8 min. læsetid

Det er et kæmpe fremskridt, at borgerlige partier og Dansk Industri nu har set sig nødsaget til at acceptere regeringens målsætning: – Reduktion af CO2-udslippet med 70 % i 2030. Men inden begejstringen kammer over, er det vigtigt at holde fast i, hvad vi er oppe imod: Kapitalisme uden vækst og uden et stadigt øget forbrug er en umulighed. Kun en cirkulær økonomi er bæredygtig.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Hans Erik Avlund Frandsen

Alle burde læse Jørgen Steen Nielsens nye, fortræffelige bog om klimakrisen Som gjaldt det livet, som jeg citerer fra i det følgende. Bogen er en guldgrube af information og refleksion og forsøger at få os til at forstå – ”hvor fundamentale og radikale omstillinger af samfundet, dets økonomi, dets magtrelationer og værdier der er nødvendige”.

Et af de helt afgørende spørgsmål er: Kan et samfund baseret på økonomisk vækst overhovedet standse den katastrofale udvikling af klimaet og biodiversiteten – og håndtere den kendsgerning at klodens ressourcer er begrænsede? Det radikalt nye er, at det er første gang – at menneskeheden ”står over for en selvskabt, global trussel mod sit naturgivne eksistensgrundlag”

Kan et samfund baseret på økonomisk vækst overhovedet standse den katastrofale udvikling af klimaet og biodiversiteten – og håndtere den kendsgerning, at klodens ressourcer er begrænsede?

Den økonomiske model på kanten af afgrunden

Derfor kan vi ikke længere bare have ”holdninger” til de forskellige økonomiske teoriers fortræffeligheder eller begrænsninger. Med Chandran Nairs ord: ”De økonomiske modeller, der grundlæggende bliver ved at operere på kanten af afgrunden, må tænkes fundamentalt om”. Eller som Jørgen Steen Nielsen skriver: Det er ”den hidtidige økonomiske model, der bogstavelig talt er naturstridig”.

Det afgørende ømme punkt er det økonomiske vækstproblem. Det borgerlige argument er, at vækst er nødvendig – for at vi ”kan få råd” til den grønne omstilling. Også mange venstreorienterede drømmer om en ”grøn vækst”, dvs. samme økonomiske model som nu – blot med et ”grønt” indhold.

I praksis viser det sig bare at være umuligt at foretage en ”absolut afkobling af den økonomiske vækst fra CO2-belastningen”. Klimamålene kan ikke nåes, hvis ”økonomien bliver ved at ekspandere”.

Jørgen Steen Nielsen har en snusfornuftig tilgang til det problem: ”Sagt i en enkelt sætning handler det om, at vi i vores omgang med kloden og dens ressourcer skal indoptage et grundprincip, som til enhver tid har vejledt og styret ethvert finansministerium: – Definér det til rådighed værende budget, og respektér det… Det handler ‘kun’ om at få den tænkning og optik indoptaget i alle sider af samfundslivet og få den konkret implementeret i praktisk politik, i erhvervslivet og i vore husholdninger og hverdag”.

Det lyder enkelt, men glider uden om de faktiske økonomiske og sociale interessemodsætninger. Det samme sker for Connie Hedegaard: ”Nogle begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om vores eksisterende samfundsmodel kan og vil levere den forandring, der er brug for, så hurtigt som der er brug for det. Men polarisering og radikalisering er det sidste, der er brug for nu, hvor der er ved at komme gang i nogle af de store drej”.

“Det sidste, der er brug for nu, er at folk begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om vores eksisterende samfundsmodel kan og vil levere den forandring, der er brug for”, mener tidligere EU-kommissær for klimaforandringer, Connie Hedegaard. Den holdning er en dans om den varme grød, der ikke tør udfordre det grundliggende problem – nemlig kapitalismen – mener dagens kronikør. Foto: GUE/NGL / Flickr

Katten om den varme grød

Det centrale spørgsmål undviges imidlertid i denne kattens dans om den varme grød: Er grundproblemet ikke selve kapitalismen?

Connie Hedegaard kan pege på de tiltag, mange virksomheder har i gang i. Det gælder dem, der producerer grønne anlæg af den ene eller den anden slags, og det gælder virksomheder, der kan se en fordel i at arbejde med energibesparelser m.v.

Det fundamentale problem er imidlertid, at kapitalismens eneste drivkraft er – at der skal skabes så stort et økonomisk overskud som muligt. Det handler ikke bare om at producere brugsværdier. Det er ikke varens nytte for aftageren eller samfundet, der er styrende. Det ønsker den enkelte ejer/bestyrelse/ledelse måske nok som privatpersoner, men hvis de ikke producerer et overskud – der (mindst) står mål med konkurrenterne – går virksomheden nedenom og hjem. Er overskuddet ikke stort nok, smutter investorernes kapital over til mere lukrative foretagender. Og/eller virksomheden er ude af stand til at investere i ny teknologi – og gør den ikke det i mindst samme omfang som konkurrenterne, så ender den med at producere mindre effektivt og bliver udkonkurreret. Det er netop det liberalistiske argument for, at kapitalismen er så godt et system: Den mere effektive vinder over den mindre effektive, og vi får alle sammen billigere varer.

Problemet for den enkelte virksomhed er, at man aldrig véd, hvor langt konkurrenterne er, dvs. at man altid er nødt til at være på forkant. Altså må enhver virksomhed stræbe efter hele tiden at få solgt mere, investeret mere o.s.v. Det er derfor økonomerne får rynker i panden, hvis væksten går ned. Den skal gennemsnitligt holde sig på ca. 2 procent om året.

En stagnerende eller mindre vækst er et udtryk for, at i hvert fald nogle af virksomhederne har svært ved at klare sig. De er ikke ”effektive” nok. De tjener ”for lidt” til at kunne klare nye, udgiftskrævende investeringer. Ergo udsætter de investeringerne. I stedet er de nødt til at skære ned og afskedige medarbejdere (”rationalisere”) for at spare på udgifterne.

60 yderst alvorlige kriser siden 1980erne

Det er dårligt for de virksomheder, der producerer ny teknologi, og også for dem der lever af at sælge forbrugsgoder til lønarbejderne, som nu kan købe mindre. Så må også disse virksomheder indskrænke … og således fortsætter det ind i en regulær økonomisk krise. Den værste havde vi i 1930erne, men finanskrisen i dette århundrede var af samme kaliber. Siden 1980erne har der ifølge økonomiprofessor Katarina Juselius rundt om i verden været over 60 ”yderst alvorlige kriser”.

Hvad er kuren mod disse ødelæggende nedture? At få væksten i gang igen. Dvs. få forbruget til at stige igen. Her sværger socialdemokraterne typisk til nye offentlige investeringer, mens de borgerlige som regel foretrækker skattelettelser – som de så håber vil få folk til at ”svinge dankortet”.

Pointen er, at en kapitalistisk virksomhed er tvunget til at ekspandere. Det kan godt være, at de, der ejer og leder foretagendet, er bekymrede for klimakrisen; men sætter de deres vækstambition ned til nul, er de ude af markedet i løbet af kort tid. Kapitalisme uden vækst og uden et stadigt øget forbrug er en umulighed.

Lige nu er ‘grønne’ ryk i erhvervslivet et fremskridt – men på sigt må vækstmotoren stoppes. Kun en cirkulær økonomi er bæredygtig

Det betyder alt sammen, at hvis bæredygtige tiltag kan øge overskuddet, så går virksomhederne den vej. Men ellers vil klimahensyn være en omkostning, som man vil prøve at undgå – fordi det truer virksomhedernes konkurrenceevne og dermed mulighed for at overleve. De er underlagt konkurrencens lov og kan ikke tillade sig at tage hensyn, som konkurrenterne ikke også tager. Medmindre de frivilligt vælger at risikere fallit – og det er nok ikke den udsigt, investorerne og aktionærerne er mest vilde med. Dertil kommer at det set fra et snævert virksomhedssynspunkt vil være fatalt, hvis de enorme summer – der allerede er investeret i en ikke-bæredygtig produktion – pludselig skal skrives på tabskontoen.

‘En cirkulær økonomi med nuludledning’, lyder Novos ambitiøse udmelding for sin klimapolitik. “Hvis bæredygtige tiltag kan øge overskuddet, så går virksomhederne den vej – ellers vil klimahensyn være en omkostning, som man vil prøve at undgå” mener Hans Erik Frandsen. Billede fra Novo PR-materiale.

Kun en cirkulær økonomi er bæredygtig

Det uhyggelige er altså, at vi har et økonomisk system med en indbygget vækstmotor i sig. Det handler ikke kun om en lille vækst her og nu, men om en fortsat vækst – hvert år, i al fremtid! Fra 1966 til 1996 var der for Danmarks vedkommende tale om en fordobling. Og om ca. 35 år vil det danske forbrug med fortsat vækst være ca. dobbelt så stort, som det er nu. Det gælder også for hele Euro-området.

Lige nu er ‘grønne’ ryk i erhvervslivet et fremskridt – men på sigt må vækstmotoren stoppes. Kun en cirkulær økonomi er bæredygtig. Det er indlysende, at vi her står over for en voldsomt krævende opgave. Når der ikke foreligger overskuelige veje ud af miseren, er det fristende at stikke hovedet i busken. Men realistiske løsninger kræver, at vi forholder os til kendsgerningerne – og derefter prøver at hjælpe hinanden videre derfra.


Hans Erik Avlund Frandsen er forhenværende gymnasielærer, og har bl.a. udgivet bøgerne ‘Historieproblemet hos Kierkegaard og den unge Marx’ samt ‘Klassesamarbejde og klassekamp’