Kapitalismen forbereder sig på storkrig – arbejderklassen må forberede sig på kamp

Er vi vidne til generalprøven på en ny verdenskrig?

Det lyder som noget fra en dommedagsfilm. Men i Ukraine tester russisk imperialisme sine våben, mens Vesten tester sine. I Gaza smadres civile liv med avancerede, vestligt leverede våben. Våbenteknologi og militærstrategier afprøves ikke længere kun på øvelsespladser, men på rigtige mennesker.

Vi lever i en periode, hvor kapitalismen globalt er ved at nå sine faktiske grænser. Profitterne i den “civile” økonomi falder. Markederne er mættede, og væksten stagnerer. Og i takt med at det bliver sværere at sikre kapitalakkumulation gennem fredelig handel, bliver destruktion, krig, oprustning og militarisering en alternativ metode til at genskabe profit.

Oprustning er i dag ikke bare forsvarspolitik, men økonomisk strategi. Krigen bliver en økonomisk motor.

Test af våben og moral

Når vi taler om krigene i Ukraine og Gaza som “testpladser”, handler det ikke kun om våben og strategi. De er også laboratorier for propaganda. Lakmusprøver for befolkningernes moralske reaktion.

Forbrydelserne mod civilbefolkningen i Gaza har ikke alene fået lov at fortsætte i månedsvis – de er både blevet aktivt forsvaret, benægtet og undskyldt, pakket ind i retorik om “selvforsvar”, “bekæmpelse af terror” og ikke mindst beskyldninger om “antisemitisme”.

Man tester ikke kun droner og bomber. Man tester også, hvor meget befolkningen vil acceptere, før den reagerer. Hvor effektiv er dæmoniseringen af fjenden? Hvor langt kan magthaverne strække moralen i egne samfund, uden at det udløser modstand?

Denne normalisering af uhyrligheder er en vigtig del af forberedelsen til større konflikter. Hvis man kan få millioner af mennesker til at vende blikket væk, mens en hel befolkning bombes sønder og sammen – hvad kan man så ikke slippe af sted med i morgen?

Systemet har brug for ødelæggelse

Og vi står ikke blot over for enkeltnationers kynisme eller moralske fallit. Vi står over for en global samfundsform, der ikke længere kan udvikle produktivkræfterne uden samtidigt at ødelægge dem.

Kapitalismen har altid haft destruktion som sin skyggeside: kolonial udplyndring, verdenskrige, økonomiske kriser. Men i dag synes det tydeligere end nogensinde, at destruktionen ikke blot er en utilsigtet bivirkning. Den virker som et nødvendigt træk for at holde hjulene i gang.

Krigsøkonomien blomstrer. Private virksomheder tjener styrtende på bomber, droner, missilsystemer og “sikkerhedsteknologi”. Politiske partier kappes om at sende flere penge til våbenindustrien, mens almindelige mennesker bliver bedt om at “stå sammen”, spare på velfærden, acceptere prisstigninger og sociale nedskæringer.

Reformismens fallit

Og hvor er venstrefløjen i dette billede?

De socialdemokratiske og reformistiske partier – selv dem med de bedste intentioner – har i mødet med systemets krise vist sig ubrugelige for den klasse, de repræsenterer. De forsøger at styre kapitalismen med små justeringer og håber på det bedste, men ender blot med at legitimere et system, der bevæger sig mod krig og klimaødelæggelse. 

Det bør efterhånden stå klart, at den parlamentariske venstrefløjs metoder i bedste fald ikke rækker, i værste fald må betragtes som decideret reaktionære. Verden brænder, og vi har ikke længere tid til reformistiske eksperimenter.

Arbejderklassen har magten

Det er os, der får samfundet til at fungere. Det er os, der bygger, transporterer, plejer og producerer. Det er også os, der i morgen kunne lukke produktionen af våben, olie og destruktiv teknologi ned. Det er faktisk muligt at stoppe det globale vanvid.

Forestil dig generalstrejker, der lammer våbenindustrien. Havnearbejdere, der nægter at laste krigsmateriel. Transportarbejdere, der blokerer for våbenforsendelser. En klimabevægelse, der kobler sig sammen med fagbevægelsen og nægter at videreføre den fossile økonomi. Der sker heldigvis allerede rigtig meget god organisering rundt omkring i verden, men der skal endnu mere til. Vi skal op i gear, og endnu flere arbejdere er nødt til at drage revolutionære konklusioner.

Men muligheden er der. Muligheden for fred, lighed og frihed. Muligheden for livet her på vores allesammens planet.

Historien har vist, at når arbejderklassen rejser sig, organiseret og bevidst, kan den vælte selv de mægtigste systemer. Spørgsmålet er altså ikke, om det er muligt.

Spørgsmålet er, om vi når det i tide.