Hvad skal venstrefløjen gøre i krigens tidsalder?
Når kapitalismen forbereder sig på storkrig, må venstrefløjen stå sammen for at vise modstand. Det skal ske gennem konkrete handlinger: Nej til krig og intet samarbejde med krigsindustrien, som ikke kun tjener på krigene, men også ødelægger klimaet. Det skriver Kasper Bendix Mikkelsen i dette indlæg
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Kapitalismen forbereder sig på storkrig, skrev jeg i et tidligere indlæg, og hvis arbejderklassen skal forhindre dette rædselsscenarie, må den forberede sig på kamp. Derfor dette opfølgende bidrag: en række mere eller mindre konkrete forslag til, hvad den socialistiske venstrefløj må gøre her og nu, hvis vi rent faktisk vil være en reel politisk kraft mod oprustning, krig og klimakatastrofe.
Opbyg en anti-krigsbevægelse med forankring i arbejderklassen
Vi har brug for en ny, stærk anti-krigsbevægelse i Danmark. En bevægelse, der ikke bare appellerer til abstrakt moral eller international lov, men til arbejderklassens egne interesser.
Krige føres ikke for folkets sikkerhed – de føres for kapitalens interesser. Derfor skal fagforeninger, elevorganisationer og klimabevægelsen inviteres med i konkrete netværk, der som minimum arbejder for modstand mod NATO og dansk oprustning, samt fremsætter krav om boykot af investeringer i krigsindustrien. Vi skal blandt andet lade os inspirere af arbejderaktioner i Genova og Livorno, hvor havnearbejdere har blokeret våbenforsendelser.
En sådan bevægelse skal ikke være moralistisk, men klassebevidst. Den skal afsløre krigene som et redskab for de riges magt, og organisere konkret modstand nedefra. Vi kan allerede se spiren til dette potentiale i Palæstina-bevægelsen, som har mobiliseret titusinder i Danmark. Så sent som søndag 24. august 2025 samledes titusindvis af mennesker foran Christiansborg i solidaritet med Palæstina.
Denne energi viser, at masser af mennesker faktisk er villige til at gå på gaden, og dermed at grundlaget for en bredere anti-krigsbevægelse allerede findes.
Krav til fagbevægelsen: Intet samarbejde med krigsindustrien
Fagbevægelsen må stoppe med at være neutral eller ligefrem medløber i militariseringen. I stedet må vi insistere på, at fagforeninger offentligt afviser militær oprustning og dansk deltagelse i krigsforberedelser.
Desuden bør fagligt aktive starte netværk på deres arbejdspladser, især i transport, produktion og logistik, som kan nægte at medvirke til militær støtte. Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH må presses til at tage stilling: Vil vi bygge våben eller bygge velfærd?
Der findes ikke nogen abstrakt “neutralitet” i politik (heller ikke internationalt). Det handler om at tage stilling til fordel for arbejderklassen, de mennesker der betaler prisen i form af bomber, fattigdom og udbytning. Dermed må vi til enhver tid stille os imod de regeringer og virksomheder, der profiterer på krigen.
Knyt klima- og krigsmodstand sammen
Klimabevægelsen skal danne fælles platforme med arbejderbevægelsen og sammen rejse krav om investering i grøn omstilling, ikke militær optrapning. Krig og klimakatastrofe er ikke to adskilte kriser. Fossilindustrien er både klimakatastrofens motor og afhængig af militær magt for at bevare kontrol over ressourcer og handelsruter.
Derfor må den grønne bevægelse gøre anti-militarisme til en del af klimakampen. Det “grønne” hykleri må afsløres; idéen om, at Danmark kan “gå forrest”, samtidig med at vi investerer storstilet i det militærindustrielle kompleks, må punkteres én gang for alle.
Som med Palæstina-bevægelsen har vi her allerede set bevis på potentialet. De store klimamarcher og folkelige mobiliseringer i Danmark de seneste år, hvor titusinder har været på gaden, viser, at bevægelsen rummer en enorm energi. Denne energi har potentiale til at blive en afgørende kraft i kampen mod både krig og kapitalisme.
Afslør og bekæmp reformismens medløberi
Venstrefløjen må turde tage opgøret med de partier, der måske taler fred, men reelt støtter krig. Enhedslisten gider ikke længere kritisere NATO og medvirker sammen med SF til oprustningen. Vi må derfor kritisere dem åbent og principfast, altid med tydelig klassebevidsthed. Vi må både organisere i og udenfor partierne for en uafhængig socialistisk linje.
Det er afgørende, at de nye revolutionære strømninger og netværk vi opbygger, ikke bukker under for parlamentarisk pres. I gamle dage var Enhedslisten faktisk en antikrigs- og antikapitalistisk bevægelse, men det er den ikke længere. Den er i stigende grad blevet integreret i den parlamentariske logik og har accepteret systemets rammer. Derfor må noget nyt også bygges op.
Venstrefløjen må turde sætte navn på problemet og ikke mindst fjenden. Og vi må stå ved den magt, vi rent faktisk har i vores hænder, hvis blot vi organiserer: Magten til at stoppe produktionen, lamme økonomien, nægte at samarbejde med ødelæggelsen. Vi kan sammen stoppe både krigen og klimakatastrofen i morgen, hvis det er det vi vil.
Kapitalismen forbereder storkrig. Svaret må være ægte revolutionær modstand.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
