Kampen om lokalplanerne: Enhedslisten Svendborg, sociale boliger og folkets havnefront
Solidaritet har talt med Helle Wisbech fra Egense vest for Svendborg. Hun er kandidat for Enhedslisten i Svendborg Kommune og kæmper med lokale investorers og politikeres forsøg på at styre byudviklingen i en asocial retning – hun kæmper for at understøtte en livlig by for alle
I Svendborg kan lokalplanerne være en stor udfordring for venstrefløjen.
Baagøe og Ribers Plads med tilhørende bygninger er et historisk område, der blandt andet rummer Danmarks ældste pakhuse uden for København og en stor del af Svendborgs havnefront. FCK-milliardæren Erik Skjærbæk ejer en stor del af pladsen.
Skjærbæk har planer om at bygge erhvervsejendomme og dyre boliger på pladsen. Lokalplanen – der godkendte nedrivning af flere gamle bygninger for at give plads til byggeprojekterne – er for nylig blevet afvist af Planklagenævnet, så nu skal lokalplanen genforhandles. Derfor ser Helle Wisbech en ny chance for en offentlig vision for Baagøe og Ribers Plads, der skal forhindre tilbygning og indsnævring af adgangen til vandet.
Det er meningen, at Svendborg Museum åbner et museum for lystsejlads ved pladsen, men i visionen fra Enhedslisten skal området omdannes til et fælles kraftcenter af kulturel aktivitet og friluftsliv, blandt andet med bådeværksteder.
“Vi har en lang tradition for at bakke op om frivilligt arbejde. Sådan en grund vil være en drivkraft for frivillige, og den store aktivitet vil kunne tiltrække investeringer fra fonde”, mener hun, da hun bliver spurgt om, hvordan visionen skal finansieres.
Indkøbscenter eller aflastningscenter
Et andet lokalplansproblem er et nyt indkøbscenter lidt uden for Svendborg. Tilbage i 2020 blev en ifølge Helle Wisbech uigennemskuelig plan vedtaget. Den blev først for nylig klart formuleret – og gjort gennemskuelig som en plan om nybyggeri af indkøbscentret. Her er en anden lokal investor involveret.
“De kalder det et ’aflastningscenter’. Altså, når man siger det til folk på gaden, tror de, at det er et nyt ældrecenter, man vil bygge”, siger Helle Wisbech som forklaring på, hvor svært det har været for almindelige svendborgensere at forstå, hvad der er under opsejling. Hun har givet centret øgenavnet “Belastningscentret”.
Planerne har været pakket ind i vage formuleringer, som selv byrådsflertallet har haft svært ved at forestille sig konsekvenserne af. “Derfor er det også en tung debat at få sparket i gang. Problemet bliver tacklet af borgmesteren med et “I har jo selv stemt for planen”, siger hun.
Enhedslisten kører en intensiv kampagne for at få den plan stoppet. Helle Wisbech argumenterer for, at bygningen og driften af det nye indkøbsmekka vil være en gigantisk klimabelastning og gå ud over handelslivet i Svendborgs gamle bykerne, hvis historiske stemning ellers tiltrækker gæster og kunder fra nær og fjern.
Almene boliger i Svendborg
Men Helle Wisbech gør opmærksom på, at byens lokalplaner også kan have en lysere og mere social side. Svendborg er god til at bygge almennyttigt.
Enhedslisten Svendborg har i løbet af efteråret stillet skarpt på, at kontanthjælpsreformen kan føre til fattigdom og hjemløshed for borgere, også i Svendborg.
“Reglerne og nedskæringerne er vanvittige. Derfor er det vigtigt at være opmærksom og opsøgende”, siger Helle Wisbech.
Der er endnu ingen klare tegn på, at reformen vil føre til mere hjemløshed i Svendborg. I området Nordbyen skyder for tiden nye små huse op på kommunens initiativ. De skal kunne rumme mennesker, der har brug for et særligt sted at være. Enhedslisten Svendborg vil løbende undersøge reformens konsekvenser og løse dem på en værdig måde ved at tydeliggøre dem over for kollegerne i byrådet, oplyser Helle Wisbech.
Læs mere om Enhedslisten Svendborgs valggrundlag.
Følg Helle Wisbechs valgkamp på Facebook.
Solidaritet vil i dagene inden kommunalvalget 18. november 2025 udgive en række portræt-artikler over nogle af de venstrefløjskandidater, man kan finde på stemmesedlerne rundt om i landet.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
