Karakterdannelse er en del af den demokratiske tradition – svar til Lærke Grandjean

Fredag 17. april 2026 havde Lærke Grandjean et indlæg her på mediet, hvor hun kritiserede det ny Center for Karakterdannelse (CfK).

Grandjean har helt misforstået sagens sammenhæng.

For det første mener hun, at centret er en ”amerikansk inspireret bevægelse”, som nærmest invaderer det grundtvigske Danmark. Men det er forkert. Centret tager udgangspunkt i nordisk og europæisk demokratitradition, og i centrets faglige panel er der mange grundtvigianere og filosoffer.

Grandjean mener, at CfK er ”udemokratisk” og mangler pædagogisk humanisme, men også det er helt forkert. Centrets leder har skrevet store bøger om den såkaldte personalisme, som er en central, europæisk åndstradition, og overalt i projektmaterialet finder man henvisninger til demokrati og skolens formål. Centret har også udarbejdet pædagogisk materiale om åndsfrihed.

Der er stor interesse for barnets liv – og de konkrete karakterdyder, som centret i første omgang har fokuseret på, er i høj grad til diskussion i regi af centret selv. Grandjean mener fx, at der mangler et fokus på ”selvstændighed”, men det er jo blot et bidrag til diskussionen og bekræfter dermed karakterdannelsesbegrebets nærmest uomgængelige relevans.

Åndelig oprustning og fonde

Grandjean mener, at CfK udspringer af regeringens interesse for ”åndelig oprustning”, men det er ikke tilfældet. CfK var allerede etableret før ”åndelig oprustning” blev lanceret, og flere fra centrets kreds er bestemt ikke ukritiske over for dette begreb. Centret udspringer snarere af en kritik af det tab af filosofisk, pædagogisk, politisk og teologisk tradition og dialog, som har præget skoletænkningen i cirka 30 år.

Grandjean kritiserer også, at centret er fondsstøttet. Der er god grund til at pege på fondenes indflydelse som et generelt problem, men dette problem har været langt større i andre sammenhænge, fx for fonde som Tryg og AP Møller. Sidstnævnte smed fx 1 mia. kroner efter skolereformens forskning på en måde, der forstærkede skolepolitikkens instrumentalisme, endda stærkt støttet af finanslovsfinansieret forskning. Den aktuelle fondsbevilling til CfK er helt minimalistisk i den sammenhæng, og jeg er ikke bekendt med nogen utidig indblanding i centrets arbejde.

Hvis man vil lave alternative og kritiske forskningssammenhænge i dag, så er fondene den eneste udvej. Især i en periode hvor emner som dannelse og karakterdannelse er nedprioriteret af de statslige forskningsinstitutioner.

Grandjeans misforståelser

Grandjean henviser til en religionshistoriker, der mener at CfK’s arbejde er udtryk for kristen ”genopdragelsesmission”, som er ”infantil” og ”tanketom”. Man behøver blot at læse centrets første udgivelse ”Karakterdannelse – højnelse til humanitet” for at konstatere absurditeten i disse beskyldninger.

Her finder man en række faglige, reflekterede og pluralistiske analyser af førende fænomenologer, filosoffer, digitaliseringsforskere og grundtvigianere, som drøfter emner, der har præget kulturhistorien, både i Danmark og mere bredt. Det er det modsatte af ”genopdragelsesmission”.

Grandjean henviser dernæst til en boganmeldelse, som Steen Nepper Larsen har skrevet af ovennævnte udgivelse. Hun overser, at Nepper Larsen faktisk er meget positivt stemt over for karakterdannelsesbegrebets relevans, og at han selv har bidraget til en udgivelse fra 2023 i samme ånd og fra samme kreds. Steen Nepper Larsen er i høj grad et dannelsesmenneske. Hans arbejde er et eksempel blandt mange andre på, at kritisk teori og karakterdannelse hænger sammen.

Grandjean henviser også til den hollandske filosof, Gert Biesta. Men Biesta, som jeg selv er meget inspireret af, har helt misforstået den danske kontekst, hvilket jeg har skrevet om i en debat med ham på mediet Ræson sidste år. Hans eget arbejde er fuld af karakterdannelsesteori, hvilket gælder for al pædagogisk teori og praksis. Biesta har dog et ambivalent forhold til dannelsestraditionen, hvilket bonner uheldigt ud i dette tilfælde, så han ender med at gøre op med den tradition, som hans eget arbejde hviler på.

I stedet for at lytte til Grandjeans helt forfejlede kritik bør samfundet snarere glæde sig over det nye center, der har mulighed for at genrejse pædagogikkens forbindelse til filosofiske, demokratiske og almenpædagogiske emner. En relation, som desværre gik tabt efter årtusindeskiftet.

Jeg håber, at Grandjean snart indser dette, for ellers risikerer hun at havne i 1990’ernes individualiserede forståelse af subjektet, hvor der hverken findes fortid eller verden.