Kan venstrefløjen komme til magten igen, i Frankrig og andre lande ?

Thomas Piketty har igen udgivet et imponerende storværk på næsten 700 sider, denne gang sammen med sin samleverske, Julia Cagé. Bogen, der bærer titlen Den Politiske Konflikts historie.Valg og social ulighed i Frankrig, 1789-2022, er i slutningen af 2024 udgivet i dansk oversættelse på Informations Forlag. Udgivelsen på dansk er en bemærkelsesværdig præstation, når man tager i betragtning, at den først udkommer på engelsk 26. august 2025.

Kan venstrefløjen komme til magten igen i Frankrig og andre lande ?

Det er det spørgsmål, de to forfattere starter bogen med, og som den grundige og meget detaljerede analyse af fransk politisk historie fra revolutionen og frem til 2022 bruges til at besvare.

De tager udgangspunkt i en kritik af den udbredte forestilling om, ”… at underklassen fuldstændigt har vendt venstrefløjen ryggen” en forestilling, som er baseret på, at politiske kommentatorer ”… udelukkende identificerer underklassen med arbejderne og glemmer at gennemsnitslønnen for lønmodtagere i servicesektoren (tjenere, kontorpersonale, rengøringspersonale, sundhedsplejere osv.) i flere årtier har været lavere end arbejdernes.”

Venstrefløjen har, ifølge bogens forfattere, bevaret støtten fra ”de mindre velstillede” vælgere i byerne, men ikke fra de ”mindre velstillede” vælgere på landet. Der er altså tale om et politisk skel mellem underklassen i byerne og underklassen på landet.

Når man skal se på vælgeradfærden i Frankrig er det derfor, ifølge forfatterne, nødvendigt at tage udgangspunkt i ”klassen”, men forstået flerdimensionalt, som det de kalder ”den geo-sociale klasse”, et begreb der ikke kun bestemmes ud fra indkomst og formue, men også inddrager klassens særlige position i de geografiske og produktive netværk. Den ”geo-sociale klasse” har, ifølge forfatterne, aldrig haft så stor betydning som i dag; forskellene i de sociale forudsætninger på by og land i Frankrig er i dag større end nogensinde før, og det samme er formentlig tilfældet i andre europæiske lande.

Det er, ifølge forfatterne, ikke længere indvandrerspørgsmålet, der afgør, hvem vælgerne stemmer på. Vigtigere er en følelse blandt underklassen på landet af at være ladt i stikken af udviklingen.

Hvis venstrefløjen skal udvide sit vælgergrundlag og igen komme til magten, må den derfor ”åbne sig for den fattige landbefolknings bekymringer og ønsker.”

Disse spørgsmål er, som forfatterne understreger, ikke kun relevante for venstrefløjen i Frankrig, men også i andre lande.

Bogens metode

For at finde svaret på disse spørgsmål gennemfører de to forfattere en grundig og veldokumenteret analyse af den politiske historie i Frankrig fra revolutionen og op til valgene i 2022, en analyse, af, hvad de beskriver som ” …vælgeradfærd og sociospatiale uligheder i Frankrig fra 1789 til 2022.”

Til gennemførelsen af denne analyse har de indsamlet data fra samtlige cirka 360.000 franske kommuner, bl.a. håndskrevne valgprotokoller, der er bevaret i nationalarkivet, som de har digitaliseret. Disse socioøkonomiske vælgeroplysninger fra de seneste to århundreder, omfatter ”så godt som alle parlamentsvalg mellem 1948 og 2022, samtlige præsidentvalg mellem 1848 og 2022, samt fem af de vigtigste folkeafstemninger mellem 1793 og 2005.”

Disse data om vælgeradfærd krydsrefererer forfatterne med omfattende data om indkomst og ejendom fra officelle dokumenter. Geografisk tager de udgangspunkt i en opdeling mellem storbyer, forstæder, købstæder og landsbyer. På denne måde bliver det muligt, at beskrive vælgeradfærden både i et geografisk og socialt perspektiv, ikke som individuel vælgeradfærd, men som vælgeradfærd, som den gennemsnitligt tegner sig i geografiske og sociale kategorier.

Fordi de håndskrevne data i forbindelse med analysen er digitaliserede, kan de behandles med de samme statistiske metoder, og danne basis for de samme grafer og datakort, som de data, der i udgangspunktet allerede var digitaliserede.

Det store arbejde med indsamling og digitalisering af det omfattende datamateriale, har formentlig kun kunnet udføres gennem det forskersamarbejde, Piketty har oprettet omkring World inequality Lab. Som altid har Piketty stillet hele datasættet til rådighed for offentligheden, og det kan downloades fra linket unehistoireduconflitpolitique.fr ”

Analysen

Analysen er opdelt i fire dele, som alle er forsynet med grafiske bearbejdninger af de mange data, som bl.a. består af et stort antal grafer, søjlediagrammer og kort over Frankrig, hvor data for de 360.000 kommuner er plottet ind.

De fire dele bærer titlerne:

– Klasser og territorier : de sociospatiale uligheder i Frankrig siden revolutionen

– Den demokratiske mobiliserings opsving og nedgang : valgdeltagelsen i Frankrig, 1789-2022

– Mellem todeling og tredeling : to århundreders parlamentsvalg i Frankrig

– Mellem repræsentativt demokrati og direkte demokrati: De politiske skel i præsidentvalgene og folkeafstemningerne

Forfatternes centrale hypotese er, ”…at den polariserede klassebaserede venstre/højre- konfiguration er den mest gavnlige, både for den demokratiske funktionsmåde og den socioøkonomiske udvikling… Kort sagt gør todelingen og den klassebaserede konflikt det muligt for demokratiet at fungere ordentligt, gøre socialt og økonomisk fremskridt og fortsætte bevægelsen mod større lighed.”

Derimod ledsages tredelingen af det politiske landskab ofte af splittelse mellem underklassen på landet og i byerne.

Adskillelsen mellem underklassen på landet og i byerne har i Frankrig en historie, der går helt tilbage til den franske revolution. De franske bønder følte sig forrådt af revolutionen, selvom det var et antal bondeoprør, der gødede jorden for revolutionen. Den politik, som blev iværksat umiddelbart efter revolutionen, tilgodeså imidlertid ikke bøndernes ønsker om en skattepolitik og jordfordelingspolitik, der gavnede dem. Adelens og kirkens jorder blev overvejende opkøbt af det rige byborgerskab. Bøndernes mistillid til klasserne i byerne og deres partier blev efter revolutionen styrket af den franske venstrefløjs negative holdning til privat ejendomsret. Landbefolkningen i Frankrig har derfor helt frem til 2022 overvejende stemt på højrefløjen.

I bogen gennemgår forfatterne de skift mellem to- og tredimensionale partistrukturer, der har eksisteret i Frankrigs historie siden 1848. Tredelingen har ifølge forfatterne været mest markant i perioden mellem 1848 og 1910, efterfulgt af en todelt periode mellem 1910 og 1992, hvorefter der i perioden 1992 – 2022 har været tale om en gradvis tilbagevenden til en tredling af partistrukturen.

Forfatterne gennemgår meget detaljeret forudsætningerne for og den socioøkonomiske baggrund for de nævnte perioder med henholdsvis tre- og todeling af partistrukturen. Men jeg vil her begrænse mig til at referere deres behandling af den aktuelle tredeling, og hvad de opfatter som forudsætningerne for, at denne tredeling kan erstattes af den todeling, som de mener i højere grad vil kunne befordre en progressiv udvikling mod større lighed i samfundet, fordi det forekommer mig, at den seneste udvikling har størst betydning for forståelsen af den aktuelle politiske situation i Frankrig.

Den aktuelle partistruktur i Frankrig, er netop en tredelt partistruktur, hvor en social-økologisk blok, en liberal-progressiv blok og en national-patriotisk blok, står over for hinanden som venstrefløj – centrum – højrefløj.

Denne tredeling mellem højre – centrum – venstre har sin parrallel i Danmark efter dannelsen af SVM- regeringen, og det gør bestemt denne analyse interessant, set med danske briller.

Den aktuelle tredelings opståen

Den nuværende tredeling af partistrukturen opstod mellem 1993 og 2022. Ved præsidentvalget og parlamentsvalget i 1981 forekom todelingen mellem venstre og højre at være rodfæstet i Frankrig, men i 1992 skete der, ifølge forfatterne, noget skelsættende i forbindelse med afstemningen om Maastricht-traktaten. Den blok af vælgere, som stemte nej ved folkeafstemningen, bestod af to politiske bevægelser – den ene fra venstrefløjen og den anden fra højrefløjen – der politisk og ideologisk lå så langt fra hinanden, at de var ude af stand til at finde sammen i en alliance og regere sammen. Samtidig fremstod en liberal-progressiv midterblok, der samlede de socialt velstillede borgere, som støttede et liberalt EU, og søgte at udnytte, at under- og middelklassen var splittet mellem de to andre blokke.

En regulær tredelt vælgerstruktur med tre selvstændige blokke – en socialøkologisk blok (venstrefløjen), en liberal-progressiv blok (centrum) og en national-patriotisk blok (den ekstreme højrefløj) – fremstod derefter endeligt i 2017 og 2022 hvor stemmerne stort set fordelte sig med en tredjedel til hver af blokkene.

Forudsætningerne for denne tredeling har, ifølge forfatterne, været en udvikling, hvor både samfundsstrukturen og klassekampen er blevet påvirket af, at der er sket grundlæggende forandringer i ”…de erhvervsmæssige og uddannelsesmæssige hierarkier, udbredelsen af ejerskab og den tilspidsede konkurrence mellem de forskellige lokaliteter i Frankrig om at få adgang til offentlige serviceydelser, infrastruktur og velstand.”

Samfundsudviklingen og den nye form for klassekamp, er karakteristisk for en avanceret socialstat med et veludviklet velfærdssystem, som samtidig befinder sig i en dereguleret international konkurrence. Disse forhold har været med til at udvide de geografiske skel og forstærke splittelsen mellem underklassen på landet og underklassen i byerne på en måde, der er uden fortilfælde siden 1800-tallet.

Udviklingen i venstrefløjsstemmernes sociale struktur

Venstrefløjens samlede stemmeandel faldt fra mellem 1993 og 2012 at ligge på 40-45 % til 30-35% i 2017-2022, fordi en del af Socialistpartiets vælgere skiftede til centrumsblokken. Det betød, at andelen af stemmer på venstrefløjen styrtdykkede i de rigeste kommuner.

Samtidig blev især venstrefløjen ved parlamentsvalget i 2022 ramt af et voldsomt fald i valgdeltagelsen, som især var udpræget i de fattigste bykommuner, hvor venstrefløjen traditionelt står stærkt. Efter i perioden fra 1848 til 1980-1990rne at have ligget på 70-80% begyndte valgdeltagelse 1990rne at falde for i 2022 at nå et lavpunkt på 47,5%. (Bogen slutter med året 2022, så forfatterne har derfor ikke fået med, at valgdeltagelsen ved parlamentsvalget i 2024 steg til 66,7%, hvilket formentlig har været medvirkende til, at det største venstrefløjsparti, Den Nye Folkefront, med 178 mandater blev den største gruppe i parlamentet.)

Overordnet har venstrefløjsvælgernes erhvervsmæssige baggrund ændret sig med tiden, så venstrefløjens vælgergrundlag frem mod 2022 er kommet til at bestå af stadigt færre arbejdere, og stadigt flere arbejdstagere, kvinder og unge – herunder mange ansatte, for eksempel kassepersonale, tjenere, rengørings- og sundhedspersonale, der ofte får en lavere løn end arbejderne.

Forfatterne skriver : ”Andelen af stemmer på venstrefløjen er bestemt af den socioprofessionelle identitet – f.eks et gradvist skifte fra arbejdere til arbejdstagere.”

Her opstår der, efter min mening et problem. Den skelnen mellem arbejdere og arbejdstagere, som de her i oversættelsen anvender, er ikke almindelig i Danmark, hvor begrebet ”arbejdstager” er synonymt med arbejder eller lønarbejder og modstillet begrebet ”arbejdsgiver”. Jeg er ikke i besiddelse af den franske udgave af bogen, så jeg kan ikke afgøre, hvilke franske termer, der i oversættelsen er blevet til henholdsvis ”arbejder” og ”arbejdstager”. Men da forfatterne kun nævner helt konkrete eksempler på, hvad en ”arbejdstager” er og ikke definerer begrebet, er det svært at se, hvor forskellen mellem ”arbejdere” og ”arbejdstagere” ligger.

Forfatterne skriver om overgangen fra arbejdernes til arbejdstagernes venstrefløj, at den skal ses som et tegn på, at en stor del af de ansatte i de forskellige servicesektorer – navnlig dem der er forbundet med udviklingen af socialstaten, såsom sundheds- og plejeerhvervene – har tilsluttet sig venstrefløjen.

” På undervisningsområdet bliver undervisningsassistenterne (feks pædagogmedhjælpere) klassificeret som arbejdstagere, lærere i grundskolen som mellemliggende erhverv, og undervisere på gymnasier og de videregående uddannelser som ledere og intellektuelle erhverv.”

Det er ikke almindeligt i Danmark at kalde pædagogmedhjælpere undervisningsassistenter, men lad nu det ligge. Generelt opererer forfatterne i denne sammenhæng med en skelnen mellem arbejdstagere, mellemliggende erhverv, ledere og intellektuelle hverv, og det er muligvis en kategorisering, som tager udgangspunkt i de foreliggende officielle data baseret på sociologiske stratifikations-begreber. Men den gør det ikke mere klart, hvad der begrebsmæssigt ligger i udtrykket ”arbejdstager”.

Udover den ovennævnte forandring i venstrefløjens vælgergrundlag – fra arbejdere til arbejdstagere, skriver forfatterne, at venstrefløjen i de seneste årtier har tiltrukket en voksende andel af det, de foreslår at kalde ”social-uddannede”, det vil sige de lavestlønnede blandt de højstuddannede. Denne kategori omfatter, ifølge forfatterne, navnlig folk med en videregående uddannelse, ” …der arbejder i den sociale sektor (sundhed, uddannelse) og mere overordnet i erhverv, der er mindre vellønnede end de bedst betalte erhverv i handelssektoren, der også kræver en videregående uddannelse( for eksempel i finansverdenen, i konsulentsektoren eller i de større virksomheders ledelser)”

At de socialuddannede er endt i dårligere lønnede stillinger end de folk med samme uddannelser, som er søgt over i handelssektoren, skyldes, ifølge forfatterne, formentlig at disse højtuddannede er mindre tilbøjelige til at stræbe efter at opnå en høj løn, fordi de har nogle andre værdier, og måske føler, at deres mål og verdensopfattelse stemmer mere overens med den politiske venstrefløj, fordi venstrefløjen historisk har støttet udviklingen af socialstaten. Der er tale om en betragtelig del af befolkningen, idet sundheds-, social- og uddannelsessektoren, udgjorde 25% af den samlede beskæftigelse i 2022, mere end industri-, bygge- og landbrugssektoren, der tilsammen stod for 22%.

Kvinder har i Frankrig en århundredlang tradition for fortrinsvis at stemme på venstrefløjen, og også indvandrere har historisk haft en tendens til at stemme på partier på venstrefløjen. Således har man i kommuner med de største andele af udlændinge generelt stemt mere til venstre, lige fra parlamentsvalget i 1848 til valget i 2022. Grunden kan, ifølge forfatterne, være, at vælgere af udenlandsk herkomst føler, at venstrefløjen er bedre til at forsvare deres interesser.

Vælgergrundlaget for Front National (FN) og Rassemblement National (RN)

Den geografiske fordeling af stemmerne på den nationale højrefløj (FN og RN) har fuldstændigt forandret sig mellem 1986 og 2022. I 1986-88 fik FN flest stemmer i forstæderne og storbyerne, og FNs vælgere var ikke bare hovedsageligt fra byerne, de var især fra bykommuner med den største andel af udlændinge.

I 2017-2022 har dette billede fuldstændigt ændret sig. Den national-patriotiske blok med RN i spidsen fik nu næsten dobbelt så mange stemmer i landsbyerne og købstæderne som i forstæderne og storbyerne. Hvor venstrefløjen i 2017-2022 fik flere stemmer fra arbejdstagerne end fra arbejderne, var det omvendte tilfældet for den national-patriotiske højrefløj, som fik flere stemmer fra arbejderne end fra arbejdstagerne.

Der har også været tale om grundlæggende forandringer i højrefløjens politiske program. I 1980rne var FNs politik centreret om fordømmelse af indvandringen og udviklingen af et ultraliberalt økonomisk program.

Det har RN lavet om på, så partiets politik i løbet af de seneste årtier er blevet kendetegnet ved en stadig stærkere fordømmelse af globaliseringen og dens iboende utæmmede liberalisme og samtidig et forsvar af arbejderne og det sociale sikringssystem.

Marine le Pen bryster sig endda med at være den, der bedst forsvarer de landområder og udkantsregioner, de globaliserede eliter har ladt i stikken.

Dette betyder ikke, at RN nu mener, at det ikke længere spiller nogen rolle, at der er for mange indvandrere i Frankrig, men flytningen af tyngdepunktet i vælgergrundlaget fra byer med et stort antal udlændinge til landområder med et lille antal indvandrere, har betydet, at politikken nu retter sig mod et problem, som egentlig ikke er nærværende for RNs vælgere.

Der er store forskelle i uddannelsesniveau mellem vælgerne på henholdsvis venstrefløjen og den national-patriotiske højrefløj. Venstrefløjsstemmerne omfatter især personer med en høj uddannelse, men lave indkomster, mens stemmerne på den national-patriotiske højrefløj især kommer fra vælgere med et beskedent uddannelsesniveau, men med sommetider betydelige indkomster, ” …for eksempel de selvstændige, lastbilschaufførerne eller de faglærte arbejdere, der er blevet forfremmet til formænd, hvis indkomster kan være større end sygeplejerskernes eller skolelærernes.”

Den national-patriotiske højrefløjs vælgere er især arbejdere fra landet og fra byområdernes periferi. Der er eksempelvis tale om arbejdere i industrizoner eller logistikcentre, der befinder sig langt fra storbyerne og ofte i nærheden af trafikale knudepunkter. Disse nye industriområder blev især etableret i 1960erne og 1970erne, og den nye landlige arbejderklasse der opstod i udkantsområderne, er generalt mindre organiseret i fagbevægelsen og mindre venstreorienteret end arbejderklassen i forstæderne og storbyerne.

Adgangen til privat ejendom betyder meget for RNs vælgere i landområderne.

Andelen af franske husstande, der ejer deres bolig, er mellem 1960 og 2022 steget fra 37% til 58% , men stigningen har især været stærk i købstæderne og landsbyerne, hvor andelen af boligejere i dag er på næsten 70% mod kun lidt over 35% i storbyerne.

Mange af RNs vælgere på landet opfatter det at have været i stand til at erhverve et parcelhus som udtryk for deres sociale opstigning, men en stor del af RN-vælgere blandt husejerne i købstæderne og landsbyerne mistænker venstrefløjen for ikke at have respekt for og støtte denne sociale mobilitet.

Den politiske opsplitning mellem på den ene side klasser uden nogen særlig uddannelse, men som i meget vid udstrækning er husejere på landet, og på den anden side de højtuddannede klasser, der er lejere i byerne, er en afspejling af en ny klassestruktur. FN-vælgerne omfatter især personer, der er på vej ind i ”de formuende middelklassers” verden (de 40% mellem de 10% rigeste og de 50% fattigste) men samtidig hører de snarere uddannelsesmæssigt til de 50% nederste.

Vælgergrundlaget for den liberalprogressive blok

Den liberal-progressive blok (centreret omkring Macrons Ensemble) har indtaget højrefløjens position i den forstand, at denne blok især høster stemmer i de rigeste kommuner og mest velhavende kvarterer, mens stemmerne fra underklassen i dag bliver delt mellem den social-økologiske blok og den national-patriotiske blok.

Sammenlignet med lignende politiske bevægelser i Frankrigs historie forekommer Ensemble-stemmerne, ifølge forfatterne, at være mere borgerlige end nogen tidligere politisk bevægelse i Frankrig, fordi partiet næsten udelukkende høster stemmer i de rigeste kommuner og de mest velhavende kvarterer, men stort set er ude af i stand til at tiltrække stemmer fra de fattigste kommuner.

Ensembles poltiske strategi, er lagt an på, at det er muligt at basere blokkens eksistens på den franske overklasse, og satser på at supplere stemmerne fra de rigeste lag i samfundet med stemmer fra de de mere velstillede centrum-venstre-vælgere for på den måde at etablere en ny form for fusion af eliterne, og samtidig udnytte det politiske skel i underklassen mellem land og by til at modsætte sig progressive reformer og forsvare eliternes privilegier.

Bogens konklusion

Forfatterne kritiserer i deres konklusion den eksisterende tredeling af den politiske struktur i Frankrig, fordi denne tredeling ”..gør det muligt for en opportunistisk blok i centrum af tredelingen at bevare magten, samtidig med at den stopper bevægelsen mod social lighed, lige så snart det tjener dens egne interesser.” De vigtigste faktorer, der har ført frem til den aktuelle tredeling er ” ..frem for alt socioøkonomiske, forbundet med nye territoriale uligheder og usikkerhed om, hvordan landets produktionsstruktur vil udvikle sig på langt sigt.”

Forfatterne mener ikke, det er sandsynligt eller ønskværdigt, at tredelingen af partistrukturen vil fortsætte, men opfatter det som mere sandsynligt, at den vil blive erstattet af en todeling. Så vil der, ifølge forfatterne, være to mulige hovedscenarier: en social-økologisk blok mod en national-liberal blok eller en national-patriotisk blok mod en liberal-progressiv blok. Forhåbentlig vil udvikling af det politiske system i Frankrig, ifølge forfatterne, resultere i en ny venstre/højre-polarisering, hvor en social-økologisk blok med et udvidet vælgergrundlag i underklassen står over for en national-liberal blok, der samler de mest liberale og borgerlige tendenser i de to andre eksisterende blokke dvs. den national-patriotiske og den liberal-progressive blok.

Hvis venstrefløjen ønsker at genvinde magten, kan den i en vis udstrækning basere sig på stemmer fra de social-uddannede, navnlig de unge generationer, men det er, ifølge forfatterne, også nødvendigt at tiltrække ”…flere arbejdstagere og arbejdere i de store detailhandelsvirksomheder, hotel- og restaurationsbranchen, rengøringsvirksomhederne, fragtbranchen, logistikvirksomhederne, levnedsmiddleindustrien og så fremdelse både i landsbyerne og købstæderne og i forstæderne og storbyerne.”

Venstrefløjen skal derfor lære sig at kommunikere med vælgere uden videregående uddannelse og respektere den private ejendomsret – især til egen bolig – som betyder så meget for underklassen på landet. Det afhænger dens aktuelle politiske overlevelse af , selv om man godt i det lange løb, i en verden, hvor alle vælgere har en videregående uddannelse og har opnået en høj levestandard, ifølge forfatterne, faktisk godt kan forestille sig, at den vigtigste politiske skillelinje vil gå mellem de miljøbevidste social-uddannede, der tilslutter sig non-profitmodellen, og de ekstrativistiske-produktivistiske handelssskoleuddannede.

Kritik

Bogen er – som nævnt tidligere- resulat af et imponerende forskningsarbejde baseret på indsamling og bearbejdning af et kollosalt datamateriale, og er absolut læseværdig, hvis man har tid og energi til at arbejde sig igennem de 700 sider. Men med bogens omfang følger også en meget stor detaljerigdom, som det for en læser, der ikke er specielt godt inde i fransk historie og de fem republikker, kan være svært at overskue. Det hjælper gevaldigt med den store mængde af illustrerende grafer, men de mange kort over Frankrig, hvor data fra hver af de 360.000 kommuner er plottet ind i forskellige farver virker meget uoverskuelige, hvis man ikke er i besiddelse af et meget detaljeret overblik over den franske geografi.

Forfatterne understreger igen og igen betydningen af begrebet ”klasse”, men deres brug af begreber til at beskrive klasser er forvirrende. Jeg har tidligere nævnt problemerne med anvendelsen af begreberne ”arbejder” og ”arbejdstager”, men i det hele taget anvender forfatterne temmelig upræcise begreber, nå de skal beskrive de sociale kategorier i det franske samfund. De anvender ofte begrebet ”underklasse” og dermed forstår de formentlig de fattigste 50%, som Piketty i de fleste af sine værker opererer med. Han skelner her typisk mellem de 50% fattigste, de mere velstående 40% og til sidst de 10% rigeste. Det fremgår imidlertid ikke, om underklassen på landet inkluderer landmænd, og i hvilken forstand EU-støtten til de franske landmænd påvirker klasseforholdene på landet.

De anvender også udtrykket ”mindre velstillede”, uden at præcisere hvad dette begreb omfatter.

Alligevel er bogen interessant som et bud på, hvordan ”venstrefløjen kan genvinde magten” i Frankrig og andre lande, og specielt hvad forskellen mellem land og by betyder i den sammenhæng.

I Danmark er der udkommet en bog, som beskæftiger sig med den samme problematik, nemlig Det de kalder udkant kalder vi hjem. Yderområder, købstæder og det aparte København af Bjørn Brandenborg og Lars Olsen. I en kommende artikel vil jeg sammenligne Julia Cagé og Pikettys værk med denne bog og undersøge, hvad de hver for sig byder på af løsninger på problemet land kontra by set i lyset af venstrefløjens muligheder for at ”genvinde magten.”