Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
9. marts. 2026

Kære politikere: Lad skolen være skole

Folkeskolen er ikke en ø i samfundet – den er en del af samfundet. Derfor skal en ny regering investere massivt i folkeskolen og lade den udfylde sin kerneopgave: At lære børn at fungere i verden som frie, lige og demokratiske mennesker. Det skriver Lærke Grandjean i dette debatindlæg

Lærke Grandjean. Foto: Erik Schmidt

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Vi har udviklet en kulturel uvane i samfundet: Når samfundet står med et problem, forventer vi, at skolen løser det.

Hvis samfundet mangler arbejdskraft, skal skolen gøre børnene kvalificerede. Hvis der er mistrivsel blandt unge, skal skolen skabe trivsel. Hvis tonen i den offentlige debat er blevet hårdere og mindre social, skal skolen gøre børnene mere positive og sociale.

Og man kunne nævne mange andre eksempler.

Det betyder, at skolen i stigende grad bliver gjort ansvarlig for problemer, der i virkeligheden udspringer af samfundet selv. Lærerne forventes at betjene samfundet ved at levere løsninger på alt fra økonomiske udfordringer til sociale problemer.

Parallelt med denne udvikling er der opstået en anden kulturel uvane. Forskningen – ofte understøttet af pengestærke fonde med klare missioner – kommer med en lang række anviste metoder, som skal fortælle lærerne, hvad de bør gøre, og hvordan de skal håndtere skolehverdagens mange udfordringer.

Hvad kan samfundet gøre for skolen?

Vi må vende spørgsmålet på hovedet.

I stedet for at spørge: Hvad kan skolen gøre for samfundet?
bør vi spørge: Hvad kan samfundet gøre for skolen?

Dette spørgsmål er vigtigt, fordi skolen rent ud sagt er ved at bukke under for det massive forventningspres fra det ydre samfund. For tiden viser det sig blandt andet i nye politiske forventninger om karakterdannelse, åndelig oprustning og bestemte forestillinger om et særligt børnesyn.

Mange politikere ved godt, at skolen er ved at bukke under. Men de forstår tilsyneladende ikke, at skolen ikke er en ø i samfundet – den er en del af samfundet. Og det er en skole, som i dag i ekstrem grad har brug for understøttelse, pleje og omsorg.

Derfor er mit budskab: Se skolen som et fristed.

Et sted, hvor vi som samfund giver de professionelle lærere mulighed for at udøve den professionalitet, som de er uddannet til. Et sted, hvor børn og unge gennem undervisningen kan møde verden, lærerne og hinanden – og finde ud af, hvordan det er at være i verden som frie, lige og demokratiske mennesker.

Lærernes opgave er netop at undervise og udøve pædagogik ved at vise og pege – ud fra værdier som demokrati, frihed og ligeværd. Gennem fagene og undervisningen skal børn og unge have mulighed for at blive subjekter i deres eget liv og dermed kunne deltage aktivt i demokratiet.

Børn og unge skal med andre ord ikke være objekter i en strategi for at løse alle de problemer, samfundet selv skaber.

Derfor vil jeg sige til politikere og det øvrige samfund: Hold fingrene, metoderne og alle de gode råd langt væk.

En ny regering skal investere massivt i folkeskolen

En ny – forhåbentlig rød – regering bør investere massivt i den danske folkeskole. Der bør tilføres milliarder af kroner, så lærerne får deres tid til forberedelse tilbage til det daglige møde mellem lærer, elev og verden.

Det er netop i dette møde, at skolens egentlige arbejde finder sted. Det er her, samfundet bør vise respekt for og tillid til, at professionelle lærere kan udøve undervisning og pædagogik.

Midlerne bør også bruges til mindre klasser, ikke mindst med tanke på inklusion. Samtidig trænger mange af landets folkeskoler til et markant bygningsmæssigt løft, så der er gode klasseværelser og plads til at udfolde sig både inde og ude.

Og så skal midlerne bruges til at lukke ladeporten for private fondes indblanding, som har åbnet sig i skolen.

Om skribenten

Lærke Grandjean

Lærke Grandjean

Lærke Grandjean skriver med signaturen ´mellem filosofisk dybde og politisk handlen´ Hun er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium og senere Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i mere end 25 år i VUC-regi. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER