Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
7. august. 2021

Kapitalismens depressive etos

Det er slut med at gemme på sine problemer. Kapitalismen gør os alle sammen deprimerede – selv millionsælgende musikere og succesfulde influencere.

Fra musikvideoen: 90210 (Travis Scott)

Er jeg den eneste, der er lidt trist? Nej, det er tidens stemning.

Samfundets malaise, vil jeg påstå, er gået ind i en ny fase. Hvor den nyliberale etos var psykopatisk, en løgnagtig projektmager, der bildte dig en hyper-optimistisk løgn på ærmet, er den nye etos depressiv. En apatisk smartphonebruger, der modløst søger næste dopamin-fix for at lindre lidt på smerten. Lad os se på tidens tegn.

Er der en ironisk tone at spore i tv-reklamerne? Som om de godt ved, at vi ved, at forbruget alligevel ikke gør os glade. Tag Falcks sundhedsforsikringsreklame – en klam sag, der har floreret på nogle tv-kanaler. Den spiller på den neurotiske disposition, at vi jo nok alle har en lille skavank, vi burde være bekymrede for. Udover den psykiske terror, som reklamen i sig selv er, har den et interessant budskab: Selv dem, der har råd til privat sundhedsforsikring, går konstant rundt og er bange for at dø.

“Måske er massedepression ikke noget nyt fænomen, men det er nyt, at der er sådan en ærlighed om det blandt tilsyneladende succesfulde rollemodeller.”

Og det er som om, rap-stjernen Travis Scott ikke rigtig mener det, når han praler med sine ”gold chains” på den dystre 90210. Den er også notorisk for at være det sidste stykke musik, influenceren Etika hørte før sit selvmord i 2019. Samme sommer forsøgte den danske influencer Fie Laursen også at begå selvmord.

Måske er massedepression ikke noget nyt fænomen, men det er nyt, at der er sådan en ærlighed om det blandt tilsyneladende succesfulde rollemodeller. Punkbandet Pinkshift, der i form og indhold krystalliserer tidsånden, rammer med sangen i’m gonna tell my therapist on you fornemmelsen af en generation i frit fald. ”The meds aren’t working for me anymore,” galer den karismatiske forsangerinde.

Alle de depressive succesmennesker er et perfekt billede på samfundets tilstand. Det er slut med at gå og gemme på sine problemer, eller at se dem som noget særligt. Det er bare normen nu, uanset hvor godt ved muffen man er. Det hører vi i traileren til endnu et af disse realityshows med en influencer i hovedrollen. Bare Elvira, der ”aldrig har lavet så mange skejser, som hun gør nu,” men alligevel må konstatere, ”at hun ikke vidste, man kunne være ked af det så længe.”

Den gamle nyliberale etos lød, at vi kunne købe os til lykke. I dag tør vi højst tro på, at penge kan mindske vores ulykkelighed.


Om skribenten

Theodor A.

Theodor A.

Kulturanmelder for Den Røde Kælder. Uddannet filosof med speciale i bitterhed. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER