikansk domstol.

I årene fra 1999 til 2001 – med Viktor Jushchenko som ministerpræsident – var Timosjenko viceministerpræsident med særligt ansvar for reform af energisektoren. Hun var i opposition til daværende præsident Leonid Kutjma, der anklagede Timosjenko og hendes mand for at indsmugle russisk gas. Hun tilbragte flere måneder i detention, før sagen mod hende blev opgivet. Hendes modstand mod Kutjma og løsladelsen gav hende blot ekstra popularitet.

Timosjenko indtog som sagt en meget central rolle under Orange-revolutionen i 2004, som startede i protest mod valget af Viktor Janukovitj som præsident. Valget blev annulleret, og Timosjenkos allierede Jushchenko blev herefter valgt som præsident.

Efter Orange-revolutionen blev Timosjenko ministerpræsident i to omgange, i 2005 og fra 2007-2010. Her stod hun bag flere sociale initiativer, som støttede både unge og ældre borgere. Der blev konfiskeret formuer, som var tjent på privatiseringer, og flere virksomheder blev gen-privatiseret. Kritikere beskyldte hende for populisme. Hun forhandlede med Putin flere gange og blev anklaget for at være pro-russisk.

En politisk outsider

I 2010 tabte Timosjenko knebent præsidentvalget til Janukovitj. Derefter blev der åbnet flere retssager mod Timosjenko. I 2011 blev hun idømt syv års fængsel for magtmisbrug i forbindelse med indgåelse af en naturgas-kontrakt med Rusland i 2000. Dommen blev i 2013 underkendt ved den europæiske menneskeretsdomstol.

Hun blev løsladt i 2014, kort tid efter Maidan-revolutionen, der fjernede Janukovitj fra magten. Ved præsidentvalget i 2014 tabte Timosjenko igen, denne gang til Petro Porosjenko, med 13 procent af stemmerne over for Porosjenkos 55 procent. Hendes politiske kapital var nu opbrugt.

Fængselsopholdet bidrog til, at hun mistede kontakten til sit folk. Timosjenko var blevet en politisk outsider. De fleste ønskede nye ansigter og en anden form for politik end den, der havde kendetegnet Orange-revolutionen. Ved præsidentvalget i 2019 endte Timosjenko på tredjepladsen og tabte til både Petro Porosjenko og vinderen Volodymyr Zelenskij.

At dømme efter meningsmålinger i dag er opbakningen til Timosjenko blot 6 procent. I juli 2025 støttede Timosjenko Zelenskijs lov, der afskaffede Det Nationale Anti-korruptionsbureau, NABU’s uafhængighed. Zelenskij blev siden tvunget til at trække loven tilbage efter protester hjemme og fra vestlige lande.

Det er da også NABU, der har anklaget Timosjenko for forsøg på at bestikke andre parlamentsmedlemmer med det formål at få skabt en ny Zelenskij-kritisk regering. Zelenskij var blevet svækket grundet korruption-skandaler rettet mod personer i hans inderkreds. Fx måtte Andriy Jermak, chefen for Zelenskijs kontor, trække sig tilbage.

Politisk ustabilitet og EU

Ukrainsk politik har mildt sagt været yderst turbulent i de 30 år, hvor Timosjenko har været på banen. Turbulensen er en integreret del af ukrainsk politik – og vil formentlig også være det efter en fredsslutning i Ukraine.

Denne ustabilitet kendes dog fra flere lande i Europa, så problemerne med korruption og udemokratisk adfærd behøver ikke nødvendigvis at blokere for Ukraines forhandlinger om optagelse i EU. Her kan geopolitikken – at holde Rusland på afstand – trumfe.