Kampen er startet om Corbyns eftermæle

Han kunne, med egne ord, ikke lade være med at smile. Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, var den sommerdag i 2017 trukket ud i Rigsdagsgården på Christiansborg, for at optage et kort videoindslag til partiets facebookside. Jakken var smidt, og skjorteærmerne smøget op.

»Jeg står her og smiler og har virkelig svært ved at få armene ned, og det skyldes, at der er kommet et resultat i England, hvor Corbyn er gået markant frem,« fortalte Nikolaj Villumsen, mens turister turnerede rundt i baggrunden.

De konservative og premierminister Theresa May havde ganske vist genvundet magten ved det britiske parlamentsvalg efter at være gået frem med 5,1 procentpoint af stemmerne til 42 procent. Men under Jeremy Corbyns ledelse var Arbejderpartiet gået frem med 9,6 procentpoint af stemmerne til 40 procent. Jeremy Corbyn havde gjort, hvad ingen havde troet muligt, da den skæggede socialist fra Arbejderpartiets bagerste række i parlamentet overraskede alle og blev valgt som formand i 2015: Han og partiet var kommet inden for rækkevide af 10 Downing Street.

»Og han gør det på en baggrund, hvor vi ser en udvikling i andre lande i Europa, hvor Socialdemokraterne fuldstændig kollapser, som vi har set det i Holland og Frankrig senest,« fortsatte Nikolaj Villumsen. »I stedet har Corbyn med en venstreorienteret kampagne sikret Labour det bedste valg i 20 år. Han har en situation, hvor han får mere end 40 procent af stemmerne – og det er virkelig, virkelig inspirerende. Også fordi det er del af en tendens, som man ser på venstrefløjen i USA – hvor Bernie Sanders er gået markant frem – og på venstrefløjen i Spanien hvor Podemos også er gået markant frem. Senest så vi det ved det franske præsidentvalg, hvor venstrefløjens kandidat Jean-Luc Mélenchon fik et kanonvalg med omkring 20 procent af stemmerne – og en historisk stor opbakning til venstrefløjen. Så det er virkelig inspirerende for os i Enhedslisten, der ønsker en progressiv forandring også her i Danmark. Så jeg kan ikke lade være med at smile«.

Og Nikolaj Villumsen var ikke den eneste. »Mange, herunder ledende danske socialdemokrater, dømte venstrefløjslinjen død, begravet og fortid,« skrev SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge. »Men lige som i USA med Bernie Sanders og Melenchon i Frankrig ville vælgerne det anderledes. Mange mennesker – og især unge og kortuddannede lønarbejdere – foretrækker en ren røv at trutte i. At man skal kunne se, høre og føle forskellen mellem venstre og højre. At det varme vand skal være varmt, og det kolde koldt«.

Men to år senere er smilene stivnet. Ved parlamentsvalget forrige torsdag fik Labour det dårligste valg siden 1934, i hvert fald hvis man ser det på procentmæssig tilbagegang, hvor partiet mistede 7,8 procentpoint, og landede på 32,2 procent af stemmerne. Jeremy Corbyn erklærede i sin tale på valgnatten, at han trækker sig som formand. Spørgsmålet er nu: Hvis parlamentsvalget i 2017 viste, at partier kan vinde på at gå til venstre – hvad viser så resultatet af det seneste valg december 2019?

Stof til eftertanke

»Det er klart, at resultatet bør vække til eftertanke hos alle – både hos socialdemokrater og venstrefløjen – fordi det britiske Arbejderparti dækker over hele flanken til venstre for De Liberale og De Konservative,« siger Enhedslistens tidligere finansordfører og nuværende medlem af hovedbestyrelsen, Pelle Dragsted. Han konkluderede i 2017, at »valget (det britiske parlamentsvalg, red.) viser igen, at den evige sang, vi har hørt i de sidste årtier, om at venstrefløjen kun kan vinde frem ved at rykke ind mod midten (læs: overtage højrefløjens politik), er og bliver falsk«.

»Omvendt mener jeg ikke, at konklusionen nu er, at man så ikke kan vinde et valg med en venstreorienteret partiformand og et venstreorienteret parti i spidsen,« fortsætter Pelle Dragsted. »Det har jeg godt lagt mærke til, at flere kommentatorer – og nogle socialdemokrater – hurtigt har konkluderet. Men i så fald kan man slutte det modsatte ud af en række andre europæiske valg, hvor socialdemokratiske partier trods alt har tabt endnu større end i Storbritannien ved at føre en mere højreorienteret politik: Nemlig i lande som Frankrig, Tyskland, Holland, Grækenland og Italien. Man skal passe på med at konkludere for meget, fordi en venstreorienteret kandidat og parti pludselig taber et valg«.

»Fortidens marxistiske spøgelser«

Socialdemokraterne har da også – for at parafrasere afdøde Erling Olsens ord om Karl Marx – måske haft meget tilovers for Jeremy Corbyn, men ikke meget tilovers fra kollegaen på den anden side af den Engelske Kanal. Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn, fremhævede i sin tid nok partiets appel til de unge, og EU-ordfører Peter Hummelgaard mente, at »det er entydigt rigtigt, hvad han (Jeremy Corbyn, red.) gør og mener om den meget hårde sparepolitik, der har været, og den buldrende ulighed, der er i Storbritannien«.

Ledende socialdemokrater har imidlertid haft travlt med at lægge afstand til Arbejderpartiets venstredrejning: »Det Labour, der tegner sig nu, ligger langt fra det danske Socialdemokrati,« lød det fra den socialdemokratiske formand Mette Frederiksen i 2015 om valget af Jeremy Corbyn som formand for Arbejderpartiet. Partiets daværende gruppeformand, Henrik Sass Larsen, skruede efterfølgende – med vanlig sans for stemningen – op for den politiske lydstyrke: »De, som i disse tider hygger sig med voldsomme venstredrejninger i bl.a. Storbritanniens Labour, hygger sig forgæves,« forklarede Henrik Sass Larsen i bogen »Exodus«. »Fortidens marxistiske spøgelser er ikke et genbesøg værd«.

De vises socialdemokratiske sten

I dag konkluderer Politikens kommentator – den tidligere formand for DSU og taleskriver for den daværende socialdemokratiske formand Helle Thorning-Schmidt – Kristian Madsen, at Jeremy Corbyns nederlag må bestyrke Mette Frederiksens opfattelse af, at hun som den eneste har fundet de vises socialdemokratiske sten. Boris Johnson og Brexit er selvfølgelig ikke socialdemokraternes kop te, og på valgdagen kom der »hændervridende støtteerklæringer« fra de danske partifæller på sociale medier.

»Alligevel kan man uden for citat høre ledende socialdemokrater næsten godte sig over Corbyns fald,« skriver Kristian Madsen. »Det britiske nederlag validerer i S-toppens øjne den strategi, som Mette Frederiksen har lagt for fremtidens danske Socialdemokrati: Tilbage i øjenhøjde med kernevælgerne i de små og mellemstore byer – især ved et kursskifte i udlændingepolitikken. Så pokker heller med storbyens værdipolitiske kosmopolitter, der kan få lov at bakke indirekte op om S-regeringen med en stemme på SF, Radikale eller Enhedslisten«.

Uden for citat kan man høre ledende socialdemokrater næsten godte sig over Corbyns fald. Det britiske nederlag validerer i S-toppens øjne den strategi, som Mette Frederiksen har lagt for fremtidens danske Socialdemokrati.

Kristian Madsen, chefredaktør på Politiken

Ifølge Socialdemokraterne taler det politiske landkort nemlig sit tydelige sprog: I London, Manchester og andre storbyer har Arbejderpartiet holdt skansen, men i de mindre byer og traditionelle arbejderklasse- og mine-områder i det nordøstlige England er partiet blevet løbet over ende. Her var tilbagegangen størst med et tab på over 12 procent.

Den næste Corbyn

De danske »corbynister« mener dog, at landkortet snyder og hæfter sig ved, at Arbejderpartiets trods alt stadig – procentvis – fik flere stemmer ved det seneste parlamentsvalg end ved valgene i 2010 og 2015, hvor partiets formænd hed henholdsvis Gordon Brown og Ed Milliband.

»Arbejderpartiet og Corbyn tabte tydeligvis på grund af Brexit,« siger Nikolaj Villumsen i dag. »Det spørgsmål splittede partiets vælgere. Påstanden om, at venstredrejningen var skyld i problemet, mangler rod i fakta. Arbejderpartiets valgprogram med krav om nationalisering af jernbaner og investeringer i bedre velfærd var populære blandt vælgerne. Højrefløjen i partiet pressede Corbyn til at kræve en ekstra afstemning. Det svækkede partiet i Leave-områderne i Nord- og Midtengland. Hvordan en mere EU-begejstret leder skulle have vundet de områder, kan jeg ikke se for mig«. 

Ifølge EU-parlamentarikeren er spørgsmålet nu, om venstrefløjen i Arbejderpartiet har en kandidat til formandsposten i partiet – og én som kan vinde. Senest har den tidligere formand og premierminister Tony Blair opfordret Arbejderpartiet til enten at blive en »moderne progressiv koalition« med evnen til at vinde, og fastholde, magten – eller indse at partiet har »udtømt sin oprindelige mission«. Tony Blair vandt tre parlamentsvalg i perioden mellem 1997 og 2005.

»Højrefløjen har haft stor succes med at splittet arbejdervælgerne på Brexit,« siger Nikolaj Villumsen. »Er dette spørgsmål afgjort ved næste valg, vil de mangle en værdipolitisk platform. Det kan give et venstredrejet Arbejderparti gode muligheder. Og her er 32 procent af stemmerne et markant bedre udgangspunkt end stort set noget andet Socialdemokrati i Europa«.

Det samme mener medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse, Mikael Hertoft. Hovedbestyrelsesmedlemmet forudså i 2017, at der var »tegn i sol og måne på, at der snart kommer et nyt valg i Storbritannien – et valg som Labour har gode chancer for at vinde«. I dag konkluderer Mikael Hertoft, at Jeremy Corbyn og Arbejderpartiet satte sig mellem to stole med løftet om en ny folkeafstemning om Brexit – og det samtidige løfte om at forholde sig neutral under denne afstemning.  

»Jeremy Corbyn tabte valget, fordi han lurepassede i forhold til EU,« siger Mikael Hertoft. »Han blev ikke attraktiv for dem, som gerne vil blive i EU – og han tabte tilliden blandt de arbejdervælgere, som havde stemt for Brexit og anser EU som et problem. Det forhindrede ham i politisk at føre en offensiv valgkamp, fordi han ganske enkelt manglede en klar holdning til det spørgsmål, som optog vælgerne mest. Hvis et spørgsmål gennem længere tid optager vælgerne, så kan man ikke vinde et valg ved ikke at have et klart svar på dette«.

Ingen svar i dag

Pelle Dragsted er enig i, at Brexit kostede Arbejderpartiet parlamentsvalget men understreger samtidig, at det også viser, at venstrefløjen bliver »udfordret«, når de såkaldte værdispørgsmål står højt på den politiske dagsorden.

»I Storbritannien var det Brexit, i USA var det Donald Trump, der førte en nationalistisk valgkampagne i 2016, og i Nordeuropa er det udlændingepolitikken,« siger Pelle Dragsted. »I Arbejderpartiets tilfælde er det tydeligt, at vælgerne på venstrefløjen er delt mellem en gruppe såkaldte værdikonservative – og en gruppe som er mere positiv over for EU, globalisering og frihandel. Opgaven for venstrefløjen er selvfølgelig at flytte fokus hen på de økonomiske spørgsmål, men samtidig også forsøge at forstå og bygge bro til de forskellige grupper«.

Hvordan skal man gøre det?

»Ja, det må du sgu nok spørge om«.

Socialdemokratiets løsning har været at trække til højre i udlændinge- og rets-politikken?

»I Danmark har vi jo den fordel, at vi kan være flere partier og altså kan repræsentere forskellige grupper blandt lønmodtagerne eller arbejderklassen – eller hvad man nu vil kalde det – som har forskellige erfaringer og holdninger. Men den frihed har de ikke (med valgsystemet) i Storbritannien – om end det altså ved valget lykkedes for De Konservative at skabe en koalition på tværs af de økonomiske forskelle. Men jeg holder fast i, hvad jeg altid har ment: Nemlig, at i jo højere grad der er en reel forskel i den økonomiske politik – og venstrefløjen faktisk tilbyder almindelige mennesker et bedre liv – jo mindre vil de nationale, kulturelle eller identitetsmæssige spørgsmål få lov til at dominere den politiske dagsorden. Men de spørgsmål forsvinder ikke – og det kommer de heller ikke til i de kommende år. Det er noget, vi løbende bliver nødt til at forholde os til, og jeg har ikke noget svar på det i dag. Men man skal i hvert fald ikke se ned på mennesker, fordi de har stemt Brexit og beskrive dem som racister eller dumme. Det er den sikre vej til at skubbe folk i armene på andre politiske kræfter. Og det kan den danske venstrefløj også godt lære noget af«.